Det er underligt som man kan savne noget, som man for 6 uger siden, næsten ville dø for ikke at skulle leve med. Men sandheden er jeg savner min spiseforstyrrelse mere end noget andet.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.
Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.
Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..
Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.
Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.
tanker herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar