Året 2013

Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået. 

Jeg har været gravid.

Fået ny behandler.

Fået en skøn lille dreng. 

Købt hus.

Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.

Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ). 

Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham. 

Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid. 

Abort! Mormor! Stesset! Urolig!

Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.

Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.

I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.

Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.

Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.

Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.

Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.

Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.

Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.

Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.

Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.

Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.

Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.

Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.

Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.

Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.

Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at  være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.

Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.