Nytårsaften... Året der gik.

Så blev det atter nytårsaften. Endnu et år er gået. Et år der har bragt både sorg og glæde.

Nytårsaften sidste år, havde jeg "date" med min nuværende kæreste, og det hele udviklede sig.

Først i februar havde jeg 3 voldsome og alvorlige selvmordsforsøg. Jeg var indlagt på en lukket afdeling i godt 2 mdr, med tvang. Det var en hård tid, men den har også gavnet mig. I marts eller april var jeg indlagt igen, efter samtale med min psykiater, om aftenen ville jeg hjem. Lægen kom, han ville tvangstilbageholde mig - Jeg tog mine ting, sprang ud af et vindue, og forsøgte at flygte. Blev indhentet og FØRT tilbage til modtagelsen, og røg derefter på lukket igen. Næste morgen blev jeg udskrevet.

Omkring 1. April flyttede jeg også i min lille "1. værelses lejlighed". Det var første gang jeg sådan boede for mig selv. Men heldigvis havde jeg min dejlige kæreste som kom en del hos mig.

Midt i Maj flyttede vi sammen, i kærestens nye lejlighed, og har har vi boet siden. Jeg opsagde først mit lejemål pr. 1 november, så vi var sikre på vi kunne finde ud af at bo sammen. Det går rigtig godt med at bo sammen. Nyder hvert et øjebliks kærlighed.

I juni blev jeg opereret for mit hypermobile knæ. Operationen gik godt. Og jeg kunne en del da de 7 uger næsten var gået. Dumt som jeg er falder jeg ned af trappen sidst i JULI, og brækker det stykke knogle som blev opereret 7 uger tidligere. Så på den igen... Nu med 12-13 uger i skinne, med krykker osv. Mit ben er stadig ikke i orden. Kan ikke dyrke motion, gå på trapper eller lign.

31. August tester jeg positiv på en graviditetstest. Mange har troet det var en ups'er, men den lille baby er helt planlagt. Og nu glæder vi os til den melder sin ankomst om ca 4 mdr.

22. September døde min elskede mormor. Siden har der været dage hvor jeg græder og savner hende og morfar rigtig meget. Hårdt er det at miste nogle mennsker som har haft en KÆMPE betydning for hvem man er blevet. Huset står stadig som om mormor stadig lever. Bilen er der osv. Men der er ikke lys :( Savner dem  begge forfærdelig meget, og er ked af at deres oldebarn ikke kommer til at lære to så fantastiske mennesker at kende.

Månederne siden mormors død, har båret præg af meget sorg, tristhed, og ikke mindst uvis. 1 starten af december, fortalte min terapeut at hun stoppede. I næsten to uger vidste jeg ikke hvad der kom til at ske. Derudover har der været en del med min graviditet. Har bækkenløsning osv.
Igår 30. december var der en god god mand, der mistede livet til kræft. Vi har gennem måneder vidst det var den vej det gik. Men svært for mig at være så tæt på endnu et dødsfald til kræft. Forløbet mindede en del om min morfars. Men ved man kommer igennem sorgen på et tidspunkt. Mine tanker er hos hele svigerfamilien, og ikke mindst min kæreste.

Nu vil jeg gøre mig færdig. Håber det nye år vil bringe en masse glæde.

I ønskes alle et godt nytår.

Behandling og graviditet.

Puha hvor går tiden stærkt, og der sker rigtig meget lige pt.

Jeg er nu gravid i 20. uge, og efterhånden er halvdelen af min graviditet gået. Tænk at om ca 20 uger sidder vi med vores lille guldklump :D

Min terapeut gennem de sidste to år, stopper her 1. januar. Det er rigtig hårdt at skulle starte i endnu et nyt behandlingsforløb. Men håber også at de ting der er blevet meget bedre gennem det sidste år, gør at jeg kan gøre brug af det tilbud de giver mig.

Jeg ser slet ikke så sort/hvidt mere som jeg gjorde engang. Hvad er super rart. Men kan også godt mærke at så snart jeg bliver presset, er det de gamle vaner jeg tager i brug. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag.

Ellers kæmper jeg med bækkenløsning allerede. Nogle dage har jeg virkelig ondt. Men andre dage mærker jeg ikke så meget til det. Men mon ikke jeg i løbet af de næste mange uger, finder ud af hvad jeg kan og ikke kan. Desværre betyder det, at jeg til tider ikke kan være med i gymnastiksalen... Men nogle gange er en graviditet ikke lige så rosenrødt, som i romantiske film ;)

Kæmper stadig en del med virus og forkølelse... Men hellere det end opkast osv.

Ellers vil jeg prøve at skrive lidt mere. Synes ikke jeg får gjort det så meget som jeg gerne ville.

19+1 er jeg næsten ret sikker på at jeg mærkede liv, inde i maven. Det var et stort øjeblik. Men med alle mine hormoner, ender det ofte i tårer og grin på samme tid... puha ;) Graviditet er hårdt - ikke mindst for den kommende far, der må finde sig i aldrig at vide hvornår en reklame i tv osv, kan få den kommende mor til at tude :) hehe...

Rigtig god jul