Det var en noget underlig, mærkelig, uvirkelig men ikke mindst stor dag igår.
Igår var jeg til samtale hos min højt elskede psykiater, som på mange måder virkelig har været med til at rykke mig. Det har været over 4 år, hvor hun har presset mig, skubbet mig, rost mig osv.
For 2 1/2 år siden var det min skønne terapeut i psykiatrien der meddelte at hun havde søgt orlov og fået ny stilling. Det gjorde mig ufattelig ked af det, og følte endnu engang et enormt stort svigt. Følte at hver eneste gang jeg lige havde fået en god relation, så fik de nyt job, stoppede, blev syge osv.
Min psykiater meddeler igår at der er noget alvorligt vi skal tale om. Og jeg ved straks hvad klokken har slået... Hun havde fået nyt job pr 1. september. Mine første egoistiske tanker er selvfølgelig " åh nej ikke igen. Hvad nu med mig?! Stopper det her aldrig. Jeg magter ikke flere mennesker indover mit liv, behandling osv..." Svaret fra min psykiater på nogle af mine spørgsmål er " Jamen Christina, du har slet ikke brug for psykiatrien mere. Det har du ikke haft i flere år snart." Det er rigtigt. Jeg har ikke brug for psykiatrien som den nok egenlig er beregnet. Jeg er medicin fri. Ser kun min skønne psykiater 1 gang pr mdr. cirka, ud fra hvordan det hele lige passer sammen.
Vi kommer så midt i en anden samtale til at snakke om mad, og vi har begge glemt at jeg jo går ved en diætist igennem psykiatrien. SUK!, så kan jeg jo ikke bare blive afsluttet, og snakken går på " hvad så nu". Ja så var muligheden at blive tilknyttet nye behandlere osv. FOR AT KUNNE GÅ TIL DIÆTIST. Efter jeg fik snakket det igennem med en veninde og ikke mindst min kæreste, så blev vi enige om at vi hellere selv betaler selv samme diætist privat. Dels for en gang for alle at kunne sætte et punktum og sige " det var det, ikke mere psykiatri, ikke mere indlæggelse, ikke mere af noget som helst". En stor dag. En dag jeg for bare 4 år siden ALDRIG i min vildeste fantasi havde håbet på ville komme. I aftes sendte jeg derfor en mail til både diætist, og psykiater og fortalte om min beslutning. Det tiltaler mig mest at blive afsluttet efter et super godt forløb hos jordens bedste psykiater. Jeg har det jo fint. Det har jeg jo. Men alligevel er det blevet til en del tårer. Både positive tårer over at - jeg klarede sgu det her... jeg er snart ikke psykiatrisk patient længere. Men også over at alle de læger, sygeplejerske osv der har været inde over mig i mit 11 år lange forløb, pludselig er fortid på en eller anden måde. Det er da lidt vemodigt, at de afdelinger jeg har været på, næsten har været min familie i perioder. Men det er nok meget sundt at det endelige behandlings punktum bliver sat nu.
Et lille tilbageblik fra min blog i April 2011 :
"Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.
Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.
Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar