Året 2013

Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået. 

Jeg har været gravid.

Fået ny behandler.

Fået en skøn lille dreng. 

Købt hus.

Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.

Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ). 

Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham. 

Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid. 

Abort! Mormor! Stesset! Urolig!

Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.

Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.

I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.

Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.

Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.

Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.

Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.

Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.

Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.

Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.

Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.

Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.

Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.

Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.

Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.

Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.

Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at  være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.

Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.

Har lyst til at skrige…

JEG HADER VINTER… hader hader hader vinter.

Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.

Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.

De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.

Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.

Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det  bedste.

Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.

Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.

Været på kommunen idag.

Så sidder jeg atter her, med en masse tanker i mit hoved. Tænk at jeg allerede er 27 år. Jeg har været på kommunen idag, og snakke med min sagsbehandler fra jobcenteret. Hun må ikke indkalde mig da jeg er på barsel. Men vi havde selv bedt om et møde. Som tingene er lige nu, ser det ud til at jeg ingen indtægt har overhovedet fra 1. januar 2014, trods jeg er på barsel, frem til midt i marts.
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.

Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.

Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.

I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.

Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)

Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)

Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.

Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)

Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p

Nyt udseende. Nyt liv. Ny fremtid?

Dem af jer der har været med til at læse på min blog i en del år efterhånden, har sikkert opdaget, at der er sket rigtig meget.

I morgen har jeg været TOTAL medicin fri i 1/2 år... Jep det eneste jeg har taget af medicin er lidt smertestillende når jeg har mine migræne anfald. Der sidder sikkert nogle stykker og tænker, at et halvt år der ingen tid er. Men når man har været i psykiatrien i 10 år, så er det virkelig stort. Det er stort at føle glæde hver dag. Stort at vågne og det første jeg ikke tænker på er - "åh lad mig dog for fanden bare  DØ, jeg vil dø, jeg gider ikke dette forbandede lorte liv mere, det bliver jo aldrig bedre". Hvor er jeg taknemlig og glad for at jeg ikke døde af de selvmordsforsøg jeg har haft. Og hvor er jeg glad for at livet er gået videre.

Jeg skriver ind i mellem med piger med samme diagnoser som mig. Og det kan virkelig være en hård nød at knække. Må ofte tage mig selv i ikke at sige de samme ting, som jeg blev mødt af. Som gjorde MIG sur, ked og vred. Men må indrømme jeg nogle gange har lyst til at sige "så tag dig dog sammen, ingen kan gøre arbejdet for dig".

Da jeg havde det aller værst, tegnede jeg min egen gravsten. Jeg tegnede fred omkring graven. At min familie havde sat blomster, solen skinnede, himlen var blå, der var et træ med grønne blade, og fugle på himlen. Husker at jeg når jeg tænkte på døden, mærkede freden. Til tider kunne jeg bliver helt opslugt af følelsen af fred. Hvad sikkert også har været grunden til et utal af selvmordsforsøg. Selv nu, kan jeg da godt ønske mig et andet sted hen, hvor der bare er ro og fred. Ingen krav, forventninger, eller noget. Bare RO. Men ikke ro som i - "jeg vil dø- ro". Men ro som i fredfyldt natur, ild i en brændeovn, varme, kakao, nybagte boller, og bare afslapning.

Tiden flyver afsted. Idag er min skønne dreng blevet 1/2 år. Jeg ved slet ikke hvor det halve år er blevet af. Det føles som igår han kom til verden, og alligevel er der bare sket SÅ meget på de måneder.

Her er dejlig roligt lige nu. Theodor sover, manden er til sport, og jeg har klaret opvasken, flaskerne, og lige fået afkalket elkedlen...

Det er faktisk underligt at der aldrig er HELT stille. Jeg tænker altid et eller andet. Der er aldrig helt den ro som jeg så inderligt ønskede mig for et par år tilbage. Men lever med de flyvende tanker. Tanker som alle sikkert har. For mig har de bare været svære at tackle. Jeg ved ikke om jeg har troen på at jeg KAN blive helt rask. Eller det kan jeg nok ikke, men jeg har noget et mål, eller måske endda flere.....

JEG ØNSKEDE MIG FØLGENDE:

Mine selvmordstanker må ikke være daglige - TJEK.

Jeg skal ikke have "borderline flip" flere gange om ugen - TJEK.

Jeg skal kunne holde ud at vågne om morgenen, uden at min første tanke er "hvorfor vågnede jeg" - TJEK.

Jeg vil føle glæde frem for tristhed - TJEK.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _     :)  _ _ _ _ _ _ _ _ _

Tænk at jeg har opnået det. Opnået at være glad for at vågne om morgenen. At jeg ikke ønsker at dø flere gange om dagen. Og at jeg nu ikke engang kan huske hvornår jeg sådan VIRKELIG havde selvmordstanker. Tanken kan komme, men det sker så sjældent, at jeg glemmer det lige så snart tanken er der. Jeg har lidt flip. Men langt fra i den stil det engang var. Mine flip opstår nu kun, hvis jeg virkelig bliver presset, og jeg ikke selv kan nå at følge med. Stress, pres, forventninger, og krav er virkelig nogle af de ting der kan gøre at jeg får "tilbagefald".

SELVSKADE....

Har du været selvskadende?! Kan det lade sig gøre at stoppe?! Og hvordan stopper man?!

Mit eneste svar til det er - at DU skal tage en beslutning om at NU vil du ikke det her længere. NU er nok nok. NU vil du leve et liv som så mange andre. NU skal du ud på den anden side.

Jeg husker at jeg tog beslutningen da jeg blev 20 år - JEP det er 7 år siden... Indtil jeg blev 20 var jeg selvskadende flere gange dagligt. DAGLIGT... låste mig inde på badeværelset, og skar løs. Ture på skadestuen, sys sammen, osv. Hæsligt. Husker at jeg da jeg blev 20 tænkte "NU må du vælge. Vil du dette liv, med selvskade, negative tanker, eller vil du dø". Jeg endte med at tænke, at jeg ville LIVET... Men når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det faktisk ikke var hvad jeg ville den gang. Jeg var på ingen måde klar til at kæmpe for at komme tilbage til livet. Jeg var ikke klar til kampen med mig selv, med følelserne, tankerne, og alle de ting der gjorde at jeg var endt hvor jeg var.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år. Nogle gange har der været tilbage fald. Men jeg endte med da jeg blev 20 at have længere perioder hvor jeg slet ikke skar mig. Idag ser jeg ikke mig selv som selvskadende. Og jeg glemmer faktisk at jeg har alle de ar. Nogle gange har jeg overvejet at få lavet en plastik operation, men på anden anden side er alle mine ar en del af hvem jeg er. En del af hvem jeg er blevet. Og hvis JEG kan leve med de ar. Så er det vel ikke værre end folk der fortryder de får lavet en tattoo på en bytur ;)

Jeg er spændt på fremtiden. MEGET spændt. Manden og jeg skal snart op på kommunen, og netop snakke om min fremtid. Og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele kommer til at gå. spændt på om de er enige, eller om de i det hele taget vil samarbejde om en løsning. Men kan også godt mærke at det er svært for mig, og at jeg ikke helt ved hvad pokker jeg skal sige. Men er glad for at manden i mit liv vil tage med mig. Rart at have hans støtte. Rart han aldrig gav op. Rart at jeg ved at LIGE MEGET HVAD, så vil han altid være ved min side.

