Det "gamle liv"

Det er underligt som man kan savne noget, som man for 6 uger siden, næsten ville dø for ikke at skulle leve med. Men sandheden er jeg savner min spiseforstyrrelse mere end noget andet.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.

Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.

Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..

Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.

Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.

tanker herfra.

Kære spiseforstyrrelse...

"Kære Atypiske Anoreksi.. 

Gid det var muligt at få dig til at forstå, hvor meget du ødelægger. Gid jeg inderst inde kunne kæmpe 110 procent imod dig, så du ikke skal styre mit liv, mine tanker, min krop. Men som vi begge ved, fylder du hvert et lille hulrum i min krop... du sidder og gemmer dig i hvert et gram fedt på min krop. Fortæller mig hvor fed jeg bliver af at spise maden, nu hvor jeg er indlagt. Du forsøger hvert sekund at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Du vil overbevise mig om at du er vejen frem, ikke det som "eksperterne" mener er det rigtige liv.

Dine regler og krav, er forfærdelige... men samtidig kan jeg ikke leve  uden dem. Jeg føler ikke jeg lever længere, føler du forlader mig. På en måde vil jeg have du fylder hele mit liv, at du bestemmer 110 procent over hvert et hul rum, hver hjernecelle. Men på samme tid vil jeg gerne slippe ud af kontrollen. Slippe ud af den evige kamp for at være perfekt. 

Men kære Atypiske Anoreksi,  mon vi nogensinde kan indgå et forlig?!

Med Venlig Hilsen

den krop du lever i."

Brevet beskriver mit daglige helvede lige pt. Den daglige kamp om hvem der har ret. Hvem der skal leve dette liv. Spiseforstyrrelsen, eller "mig"?! Mig selv som jeg ikke engang selv kender. Hvem er jeg? Der er gået 3 uger nu... 3 uger hvor alle mine regler, ritualer osv har været taget fra mig... 3 uger som indlagt spiseforstyrret patient. Og hvor langt er jeg kommet?! Jeg ved maden bare skal spises. Men maden gør mig jo ikke rask. "Christina du kæmper sådan en flot kamp, det er sejt gået". Men hvad hvis sandheden er, at jeg spiller skuespil 166 timer om ugen, og de sidste to timer går til den individuelle terapi. 

Jeg savner at mærke en krop der er tom. Savner at føle jeg selv styre mit liv. Savner at føle jeg har et liv. 

Her til aften ved jeg ikke om jeg ønsker, at komme ud af spiseforstyrrelsens klør. Har ikke modet til at fortsætte hvis følelserne ikke forsvinder... De ubehagelige følelser som kommer frem, når maden kommer ind...

Savner savner savner.... men er det værd at savne?!