Puha, hvor er jeg dårlig til at få skrevet herinde. Tiden flyver afsted, og på samme tid går den så ufattelig langsomt. Dette bliver dermed mit første indlæg i år.
Som sagt går jeg lige nu og er høj gravid. Næsten ordet høj gravid kan tage ordet fra mig, trods jeg sidder helt stille. Min fysiske tilstand er virkelig ude på dybt dybt vand. Så ærlig glæder jeg mig meget til fødslen er overstået. Og ikke mindst til at jeg kan få mit knæ genoptrænet. Glæder mig til gåture med barnevognen. Glæder mig til solens stråler. Den "motion" en lille gåtur kan give. I øjeblikket har jeg så mange ufattelige smerter i mit bækken. Bækkenløsning - av for satan. Ja, en graviditet er ikke en sygdom - det er jeg helt med på - men for pokker hvor er der bare mange gener som kan gøre RIGTIG RIGTIG ONDT :'( Har i disse dage mange smerter, både i mit bækken som jeg lige har skrevet, men også mit underliv, og resten af kroppen. Der er hele tiden et eller andet. Og en ny graviditets gene, er en ny bekymring. " Er alt nu som det skal være? Er jeg ved at gå i fødsel? Kan jeg klare det her? Bliver jeg en god mor ? " osv. Tanker, følelser og fysiske forandringer er mange.
Ellers går det egenlig stille og roligt. Sygdomsmæssigt holdes jeg nogenlunde stabil. Men kan godt mærke at trangen til at tabe mig sidder lige under overfalden. Jeg ved jeg skal passe på. Passe på det ikke tager overhånd. Men åh glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at få min krop tilbage, en krop hvor jeg kan være aktiv. Hvor det ikke er en kamp at gå op ad trappen til lejligheden osv. Men glæder mig mindst lige så meget til at få energien tilbage, og den der følelse af - uh det var rart at få bevæget min krop, få svedt, have udrettet noget godt for mig selv - følelse.
Jeg synes det har været hårdt at være gravid - og det bliver hårdere for hver dag der går lige i øjeblikket. Men tæller dagene til det er overstået, og jeg kan sidde med en smuk lille baby trold i mine arme. Det er stadig rigtig uvirkelig at vi snart bliver forældre. Og til tider har jeg stadig svært ved at forstå at det faktisk kan ske når som helst. Idag har vi hentet lidt af de sidste ting, og tror efterhånden der er ved at være styr på det hele. Vuggen står pænt inde i soveværelset, men har endnu ikke redt sengen. Synes det er lidt for tidligt, og ikke mindst - det skal ikke nå at blive små støvet inden min lille guldklump skal ligge der.
Men som sagt sker der ikke det helt vilde i mit liv lige pt. Følger stadig min behandling - startede jo hos en ny sygeplejerske her i januar, og det går ok. Det er bestemt ikke det samme - og slet ikke terapi. Men tja, det går. Savner dog ofte at få talt ud om de ting der har været sket i mit liv det seneste års tid. Og savner virkelig min gamle behandler. Men heldigvis har jeg en sød kæreste der er god til lige at trøste mig, og ikke mindst sige at det er helt ok at være ked af det. Jeg savner mine bedsteforældre rigtig meget, og har gjort det gennem hele graviditeten. Har følt at jeg har mistet en del af mig. At en del af hele mit liv pludselig var forsvundet. Jeg nåede ikke at sige tak, undskyld, eller jeg elsker jer. Pludselig var de begge bare taget afsted til noget ukendt. Tænker tit over at jeg gerne lige ville høre deres stemmer igen. Har stadig ikke slettet min mormors sms'er på min telefon, selvom jeg har taget billeder af sms'erne, så de ikke forsvinder. Men hvor er det svært. Et eller andet sted ønsker jeg dem jo bare tilbage. Tilbage til mig og mit liv. Min mormor nåede at få at vide jeg var gravid. Og jeg har fået et par hjemmestrikkede sokker fra huset, da man så småt begyndte at rydde ud i tøj osv. Sokkerne har jeg tænkt mig at tage med på sygehuset. Har ikke haft dem på én eneste gang. De sokker skal gøre at jeg føler hun er hos mig, på et mere åndeligt plan. Fik også min isbjørne bamse, som jeg har haft hos dem siden jeg har helt lille. Uh bare duften fik tårerne til at trille... Og kan lige så tydeligt mærke det hele presser sig på igen nu. Men det er okay at være ked af det. De betød meget for mig de to mennesker. Virkelig meget. Skal snart på kirkegården igen med blomster... åh de er savnet - verdens bedste bedsteforældre.
