Det hele kører ikke rigtigt som det skal... Jeg er træt, ked af det og mit humør svinger op og ned. I går var en rigtig dårlig dag. Alt var sort, og jeg græd rigtig meget. Sidst på aftenen tog jeg beroligende og fik lidt mere ro på, men kunne stadig ikke sove, så måtte op og tage noget mere.
Selvmordstankerne kører rundt i knolden på mig pt... " kommune Christina, gør nu en ende på det helvede det er at være syg... Du har kæmpet så længe, og hvor langt er du måske nået. Nu er endnu et år snart gået, og alligevel sidder du her i denne sofa og stadig går i behandling... Og stadig er en fed ko på to ben.... Tag nu bare alle de piller du kan komme til... Vi ved jo begge at det ikke kan blive ved sådan jer. Din kæreste kan ikke holde til det i længden og du vil ikke udsætte ham for alle dine flip... Du ved løsningen er at dø... Og du gider jo heller ikke sidde i sofaen med det brækkede ben meget længere... Kom nu... Du kan godt"
På samme tid ved jeg det er forkert, og at en del af mig ikke ønsker at handle på dem. En del af mig vil have en familie, hus, børn osv. Så kæmper hvad jeg kan for at det ikke kommer derud, og især for at det ikke ender med endnu en indlæggelse på psykiatrisk. Det ville virkelig være et nederlag for mig :(
Jeg er rigtig glad for min kæreste, men meget ked af at udsætte ham for alle de her ting.. Jeg ved han er stræk, men jeg ved også det er meget svært og hårdt at leve sammen med ham, og jeg frygter der kommer en dag med de ord de hedder "skat jeg kan ikke mere nu, vores forhold må stoppe her".
Hvordan jeg skulle komme igennem det aner jeg ikke... Hvordan skulle jeg kunne tilgive mig selv, for at have udsat ham for så mange smerter, og tanker, som han slet ikke burde bryde sin hjerne med.
Det piner mig virkelig at han udsættelse for alt det her... Igår overvejede jeg meget at lade være med, at fortælle hvor skidt jeg virkelig havde det... Men på den anden side vidste jeg at det var et sidespor at komme ud på... I det her forhold er det vigtigt jeg kan være ærlig... Hemmeligheder om hvordan jeg har det er ingen løsning... Det bliver bare et dobbelt spil, som ingen af os er tjent med. Jeg har jo prøvet facadespillet mange mange gange i mit tidligere forhold, og ved nu at det ikke gjorde det lettere ... Tvært imod. Men det er stadig svært at skulle sige til B min kæreste at nu er den faktisk så gal at mine behandlere nok havde indlagt mig... Heldigvis har jeg det bedre idag... Ihvertfald lige nu... Når min kæreste engang vågner, håber jeg vi kan lave et eller andet sammen. Har brug for at se noget andet end lejligheden... Det er sååååå hårdt at være fanget her når vejret er så smukt udenfor...
Jeg glæder mig meget til om ca 11 uger hvor jeg forhåbenlig for lov at få min skinne af, og jeg kan starte genoptræning...
På onsdag har jeg fødselsdag... Som altid glæder jeg mig ikke... I år mindre end de tidligere. Tænker meget over at jeg lige nu skulle have haft et lille barn hos mig... At jeg ville have boet i hus, og have en familie...men sådan blev det ikke... Jeg fortryder ikke de valg jeg gjorde i januar, for min kæreste B er der altid for mig, og jeg er så glad for den måde vi har det sammen på. Men savner da også nogle af de ting jeg havde i mit gamle forhold. Men sådan vil det nok altid være. To personer er ikke ens.
Det er svært at have fødselsdag og vide at endnu et år er gået. Endnu et år der har stået på behandling, indlæggelser, mislykket graviditet, et forhold der ikke holdte pga mig, selvmordsforsøg der var ved at lykkes, og et nyt forhold. Der har da også været gode ting, det har der da... Men jeg er jo ked af jeg ikke når at opleve de samme ting som mange andre. Jeg har ingen uddannelse, intet arbejde... Intet hvor jeg kan møde nogle mennesker og sige,.. Ja jeg arbejde så som..... Og det gør det da svært. Er træt af at sige jeg er sygemeldt, og skulle forklare hvorfor. Det er bare altid svært midt i august, juleaften og nytårsaften... Øv øv...
På mandag den 13. August er det 9 år siden min træner misbrugte mig for sidste gang... Husker tydeligt den aften.... I skoven... Min telefon ringede og ringede, og han virkede så opsat på at have sex med mig... Det pinede mig. Til sidst fik jeg lov at tage min telefon. Det var min mor der undrede sig over hvorfor jeg ikke var kommet hjem... Jeg sagde til min træner at min mor havde sagt jeg skulle komme hjem nu, og det var NU... Husker jeg nok overdrev lidt over for ham, men så det som min eneste udvej. Kort tid efter flytter jeg fra min mor og hjem til min far. Sende min træner en SMS og misbruget stoppede... Blev sendt til psykolog og få måneder senere var jeg en del af det psykiatrisk system :(
Det må være nok for idag... Tanker fra mig...
Desværre to dage før min fødselsdag
