I onsdags var jeg en tur oppe hos min psykiater, og hvor hende fra distrikt psykiatrien også kom. Vi skulle have lavet en ny behandlingsplan i maj mdr, da jeg havde født, men den blev udskudt til i onsdags, når de begge havde haft sommerferie... deres udmelding var klar: "hvad har du brug for?". Mit eneste var var - jeg ved det ikke, faktisk tror jeg ikke jeg har brug for jer pt.
Psykiateren siger så, at eftersom jeg gennem det sidste år faktisk kun har fået det bedre og bedre, så synes hun vi skal sige at vi ses hver 2. mdr, og jeg så ser hende sygeplejersken hver 4.-6. uge. Aftalte så ca 1 gang hver mdr. Mere fordi det så er lettere at holde styr på. Derudover lød dommen fra min psykiater at jeg nu har det så godt at jeg ikke længere skal forvente at være i psykiatrien nogle år - men måske kun 6 mdr. Pt har jeg en diagnose - min borderline diagnose, og min spiseforstyrrelses diagnose ... men jeg har BORDERLINE UDEN SYMPTOMER!!! Ingen symptomer til mig overhovedet. Det er altså virkelig vildt. Det er noget jeg aldrig sådan rigtig har turde drømme om. Aldrig har håbet nok på. Og pludselig sidder jeg her, og det er min virkelighed. En virkelig mulighed lige rundt om hjørnet for at blive afsluttet. Det er bare så vildt. Ja det har virkelig kostet en masse terapi, og jeg er min tidligere terapeut så evig taknemlig for at hun bare altid var der. Både på mail, telefon og vores to ugenlige samtaler. Jeg ved godt jeg ikke har været let at have i terapi til tider. Men alligevel har jeg fået så ufatteligt meget igen. Havde også besøg af hende i denne uge... Hun skulle se ham den lille. Og hvor var det bare super dejligt at se hende igen. Hun har været savnet. Hun tilbød også at hvis jeg fik brug for det, var jeg velkommen i hendes private klinik. Og får jeg brug for det den dag jeg er afsluttet i psykiatrien, kan det godt være det er hende jeg gør brug af i stedet for at skulle igennem det behandlings system igen. Og så ved jeg jo, at det samarbejde vi havde sammen har virket :)
Så pt er jeg faktisk så rask som man nu kan være uden lige at have fået fjernet en diagnose. Det er fantastisk. Det er super rart at være glad. Selvom ingen mennesker er glade 24/7 365 dage om året. Men være glad for at være i live. Slippe af de daglige selvmordstanker, som slet ikke findes i mit hoved længere. Bare kunne sidde her og nyde i fuldedrag at jeg er i live. Være glad for dagen idag. Glad for mine selvmordsforsøg ikke lykkedes. Have en ro i mit hovede som tidligere var et stort kaos af tanker, og kroppen fuld af følelser jeg ikke kunne rumme.
Så nu hvor jeg ikke længere skal kæmpe med alt det, bliver jeg nød til for alvor at komme ind i kampen om de sidste 20 kg der skal tabes. Det skal kunne lade sig gøre.
Vi tager nok et par dage i sommerhuset inden længe, og hvor bliver det bare fantastisk at få et par afslappende dage som familie. Uden stress, arbejde, og ting man hele tiden skal.
Jeg ved der er en del der læser med herinde, og se... det er ikke engang 1 mdr siden jeg har skrevet sidst :D
RIGTIG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE :)
lørdag den 27. juli 2013
lørdag den 20. juli 2013
Send mere tid... på forhånd tak :D
Puha, hvor tiden dog flyver afsted. Nu er der endnu engang gået en måned inden jeg har fået tid/taget mig sammen til at få skrevet lidt.
Theodor fylder 3 mdr. i morgen. Hvor blev min lille baby af. Ofte ligger han her i stuen og skælder den elefant uro ud jeg har lavet til ham, sammen med min mor i graviditeten. Vi synger sange, og bare hygger. Og hans skønne smil kan få mit hjerte til at smelte hele tiden. Åh, det er fantastisk at se den lille dreng, bare nyde den kontakt vi har... At føle han holder af en, og bare vide at ingen er bedre end mor og far :)
Lige nu ligger han her ved siden af mig og sover. Han faldt i søvn i mine arme, men inden længe skal han have mad igen, og så er det ellers i seng med ham :) De sidste to nætter har han sovet fra ca nu, fået mad kl.23, og først vågnet igen omkring halv seks- halv syv...Så det har virkelig været rart. Så lad os håbe det fortsætter.
