Den seneste tid har været meget hård. Mange op og ned ture. Mange timer er gået med uvished. Mange timer er gået med "kæmp imod sygdommen - Christina".. Men jeg kunne ikke rigtig kæmpe... Personalet kunne ikke nå ind til mig... Jeg droppede at spise, valgte mine gamle metoder, frem for de få hospitalet har lært mig..
Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...
Men hvordan går jeg så og har det?
Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...
Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".
Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.
Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.
Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".
En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?
Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar