Det har været hårdt at blive revet ud af den ellers så velkendte hverdag. Hårdt at spise ting jeg virkelig ikke tør. Jeg har grædt rigtig meget, været helt ude af mig selv... Her til morgen har jeg fået lov at gå 1 time pr dag. Synes det er en super dejlig fornemmelse. Rart at jeg kan få lov at gå en tur. Det er helt fantastisk. Især fordi det er så svært for mig at være i min krop, når jeg skal spise så meget mad som jeg skal.
Jeg ved inderst inde godt det er for mit eget bedste. Men på samme tid, synes jeg det er så svært, at jeg hellere vil dø og droppe behandlingen. Det med at holde fast er svært. Det er svært at holde modet oppe. Svært at tro på at jeg i sidste ende bliver rask.
Pigerne har været rigtig søde til at tage imod mig. Hvis de ikke havde været det, er jeg ikke sikker på jeg stadig ville være her. Trods jeg ikke føler mig helt tilpas her endnu. Synes det hele er liiiidt underligt stadig.
På mange områder synes jeg at jeg har brug for ro og fred. Synes hele tiden jeg har noget oppe i mit hoved der kører rundt. Måske fordi vi spiser 6 gange om dagen. Det er altså svært at forholde mig til. Puuuha... Jeg håber jeg kan gennemføre, men det bliver så svært :'(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar