Gøre brug af de hænder der findes? FOREDRAG..?

Sidder og tænker over hvor meget jeg savner foredrag... Måske er det på tide at stå på egne ben? Tage kontakt til hende som gerne vil hjælpe mig igang ? Få lidt mening med det hele... en mening med at jeg kæmper med de ting jeg gør... Give både professionelle og almindelige mennesker en viden om hvordan et liv også skal udforme sig. Gøre en forskel for dem der selv sidder i saksen. Husker tydeligt det første foredrag jeg hørte... Det var i 10. klasse. Jeg overvejede at blive væk. Og tænk engang, endte med selv at holde selv samme foredrag nogle år senere.

Holdte et foredrag med min gamle kontaktperson hernede i sommerferien. Hende der havde bestilt foredraget, har senere taget kontakt til mig, og fortalt hun syntes det var et godt foredrag, men at det var min historie der fangede hende mest, og at hun rigtig gerne ville hjælpe mig med at få det op og stå så jeg selv kunne tage ud og holde nogle foredrag.

Jeg savner at gøre en forskel. Savner at få den gode respons efter jeg har fortalt om alle de ting jeg har været igennem. Savner at få at vide det er flot jeg tør stå frem og fortælle om ting mange ser som et tabu.

Savner bare vildt meget at holde foredrag. Så måske skulle jeg sende hende en mail og spørge om det stadig står ved magt?

Bare lidt tanker herfra...

Juleaftensdag..

Så blev det den 24. december... Synes december har været en lang måned allerede, især når man tænker på at i dag kun er dag 24. Der har været sket rigtig mange ting denne december.

Har fået lagt ny behandlingsplan, en plan som efterhånden ikke er sådan længere, er ikke helt tilfreds... så ja... mine behandlere ville stoppe mig på klinikken for spiseforstyrrede...altså de behandlere der ikke er på klinikken... Og ja... nu er det så endt med et møde med min terapeut og teamet på klinikken her først i det nye år... Spændende hvad det ender ud i.

Den 15. december var vi til nakkefoldskanning, hvor vi fandt et dødt foster... fra den dag, og ja faktisk stadig, har det været rigtig svært. Fik lavet et kirurgisk indgreb for at få fjernet fosteret... Aldrig i mit liv er jeg blevet behandlet så dårlig af sundhedpersonale. Det har sat nogle spor... Og vores foster vil aldrig blive glemt, og bestemt heller ikke turen for at få det fjernet. Det er stadig lidt svært at tale om, men det går fremad. Tårerne triller ikke hele tiden længere.. men der går ikke en dag uden jeg tænker over jeg ikke længere er gravid, og at jeg om 6 måneder nu ikke har et lille barn som ellers var planen...

Men det har været en hård december. Virkelig hård... Julen er altid hård for mig, men denne har været ekstra hård må man sige.

I aften starter juleræset sådan for alvor. Julemad osv. Puha... ja det kan jeg ikke lige tackle. Men sådan er det jo hvert år.

Med denne beretning om min jule måned... Vil jeg ønske jer der læser med, en rigtig glædelig jul...

De bedste ønsker fra Christina

Når 3 Bliver til 2.

Igår skulle være glædens dag. Det skulle være en dag hvor vi skulle se vores lille barn. Et barn vi havde håbet vi kunne få et bud på om var en dreng eller pige.

Vi skulle til Nakkefold scanning igår. Jeg var 13+1 henne, men fosteret viste sig at være 9+1.. Jeg blev ved med at spørge lægen (der var blevet hentet ind fordi sygeplejersken ikke kunne finde fosteret) om det var rigtigt jeg ikke kunne se noget hjerte slå... "jeg kan ikke se noget hjerte slå?" Hun svarede ikke.. til sidst efter hun har målt fosteret, printet billeder og alt det man normalt gør... Så måtte hun sige at jeg nok havde ret i at hjertet ikke slog. Ingen sagde noget, og måtte selv spørge om det så ikke skulle fjernes..

Idag kom jeg så i fuld narkose og fik det fjernet.

Kan være jeg skriver mere på et andet tidspunkt.

Så blev det endnu engang jul

Julen er på mange måder, en fantastisk måned. Man kommer hinanden ved. Bager kager, pynter op, fortæller man holder af hinanden osv.

