Juletræet står lige så pænt pyntet her i stuen. Der er ved at være styr på det hele... alligevel mærker jeg den frygt der hvert år på denne tid indtager min krop. Frygten for 3 dage med mad mad mad mad mad og mad. Jeg har lyst til at skrige, lyst til at flippe helt ud og droppe julen. Føler virkelig ikke jeg passer ind i min egen jul. Har hele tiden sagt det i år blev let da vi selv holder julen, i vores eget hjem, - men nej. Overvejer hvad jeg skal lave til mig selv juleaften, for tror virkelig ikke jeg magter flæskesteg, and, kartofler osv.
Jeg har lige pyntet juletræet færdigt, snestormen er på vej, på vej sammen med julen?
Idag skulle der have været møde med psykiatrien, der skal overtage min behandling. Det blev aflyst pga. sygdom, så nu bliver det tidligst den 7. februar, da min bisidder skal på ferie hele januar. ØV... ville gerne have afklaring omkring hvad der skal ske i mit liv. Jeg hader uvished mere end letmælk... åh... Gid jeg kunne slippe fri for det hele... mærker hvordan jeg igen begynder at blive lidt mere sort i mine tanker, ikke godt. Det var lige så rart at det hele var mere gråt end sort...
Så kort sagt:
På med facaden, og igennem resten af denne uge...
Glædelig jul...
onsdag den 22. december 2010
mandag den 20. december 2010
Julen nærmer sig.
Der er en del der skal ordnes inden jul. Lidt hovedrengøring, 10 rummeter brænde der skal ind i garagen, hente et bord og nogle stole, og købe det sidste inden jul... Jaja.. der er nok at se til.
Derudover har jeg stadig ikke hørt noget om min nye behandling. Håber bare der snart er nyt.
Hader at gå i den uvished der er. Det er så uholdbart, og påvirker mig en del. Men ender sikkert i noget ambulant behandling igen... og så må jeg jo tage den derfra. Bare underligt regionen bevilliger døgnbehandling, og de så pludselig ikke har råd til at have mig på privathospitalet.
Derudover har jeg stadig ikke hørt noget om min nye behandling. Håber bare der snart er nyt.
Hader at gå i den uvished der er. Det er så uholdbart, og påvirker mig en del. Men ender sikkert i noget ambulant behandling igen... og så må jeg jo tage den derfra. Bare underligt regionen bevilliger døgnbehandling, og de så pludselig ikke har råd til at have mig på privathospitalet.
torsdag den 16. december 2010
"snestormen i min krop"
Den seneste tid har været meget hård. Mange op og ned ture. Mange timer er gået med uvished. Mange timer er gået med "kæmp imod sygdommen - Christina".. Men jeg kunne ikke rigtig kæmpe... Personalet kunne ikke nå ind til mig... Jeg droppede at spise, valgte mine gamle metoder, frem for de få hospitalet har lært mig..
Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...
Men hvordan går jeg så og har det?
Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...
Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".
Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.
Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.
Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".
En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?
Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....
Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...
Men hvordan går jeg så og har det?
Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...
Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".
Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.
Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.
Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".
En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?
Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....
onsdag den 27. oktober 2010
Det "gamle liv"
Det er underligt som man kan savne noget, som man for 6 uger siden, næsten ville dø for ikke at skulle leve med. Men sandheden er jeg savner min spiseforstyrrelse mere end noget andet.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.
Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.
Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..
Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.
Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.
tanker herfra.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.
Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.
Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..
Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.
Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.
tanker herfra.
søndag den 10. oktober 2010
Kære spiseforstyrrelse...
"Kære Atypiske Anoreksi..
Gid det var muligt at få dig til at forstå, hvor meget du ødelægger. Gid jeg inderst inde kunne kæmpe 110 procent imod dig, så du ikke skal styre mit liv, mine tanker, min krop. Men som vi begge ved, fylder du hvert et lille hulrum i min krop... du sidder og gemmer dig i hvert et gram fedt på min krop. Fortæller mig hvor fed jeg bliver af at spise maden, nu hvor jeg er indlagt. Du forsøger hvert sekund at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Du vil overbevise mig om at du er vejen frem, ikke det som "eksperterne" mener er det rigtige liv.
Dine regler og krav, er forfærdelige... men samtidig kan jeg ikke leve uden dem. Jeg føler ikke jeg lever længere, føler du forlader mig. På en måde vil jeg have du fylder hele mit liv, at du bestemmer 110 procent over hvert et hul rum, hver hjernecelle. Men på samme tid vil jeg gerne slippe ud af kontrollen. Slippe ud af den evige kamp for at være perfekt.
Men kære Atypiske Anoreksi, mon vi nogensinde kan indgå et forlig?!
Med Venlig Hilsen
den krop du lever i."
Brevet beskriver mit daglige helvede lige pt. Den daglige kamp om hvem der har ret. Hvem der skal leve dette liv. Spiseforstyrrelsen, eller "mig"?! Mig selv som jeg ikke engang selv kender. Hvem er jeg? Der er gået 3 uger nu... 3 uger hvor alle mine regler, ritualer osv har været taget fra mig... 3 uger som indlagt spiseforstyrret patient. Og hvor langt er jeg kommet?! Jeg ved maden bare skal spises. Men maden gør mig jo ikke rask. "Christina du kæmper sådan en flot kamp, det er sejt gået". Men hvad hvis sandheden er, at jeg spiller skuespil 166 timer om ugen, og de sidste to timer går til den individuelle terapi.
Jeg savner at mærke en krop der er tom. Savner at føle jeg selv styre mit liv. Savner at føle jeg har et liv.
Her til aften ved jeg ikke om jeg ønsker, at komme ud af spiseforstyrrelsens klør. Har ikke modet til at fortsætte hvis følelserne ikke forsvinder... De ubehagelige følelser som kommer frem, når maden kommer ind...
Savner savner savner.... men er det værd at savne?!
mandag den 27. september 2010
One week has passed.
Èn uge er gået. Det har været en meget hård uge, en uge jeg tror de færreste kan forestille sig. Og jeg håber virkelig ikke for andre de skal igennem dette. Nedture på nedture. Tudeture på tudeture. Håb, og et håb der forsvinder.
I weekenden troede jeg det hele var blevet så utrolig let. Måltiderne gled ned, og jeg havde det ikke super svært... desværre fik jeg lige en boksehandske lige i maven idag. Da det kom til morgenmaden, så var der pludselig ikke de samme "regler", som der havde været i weekenden, og kunne slet ikke overskue at skulle spise andet end det jeg havde tilladt mig selv i weekenden. Så det blev mandag igen, og en meget hård mandag. Tror faktisk denne mandag, har været endnu mere hård, end den første for 1 uge siden.
Det er meget svært for mig, at jeg ikke må komme hjem. Føler hele mit liv er gået i stå. Jeg ved inderst inde godt at jeg skal være her, for at jeg kan få et bedre forhold til mad, og blive rask. Men jeg har stadig svært ved, at se, at jeg er så syg som jeg er. Der er ikke mange der "bare lige" kommer ind her. Det ved jeg godt. Og jeg ved at man bestemt ikke kommer her, hvis det ikke er fordi man er syg. Men jeg har svært ved at indse det, eller turde indse det lige pt.
Jeg savner meget min kæreste. Føler mig alene. Savner en til at holde om mig når jeg skal sove. Savner en der kan give mig et knus når jeg har aller mest brug for det. En til at sige jeg er elsket, selvom jeg har spist noget mad, så jeg føler mig som verdens klammeste og fedeste person.
Min far og papmor var her i weekenden, sammen med mine søskende. Det var rigtig rart at de kom. Men også svært, svært fordi jeg ikke tør åbne 110 procent op. Svært fordi jeg så gerne vil passe på mig selv, og er bange for at blive såret, og skuffet som min biologiske mor så ofte har gjort.
Fik at vide her til aften, at jeg er alt for sårbar om aftenen... TAK SKÆBNE ja... Har tudet hele aftenen. Følelserne uden på tøjet. Og kan slet ikke være i min krop, efter at have haft en hel dag hvor den kun har stået på mad mad mad mad mad mad mad... Det er så ufatteligt hårdt.
Det var bare lige lidt for nu. Vil slutte af med at takke familien, og min kæreste. Tak fordi I er her, selvom jeg synes det er så ufatteligt svært. Jeg elsker jer.
I weekenden troede jeg det hele var blevet så utrolig let. Måltiderne gled ned, og jeg havde det ikke super svært... desværre fik jeg lige en boksehandske lige i maven idag. Da det kom til morgenmaden, så var der pludselig ikke de samme "regler", som der havde været i weekenden, og kunne slet ikke overskue at skulle spise andet end det jeg havde tilladt mig selv i weekenden. Så det blev mandag igen, og en meget hård mandag. Tror faktisk denne mandag, har været endnu mere hård, end den første for 1 uge siden.
Det er meget svært for mig, at jeg ikke må komme hjem. Føler hele mit liv er gået i stå. Jeg ved inderst inde godt at jeg skal være her, for at jeg kan få et bedre forhold til mad, og blive rask. Men jeg har stadig svært ved, at se, at jeg er så syg som jeg er. Der er ikke mange der "bare lige" kommer ind her. Det ved jeg godt. Og jeg ved at man bestemt ikke kommer her, hvis det ikke er fordi man er syg. Men jeg har svært ved at indse det, eller turde indse det lige pt.
Jeg savner meget min kæreste. Føler mig alene. Savner en til at holde om mig når jeg skal sove. Savner en der kan give mig et knus når jeg har aller mest brug for det. En til at sige jeg er elsket, selvom jeg har spist noget mad, så jeg føler mig som verdens klammeste og fedeste person.
Min far og papmor var her i weekenden, sammen med mine søskende. Det var rigtig rart at de kom. Men også svært, svært fordi jeg ikke tør åbne 110 procent op. Svært fordi jeg så gerne vil passe på mig selv, og er bange for at blive såret, og skuffet som min biologiske mor så ofte har gjort.
Fik at vide her til aften, at jeg er alt for sårbar om aftenen... TAK SKÆBNE ja... Har tudet hele aftenen. Følelserne uden på tøjet. Og kan slet ikke være i min krop, efter at have haft en hel dag hvor den kun har stået på mad mad mad mad mad mad mad... Det er så ufatteligt hårdt.
Det var bare lige lidt for nu. Vil slutte af med at takke familien, og min kæreste. Tak fordi I er her, selvom jeg synes det er så ufatteligt svært. Jeg elsker jer.
torsdag den 23. september 2010
De første dage...
Det har været hårdt at blive revet ud af den ellers så velkendte hverdag. Hårdt at spise ting jeg virkelig ikke tør. Jeg har grædt rigtig meget, været helt ude af mig selv... Her til morgen har jeg fået lov at gå 1 time pr dag. Synes det er en super dejlig fornemmelse. Rart at jeg kan få lov at gå en tur. Det er helt fantastisk. Især fordi det er så svært for mig at være i min krop, når jeg skal spise så meget mad som jeg skal.
Jeg ved inderst inde godt det er for mit eget bedste. Men på samme tid, synes jeg det er så svært, at jeg hellere vil dø og droppe behandlingen. Det med at holde fast er svært. Det er svært at holde modet oppe. Svært at tro på at jeg i sidste ende bliver rask.
Pigerne har været rigtig søde til at tage imod mig. Hvis de ikke havde været det, er jeg ikke sikker på jeg stadig ville være her. Trods jeg ikke føler mig helt tilpas her endnu. Synes det hele er liiiidt underligt stadig.
På mange områder synes jeg at jeg har brug for ro og fred. Synes hele tiden jeg har noget oppe i mit hoved der kører rundt. Måske fordi vi spiser 6 gange om dagen. Det er altså svært at forholde mig til. Puuuha... Jeg håber jeg kan gennemføre, men det bliver så svært :'(
Jeg ved inderst inde godt det er for mit eget bedste. Men på samme tid, synes jeg det er så svært, at jeg hellere vil dø og droppe behandlingen. Det med at holde fast er svært. Det er svært at holde modet oppe. Svært at tro på at jeg i sidste ende bliver rask.
Pigerne har været rigtig søde til at tage imod mig. Hvis de ikke havde været det, er jeg ikke sikker på jeg stadig ville være her. Trods jeg ikke føler mig helt tilpas her endnu. Synes det hele er liiiidt underligt stadig.
På mange områder synes jeg at jeg har brug for ro og fred. Synes hele tiden jeg har noget oppe i mit hoved der kører rundt. Måske fordi vi spiser 6 gange om dagen. Det er altså svært at forholde mig til. Puuuha... Jeg håber jeg kan gennemføre, men det bliver så svært :'(
Abonner på:
Opslag (Atom)