Så sker der lidt.

Min skønne dreng er blevet stor. Lige nu ligger han på gulvet og leger og snakker helt vildt. Han er altså bare skøn. Han er nu over 4 mdr, og vejer 7,3 kg og er 66 cm lang. HOLD DA HELT FERIE - hvor blev min lille baby af.

I næste uge starter gymnastik igen. På en måde bliver det rart at komme igang, men mærker også en lille frygt for at det ikke kommer til at fungere med sport og et lille barn. Men som jeg altid har sagt, så kommer Theodor i første række. Men det er en spændende fremtid vi går i møde. Han er skrevet op til dagpleje og børnehave.

Ellers har vi fundet et hus som vi skal have sat i stand. Så det bliver virkelig rart når vi engang kan flytte. Dog skal de sidste ting lige falde på plads inden det er endeligt. Men åh hvor jeg glæder mig til at vi kommer væk heroppe fra lejligheden, og trolden kan få sit eget værelse.

Lige nu er kæresten ude, men på vej hjem. Jeg skal til behandling i psykiatrien. Jeg orker det ærligt ikke, jeg føler virkelig slet slet ikke at min nye behandler kan ændre på noget som helst. Ofte irriterer hun mig mere end noget andet. Så tænker en del over om jeg IGEN skal tage en snak med min psykiater. Hende skal jeg se på mandag.

Føler mig virkelig træt i øjeblikket. Ham den lille har holdt mig vågen ved at "snakke i søvne" og sparke sin dyne af de sidste mange nætter. Men i nat har jeg kun været oppe to gange.

Lige nu ligger han på maven og griner ad ipad'en, tossede dreng. Men ÅH han får virkelig en til at smile, han er bare altid så super glad. Hvor heldig har man lov at være.

Men det var lige lidt herfra, nu må jeg hellere få gjort mig klar til at komme ud af døren, når kæresten kommer hjem.

Tanker herfra.

Kaos - lort nok= kontrol

Puha. Synes virkelig det har været en hård uge indtil nu. Tanker der flyver rundt, følelser, og et selvværd der er nærmest ikke eksisterende. Maden fylder virkelig meget pt. Mærker hvordan skyggen af min spiseforstyrrelse lurer lige rundt om hjørnet. Til tider kan jeg mærke hvor let jeg er at fange. Hvor lidt der skal til før jeg igen er i spiseforstyrrelsens klør. Er dog utrolig bange for at falde helt tilbage igen. Var endelig begyndt at prøve madvarer selvom mit hovede ikke helt kunne indfinde sig med det. Men mærker allerede igen hvordan trangen til kontrollen er tilbage. Trangen til at føle jeg kan udrette noget, flygte i et mad helvede... Det er utrolig svært at være i min krop. vægten har stået stille i mange måneder, og er overvægtig. tænker meget over at jeg allerede en gang har haft tabt 33 kg, og nu kan jeg så starte næsten forfra. Der er lang vej. og underligt nok føler jeg den eneste måde jeg kan tabe mig på er ved ikke rigtig at spise.

Jeg har idag skrevet en mail til min psykiater, bliver nød til at sige til dem at nu er jeg på grænsen til at falde tilbage. Og jeg ønsker virkelig ikke, at min skønne søn skal blive påvirket af at jeg nu "vælger" den løsning. Jeg er meget træt i øjeblikket. Mit overskud er ikke det største, og har let til tårer... Håber meget hun svarer i morgen, kunne være rart at høre hvad hun siger - om det bare er en periode, eller om jeg reelt måske er ved at falde helt tilbage i helvedet igen. Jeg fik at vide i starten af graviditeten at det kan være utrolig svært når kroppen forandre sig... og ja... mon ik. Jeg føler mig fanget i en krop som jeg slet ikke føler er min.

Min kæreste er en kæmpe støtte gennem alt det her, og er så taknemlig for at jeg kan tale med ham om alt. Er glad for han støtter og forsøger at hjælpe, selvom jeg på tidspunkter kan være til tvær, når jeg har en anden mening. Men mon ikke min træthed også spiller ind der... ;) Det er jo hårdt at have en lille dreng på 4 mdr... Men lidt tanker herfra... puha. HÅBER inderligt ik at helvedet venter på mig - forsøger at kæmpe mig uden om.

Uddannelse? Arbejde?

Pt bruger jeg virkelig meget meget tid på at tænke over hvad jeg skal lave i fremtiden. På en måde vil jeg super gerne gøre brug af den viden jeg har fået, gøre brug af min personlige rygsæk, og al dens indhold. På samme tid kan jeg mærke at det også er svært for mig at tage skridtet. Det skridt der hedder... "jeg er næsten helt rask, og nu venter den store verden, jeg har været skånet for de sidste mange mange år". Det er skræmmende i en alder af næsten 27 år, at skulle overveje HF fag. At skulle tænke hvad jeg ønsker at arbejde med osv. PUHA.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når min barsel slutter. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme til at fungere ordenligt, med et normalt arbejde. Og kan mærke at jeg frygter at jeg ikke kan magte et arbejde på fuldtid på de samme vilkår som alle andre. Og alligevel er det jo netop hvad jeg ønsker. At kunne være som alle andre. Puha synes det er hårdt.