Kildehøj Privathospital.

Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.

Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?

Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.

Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.

Livet kører med 180 km i timen.

Vil starte med lidt af det praktiske... Vi er godt i gang med at flytte i hus. Lige nu leger vores lille hundehvalp Gustav rundt og leger med sit pivedyr. Næsten lige til at blive skør af, men nu sødt at han kan få tiden til at gå, ved at lege. Glæder mig meget til at vi er kommet på plads her i huset. Det bliver vidunderligt når vi kommer på plads, og får et skønt hjem...

Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar.  Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.

Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.