Jeg kunne sikkert fortsætte dette tanke helvede til uendelighed... Og ja, jeg overvejer stadig om jeg skal få skrevet en bog om alt det der har været sket i min fortid. Og jeg håber den en eller anden dag, bliver virkelig. Det kunne være SÅ fedt at få sat et stort fedt punktum. Læse bogen. Lukke bogen, og sige "det var det - nu er vi i fremtiden, fyldt med glæde, ro og fred".

En masse tanker herfra - Christina der har været mor i et halvt år nu :)

Nogle gange er livet bare gråt og efterårs agtigt...

Puha hvor jeg synes alt hænger mig langt ud af halsen pt.
Huset - vores bygge projekt trækker ud, pga der hele tiden opstår uforudsete ting :( puha ønsker det bare snart færdigt så vi kan komme videre i vores liv. Vi har snart alle tre brug for lidt mere albue rum.

Ellers er det ret hårdt pt. Er stoppet hos den primære behandler jeg havde, det fungerede ikke. Har nu kun min psykiater tilbage og skal derfor selv klare kampen med kommunen når min barsel slutter næste år. Glæder mig ikke - men det var mig eget valg .


Det var lidt herfra...

Levende lys, varm kakao og stilhed.

Lige nu sidder jeg foran computeren ved spisebordet, og slapper af. Theodor sover lige så stille og fint inde i sin seng. Det har været en meget lang weekend. Theodor har det 5. tigerspring i disse dage, og vi har nok 27 dage tilbage, ifølge "vidunderlige uger"... Men så ved vi da hvad vi har at se frem til.

Der er ikke sket så meget med huset i denne uge. Nok mest fordi tiden og energien ikke har været til det. Alle de ting der skal laves er ikke sådan nogle små ting, og alt tager tid. Nogle gange kan jeg tvivle helt på om det nogensinde bliver et hjem. Men kan så glæde mig over at håndværkerne går igang nu her i oktober mdr. Havde vi skulle gøre ALT selv, så var vi kørt surt i det allerede.

Min kæreste har arbejdet stort set hele ugen, og må indrømme jeg glæder mig rigtig meget til han har fri her kl.23. Kan mærke at jeg virkelig har brug for et stort knus, blive holdt om, og sove... Theo har været vågen de sidste to nætter, og har ligget og snakket løs. Ikke lige det man har lyst til når klokken er 3 om natten... Men de "kære" tigerspring, skal de jo igennem de skønne børn.

Tilbage til mig... hvordan  har jeg det? Hvordan går det? Nyder jeg tilværelsen? Er det hårdt at være blevet mor?

Kort sagt så det at være blevet mor, er ikke ligefrem det der gør at jeg har super meget tid til at tænke og føle efter med hvordan jeg har det. Min behandling i psykiatrien er også ret kaotisk, da jeg ikke kan med den primære sygeplejerske. Og overvejer ofte om det ikke bare skal være slut nu.. Så enkelt bliver det desværre nok ikke. I ugen der er gået har min psykiater og jeg snakket en del omkring et flexjob. Hendes vurdering er som altid, at jeg nok ikke skal forvente at jeg nogensinde kommer ud og arbejder på fuldtid som er "normalt"... Frygten går på at jeg bryder sammen. Og jeg må da ærligt indrømme at frygten også sidder i mig. TÆNK hvis jeg bryder fuldstændig sammen pga pres, stress og at jeg ikke kan finde den ro som er så vigtig i min hverdag. TÆNK hvis min borderline personlighedsforstyrrelse bryder ud igen. Lige da jeg skrev den sætning måtte jeg lige lukke mine øjne. Føj, den tanke kan jeg slet slet ikke magte. Nej, min Borderline skal aldrig nogensinde igen styre mit liv så meget som den engang har gjort. JEG ER IKKE MIN BORDERLINE, Jeg er ikke en borderliner pige... Jeg er et menneske som alle andre. Mit liv har bare ikke altid været lige så let som jeg kunne have ønsket det var.  Jeg er Christina. Ikke alle mulige diagnoser. Jeg har en del diagnoser, og har haft et utal af diagnoser, men de skal på ingen måde fortælle mig, hvordan min hverdag skal være. Jeg nyder at vågne om morgenen, og det første jeg tænker er "hvad skal jeg lave idag, mon Theodor har lyst til at ses med sin mormor, eller skal vi bare hygge herhjemme" - Eller hvad det nu kunne være. Og at min første tanke ikke er "JEG VIL DØ, jeg vil ikke leve mere, hvorfor leve for noget som alligevel aldrig bliver godt? Hvorfor skal jeg kæmpe for endnu en dag, når jeg godt ved jeg aldrig får det bedre?!". Jep sådan var mit liv for halvandet år siden. Konstant sorte negative tanker. Jeg tænker en del over mine ar i øjeblikket, ikke så meget det at de er på mig og min krop, for de er jo en del af hvem jeg er og har været. Men mere tanker om hvad andre tænker om mig, når de ser dem. Nogle gange har jeg lyst til at råbe ud til hele verden "JA - JEG HAR VÆRET SELVSKADENDE, MEN ER DET IKKE MERE".  Men desværre er der stadig så mange der er uvidende om hvad det vil sige at være selvskadende.

Foredrag - Dem savner jeg helt vildt. Jeg savner at føle der har været en mening med min fortid. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne stå foran de psykiatriske afdelinger jeg har været indlagt på, og fortælle hvordan jeg oplevede dem, og den måde de håndterende mig på, da jeg havde det aller værst. Men også få sagt til de få der virkelig gjorde en forskel til sidst, at jeg er taknemlig for at lige netop DE personer ikke gav op. Jeg håber meget at jeg i fremtiden vil kunne få brugt al den personlige livserfaring jeg har fået til et eller andet fornuftigt. Måske for at føle jeg ikke har spildt halvdelen af mit liv. Men også for at gøre en forskel for bare et menneske der føler sig alene, med de samme oplevelser og tanker som jeg havde.

På onsdag skal jeg til diætist igen. Endnu en ny diætist som også skulle have speciale i spiseforstyrrelser. Jeg håber virkelig at hun formår at nå ind til mig, og forstår at det ikke "bare" er at få en kostplan. Men også at jeg stadig kæmper rigtig meget med ting jeg ikke tør spise. Jeg arbejder en del med det. Forsøger at spise lidt "nyt". Siger til mig selv "det der kunne du altså godt spise for 15 år siden... så det kan du også godt nu". Men ofte kan jeg godt mærke at tvangstanker og handlinger hurtigt overtager, og at angsten for fx ristede løg overtager. Men jeg tager nogle små skridt. Fx fik jeg kinesisk nudelsuppe hos mine svigerforældre i fredags. For bare 2 år siden var jeg gået helt i baglås over at jeg kunne se der var løg i. LØG - ej der vil jeg lige helt ondt i maven. Hvorfor pokker har jeg været så ekstremt bange for at spise og røre ved løg. Har stadig svært ved at røre ved dem. Og hvis vi fx skal have frikadeller herhjemme, er det også  min kæreste der ordner løg. Alle de der OCD ting er nok til tider lidt voldsommere end de har været tidligere. Men det går, og er ikke noget jeg hele tiden går og bruger energi på at tænke over. Men i min hverdag kan jeg godt være på prøve. Fx. tør jeg ikke røre ved offenlige toiletters dørhåndtag. Trykke på knapper til lyskryds. og ofte får stikkontakter, dørhåndtag osv herhjemme også en ordenlig omgang. Men det gør jeg kan slappe af hvis jeg ved de håndtag som vi rør ved hele tiden er rene.

