Lige nu sidder jeg foran computeren ved spisebordet, og slapper af. Theodor sover lige så stille og fint inde i sin seng. Det har været en meget lang weekend. Theodor har det 5. tigerspring i disse dage, og vi har nok 27 dage tilbage, ifølge "vidunderlige uger"... Men så ved vi da hvad vi har at se frem til.
Der er ikke sket så meget med huset i denne uge. Nok mest fordi tiden og energien ikke har været til det. Alle de ting der skal laves er ikke sådan nogle små ting, og alt tager tid. Nogle gange kan jeg tvivle helt på om det nogensinde bliver et hjem. Men kan så glæde mig over at håndværkerne går igang nu her i oktober mdr. Havde vi skulle gøre ALT selv, så var vi kørt surt i det allerede.
Min kæreste har arbejdet stort set hele ugen, og må indrømme jeg glæder mig rigtig meget til han har fri her kl.23. Kan mærke at jeg virkelig har brug for et stort knus, blive holdt om, og sove... Theo har været vågen de sidste to nætter, og har ligget og snakket løs. Ikke lige det man har lyst til når klokken er 3 om natten... Men de "kære" tigerspring, skal de jo igennem de skønne børn.
Tilbage til mig... hvordan har jeg det? Hvordan går det? Nyder jeg tilværelsen? Er det hårdt at være blevet mor?
Kort sagt så det at være blevet mor, er ikke ligefrem det der gør at jeg har super meget tid til at tænke og føle efter med hvordan jeg har det. Min behandling i psykiatrien er også ret kaotisk, da jeg ikke kan med den primære sygeplejerske. Og overvejer ofte om det ikke bare skal være slut nu.. Så enkelt bliver det desværre nok ikke. I ugen der er gået har min psykiater og jeg snakket en del omkring et flexjob. Hendes vurdering er som altid, at jeg nok ikke skal forvente at jeg nogensinde kommer ud og arbejder på fuldtid som er "normalt"... Frygten går på at jeg bryder sammen. Og jeg må da ærligt indrømme at frygten også sidder i mig. TÆNK hvis jeg bryder fuldstændig sammen pga pres, stress og at jeg ikke kan finde den ro som er så vigtig i min hverdag. TÆNK hvis min borderline personlighedsforstyrrelse bryder ud igen. Lige da jeg skrev den sætning måtte jeg lige lukke mine øjne. Føj, den tanke kan jeg slet slet ikke magte. Nej, min Borderline skal aldrig nogensinde igen styre mit liv så meget som den engang har gjort. JEG ER IKKE MIN BORDERLINE, Jeg er ikke en borderliner pige... Jeg er et menneske som alle andre. Mit liv har bare ikke altid været lige så let som jeg kunne have ønsket det var. Jeg er Christina. Ikke alle mulige diagnoser. Jeg har en del diagnoser, og har haft et utal af diagnoser, men de skal på ingen måde fortælle mig, hvordan min hverdag skal være. Jeg nyder at vågne om morgenen, og det første jeg tænker er "hvad skal jeg lave idag, mon Theodor har lyst til at ses med sin mormor, eller skal vi bare hygge herhjemme" - Eller hvad det nu kunne være. Og at min første tanke ikke er "JEG VIL DØ, jeg vil ikke leve mere, hvorfor leve for noget som alligevel aldrig bliver godt? Hvorfor skal jeg kæmpe for endnu en dag, når jeg godt ved jeg aldrig får det bedre?!". Jep sådan var mit liv for halvandet år siden. Konstant sorte negative tanker. Jeg tænker en del over mine ar i øjeblikket, ikke så meget det at de er på mig og min krop, for de er jo en del af hvem jeg er og har været. Men mere tanker om hvad andre tænker om mig, når de ser dem. Nogle gange har jeg lyst til at råbe ud til hele verden "JA - JEG HAR VÆRET SELVSKADENDE, MEN ER DET IKKE MERE". Men desværre er der stadig så mange der er uvidende om hvad det vil sige at være selvskadende.
Foredrag - Dem savner jeg helt vildt. Jeg savner at føle der har været en mening med min fortid. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne stå foran de psykiatriske afdelinger jeg har været indlagt på, og fortælle hvordan jeg oplevede dem, og den måde de håndterende mig på, da jeg havde det aller værst. Men også få sagt til de få der virkelig gjorde en forskel til sidst, at jeg er taknemlig for at lige netop DE personer ikke gav op. Jeg håber meget at jeg i fremtiden vil kunne få brugt al den personlige livserfaring jeg har fået til et eller andet fornuftigt. Måske for at føle jeg ikke har spildt halvdelen af mit liv. Men også for at gøre en forskel for bare et menneske der føler sig alene, med de samme oplevelser og tanker som jeg havde.
På onsdag skal jeg til diætist igen. Endnu en ny diætist som også skulle have speciale i spiseforstyrrelser. Jeg håber virkelig at hun formår at nå ind til mig, og forstår at det ikke "bare" er at få en kostplan. Men også at jeg stadig kæmper rigtig meget med ting jeg ikke tør spise. Jeg arbejder en del med det. Forsøger at spise lidt "nyt". Siger til mig selv "det der kunne du altså godt spise for 15 år siden... så det kan du også godt nu". Men ofte kan jeg godt mærke at tvangstanker og handlinger hurtigt overtager, og at angsten for fx ristede løg overtager. Men jeg tager nogle små skridt. Fx fik jeg kinesisk nudelsuppe hos mine svigerforældre i fredags. For bare 2 år siden var jeg gået helt i baglås over at jeg kunne se der var løg i. LØG - ej der vil jeg lige helt ondt i maven. Hvorfor pokker har jeg været så ekstremt bange for at spise og røre ved løg. Har stadig svært ved at røre ved dem. Og hvis vi fx skal have frikadeller herhjemme, er det også min kæreste der ordner løg. Alle de der OCD ting er nok til tider lidt voldsommere end de har været tidligere. Men det går, og er ikke noget jeg hele tiden går og bruger energi på at tænke over. Men i min hverdag kan jeg godt være på prøve. Fx. tør jeg ikke røre ved offenlige toiletters dørhåndtag. Trykke på knapper til lyskryds. og ofte får stikkontakter, dørhåndtag osv herhjemme også en ordenlig omgang. Men det gør jeg kan slappe af hvis jeg ved de håndtag som vi rør ved hele tiden er rene.
Nu synes jeg godt nok trætheden melder sig. Så overvejer at smide mig på sofaen under varmetæppet indtil kæresten kommer hjem. Min seng virker nu også lidt som en løsning, og måske det endda er den mest fornuftige løsning, hvis Theodor skulle mene det er morgen allerede kl.3 i nat igen ;)
