At kæmpe i modvind.

Jeg har som oftes altid haft den indstilling til tingene, at vi i denne verden er nød til at stå fast og kæmpe, selvom vi møder modvind. Desværre har jeg gennem en længere periode nu, oplevet at vinden ikke har vendt sig. Gang på gang opstår der nye forhindringer, der gør at jeg ikke når målet, som jeg ellers havde håbet og troet på lige var for næsen af mig.

Mit møde med systemet er hårdt. Det er en kamp at finde modet til, at blive ved med at tro på det lykkedes en dag. Systemet har i flere år, nægtet mig behandling for min spiseforstyrrelse. De mente at det ikke var et problem. Torsdag blev jeg mødt af en sød venlig hospitalsdirektør, der bestemt mente det modsatte. Men der var bare lige et problem inden jeg kunne komme i behandling der... Hvem skulle betale?!?!
Den henvisning jeg ellers for to uger siden fik af region sjælland, op til privathospitalet, var ikke den rigtige, og der var derfor ingen penge til at behandle mig.

SUK!!

Endnu gang modvind, endnu gang bliver det håb man har haft, tabt på gulvet... Jeg indrømmer gerne at jeg, havde mest af alt lyst til at give op. Men på den anden side vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde... Velfærdssytem??? Jeg finder ikke meget velfærd når vi snakker psyke... Man bliver kastet rundt i et system, og ingen har styr på noget... Man skal virkelig have en stærk psyke for at få behandling...

Ventetiden er uudholdelig. Dagene går, men der er intet der ændres. Mit liv går videre, og imens kan jeg bare stå og kigge på. Kigge på et system jeg har mistet troen på. Trods det er dem, der sidder på pengekassen. For hvor mange i dagens danmark har mens de er sygemeldt en udbetaling på 88.500 kr pr. mdr. Ihvertfald ikke mig, eftersom jeg har været sygemeldt de sidste 6 år.

Nu skal det hele ikke ende som et eller andet surt indlæg. For jo der er gode ting ved livet, trods sygdom, systemet osv.


De sidste par dage har min dejlige kæreste og jeg brugt ved stranden. Fisket, taget sol, og kigget på solnedgang... Det er et dejligt syn. SMUKT syn... Så for et kort øjeblik kan jeg være fri for tankerne om fremtiden... står bare der, med mit livs kærlighed og kigger på den smukke sol, der langsomt går ned, udover vandet.

Han er mit et og alt. Han er min støtte når andre svigter. Han er altid med mig når uvejret raser...

Hvem er jeg?

Ofte stille jeg mig selv spørgsmålet "Hvem er jeg"?  Svaret jeg finder frem, er altid; "jamen et eller andet sted ved jeg det ikke". Men hvordan kan man som en ung kvinde på 23 år, ikke vide hvem man er? Jeg har alle de ydre faktorer i orden. Bor sammen med min elskede kæreste. Vi har tag over hovedet, bil, katte og kigger i øjeblikket på hus. 

Engang havde jeg en oplevelse af, at hvis jeg ikke smilede, jamen så var jeg sur. Er det et krav at jeg skal smile? Er jeg en smilende person? Jeg ved det ikke.

Men hvad er så grunden til, at jeg ikke ved hvem jeg er?

Jeg har gennem min barndom, og ungdom oplevet ting, som mange andre på min egen alder, ikke gjorde. Flyttede en hel del gange. Mine forældre boede ikke sammen. Min mor havde skiftende kærester. Jeg fik halvsøskende både på mors og fars side. Jeg oplevede en hel del ting som jeg efterhånden, vil komme ind på, i min blog. 

Tilbage til, hvordan jeg vil, finde ud af hvem jeg er...

På torsdag er jeg henvist til behandling for en spiseforstyrrelse. En sygdom der i mange år af mit liv, har givet mig problemer. Men denne gang er det min sidste chance for at blive rask. Jeg får ikke flere muligheder. Og lykkedes det ikke denne gang, hellere, vil jeg med sikkerhed også selv tvivle på jeg  nogensinde kan blive rask.

Jeg har været igennem mange behandlingsforløb siden jeg var 17 år. Opholdssteder, et utal af indlæggelser, psykologer, kontaktpersoner, ambulante behandlere, en psykoterapeut og healer. 

Men trods mange menneskers forsøg på at få mig helt ud på den anden side, så sidder jeg stadig her. 

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og 6 mdr. Han har været min støtte i gode og dårlige perioder. Han har været der for mig, når jeg ikke har turde falde i søvn. Og når livet har føltes for meget. Han er min store kærlighed. Til tider har jeg dog svært ved, at forstå, at han har kunnet holde ud, at leve med en så besværlig kæreste som mig. Men de gode oplevelser, gode minder, gode perioder, sjove øjeblikke, har sikkert gjort det hele lidt mere tåleligt. Og jeg vil altid være ham evigt taknemlig for, at han har været ved min side gennem al den tid, selvom det har været svært.