Nyt udseende. Nyt liv. Ny fremtid?

Dem af jer der har været med til at læse på min blog i en del år efterhånden, har sikkert opdaget, at der er sket rigtig meget.

I morgen har jeg været TOTAL medicin fri i 1/2 år... Jep det eneste jeg har taget af medicin er lidt smertestillende når jeg har mine migræne anfald. Der sidder sikkert nogle stykker og tænker, at et halvt år der ingen tid er. Men når man har været i psykiatrien i 10 år, så er det virkelig stort. Det er stort at føle glæde hver dag. Stort at vågne og det første jeg ikke tænker på er - "åh lad mig dog for fanden bare  DØ, jeg vil dø, jeg gider ikke dette forbandede lorte liv mere, det bliver jo aldrig bedre". Hvor er jeg taknemlig og glad for at jeg ikke døde af de selvmordsforsøg jeg har haft. Og hvor er jeg glad for at livet er gået videre.

Jeg skriver ind i mellem med piger med samme diagnoser som mig. Og det kan virkelig være en hård nød at knække. Må ofte tage mig selv i ikke at sige de samme ting, som jeg blev mødt af. Som gjorde MIG sur, ked og vred. Men må indrømme jeg nogle gange har lyst til at sige "så tag dig dog sammen, ingen kan gøre arbejdet for dig".

Da jeg havde det aller værst, tegnede jeg min egen gravsten. Jeg tegnede fred omkring graven. At min familie havde sat blomster, solen skinnede, himlen var blå, der var et træ med grønne blade, og fugle på himlen. Husker at jeg når jeg tænkte på døden, mærkede freden. Til tider kunne jeg bliver helt opslugt af følelsen af fred. Hvad sikkert også har været grunden til et utal af selvmordsforsøg. Selv nu, kan jeg da godt ønske mig et andet sted hen, hvor der bare er ro og fred. Ingen krav, forventninger, eller noget. Bare RO. Men ikke ro som i - "jeg vil dø- ro". Men ro som i fredfyldt natur, ild i en brændeovn, varme, kakao, nybagte boller, og bare afslapning.

Tiden flyver afsted. Idag er min skønne dreng blevet 1/2 år. Jeg ved slet ikke hvor det halve år er blevet af. Det føles som igår han kom til verden, og alligevel er der bare sket SÅ meget på de måneder.

Her er dejlig roligt lige nu. Theodor sover, manden er til sport, og jeg har klaret opvasken, flaskerne, og lige fået afkalket elkedlen...

Det er faktisk underligt at der aldrig er HELT stille. Jeg tænker altid et eller andet. Der er aldrig helt den ro som jeg så inderligt ønskede mig for et par år tilbage. Men lever med de flyvende tanker. Tanker som alle sikkert har. For mig har de bare været svære at tackle. Jeg ved ikke om jeg har troen på at jeg KAN blive helt rask. Eller det kan jeg nok ikke, men jeg har noget et mål, eller måske endda flere.....

JEG ØNSKEDE MIG FØLGENDE:

Mine selvmordstanker må ikke være daglige - TJEK.

Jeg skal ikke have "borderline flip" flere gange om ugen - TJEK.

Jeg skal kunne holde ud at vågne om morgenen, uden at min første tanke er "hvorfor vågnede jeg" - TJEK.

Jeg vil føle glæde frem for tristhed - TJEK.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _     :)  _ _ _ _ _ _ _ _ _

Tænk at jeg har opnået det. Opnået at være glad for at vågne om morgenen. At jeg ikke ønsker at dø flere gange om dagen. Og at jeg nu ikke engang kan huske hvornår jeg sådan VIRKELIG havde selvmordstanker. Tanken kan komme, men det sker så sjældent, at jeg glemmer det lige så snart tanken er der. Jeg har lidt flip. Men langt fra i den stil det engang var. Mine flip opstår nu kun, hvis jeg virkelig bliver presset, og jeg ikke selv kan nå at følge med. Stress, pres, forventninger, og krav er virkelig nogle af de ting der kan gøre at jeg får "tilbagefald".

SELVSKADE....

Har du været selvskadende?! Kan det lade sig gøre at stoppe?! Og hvordan stopper man?!

Mit eneste svar til det er - at DU skal tage en beslutning om at NU vil du ikke det her længere. NU er nok nok. NU vil du leve et liv som så mange andre. NU skal du ud på den anden side.

Jeg husker at jeg tog beslutningen da jeg blev 20 år - JEP det er 7 år siden... Indtil jeg blev 20 var jeg selvskadende flere gange dagligt. DAGLIGT... låste mig inde på badeværelset, og skar løs. Ture på skadestuen, sys sammen, osv. Hæsligt. Husker at jeg da jeg blev 20 tænkte "NU må du vælge. Vil du dette liv, med selvskade, negative tanker, eller vil du dø". Jeg endte med at tænke, at jeg ville LIVET... Men når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det faktisk ikke var hvad jeg ville den gang. Jeg var på ingen måde klar til at kæmpe for at komme tilbage til livet. Jeg var ikke klar til kampen med mig selv, med følelserne, tankerne, og alle de ting der gjorde at jeg var endt hvor jeg var.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år. Nogle gange har der været tilbage fald. Men jeg endte med da jeg blev 20 at have længere perioder hvor jeg slet ikke skar mig. Idag ser jeg ikke mig selv som selvskadende. Og jeg glemmer faktisk at jeg har alle de ar. Nogle gange har jeg overvejet at få lavet en plastik operation, men på anden anden side er alle mine ar en del af hvem jeg er. En del af hvem jeg er blevet. Og hvis JEG kan leve med de ar. Så er det vel ikke værre end folk der fortryder de får lavet en tattoo på en bytur ;)

Jeg er spændt på fremtiden. MEGET spændt. Manden og jeg skal snart op på kommunen, og netop snakke om min fremtid. Og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele kommer til at gå. spændt på om de er enige, eller om de i det hele taget vil samarbejde om en løsning. Men kan også godt mærke at det er svært for mig, og at jeg ikke helt ved hvad pokker jeg skal sige. Men er glad for at manden i mit liv vil tage med mig. Rart at have hans støtte. Rart han aldrig gav op. Rart at jeg ved at LIGE MEGET HVAD, så vil han altid være ved min side.

Jeg kunne sikkert fortsætte dette tanke helvede til uendelighed... Og ja, jeg overvejer stadig om jeg skal få skrevet en bog om alt det der har været sket i min fortid. Og jeg håber den en eller anden dag, bliver virkelig. Det kunne være SÅ fedt at få sat et stort fedt punktum. Læse bogen. Lukke bogen, og sige "det var det - nu er vi i fremtiden, fyldt med glæde, ro og fred".

En masse tanker herfra - Christina der har været mor i et halvt år nu :)

Nogle gange er livet bare gråt og efterårs agtigt...

Puha hvor jeg synes alt hænger mig langt ud af halsen pt.
Huset - vores bygge projekt trækker ud, pga der hele tiden opstår uforudsete ting :( puha ønsker det bare snart færdigt så vi kan komme videre i vores liv. Vi har snart alle tre brug for lidt mere albue rum.

Ellers er det ret hårdt pt. Er stoppet hos den primære behandler jeg havde, det fungerede ikke. Har nu kun min psykiater tilbage og skal derfor selv klare kampen med kommunen når min barsel slutter næste år. Glæder mig ikke - men det var mig eget valg .


Det var lidt herfra...