One week has passed.

Èn uge er gået. Det har været en meget hård uge, en uge jeg tror de færreste kan forestille sig. Og jeg håber virkelig ikke for andre de skal igennem dette. Nedture på nedture. Tudeture på tudeture. Håb, og et håb der forsvinder.


I weekenden troede jeg det hele var blevet så utrolig let. Måltiderne gled ned, og jeg havde det ikke super svært... desværre fik jeg lige en boksehandske lige i maven idag. Da det kom til morgenmaden, så var der pludselig ikke de samme "regler", som der havde været i weekenden, og kunne slet ikke overskue at skulle spise andet end det jeg havde tilladt mig selv i weekenden. Så det blev mandag igen, og en meget hård mandag. Tror faktisk denne mandag, har været endnu mere hård, end den første for 1 uge siden. 


Det er meget svært for mig, at jeg ikke må komme hjem. Føler hele mit liv er gået i stå. Jeg ved inderst inde godt at jeg skal være her, for at jeg kan få et bedre forhold til mad, og blive rask. Men jeg har stadig svært ved, at se, at jeg er så syg som jeg er. Der er ikke mange der "bare lige" kommer ind her. Det ved jeg godt. Og jeg ved at man bestemt ikke kommer her, hvis det ikke er fordi man er syg. Men jeg har svært ved at indse det, eller turde indse det lige pt. 
Jeg savner meget min kæreste. Føler mig alene. Savner en til at holde om mig når jeg skal sove. Savner en der kan give mig et knus når jeg har aller mest brug for det. En til at sige jeg er elsket, selvom jeg har spist noget mad, så jeg føler mig som verdens klammeste og fedeste person.


Min far og papmor var her i weekenden, sammen med mine søskende. Det var rigtig rart at de kom. Men også svært, svært fordi jeg ikke tør åbne 110 procent op. Svært fordi jeg så gerne vil passe på mig selv, og er bange for at blive såret, og skuffet som min biologiske mor så ofte har gjort. 


Fik at vide her til aften, at jeg er alt for sårbar om aftenen... TAK SKÆBNE ja... Har tudet hele aftenen. Følelserne uden på tøjet. Og kan slet ikke være i min krop, efter at have haft en hel dag hvor den kun har stået på mad mad mad mad mad mad mad... Det er så ufatteligt hårdt. 


Det var bare lige lidt for nu. Vil slutte af med at takke familien, og min kæreste. Tak fordi I er her, selvom jeg synes det er så ufatteligt svært. Jeg elsker jer.