Nu synes jeg godt nok trætheden melder sig. Så overvejer at smide mig på sofaen under varmetæppet indtil kæresten kommer hjem. Min seng virker nu også lidt som en løsning, og måske det endda er den mest fornuftige løsning, hvis Theodor skulle mene det er morgen allerede kl.3 i nat igen ;)

Stresset og i min egen lille "klokke".

Min psykiater har lige været forbi. Theodor er lagt i seng, fordi han ikke rigtig har sovet idag. Mon ikke han allerede sover, der er ihvertfald stille i soveværelset.

Den nye kontanthjælpsreform går mig virkelig meget på. Jeg får flere og flere angst anfald. Jeg kan slet ikke se hvordan det hele kommer til at hænge sammen. PUHA. Det er virkelig ikke noget der er særlig rart. Ja jeg bruger alt for meget energi på at tænke over fremtiden. Hvad forventer kommunen når min barsel stopper... Mon jeg knækker af at presset igen kommer på mine skuldre. Bare det ikke kommer til at gå udover forhold og Theodor.

Min primære behandler og jeg kommer ikke rigtig godt ud af det med hinanden. Og det var også en af grundene til at min psykiater kom herhjem idag. Det er virkelig noget der går mig på. Jeg endte da også med at stortude herhjemme, fordi jeg bare slet ikke føler de forstår hvad det er jeg siger.. Men tror det måske slog lidt mere igennem idag, da jeg forklarede hende at det ikke er fordi jeg er sur på hende sygeplejersken, eller noget andet. Men at det ganske enkelt er fordi at jeg føler sygeplejersken hakker ned på mig, og hele tiden "dømmer mig pga min for-historie"... Ihvertfald siger hun ofte det stik modsatte af mig. Altså hvis jeg har en mening, så har hun en anden og hende er den rigtige... "Christina du har jo også borderline og ser tingene sort/hvidt". PUHA! Synes virkelig at det er super hårdt i øjeblikket. Hårdt fordi at jeg allerede mærker presset, når min barsel slutter.

Derudover synes jeg det er ret hårdt med huset, nedrivning, opbygning, hvilket køkken, hvilket gulv, hvidevare osv. Får næsten helt sved på panden. Vi nåede dog rigtig meget med hjælp fra venner og søskende i går. Udestuen og et værksted ligger trygt i en stor container, og nu er det bare resten der skal i når containeren er tømt.

MEN ÅH... GLÆDER MIG til at få meget mere plads. Plads til drømmene, kærligheden, og freden. Glæder mig til at vaske tøj i MIN egen vaskemaskine. Til at det bliver sommer og vi får lavet en stor terresse og at Theodor kan løbe og lege :)

Nu vil jeg nyde stilheden. Kærligheden er stil sport og er først hjemme om ca 2 timer, Theo sover og så skal tiden lige nydes lidt. Har jo både fået vasket sengetøj, gjort rent og leget med theo... Så kan høre sofaen kalder nu :)

Hus, tanker, og meget mere vulapyk

Puha... vi fik nøglerne til vores hus i torsdags... Så nu går den helt store renovering igang. Idag er første dag hvor vi ikke forventer at skulle være i huset. Det er dog også rart nok, både for Theodor og jeg at have en dag hjemme.

Igår var jeg virkelig virkelig udkørt og træt. Normalt hører jeg næsten alt omkring mig når jeg sover, bare Theodor sparker sin dyne af, så er jeg vågen.. PUHA... Men i nat to min kæreste ham, og jeg har fået sovet. ENDELIG frisk igen ;)

Ellers går det egenlig okay. Nogle dage kan jeg godt mærke at det hele er lidt for meget, at jeg er stresset, at det irriterer mig at min vægt står stille... Men min borderline og alle de symptomer den har med sig, har ikke vist sig længe... RART... Dog kan jeg mærke at det virkelig stresser mig at min barsel snart slutter, og at jeg ikke aner hvad fremtiden bringer. Så vi har snakket lidt omkring at få et møde på jobcenteret, så jeg ved hvad pokker der kommer til at ske.

Jeg er igen blevet henvist til en diætist med speciale i spiseforstyrrede, så nu håber jeg at det er bedre end da jeg var tilknyttet, center for spiseforstyrrelser. Men det vil tiden vise.

Idag har jeg fået gjort rent, ryddet lidt op og sådan... Og fået vasket lidt tøj.. HOLD DA OP, hvor jeg glæder mig til at få et bryggers og "bare lige" kan sætte en vask over, uden at det er fra 2. sal og ned i kælderen. Men der er mange ting der bliver godt når huset står færdigt.

En del af min "tanke tid" går med at tænke meget over hvad jeg skal uddanne mig som, når den tid kommer. Ville jeg kunne klare en uddannelse her og nu. Hvor ser jeg mig selv om ti år - eller måske bare om 5 år... PUHA... om 5 år, så er jeg lige blevet 32 år... Ej det er jo næsten for sindssygt. Men bare tanken om at være 27 år, og stadig ingen uddannelse have, det piner mig. Men er nok mere flov end så meget andet. Ja - jeg har en masse erfaring som mange andre ikke har. Dog kunne jeg godt være den foruden. Jeg håber at en eller anden dag kan jeg gøre brug af den viden jeg har fået pga alle de indlæggelser, behandlere, opholdssteder, og år jeg har brugt på alt muligt psykologisk og psykiatrisk.

Pt, kan jeg godt mærke at der ikke er så meget overskud til andet en huset og min skønne dreng ... Så tænker en del over om jeg skal sige helt fra med gymnastik denne sæson. Men jeg ved også at jeg kommer til at savne det alt for meget.

Lige nu er kæresten på arbejde, synes ikke han har så meget fri lige pt, men en af os skal jo også tjene nogle penge.

Efteråret er lige startet, og jeg hader de mørke aftener, hader blæst, regn, og trist vejr... PUHA, det er bare ikke en årstid der er god for mig. Sidste år var nok lettere, i det jeg vidste jeg var gravid og der blev brugt en masse energi på at tænke "overlever det foster mon". Nu sidder jeg her 1 år senere, med en lille dreng der bliver 5 mdr i weekenden. HOLD DA OP - hvor blev de 5 mdr af... puha.

Nå nu vil jeg slappe lidt af, inden jeg skal ned og hente det sidste vasketøj.

Go' Tirsdag Til JER :)

Så sker der lidt.

Min skønne dreng er blevet stor. Lige nu ligger han på gulvet og leger og snakker helt vildt. Han er altså bare skøn. Han er nu over 4 mdr, og vejer 7,3 kg og er 66 cm lang. HOLD DA HELT FERIE - hvor blev min lille baby af.

I næste uge starter gymnastik igen. På en måde bliver det rart at komme igang, men mærker også en lille frygt for at det ikke kommer til at fungere med sport og et lille barn. Men som jeg altid har sagt, så kommer Theodor i første række. Men det er en spændende fremtid vi går i møde. Han er skrevet op til dagpleje og børnehave.

Ellers har vi fundet et hus som vi skal have sat i stand. Så det bliver virkelig rart når vi engang kan flytte. Dog skal de sidste ting lige falde på plads inden det er endeligt. Men åh hvor jeg glæder mig til at vi kommer væk heroppe fra lejligheden, og trolden kan få sit eget værelse.

Lige nu er kæresten ude, men på vej hjem. Jeg skal til behandling i psykiatrien. Jeg orker det ærligt ikke, jeg føler virkelig slet slet ikke at min nye behandler kan ændre på noget som helst. Ofte irriterer hun mig mere end noget andet. Så tænker en del over om jeg IGEN skal tage en snak med min psykiater. Hende skal jeg se på mandag.

Føler mig virkelig træt i øjeblikket. Ham den lille har holdt mig vågen ved at "snakke i søvne" og sparke sin dyne af de sidste mange nætter. Men i nat har jeg kun været oppe to gange.

Lige nu ligger han på maven og griner ad ipad'en, tossede dreng. Men ÅH han får virkelig en til at smile, han er bare altid så super glad. Hvor heldig har man lov at være.

Men det var lige lidt herfra, nu må jeg hellere få gjort mig klar til at komme ud af døren, når kæresten kommer hjem.

Tanker herfra.

Kaos - lort nok= kontrol

Puha. Synes virkelig det har været en hård uge indtil nu. Tanker der flyver rundt, følelser, og et selvværd der er nærmest ikke eksisterende. Maden fylder virkelig meget pt. Mærker hvordan skyggen af min spiseforstyrrelse lurer lige rundt om hjørnet. Til tider kan jeg mærke hvor let jeg er at fange. Hvor lidt der skal til før jeg igen er i spiseforstyrrelsens klør. Er dog utrolig bange for at falde helt tilbage igen. Var endelig begyndt at prøve madvarer selvom mit hovede ikke helt kunne indfinde sig med det. Men mærker allerede igen hvordan trangen til kontrollen er tilbage. Trangen til at føle jeg kan udrette noget, flygte i et mad helvede... Det er utrolig svært at være i min krop. vægten har stået stille i mange måneder, og er overvægtig. tænker meget over at jeg allerede en gang har haft tabt 33 kg, og nu kan jeg så starte næsten forfra. Der er lang vej. og underligt nok føler jeg den eneste måde jeg kan tabe mig på er ved ikke rigtig at spise.

Jeg har idag skrevet en mail til min psykiater, bliver nød til at sige til dem at nu er jeg på grænsen til at falde tilbage. Og jeg ønsker virkelig ikke, at min skønne søn skal blive påvirket af at jeg nu "vælger" den løsning. Jeg er meget træt i øjeblikket. Mit overskud er ikke det største, og har let til tårer... Håber meget hun svarer i morgen, kunne være rart at høre hvad hun siger - om det bare er en periode, eller om jeg reelt måske er ved at falde helt tilbage i helvedet igen. Jeg fik at vide i starten af graviditeten at det kan være utrolig svært når kroppen forandre sig... og ja... mon ik. Jeg føler mig fanget i en krop som jeg slet ikke føler er min.

Min kæreste er en kæmpe støtte gennem alt det her, og er så taknemlig for at jeg kan tale med ham om alt. Er glad for han støtter og forsøger at hjælpe, selvom jeg på tidspunkter kan være til tvær, når jeg har en anden mening. Men mon ikke min træthed også spiller ind der... ;) Det er jo hårdt at have en lille dreng på 4 mdr... Men lidt tanker herfra... puha. HÅBER inderligt ik at helvedet venter på mig - forsøger at kæmpe mig uden om.

Uddannelse? Arbejde?

Pt bruger jeg virkelig meget meget tid på at tænke over hvad jeg skal lave i fremtiden. På en måde vil jeg super gerne gøre brug af den viden jeg har fået, gøre brug af min personlige rygsæk, og al dens indhold. På samme tid kan jeg mærke at det også er svært for mig at tage skridtet. Det skridt der hedder... "jeg er næsten helt rask, og nu venter den store verden, jeg har været skånet for de sidste mange mange år". Det er skræmmende i en alder af næsten 27 år, at skulle overveje HF fag. At skulle tænke hvad jeg ønsker at arbejde med osv. PUHA.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når min barsel slutter. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme til at fungere ordenligt, med et normalt arbejde. Og kan mærke at jeg frygter at jeg ikke kan magte et arbejde på fuldtid på de samme vilkår som alle andre. Og alligevel er det jo netop hvad jeg ønsker. At kunne være som alle andre. Puha synes det er hårdt.

Borderline uden symptomer :)

I onsdags var jeg en tur oppe hos min psykiater, og hvor hende fra distrikt psykiatrien også kom. Vi skulle have lavet en ny behandlingsplan i maj mdr, da jeg havde født, men den blev udskudt til i onsdags, når de begge havde haft sommerferie... deres udmelding var klar: "hvad har du brug for?". Mit eneste var var - jeg ved det ikke, faktisk tror jeg ikke jeg har brug for jer pt.
Psykiateren siger så, at eftersom jeg gennem det sidste år faktisk kun har fået det bedre og bedre, så synes hun vi skal sige at vi ses hver 2. mdr, og jeg så ser hende sygeplejersken hver 4.-6. uge. Aftalte så ca 1 gang hver mdr. Mere fordi det så er lettere at holde styr på. Derudover lød dommen fra min psykiater at jeg nu har det så godt at jeg ikke længere skal forvente at være i psykiatrien nogle år - men måske kun 6 mdr. Pt har jeg en diagnose - min borderline diagnose, og min spiseforstyrrelses diagnose ... men jeg har BORDERLINE UDEN SYMPTOMER!!! Ingen symptomer til mig overhovedet. Det er altså virkelig vildt. Det er noget jeg aldrig sådan rigtig har turde drømme om. Aldrig har håbet nok på. Og pludselig sidder jeg her, og det er min virkelighed. En virkelig mulighed lige rundt om hjørnet for at blive afsluttet. Det er bare så vildt. Ja det har virkelig kostet en masse terapi, og jeg er min tidligere terapeut så evig taknemlig for at hun bare altid var der. Både på mail, telefon og vores to ugenlige samtaler. Jeg ved godt jeg ikke har været let at have i terapi til tider. Men alligevel har jeg fået så ufatteligt meget igen. Havde også besøg af hende i denne uge... Hun skulle se ham den lille. Og hvor var det bare super dejligt at se hende igen. Hun har været savnet. Hun tilbød også at hvis jeg fik brug for det, var jeg velkommen i hendes private klinik. Og får jeg brug for det den dag jeg er afsluttet i psykiatrien, kan det godt være det er hende jeg gør brug af i stedet for at skulle igennem det behandlings system igen. Og så ved jeg jo, at det samarbejde vi havde sammen har virket :)

Så pt er jeg faktisk så rask som man nu kan være uden lige at have fået fjernet en diagnose. Det er fantastisk. Det er super rart at være glad. Selvom ingen mennesker er glade 24/7 365 dage om året. Men være glad for at være i live. Slippe af de daglige selvmordstanker, som slet ikke findes i mit hoved længere. Bare kunne sidde her og nyde i fuldedrag at jeg er i live. Være glad for dagen idag. Glad for mine selvmordsforsøg ikke lykkedes. Have en ro i mit hovede som tidligere var et stort kaos af tanker, og kroppen fuld af følelser jeg ikke kunne rumme.

Så nu hvor jeg ikke længere skal kæmpe med alt det, bliver jeg nød til for alvor at komme ind i kampen om de sidste 20 kg der skal tabes. Det skal kunne lade sig gøre.

Vi tager nok et par dage i sommerhuset inden længe, og hvor bliver det  bare fantastisk at få et par afslappende dage som familie. Uden stress, arbejde, og ting man hele tiden skal.