Jeg har fået pyntet op, købt de fleste julegaver, så det er rigtig rart. Mangler dog nogle stykker endnu. Men skal jo også have lidt at lave de sidste 21 dage :)

Men julen er andet end hygge for en del af jer der læser med her. Julen er hård. Behandlere har ofte ferie, det er flere dage som står på såkaldt hygge, men som mange af os frygter og hader pga al julemaden. Personligt får jeg juleaften aldrig and, flæskesteg og kartofler... Tror måske heller ikke jeg lærer det. Måske det er et valg, men bryder mig virkelig ikke om det. Julen er rigtig hyggelig. Men på mange områder ville jeg da ønske at maden ikke ville fylde så meget. Desværre er hygge for mange noget der sker i forbindelse med mad, og det er der desværre ingen af os med en spiseforstyrrelse der kan lave om på.

Min terapeut er på arbejde torsdag og fredag før nytår, så jeg er ikke overladt helt til mig selv. Min kære mand skal arbejde i julen, dog kun i dagtimerne, bliver lidt underligt nu vi normalt har været sammen alle dagene omkring jul de sidste 4-5 år. Men det er også vigtigt at passe sit arbejde :) og så har han fri til nytår. Så det er rart nok.

Her i formiddag tror jeg at jeg vil tage en tur hen og besøge min mormor. Køre en tur forbi bageren og tage lidt brød med, bliver hun altid så glad for. Senere tror jeg at jeg vil gøre rent på førstesalen, lige vaske lidt sengetøj og sådan ...

Rigtig god dag til jer der læser med...

Den største gave

Den største gave af alle er lige rundt om hjørnet. Alligevel kæmper jeg stadig en kamp med mig selv. En kamp med maden, vægten som ikke må falde osv. Det er hårdt virkelig.

Siden i aftes har jeg haft migræne. Har ligget på sofaen hele dagen, har intet kunnet pga smerte. Har kastet op og det hele.. ØV.

Ellers har jeg det ikke særlig godt pt. Synes det hele er sort, og er ret opgivende i forhold til nogensinde at få det bedre. Måske skal man bare indse at rask bliver jeg aldrig? Men kæmper jo alligevel videre.

Bare lige en lille opdatering herfra. Kan være jeg skriver mere en af de kommende dage.

God weekend

Føler mig alene

Først vil jeg sige tak for jeres kommentarer, rart at vide at I andre kender til nogle af mine tanker og følelser også.

Synes det er svært at være mig lige pt. Imorgen skal jeg både i terapi og snakke med overlægen. Har mest lyst til at ligge i sengen hele dagen idag og imorgen. Kan ikke lige overskue den kommende uge. 5 dage med behandling - puha. Jeg er selvfølgelig indlagt fra tirsdag - onsdag, men alligevel føler jeg mig stresset.

Jeg føler mig ret alene idag. Min kæreste og 3 mænd, er ude og grave halvdelen af vores have op. Den tidligere ejer havde brugt bagsiden til losseplads, så det bliver rigtig rart at få væk. Jeg har bagt boller så der er lidt til dem senere.

Tilbage til jeg føler mig alene. Tankerne kører rundt i mit hoved, et eller andet sted ville jeg virkelig gerne have fred. Eller bare blive forstået 100 procent. Ville ønske der var nogle der forstod det hele, hele mig. Alle mine problemstillinger osv, så jeg ikke skal have en milliard forskellige behandlere. Lige pt er der 3 psykiatere, 1 terapeut og 1 diætist, plus kontaktpersonerne på afdelingen... Alle de mennesker skal jeg forholde mig til hver eller hver anden uge. Synes det er hårdt, for de forstår hver deres ting, og det er delt meget op. De skal hjælpe mig med forskellige ting, synes der mangler en rød tråd... noget der får det hele til at hænge sammen. Ikke nok med jeg ser tingene meget enten eller, eller sort/hvidt, ja så bliver det hele også splittet godt og grundigt op.
Jeg ved godt de gør det i en god mening for at give mig den bedste behandling, men føler mig alligevel ret alene med alle tankerne og følelserne.

Følelser, hvad er det jeg er så bange for ved dem? Kan ikke tackle vrede, det er nok en af de følelser jeg har det allerværst ved. Det er som om det hele snører sig sammen inden i mig når folk omkring  mig bliver vrede, sure eller irriteret. Måske det hænger sammen med min mors vredes udbrud i ny og næ da jeg boede hjemme, det var rigtig ubehageligt.

Kunne mærke anoreksiens tanker overtog min krop igår. Savnede følelsen af sult, savnede følelsen af kontrol. Savnede alt jeg kun dyrkede motion og vidste at nu havde jeg styr på det hele. Men har problemer med mit knæ så motion kan jeg ikke dyrke. Men heldigvis var vægten faldet her til morgen. Jeg bør følge min kostplan, men synes det er virkelig hårdt pt. spiser enten for lidt, for meget, kaster op, osv. Christina hvor svært kan det være at følge en kostplan? MEGET svært. Ville sådan ønske det var lettere, jeg går altid ind i det med en tro på at det nok skal gå, men allerede nu få dage efter jeg er startet med den, har jeg problemer. Skal til diætist på center for spiseforstyrrelser på torsdag, må jo snakke lidt med hende om det hele, for puha hvor det går mig på. Men rom blev jo heller ikke bygget på en dag.

Gustav min hund ligger og sover lige ved siden af mig, der er tændt op, og hygger med levende lys. Nyder roen, som bliver afbrudt af at jeg kan høre vaskemaskinen fra bryggerset. Men det er alligevel rart, intet fjernsyn der kører, bare mig og mine tanker. Tror jeg man har brug for engang i mellem.

Savner foredrag, virkelig meget. Men fordi min behandling er så intensiv pt, har jeg ikke rigtig mulighed for at tage med... Desværre. Savner at stå foran så mange mennesker og fortælle min historie. Få respons på de ting jeg har sagt, føle at der er en meningen med at jeg har skulle alt det igennem, som jeg har været.

Sort nedtur igen

Øv hvor er jeg bare træt af at have dårlige dage. Føler lidt det hele er sort. Overskuddet er ikke det største, men har da fået gjort rent. Sidder lige nu og høre en sang der ofte gør jeg drømmer mig væk i gymnastikkens verden. Savner at have de unge piger jeg har trænet de sidste to år. Men uden tvivl er det også rart at have de små krudtugler, de børn kan give så meget kærlighed uden de selv ved det.

Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.

Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.

Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.

Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.

Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.

Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.

Opdatering

Det har været nogle hårde måneder. Jeg har været meget langt nede, hvad resulterede i flere selvmordsforsøg, og en længere indlæggelse på psykiatrisk. Både på åben, og lukket afd. Alle mine behandlere og kontaktperson havde 3 ugers ferie på samme tid, og det kunne jeg vidst ikke lige tackle.  Lige pt, går det igen nogenlunde, hverken godt eller helt skidt. Sådan midt i mellem.

Men der er sket meget. Jeg har været på center for spiseforstyrrelser, hvor jeg nu skal komme ca 1 gang om ugen, og blive vejet og snakke om min kostplan. Desværre har jeg rigtig langt derop, så kommer til at bruge hele dagen på det. Jeg har stadig terapi 2 gange om ugen, og hver anden uge ser jeg også overlægen. Som noget nyt er jeg pt også indlagt hver tirsdag - onsdag, de vil prøve at give mig lidt struktur og ro, samt støtte til dagligdags ting. Synes desværre ikke det går så godt for personalet, med at støtte mig.

Jeg har også fået ny diagnose, fik jeg faktisk bekræftet igår. Har nu også OCD, altså tvangstanker og handlinger. Det er selvfølgelig ikke rart, men den medicin jeg får skulle hjælpe imod det. Og bare fordi jeg har fået endnu en diagnose, så ændre det jo intet på hvordan min hverdag ser ud. Den er jo stadig som den plejer at være.

Men hvordan går det ellers? Tjo, synes jeg har meget svært ved at være social pt. Skulle have været oppe hos en god veninde imorgen til søndag, men kan slet ikke overskue at være social. Har mest af alt lyst til bare at ligge under min dyne og gemme mig væk hele weekenden. Bare få slappet godt og grundigt af.
Men føler mig som en virkelig dårlig veninde. Og det irriterer mig at jeg ikke kan overvinde min frygt for at være social. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at være social, fordi min veninde kontakt ikke ret meget andet end over computeren eller telefonen. Er så bange for at gøre, sige eller være forkert.

Min familie og kæreste har jeg dog ikke noget problem med at være sammen med. Kun hvis det er familie fester eller sådan. Puha dem er jeg ikke glade for. Og allerede om 1 mdr er der stor fest igen. Min kære farmor bliver 75 år.

Den 20. november ville min morfar også være blevet 75 år. Jeg savner ham rigtig meget, og ville sådan ønske at kom tilbage igen. Men det gør han ikke. Synes min familie klarer det ret godt. Jeg er stadig meget påvirket af hans død. Han var en mand der har haft meget betydning for mig.

Den 13. august i år var det 8 år siden, jeg sidst blev misbrugt af min gymnastik træner. Det tog rigtig hårdt på mig at 8 år var gået og jeg stadig går og har det rigtig rigtig skidt. For ville jo ønske jeg kunne komme videre, leve et liv som alle andre. Men det er vidst ikke sikkert at mit liv nogensinde bliver som alle andres. Vi har alle ting med i vores rygsæk, nogle mere end andre. Men alligevel ville jeg ønske jeg kunne tage nogle ting op af denne rygsæk, og smide dem ud, og glemme at de havde fandtes. Men sådan er det desværre ikke.

Min kæreste går hjemme pt. Det er ret dejligt at han altid er her, rart at vi har tid sammen. Især når jeg er så meget væk hjemme fra.

Jeg er også startet op med gymnastik igen. Hvor er det dog nogle dejlige krudtugler. Der er altså bare gang i de børn.

NÅH !! Men hvordan har jeg det? Tjo har det ikke super godt, men heller ikke super dårligt. Mit humør er nogle dage okay, og andre dage nede i det sorte hul. Håbet for jeg bliver rask er minimalt, og det er selvfølgelig trist. Men efter 9 års behandling, forsvinder håbet bare mere og mere. For føler virkelig ikke jeg får det bedre. Det var flere år siden jeg sidst havde selvmordsforsøg, og pludselig vælter de ned over mig igen. Og jeg er da vildt ked af at have skuffet min kæreste så meget. Ked af at han skulle igennem det. Han er så god ved mig, og så svigter jeg ham bare på den måde. Det har på ingen måde noget med ham at gøre, at jeg havde de forsøg i sommers. Men kunne slet ikke overskue at 9 års behandling stadig ikke har hjulpet :(

Idag skal jeg på jobcenteret her kl.10. Er nervøs som altid. Men nu må jeg jo se hvad hun siger denne gang.

Det var en lille opdatering fra mig.... Beklager jeg har været for dårlig til at få skrevet.

Ville ønske det hele var anderledes.

Jeg er for dårlig til at få skrevet på min blog, må til at få taget mig lidt sammen.

Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Min kæreste og jeg drømmer om fremtiden. Nyder de drømme. Drømmen om en lille familie. Det får smilet frem på mine læber. Det varmer helt inden i.

Men på samme tid raser sygdommen, den der siger jeg ikke er god nok, den der siger jeg skal tabe mig, at jeg er fed, grim, ulækker... Jeg skal tabe mig, tage mig sammen og få styr på mit liv. Kom nu Christina, du kan godt. TAB DIG dit fede læs. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne slippe fri fra denne krop, bare få Christina ud af den krop hun lever i, og ind i en anden krop. Men så let er det desværre ikke. Selvom jeg ønsker at blive sat fri fra min krop, ved jeg godt det ikke sker. Jeg skal lære at leve med den krop jeg nu engang har. Selvom det er en svær kamp at indfinde sig med den.

Jeg føler mig ret alene lige pt. Det at jeg ikke kan få fred i mit hoved, gør nok at jeg føler mig mere alene end ellers. Jeg kan sagtens forstå at det må være svært, at forstå hvordan det er at være mig. Tror ikke man kan sætte sig ind i hvor opslidende det er, med mindre man selv har været der.

Overlægen har sendt en henvisning til center for spiseforstyrrelser, de skal på banen nu. Mine behandlere er vidst lidt på bar bund, i forhold til hvordan de skal behandle mig. For der er ikke sket nogle fremskridt siden jeg startede ved dem.

I øjeblikket savner jeg min morfar rigtig meget. Her den 18. juli, er det 1 år siden han døde. Det er første gang jeg har mistet, og jeg glæder mig bestemt ikke til det sker en gang til. Jeg har ikke rigtig forstået at min morfar aldrig kommer tilbage igen. Jeg føler stadig han er her. Ret underligt. Måske det er fordi, jeg ikke så ham i de måneder han var rigtig syg. Der levede jeg jo bare med at han ikke ønskede at jeg skulle se ham sådan. I dag ville jeg ønske jeg havde været med i hele forløbet. Jeg så ham godt nok 1 uges tid inden han døde. Mine sidste ord var "vi ses morfar", selvom jeg godt vidste at det var sidste gang jeg havde set ham, og snakket med ham.
Han var så tynd, og lignede slet ikke min morfar. Den morfar jeg havde kendt i så mange år. Der sad han som skin og ben i en kørestol. Jeg er så ked af at han skulle dø på den måde. Han havde virkelig ikke fortjent at skulle igennem al den sygdom. Jeg nåede lige at vise min morfar et billede af vores hus. Men jeg ville ønske han havde nået at se det i virkeligheden. At han havde nået at se at jeg kunne blive rask, eller at jeg blev til et eller andet. I stedet for bare at sidde herhjemme hver dag. Men jeg får ham ikke tilbage. Desværre. 
Jeg har hele tiden tænkt at når man døde blev alt bare sort, og man var væk for evigt. Nu vil jeg hellere tro på at man lever videre og mødes igen et eller andet sted, selvom jeg inderst inde godt ved det nok ikke sker. Men hvorfor kan jeg ellers stadig mærke at han er her? Hvorfor føler jeg ikke at han er død? Hvorfor håber jeg hver gang jeg kommer hjem til min mormor, at min morfar sidder i sin stol. 
Det er rigtig hårdt for mig at han er død. Han har haft en meget stor betydning for hvem jeg er idag. Jeg var meget hos dem da jeg var teenager. De betalte min gymnastik og sådanne ting. Hentede mig fra fest, kørte mig til gymnastik, vækkede mig når jeg skulle på arbejde osv. De fleste af de gode minder jeg har fra min barndom er sammen med dem. Måske derfor det er så hårdt at han pludselig er væk. 
Det bedste var han fik fred, det ved jeg godt. Men hold da op hvor jeg savner ham. 

Det var slet ikke meningen at mit indlæg skulle handle om min morfar. Men på et eller andet punkt var det rart at komme lidt ud med dit tanker. Selvom der er meget andet end lige det der fylder.

Christina <3

11 år siden min konfirmation

Idag er det 11 år siden jeg blev konfirmeret. Et eller andet sted er tiden gået stærkt, og alligevel føles det som om det er tusind år siden. Der er sket rigtig mange ting i de år, både vildt dårlige oplevelser og lidt gode....

Ellers går det stille og roligt. Har været ude og holde foredrag i denne uge, samt snakket med overlægen to gange. Er taknemlig for jeg har mødt hende. Er startet op på ny medicin, nu må vi se hvordan det kommer til at gå med den, om det er noget der virker...

Hjemme igen

Jeg blev udskrevet i mandags, så har næsten været hjemme i 1 uge. Personalet på afdelingen kunne godt se at det ikke hjalp mig en dyt, at blive opbevaret på en afdeling, uden noget behandling.

I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.

I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.

Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.

Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.

Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.

God weekend til jer der læser med.

Tvangstilbageholdt.

Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.

Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.

Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.

Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.

Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.

Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.

Roderi i mit hoved.

Indlæggelsen den 7. februar holdte kun 1 uge. Jeg kunne slet ikke indfinde mig, med de mad - regler de havde på afdelingen. Og jeg udskrev mig selv efter at skulle spise ren kødsovs.

Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.

Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.

Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.

Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.

Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.

Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.

Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
 <3

Udskrevet fra Kildehøj - snart indlagt igen...

Den 3. januar havde jeg udskrivnings samtale med personalet på Kildehøj, og blev afsluttet helt fra den 10. januar .... Region Sjælland havde valgt at Kildehøj var for dyrt, og ja så kunne det hele lige så godt stoppe.

I torsdags var jeg så til samtale i distrikt psykiatrien hernede. Lægen var endelig rask igen - efter 3 aftaler der alle blev aflyst pga sygdom. Det var virkelig rart, at få mødt lægen som skal have overblikket over min behandling. Det blev derfor aftalt at jeg skal indlægges snarest, på en lavt skærmet afd. jeg tidligere har været på. Synes det er lidt underligt at skulle tilbage til en afd. hvor jeg tidligere har haft det rigtig skidt pga. min borderline personlighedsforstyrrelse. Og nu skal tilbage pga. en anden problemetik.

Det er rart at blive taget seriøst af mine mennesker der tidligere mente gruppeterapi 1 gang om ugen ville være nok. Rart at de endelig har kunnet åbne deres øjne og se problemet. Jeg blev virkelig forstået til samtalen i torsdags, og trods jeg var afsted selv, gik det hele rigtig godt. Lægen ringer så til mig her i næste uge - håber lidt det bliver mandag han ringer, så jeg får lidt afklaring med hvad der skal ske.

Ellers går det stille og roligt herhjemme. Har fået gjort rent i hele underetagen idag, og regner med at tage første salen imorgen.

Tanker fra

Christina