Tilbage til min behandling. Orker den ikke rigtig pt. Men har før haft perioder hvor jeg lige har brug for ro og fred. Overvejer også at sende både min psykiater og hende sygeplejersken en mail hvor jeg forklarer hvordan og hvorledes. Lige nu føler jeg bare lidt at jeg har brug for ro. Brug for at få sovet, når jeg endelig kan. Brug for at få slappet af inden at det hele går løs. Men bestemt også at få gjort nogle af de ting som ikke er så lige til med et lille spædbarn. Og vores barn vil komme i første række - altid.
Tror dog det ender med at jeg "bare" melder mig syg i morgen. Næste aftale er først om 1 uge nemlig, så det er lige til at overskue.
Ellers mødte jeg en veninde gennem mange år for halvanden uge siden - Mette - Åh skønne Mette. Hun er en veninde som holder ved. Vi har begge haft det svært, i perioder har den ene haft det værre end den anden også. Derudover bor hun i den anden ende af landet. Og faktisk var det i år 5 år siden vi havde set hinanden sidst. Sidst var til et foredrag jeg var med ude på, så der fik vi ikke rigtig talt. Fik også mødt hendes søde kæreste, og Mette fik mødt min. Sjovt som man kan føle sig tæt på hinanden når man endelig er sammen, selvom det er så mange år siden.
Nåh nu tror jeg at jeg vil til at slutte... Med et sidste afsnit om hvor glad jeg er for at være i live idag. Det er ingen hemmelighed at jeg har forsøgt selvmord et utal af gange. I øjeblikket er der en tendens til at unge mennesker begår selvmord, og hver gang jeg hører om en ny person det er lykkes for, sidder jeg med en følelse af..." ÅH hvorfor kunne du ikke holde ud lidt længere". Jeg ved godt det ikke er let når man selv sidder i mørket, har jeg jo prøvet så mange gange. Man ønsker sig væk. I freden, roen, mørket, uden forventninger, følelser og krav. Det er nu 1 år siden jeg var indlagt sådan RIGITGT... var jo i sommers, men det var en planlagt indlæggelse - som var mere forebyggende end at det var jeg havde brug for at være på en lukket afdeling. Så lige nu er det mere end 1 år siden min sidste rigtige akutte indlæggelse, pga selvmordstanker, selvskadende adfærd/tanker, opgivenhed, håbløshed, og bare sidde med den der tømme mørke sorte følelse. Tror det har hjulpet mig rigtig meget at have fundet en sød skøn fyr, som virkelig er der for mig. At jeg ved jeg altid kan sige til ham, hvis jeg synes det hele lige er noget lort osv. Og også at han ikke straks tror at nu er det tid til endnu en tur på en lukket afd. Han virker ikke til at være så bange for at få "beskidte hænder", hvad angår følelser, snak, og alt det psykiske. Det er virkelig rart at vide at jeg er elsket - det følelser jeg i hvert fald. Især på de der dage hvor jeg bare synes verden er imod mig, hvor alt er uoverskueligt, og hvor det eneste jeg lige kan overskue er at ligge under min dyne en ekstra time eller to. Men det bedste er det er når han ligger ved siden af mig, holder om mig, og siger det er helt ok. At han formår at trøste mig, også selvom jeg er helt til hundene nogle gange. Åh - jeg er taknemlig for at være i live. For at det ikke lykkedes mig. Her sidder jeg bare 1 års tid efter mit sidste forsøg. Har en skøn kæreste der er der for mig, er gravid og venter vores barn. Og ikke mindst er jeg i en meget lang og stabil periode af mit sygdomsforløb. Alle mennesker har dårlige dage, og jeg kæmper da også stadig med mine sorte huller... Men et hul er ikke længere uger eller dage. Og der kan gå lang tid i mellem dem. For det meste er jeg jo bare helt helt normal... lige som alle andre... i hvert fald så længe jeg ikke bliver presset af kommunen og sådan.
MEN JEG ER TAKNEMLIG... :D
Smil fra Christina
