Min højt elskede morfar er blevet bisat idag. Kræften vandt over ham søndag den 18. juli om eftermiddagen.
Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.
Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.
Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.
Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.
Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.
For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.
Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.
Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.
Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.
Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.