Jeg ved der er en del der læser med herinde, og se... det er ikke engang 1 mdr siden jeg har skrevet sidst :D

RIGTIG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE :)

Send mere tid... på forhånd tak :D

Puha, hvor tiden dog flyver afsted. Nu er der endnu engang gået en måned inden jeg har fået tid/taget mig sammen til at få skrevet lidt.

Theodor fylder 3 mdr. i morgen. Hvor blev min lille baby af. Ofte ligger han her i stuen og skælder den elefant uro ud jeg har lavet til ham, sammen med min mor i graviditeten. Vi synger sange, og bare hygger. Og hans skønne smil kan få mit hjerte til at smelte hele tiden. Åh, det er fantastisk at se den lille dreng, bare nyde den kontakt vi har... At føle han holder af en, og bare vide at ingen er bedre end mor og far :)

Lige nu ligger han her ved siden af mig og sover. Han faldt i søvn i mine arme, men inden længe skal han have mad igen, og så er det ellers i seng med ham :) De sidste to nætter har han sovet fra ca nu, fået mad kl.23, og først vågnet igen omkring halv seks- halv syv...Så det har virkelig været rart. Så lad os håbe det fortsætter.

Theodor vejer snart 6 kg og er over 61 cm lang. Det er vildt som tiden er fløjet afsted.

Jeg har endnu ikke haft kontakt med psykiatrien. Min psykiater har også haft ferie, (3uger) og hun møder igen her på mandag. På onsdag skal jeg så have lavet ny behandlingsplan. Overvejer meget at tage min kæreste med. Føler mig faktisk sådan lidt ved siden af mig selv, i forhold til at skulle se både min primære behandler og psykiater, da jeg de sidste 11 uger  kun har set dem 1 gang hver. Derudover må jeg nok indrømme at min primære behandler som jeg fik i januar og jeg bare ikke lige svinger vildt godt sammen. Og det nok også er derfor jeg kæmper lidt ekstra for at undgå at "få brug" for deres hjælp. Kan dog godt savne min psykiater... Men savner virkelig min gamle terapeut. PUHA... Savner de samtaler vi havde om alle de ting der rørte sig i mit liv. Hun ville have været på besøg i sidste uge, men Theodor havde lige fået sin 3 mdr vaccine og havde høj feber, så mit overskud var ikke lige til besøg. Men hun skulle gerne komme her engang i den kommende uge. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se hende igen. Har ikke set hende siden før jul. På en måde er det underligt at have kontakt med flere af de terapeuter som jeg har haft gennem tiden. Men på den anden side er det utrolig rart ikke at føle de svigt som jeg synes der har været så ufattelig mange af gennem tiden.
Den 18. Juli, var det 3 år siden min morfar døde af kræft. Og den 22. september er det 1 år siden min mormor døde. HOLD NU OP hvor jeg stadig savner dem, og stadig ikke helt kan forstå jeg aldrig skal se dem igen, eller høre deres stemmer. Bliver også ret trist af at tænke på det nu. Føler noget af mig og mit liv mangler. Og jeg ville virkelig ønske at de var en del af mig liv pt. Jeg føler mig ret meget alene. Min far viser ingen interesse i mig, eller min lille familie. Han har set theodor få gange. Og selvom det nu er over 1 mdr siden at alle invitationerne til barnedåben blev sendt afsted. Ja så har min far stadig ikke meldt tilbage om han kommer :s faktisk er der mange fra min familie der mangler at melde tilbage, og det gør mig ret ked af det. Jeg ved godt at ikke alle har været glade på mine vegne over at jeg skulle være mor. Og over at det er gået "så stærkt". Men det har været det helt rigtige for mig.

Den 18. var det også 1 år siden jeg sidst blev udskrevet. 1 ÅR!! det er ikke første gang, men hvor er det dog fantastisk. Min sidste indlæggelse var forebyggende, og jeg havde faktisk ikke brug for at være der. Men det var rart at få noget mere konstruktivt ud af min indlæggelse på lukket, nu hvor jeg ikke var helt ude at skide... jeg håber inderligt ik at jeg har brug for flere indlæggelser. Men jeg har også lært at jeg ikke skal sige aldrig flere indlæggelser. For jeg ved at bliver det nødvendigt, er det nødvendigt, og så vil jeg ikke føle det kæmpe nederlag. Dog tænker jeg tit over at besøge psykiatrisk modtagelse, og sige "tak for hjælpen", og give dem noget chokolade eller sådan. De sidste to år, er det KUN gået fremad. Der har været tilbage fald. Men hold da op det har været en rejse uden lige. En rejse der har indeholdt et selvmordsforsøg. Men også har vist mig at selvmord ikke er nogen løsning. Og at man sagtens kan få et godt liv og være glad for det.
Jeg er glad for de valg jeg har gjort siden 1. januar 2012. Jeg er glad for at jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg er glad for at jeg altid kan være mig. At er jeg ked af det, trøster han mig. At vi aldrig går i seng og er sure/vrede/irriterede på hinanden. At jeg ved vi altid er der for hinanden lige  meget hvad. Og at vi sammen har en skøn lille dreng der kun kan berige tilværelsen endnu mere :)

Mon psyk vil føle det underligt at komme derop og sige "tak"? Da jeg var gravid i 2011 sagde de at de ville se mit barn når jeg havde født osv. Men det har de jo ikke gjort denne gang. Dog ved jeg at de ved jeg har fået barn. Eftersom min psykiater er den ledende overlæge og de ofte spørg hvordan det går. Men jeg overvejer at tage op og sige hej. Måske når jeg liiiiiiige har tabt de 20 kg der skal tabes, så jeg igen ligner et sund menneske... Jeg hader den overvægt. Men jeg er også pisse bange for at en "kur" vil tage overhånd igen, og jeg slet ikke vil kunne styre det.

I det store hele har jeg det godt. Føler mig ret ensom pt. Men det er svært at få skrevet en sms i ny og næ til de veninder jeg holder så meget af. Svært at få tid til lige at være på facebook og føre en samtale i mere end 5 minutter. Der er altid et eller andet der skal laves. Lige nu burde jeg også have ordnet vores badeværelse og lige kogt et par falsker. Men jeg ved der er en der har savnet et indlæg.

Har lidt spørgsmål - måske i læsere kan svare?

Hvorfor bliver jeg fravalgt som veninde?
Mon man nogensinde kommer til at føle jeg 100 procent som alle andre når man nu har brugt så mange år af sit liv på noget psykisk?
Vil raske, og folk der altid har været raske, altid se det som et tabu at kende en som har været eller er syg?
Og hvorfor er det stadig et tabu? Er "vi" ikke bare almindelige mennesker? som måske bare tænker anderledes? eller måske er det slet ikke anderledes, måske tør de bare ikke sige det højt?

Ellers kigger vi stadig på hus. Og jeg håber virkelig vi snart finder det helt rigtige. Pladsen er ved at være lidt trang. Men i det store hele har jeg det godt. Og mens den sætning blev skrevet, ja så smiler jeg. Tænk at jeg bare får få år siden troede at jeg ALDRIG ville kunne smile, og mene det. Nå nu vil jeg få kogt de flasker, og se om min skønne dreng ikke er ved at vågne så han kan få lidt mad :)

Så det var lidt nyt herfra :)

Tiden flyver afsted :) Blev overskidt i morges ;)

Så er det ved at være 1 mdr siden jeg sidst har snakket med en behandler. Og ærligt synes jeg det er fantastisk. Orker dem ikke rigtig pt. Eller min psykiater er nu fin nok, men hende sygeplejersken og jeg har ikke lige helt de samme holdninger, og meninger.

Min gamle terapeut fra psykiatrisk klinik, kommer og besøger mig en dag, og hold da op hvor jeg glæder mig til at se hende igen... :) Hun har virkelig været en kæmpe hjælp for mig.

Igår havde jeg været total medicin fri i 8 uger.. SÅ FANTASTISK :) Og må indrømme det var en stor dag. Var til læge og fik lavet gynækologisk undersøgelse, som man jo skal 8 uger efter en fødsel. Og jeg kom igennem det :) Og så passede det lige med at jeg også havde været medicin fri i 8 uger... Så jeg var virkelig stolt af mig selv igår.

Lige nu lille min lille skønne Theodor på gulvet, under sit legetæppe, og bare smiler, griner og snakker med de sjove rumvæsner :) Det er bare lykken når man har en glad lille dreng.

Trolden har haft store problemer med sin mave, pga gylp osv. Vi skiftede derfor til noget speciel erstatning, og det har bare givet ham ondt i maven, og svært ved at komme af med sin afføring. Men med en masse afføringsmiddel, kom han i morges af med en ordenlig gang lort... Og der var virkelig tryk på. Udover alt. Selv jeg var smurt ind i lort fra top til tå, og endte med at gå i bad i mit nattøj, da jeg ellers ville have fået lort i mit hår også... Griner... Men selvom det lyder vildt ulækkert, ja så er man bare glad for at ens dreng bliver glad og tilfreds bagefter :)

Det er dejlig varmt idag, og hold da op hvor jeg så savner at bo i hus. Men håber inderligt at et huskøb snart venter rundt om hjørnet. Det kunne efterhånden være rart at indrette et børneværelse, og ikke mindst have noget mere plads.

Trolderik bliver 2 måneder på fredag. Tiden flyver virkelig afsted. Min lille dreng er ikke så lille mere. Vidunderet skal snart op i størrelse 62 i tøj... DET er altså vildt... :) Men forhåbenligt bliver han ikke ved med at vokse med lynets hast... For så bliver han da godt nok en kæmpe når han er teenager :)

Lige nu glæder jeg mig til min fantastiske kæreste kommer hjem. Skal have lavet lidt idag, gjort lidt rent og ryddet op. Men det er svært når man har en lille baby der også kræver en det meste af tiden. Men hvor ville jeg for alt i verden ikke undvære ham. Hans smil får mit hjerte til at smelte :)

Mange tror at min kæreste og jeg skal gifte nu vi også skal holde barnedåb. Det skal vi ikke. Men forhåbenligt kommer der et frieri en dag. Dog er jeg af den holdning at frier man, så skal man også giftes inden for 1 år. Så nu må vi se hvad der sker :)

Men ellers har jeg det ok. Kan godt mærke at jeg synes det til tider kan være lidt hårdt at se folk som stadig kæmper med selvmordstanker osv. Jeg kan jo se de kæmper, og jeg ved jo bestemt hvordan det er at sidde i det. Men hvor er jeg glad for at jeg ikke opgav helt. Glad for jeg  overlevede hvert et selvmordsforsøg. TRODS jeg ikke kunne se udvejen dengang. Alt var mørkt og sort. Der var intet lys i mit eget indelukkede univers. Men nu ... I skrivende stund kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde selvmordstanker. Kan ikke huske hvornår jeg sidst havde et borderline flip. Det er bare næsten uvirkeligt at jeg sidder her idag, med en kæreste der bare er den bedste, og en skøn dreng. For bare et par år siden turde jeg nærmest ikke engang tro på at dagen i morgen var til at overleve.... føler mig heldig :) Og ikke mindst stolt af mig selv, over at jeg er kommet så langt i processen.

Nå jeg vil lege lidt med min guldklump. Har en lille teori om han hans far har overarbejde idag... Men nu må vi se - min fornemmelse plejer at holde stik...

Tanker herfra...

Og til jer der kæmper en daglig kamp som føles som om den ikke har nogen ende... TRO mig, det har den... Så kæmp... at kæmpe er det bedste der er sket i mit liv, udover at have min dejlige kæreste og vidunderlige dreng :) Jeg tror på det kan lade sig gøre - hvis du også tror på det :)

21. April 2013 kl.10.02 fødte jeg en skøn dreng :)

Puha det hele står stadig ret uklart og ubehageligt i min krop. Det var noget af en oplevelse, som på mange måder ikke gik som planlagt. Men idag sidder jeg med en lille skøn dreng på 6 uger... Som jo snart ikke er så lille mere.

Sidst jeg skrev et indlæg, skrev jeg at der var under 1 mdr til termin. Jeg havde termin den 9. maj 2013. Da jeg skrev havde jeg smerter i underlivet der kom og gik, og havde det faktisk ikke særlig rart med at være gravid længere.

Torsdag den 18. april går min skønne kæreste på ferie fra sit arbejde, han havde en del rest ferie der skulle bruges som passede os fint :) Det ville være super rart med en masse kæreste tid bare os to inden det nu gik løs :) Samme dag skulle jeg både til jordemoder og til psykiater.

2. sidste jordemoder besøg forløb sådan: Mit blodtryk var stadig lavt. Mit barn lå meget langt ned i mit bækken, og stod rigtig godt fast. Hun ville skyde ham til at veje 3200 gram. Jeg fortalte at jeg ikke længere syntes det var rart at være gravid og at jeg havde meget ondt. Smerter der kom og gik, så lå en del i sengen. Hun forklarede mig at jeg kunne have blærebetændelse og at jeg derfor om fredagen skulle få egen læge til at tjekke dette. Og hvis det IKKE var blærebetændelse var det nok begyndende veer... WHAT?!... Min kæreste og jeg snakkede en del om at der måske ikke gik længe inden vi blev forældre, og alligevel vidste vi jo godt at jeg skulle have planlagt kejsersnit den 30. april - pga det seksuelle misbrug jeg har været udsat for gennem halvandet år.

Hos min psykiater går det som altid fint. Vi sidder og snakker en del om det kejsersnit jeg skal have den 30. april, og om at Der nu er 3 uger til at jeg ville have termin - altså den 9. maj. Denne samtale ved vi også derfor bliver den sidste i en lidt længere periode, eftersom vi besluttede at jeg i starten efter fødslen ikke vil komme og have samtaler med hende.