Theodor vejer snart 6 kg og er over 61 cm lang. Det er vildt som tiden er fløjet afsted.
Jeg har endnu ikke haft kontakt med psykiatrien. Min psykiater har også haft ferie, (3uger) og hun møder igen her på mandag. På onsdag skal jeg så have lavet ny behandlingsplan. Overvejer meget at tage min kæreste med. Føler mig faktisk sådan lidt ved siden af mig selv, i forhold til at skulle se både min primære behandler og psykiater, da jeg de sidste 11 uger kun har set dem 1 gang hver. Derudover må jeg nok indrømme at min primære behandler som jeg fik i januar og jeg bare ikke lige svinger vildt godt sammen. Og det nok også er derfor jeg kæmper lidt ekstra for at undgå at "få brug" for deres hjælp. Kan dog godt savne min psykiater... Men savner virkelig min gamle terapeut. PUHA... Savner de samtaler vi havde om alle de ting der rørte sig i mit liv. Hun ville have været på besøg i sidste uge, men Theodor havde lige fået sin 3 mdr vaccine og havde høj feber, så mit overskud var ikke lige til besøg. Men hun skulle gerne komme her engang i den kommende uge. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se hende igen. Har ikke set hende siden før jul. På en måde er det underligt at have kontakt med flere af de terapeuter som jeg har haft gennem tiden. Men på den anden side er det utrolig rart ikke at føle de svigt som jeg synes der har været så ufattelig mange af gennem tiden.
Den 18. Juli, var det 3 år siden min morfar døde af kræft. Og den 22. september er det 1 år siden min mormor døde. HOLD NU OP hvor jeg stadig savner dem, og stadig ikke helt kan forstå jeg aldrig skal se dem igen, eller høre deres stemmer. Bliver også ret trist af at tænke på det nu. Føler noget af mig og mit liv mangler. Og jeg ville virkelig ønske at de var en del af mig liv pt. Jeg føler mig ret meget alene. Min far viser ingen interesse i mig, eller min lille familie. Han har set theodor få gange. Og selvom det nu er over 1 mdr siden at alle invitationerne til barnedåben blev sendt afsted. Ja så har min far stadig ikke meldt tilbage om han kommer :s faktisk er der mange fra min familie der mangler at melde tilbage, og det gør mig ret ked af det. Jeg ved godt at ikke alle har været glade på mine vegne over at jeg skulle være mor. Og over at det er gået "så stærkt". Men det har været det helt rigtige for mig.
Den 18. var det også 1 år siden jeg sidst blev udskrevet. 1 ÅR!! det er ikke første gang, men hvor er det dog fantastisk. Min sidste indlæggelse var forebyggende, og jeg havde faktisk ikke brug for at være der. Men det var rart at få noget mere konstruktivt ud af min indlæggelse på lukket, nu hvor jeg ikke var helt ude at skide... jeg håber inderligt ik at jeg har brug for flere indlæggelser. Men jeg har også lært at jeg ikke skal sige aldrig flere indlæggelser. For jeg ved at bliver det nødvendigt, er det nødvendigt, og så vil jeg ikke føle det kæmpe nederlag. Dog tænker jeg tit over at besøge psykiatrisk modtagelse, og sige "tak for hjælpen", og give dem noget chokolade eller sådan. De sidste to år, er det KUN gået fremad. Der har været tilbage fald. Men hold da op det har været en rejse uden lige. En rejse der har indeholdt et selvmordsforsøg. Men også har vist mig at selvmord ikke er nogen løsning. Og at man sagtens kan få et godt liv og være glad for det.
Jeg er glad for de valg jeg har gjort siden 1. januar 2012. Jeg er glad for at jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg er glad for at jeg altid kan være mig. At er jeg ked af det, trøster han mig. At vi aldrig går i seng og er sure/vrede/irriterede på hinanden. At jeg ved vi altid er der for hinanden lige meget hvad. Og at vi sammen har en skøn lille dreng der kun kan berige tilværelsen endnu mere :)
Mon psyk vil føle det underligt at komme derop og sige "tak"? Da jeg var gravid i 2011 sagde de at de ville se mit barn når jeg havde født osv. Men det har de jo ikke gjort denne gang. Dog ved jeg at de ved jeg har fået barn. Eftersom min psykiater er den ledende overlæge og de ofte spørg hvordan det går. Men jeg overvejer at tage op og sige hej. Måske når jeg liiiiiiige har tabt de 20 kg der skal tabes, så jeg igen ligner et sund menneske... Jeg hader den overvægt. Men jeg er også pisse bange for at en "kur" vil tage overhånd igen, og jeg slet ikke vil kunne styre det.
I det store hele har jeg det godt. Føler mig ret ensom pt. Men det er svært at få skrevet en sms i ny og næ til de veninder jeg holder så meget af. Svært at få tid til lige at være på facebook og føre en samtale i mere end 5 minutter. Der er altid et eller andet der skal laves. Lige nu burde jeg også have ordnet vores badeværelse og lige kogt et par falsker. Men jeg ved der er en der har savnet et indlæg.
Har lidt spørgsmål - måske i læsere kan svare?
Hvorfor bliver jeg fravalgt som veninde?
Mon man nogensinde kommer til at føle jeg 100 procent som alle andre når man nu har brugt så mange år af sit liv på noget psykisk?
Vil raske, og folk der altid har været raske, altid se det som et tabu at kende en som har været eller er syg?
Og hvorfor er det stadig et tabu? Er "vi" ikke bare almindelige mennesker? som måske bare tænker anderledes? eller måske er det slet ikke anderledes, måske tør de bare ikke sige det højt?
Ellers kigger vi stadig på hus. Og jeg håber virkelig vi snart finder det helt rigtige. Pladsen er ved at være lidt trang. Men i det store hele har jeg det godt. Og mens den sætning blev skrevet, ja så smiler jeg. Tænk at jeg bare får få år siden troede at jeg ALDRIG ville kunne smile, og mene det. Nå nu vil jeg få kogt de flasker, og se om min skønne dreng ikke er ved at vågne så han kan få lidt mad :)
Så det var lidt nyt herfra :)
Theodor fylder 3 mdr. i morgen. Hvor blev min lille baby af. Ofte ligger han her i stuen og skælder den elefant uro ud jeg har lavet til ham, sammen med min mor i graviditeten. Vi synger sange, og bare hygger. Og hans skønne smil kan få mit hjerte til at smelte hele tiden. Åh, det er fantastisk at se den lille dreng, bare nyde den kontakt vi har... At føle han holder af en, og bare vide at ingen er bedre end mor og far :)
Lige nu ligger han her ved siden af mig og sover. Han faldt i søvn i mine arme, men inden længe skal han have mad igen, og så er det ellers i seng med ham :) De sidste to nætter har han sovet fra ca nu, fået mad kl.23, og først vågnet igen omkring halv seks- halv syv...Så det har virkelig været rart. Så lad os håbe det fortsætter.
Theodor vejer snart 6 kg og er over 61 cm lang. Det er vildt som tiden er fløjet afsted.
Jeg har endnu ikke haft kontakt med psykiatrien. Min psykiater har også haft ferie, (3uger) og hun møder igen her på mandag. På onsdag skal jeg så have lavet ny behandlingsplan. Overvejer meget at tage min kæreste med. Føler mig faktisk sådan lidt ved siden af mig selv, i forhold til at skulle se både min primære behandler og psykiater, da jeg de sidste 11 uger kun har set dem 1 gang hver. Derudover må jeg nok indrømme at min primære behandler som jeg fik i januar og jeg bare ikke lige svinger vildt godt sammen. Og det nok også er derfor jeg kæmper lidt ekstra for at undgå at "få brug" for deres hjælp. Kan dog godt savne min psykiater... Men savner virkelig min gamle terapeut. PUHA... Savner de samtaler vi havde om alle de ting der rørte sig i mit liv. Hun ville have været på besøg i sidste uge, men Theodor havde lige fået sin 3 mdr vaccine og havde høj feber, så mit overskud var ikke lige til besøg. Men hun skulle gerne komme her engang i den kommende uge. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se hende igen. Har ikke set hende siden før jul. På en måde er det underligt at have kontakt med flere af de terapeuter som jeg har haft gennem tiden. Men på den anden side er det utrolig rart ikke at føle de svigt som jeg synes der har været så ufattelig mange af gennem tiden.
Den 18. Juli, var det 3 år siden min morfar døde af kræft. Og den 22. september er det 1 år siden min mormor døde. HOLD NU OP hvor jeg stadig savner dem, og stadig ikke helt kan forstå jeg aldrig skal se dem igen, eller høre deres stemmer. Bliver også ret trist af at tænke på det nu. Føler noget af mig og mit liv mangler. Og jeg ville virkelig ønske at de var en del af mig liv pt. Jeg føler mig ret meget alene. Min far viser ingen interesse i mig, eller min lille familie. Han har set theodor få gange. Og selvom det nu er over 1 mdr siden at alle invitationerne til barnedåben blev sendt afsted. Ja så har min far stadig ikke meldt tilbage om han kommer :s faktisk er der mange fra min familie der mangler at melde tilbage, og det gør mig ret ked af det. Jeg ved godt at ikke alle har været glade på mine vegne over at jeg skulle være mor. Og over at det er gået "så stærkt". Men det har været det helt rigtige for mig.
Den 18. var det også 1 år siden jeg sidst blev udskrevet. 1 ÅR!! det er ikke første gang, men hvor er det dog fantastisk. Min sidste indlæggelse var forebyggende, og jeg havde faktisk ikke brug for at være der. Men det var rart at få noget mere konstruktivt ud af min indlæggelse på lukket, nu hvor jeg ikke var helt ude at skide... jeg håber inderligt ik at jeg har brug for flere indlæggelser. Men jeg har også lært at jeg ikke skal sige aldrig flere indlæggelser. For jeg ved at bliver det nødvendigt, er det nødvendigt, og så vil jeg ikke føle det kæmpe nederlag. Dog tænker jeg tit over at besøge psykiatrisk modtagelse, og sige "tak for hjælpen", og give dem noget chokolade eller sådan. De sidste to år, er det KUN gået fremad. Der har været tilbage fald. Men hold da op det har været en rejse uden lige. En rejse der har indeholdt et selvmordsforsøg. Men også har vist mig at selvmord ikke er nogen løsning. Og at man sagtens kan få et godt liv og være glad for det.
Jeg er glad for de valg jeg har gjort siden 1. januar 2012. Jeg er glad for at jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg er glad for at jeg altid kan være mig. At er jeg ked af det, trøster han mig. At vi aldrig går i seng og er sure/vrede/irriterede på hinanden. At jeg ved vi altid er der for hinanden lige meget hvad. Og at vi sammen har en skøn lille dreng der kun kan berige tilværelsen endnu mere :)
Mon psyk vil føle det underligt at komme derop og sige "tak"? Da jeg var gravid i 2011 sagde de at de ville se mit barn når jeg havde født osv. Men det har de jo ikke gjort denne gang. Dog ved jeg at de ved jeg har fået barn. Eftersom min psykiater er den ledende overlæge og de ofte spørg hvordan det går. Men jeg overvejer at tage op og sige hej. Måske når jeg liiiiiiige har tabt de 20 kg der skal tabes, så jeg igen ligner et sund menneske... Jeg hader den overvægt. Men jeg er også pisse bange for at en "kur" vil tage overhånd igen, og jeg slet ikke vil kunne styre det.
I det store hele har jeg det godt. Føler mig ret ensom pt. Men det er svært at få skrevet en sms i ny og næ til de veninder jeg holder så meget af. Svært at få tid til lige at være på facebook og føre en samtale i mere end 5 minutter. Der er altid et eller andet der skal laves. Lige nu burde jeg også have ordnet vores badeværelse og lige kogt et par falsker. Men jeg ved der er en der har savnet et indlæg.
Har lidt spørgsmål - måske i læsere kan svare?
Hvorfor bliver jeg fravalgt som veninde?
Mon man nogensinde kommer til at føle jeg 100 procent som alle andre når man nu har brugt så mange år af sit liv på noget psykisk?
Vil raske, og folk der altid har været raske, altid se det som et tabu at kende en som har været eller er syg?
Og hvorfor er det stadig et tabu? Er "vi" ikke bare almindelige mennesker? som måske bare tænker anderledes? eller måske er det slet ikke anderledes, måske tør de bare ikke sige det højt?
Ellers kigger vi stadig på hus. Og jeg håber virkelig vi snart finder det helt rigtige. Pladsen er ved at være lidt trang. Men i det store hele har jeg det godt. Og mens den sætning blev skrevet, ja så smiler jeg. Tænk at jeg bare får få år siden troede at jeg ALDRIG ville kunne smile, og mene det. Nå nu vil jeg få kogt de flasker, og se om min skønne dreng ikke er ved at vågne så han kan få lidt mad :)
Så det var lidt nyt herfra :)
Abonner på:
Opslag (Atom)