Kære spiseforstyrrelse...

"Kære Atypiske Anoreksi.. 

Gid det var muligt at få dig til at forstå, hvor meget du ødelægger. Gid jeg inderst inde kunne kæmpe 110 procent imod dig, så du ikke skal styre mit liv, mine tanker, min krop. Men som vi begge ved, fylder du hvert et lille hulrum i min krop... du sidder og gemmer dig i hvert et gram fedt på min krop. Fortæller mig hvor fed jeg bliver af at spise maden, nu hvor jeg er indlagt. Du forsøger hvert sekund at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Du vil overbevise mig om at du er vejen frem, ikke det som "eksperterne" mener er det rigtige liv.

Dine regler og krav, er forfærdelige... men samtidig kan jeg ikke leve  uden dem. Jeg føler ikke jeg lever længere, føler du forlader mig. På en måde vil jeg have du fylder hele mit liv, at du bestemmer 110 procent over hvert et hul rum, hver hjernecelle. Men på samme tid vil jeg gerne slippe ud af kontrollen. Slippe ud af den evige kamp for at være perfekt. 

Men kære Atypiske Anoreksi,  mon vi nogensinde kan indgå et forlig?!

Med Venlig Hilsen

den krop du lever i."

Brevet beskriver mit daglige helvede lige pt. Den daglige kamp om hvem der har ret. Hvem der skal leve dette liv. Spiseforstyrrelsen, eller "mig"?! Mig selv som jeg ikke engang selv kender. Hvem er jeg? Der er gået 3 uger nu... 3 uger hvor alle mine regler, ritualer osv har været taget fra mig... 3 uger som indlagt spiseforstyrret patient. Og hvor langt er jeg kommet?! Jeg ved maden bare skal spises. Men maden gør mig jo ikke rask. "Christina du kæmper sådan en flot kamp, det er sejt gået". Men hvad hvis sandheden er, at jeg spiller skuespil 166 timer om ugen, og de sidste to timer går til den individuelle terapi. 

Jeg savner at mærke en krop der er tom. Savner at føle jeg selv styre mit liv. Savner at føle jeg har et liv. 

Her til aften ved jeg ikke om jeg ønsker, at komme ud af spiseforstyrrelsens klør. Har ikke modet til at fortsætte hvis følelserne ikke forsvinder... De ubehagelige følelser som kommer frem, når maden kommer ind...

Savner savner savner.... men er det værd at savne?!