Oppe hos lægen om fredagen viser min urinprøve INTET:.. den er helt blank... Øhh Jamen så måtte jeg jo hjem og fortælle min skønne kæreste at jeg nok havde begyndende veer. Vi beslutter derfor at begynde at pakke lidt, både til vores kommende søn, til os. Og ikke minst bilen. Lister bliver skrevet færdigt så vi husker hvad der skal huskes. :)

Om lørdagen vælger vi så at gøre rent over ALT... den sidste hovedrengøring HVIS NU, fødslen sådan rigtig skulle gå igang. Derudover skal vi en tur hjem til min faster og imprægnere barnevogn... Min farmor og farfar kom også der om eftermiddagen og fik en tår kaffe, og inden vi kørte nåede min farmor lige og joke med om jeg var ved at føde. Om aftenen vælger vi at hygge sammen. Taskerne til hospitalet bliver pakket, autostolen sat i bilen, og babys taske... Vores er også blevet pakket, der mangler kun lidt tøj osv. Det hele er super hyggeligt, og vi går en tur i soveværelset og "hygger" videre ved 21 tiden ;) Senere lægger vi os til at sove :)

kl.03.43 vågner jeg ved at jeg skal tisse som ALTID hver eneste nat gennem hele graviditeten... Og kan mærke at jeg VIRKELIG skal tisse, som i tisse meget. Jeg skynder mig ud af sengen, og mærker at jeg IKKE længere kan holde mig. Tager en hånd ned for at tage det værste hvis jeg skulle ske at jeg ikke kunne holde mig. Når ud  på toilettet og så tisser det bare ud af mig. Får så kigget i mine trusser og på min hånd, som er FYLDT med BLOD :( Kigger i toilettet og ser bare blodet der løber ud af mig.. Får kaldt på min kæreste som straks spørg "hvor bløder du?"... Og så kommer han ellers ud til mig. Jeg bliver siddende da det stadig løber, og jeg tørrer og tørrer mig. Da det hele er stilnet af, og jeg har fået et natbind på, vælger vi at ringe til fødegangen. Den vagthavende jordemoder spørg om jeg har veer, hvad jeg siger jeg ikke har, har bare ondt som jeg har haft længe (hvad jeg også havde da jeg ringede til dem om fredagen da jeg mistænkte begyndende veer)... Forklarer hende om min blødning, og så går det ellers stærkt. "Ligger du ned? " - Nej - "så læg dig nu". Derefter skulle jeg oplyse navn adresse og telefon nummer, og så kom der ellers en ambulance kørsel 1. Og jeg skulle bliver liggende... Nå men sådan måtte det være. Nu blev jeg lidt nervøs... I mellemtiden når kæresten og jeg lige at snakke lidt, får pakket lidt ting hurtigt af det der manglede, og får snakket om hvordan vi gør det. For ingen af os ønsker at ende ude på hverken det ene eller andet hospital og så ikke kunne komme hjem igen.

Ambulancen kommer og jeg bliver kørt ned fra anden sal på sådan en rullemarie ting. Kæresten går ned af bagtrappen og kører ud til hospitalet stille og roligt som vi har aftalt. På fødegangen kommer han så til at vente et stykke tid. For jeg er der ikke - TRODS det var en ambulancekørsel med blå blink. Jordemoder på fødegangen og kæresten begynder at undre sig lidt, og jordemoderen ender med at ringe til falck for at spørge hvor jeg er henne. I det samme kommer jeg ind ad døren. Bliver vist ind på en fødestue hvor de hurtigt undersøger mig. Jordemoderen spørg om en masse. Blandet andet hvorfor jeg ikke skal føde på deres sygehus, hvorfor jeg skulle have planlagt kejsersnit osv. Derefter bliver jeg undersøgt indvendigt. Hvad hun hurtigt må opgive. Hun kan ikke komme til for barnets hoved? FUCK... shit er det virkelig nu? Hun spørg hvad vi gør hvis jeg er 9 cm åben, og jeg siger at så skal jeg have kejsersnit alligevel. Efterfølgende har hun fortalt at hun ikke var sikker på vi nåede det kejsersnit. Jeg får kørt CTG, og den viser jeg har reglmæssige veer... endnu et chok? Har jeg veer? Er jeg i fødsel? Men jeg har jo ikke mere ondt end jeg har haft siden onsdag? De undersøger nu om det kan være vande t der er gået sammen med en tegnblødning. Får derfor en "vatpind" op i mig, som skal ligge der 1 minut. I mens fortæller jordemoderen mig at testen kan både være flask negativ og falsk positiv, eftersom der er så meget blod :(  Nå men en læge kommer og får  lavet en MEGET ubehagelig og smertefuld gynækologisk undersøgelse. Og konstaterer at jeg er lidt åben, og ingen livmoderhals har tilbage. Bliver derefter scannet. De havde haft en mistanke om moderkageløsning, derfor det hele var gået så stærkt. Lægen vil så ringe til næstved sygehus,  hvor det var planen jeg skulle føde for at høre hvordan og hvorledes. Han kommer tilbage og fortæller der bliver bestilt en ambulance til næstved. Kæresten og jeg havde ellers lige snakket med jordemoderen om at vi sagtens kunne køre derop selv, nu hvor vi vidste det ikke var noget alvorligt . Men nej... Lægen ville ikke have det, og krævede også at der kørte en jordemoder med mig... HMMM ok!!! Kæresten og jeg aner endnu ikke hvad planen er - eller hvad der kommer til at ske. - bliver vi forældre om lidt? om nogle dage eller hvad pokker skal der ske. Kæresten kører stille og roligt mod næstved sygehus og vi ankommer på stort set samme tidspunkt.
Vi bliver vist ind på svangre afd. Hvor jeg igen får kørt CTG, som stadig viser reglmæssige veer hvert 5. minut. Personalet begynder at komme gående ind og ud og vi ved stadig ikke helt hvad der skal ske. Omkring kl. halv ni søndag morgen den 21. april kommer der en sygeplejerske ind og siger at lægen kommer om lidt,. Lægen kommer og snakker, og så går det ellers stærkt. jeg skal have akut kejsersnit OM LIDT?? PUha.. det var jeg slet ikke mentalt indstillet på. Jeg spørg om jeg ikke skal i bad - det når jeg ikke får jeg besked på. Og jeg KRÆVER så at jeg altså skal på toilettet og lave stort inden, da jeg på ingen måde ønsker at presse når jeg først har fået kejsersnit. Dette får jeg lov til - og kan afsløre at med de veer der kom oftere og oftere og gjorde mere og mere ondt, ja så kunne jeg også sagtens have nået et bad :p
lidt i 9 får jeg lagt et kateter, hvad var ret ubehageligt, og følte hele tiden jeg skulle tisse ... og lidt over ni siger jordemoderen så at de vil ringe efter en portør til at køre mig til operationsstuen. Men hun fortæller at der godt kan gå noget tid. Men to minutter efter står der en portør. Kæresten har ikke nået at få tøj til operationsgangen, vi har ikke fundet kameraet eller noget. Så gik det endnu hurtigere. På vejen ud af døren får han en malerdragt i hånden, hårnet, og han når lige at få kameraet med. I elevatoren begynder jeg at græde. KL.03.43 går vandet - og her ikke engang 6 timer senere er jeg på vej til at få min lille søn i mine arme. Jeg kan slet slet ikke følge med.
På operationsgangen begynder de straks at lægge bedøvelsen, første gang lykkedes det ikke - men det gjorde det anden gang. En virkelig rar følelse for første gang LÆNGE ikke at have ondt i sit bækken, underliv eller noget ;) Men også meget mærkeligt hvor hurtigt man ikke kan mærke sine ben og det hele bare sover. Oppe ved mit hoved opdager en narkose sygeplejerske så at mit drop ikke løber som det skal, og så skal de lægge et nyt hurtigt, hvad ikke går så godt, så ender igen med en venflon i albue ledet, som de også havde måtte gøre i ambulancen.
De begynder nu operationen, og alt går stille og roligt. Stemingen er stille og rolig, og vi snakker om om de nogensinde har haft nogen der ville have moderkagen med hjem og spise ;) dette havde de dog ikke oplevet endnu :)
Omkring kl.10.00 hører kæresten og jeg en underlig lyd, og jeg har straks en fornemmelse af det sikkert var ved at være nu... Kort efter kommer lyden igen. Og jeg når lige at sige til ham at nu tror jeg det er nu :) og så skriger vores søn ellers bare på fuld knald... Kl.10.02 er han født. :)
så begynder man at græde allerede inden vi har nået at se ham... KUN fordi man ved at nu er man blivet forældre og at han græder. Vi havde fået at vide at en del børn ikke græder når de er født ved kejsersnit. Da vi ser ham er han meget lilla og blå, og fik faktisk lidt et chok, og sagde han lignede en alien ;) kom efter kommer han over og sidder hos sin far :) 10 minutter efter fødslen begynder han at knirke, og jordemoderen tager ham igen. Han får ilt osv. Og der bliver hurtigt tilkaldt en børnelæge. De beslutter at tage ham med på neonatal og  give ham c-pap. vi får at vide at han snart kommer ned til os, eller vi op til ham.

Kort fortalt bliver forløber herefter et helvede uden lige, og tror jeg vil lave et andet indlæg om det. Men kan afsløre at det er gået godt i sidste ende.

Skriver mere en anden dag når der er overskud og mulighed for det. Nu vågner lille Theodor snart og skal have mere mad... VI er alle forkølet pt, hvad virkelig skærer i mit hjerte at se min lille dreng have ondt ... øv... Men det var lidt nyt herfra... Er nu mor på 7. uge ;)

hov... Kan lige fortælle at han var 50 cm lang, og vejede 3148 gram. TRODS han er født små 3 uger for tidligt...

Termin om UNDER 1 måned - Taknemlig

Puha, hvor er jeg dårlig til at få skrevet herinde. Tiden flyver afsted, og på samme tid går den så ufattelig langsomt. Dette bliver dermed mit første indlæg i år.

Som sagt går jeg lige nu og er høj gravid. Næsten ordet høj gravid kan tage ordet fra mig, trods jeg sidder helt stille. Min fysiske tilstand er virkelig ude på dybt dybt vand. Så ærlig glæder jeg mig meget til fødslen er overstået. Og ikke mindst til at jeg kan få mit knæ genoptrænet. Glæder mig til gåture med barnevognen. Glæder mig til solens stråler. Den "motion" en lille gåtur kan give. I øjeblikket har jeg så mange ufattelige smerter i mit bækken. Bækkenløsning - av for satan. Ja, en graviditet er ikke en sygdom - det er jeg helt med på - men for pokker hvor er der bare mange gener som kan gøre RIGTIG RIGTIG ONDT :'( Har i disse dage mange smerter, både i mit bækken som jeg lige har skrevet, men også mit underliv, og resten af kroppen. Der er hele tiden et eller andet. Og en ny graviditets gene, er en ny bekymring. " Er alt nu som det skal være? Er jeg ved at gå i fødsel? Kan jeg klare det her? Bliver jeg en god mor ? " osv. Tanker, følelser og fysiske forandringer er mange.

Ellers går det egenlig stille og roligt. Sygdomsmæssigt holdes jeg nogenlunde stabil. Men kan godt mærke at trangen til at tabe mig sidder lige under overfalden. Jeg ved jeg skal passe på. Passe på det ikke tager overhånd. Men åh glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at få min krop tilbage, en krop hvor jeg kan være aktiv. Hvor det ikke er en kamp at gå op ad trappen til lejligheden osv. Men glæder mig mindst lige så meget til at få energien tilbage, og den der følelse af - uh det var rart at få bevæget min krop, få svedt, have udrettet noget godt for mig selv - følelse.

Jeg synes det har været hårdt at være gravid - og det bliver hårdere for hver dag der går lige i øjeblikket. Men tæller dagene til det er overstået, og jeg kan sidde med en smuk lille baby trold i mine arme. Det er stadig rigtig uvirkelig at vi snart bliver forældre. Og til tider har jeg stadig svært ved at forstå at det faktisk kan ske når som helst. Idag har vi hentet lidt af de sidste ting, og tror efterhånden der er ved at være styr på det hele. Vuggen står pænt inde i soveværelset, men har endnu ikke redt sengen. Synes det er lidt for tidligt, og ikke mindst - det skal ikke nå at blive små støvet inden min lille guldklump skal ligge der.

Men som sagt sker der ikke det helt vilde i mit liv lige pt. Følger stadig min behandling - startede jo hos en ny sygeplejerske her i januar, og det går ok. Det er bestemt ikke det samme - og slet ikke terapi. Men tja, det går. Savner dog ofte at få talt ud om de ting der har været sket i mit liv det seneste års tid. Og savner virkelig min gamle behandler. Men heldigvis har jeg en sød kæreste der er god til lige at trøste mig, og ikke mindst sige at det er helt ok at være ked af det. Jeg savner mine bedsteforældre rigtig meget, og har gjort det gennem hele graviditeten. Har følt at jeg har mistet en del af mig. At en del af hele mit liv pludselig var forsvundet. Jeg nåede ikke at sige tak, undskyld, eller jeg elsker jer. Pludselig var de begge bare taget afsted til noget ukendt. Tænker tit over at jeg gerne lige ville høre deres stemmer igen. Har stadig ikke slettet min mormors sms'er på min telefon, selvom jeg har taget billeder af sms'erne, så de ikke forsvinder. Men hvor er det svært. Et eller andet sted ønsker jeg dem jo bare tilbage. Tilbage til mig og mit liv. Min mormor nåede at få at vide jeg var gravid. Og jeg har fået et par hjemmestrikkede sokker fra huset, da man så småt begyndte at rydde ud i tøj osv. Sokkerne har jeg tænkt mig at tage med på sygehuset. Har ikke haft dem på én eneste gang. De sokker skal gøre at jeg føler hun er hos mig, på et mere åndeligt plan. Fik også min isbjørne bamse, som jeg har haft hos dem siden jeg har helt lille. Uh bare duften fik tårerne til at trille... Og kan lige så tydeligt mærke det hele presser sig på igen nu. Men det er okay at være ked af det. De betød meget for mig de to mennesker. Virkelig meget. Skal snart på kirkegården igen med blomster... åh de er savnet - verdens bedste bedsteforældre.

Tilbage til min behandling. Orker den ikke rigtig pt. Men har før haft perioder hvor jeg lige har brug for ro og fred. Overvejer også at sende både min psykiater og hende sygeplejersken en mail hvor jeg forklarer hvordan og hvorledes. Lige nu føler jeg bare lidt at jeg har brug for ro. Brug for at få sovet, når jeg endelig kan. Brug for at få slappet af inden at det hele går løs. Men bestemt også at få gjort nogle af de ting som ikke er så lige til med et lille spædbarn. Og vores barn vil komme i første række - altid.
Tror dog det ender med at jeg "bare" melder mig syg i morgen. Næste aftale er først om 1 uge nemlig, så det er lige til at overskue.

Ellers mødte jeg en veninde gennem mange år for halvanden uge siden - Mette - Åh skønne Mette. Hun er en veninde som holder ved. Vi har begge haft det svært, i perioder har den ene haft det værre end den anden også. Derudover bor hun i den anden ende af landet. Og faktisk var det i år 5 år siden vi havde set hinanden sidst. Sidst var til et foredrag jeg var med ude på, så der fik vi ikke rigtig talt. Fik også mødt hendes søde kæreste, og Mette fik mødt min. Sjovt som man kan føle sig tæt på hinanden når man endelig er sammen, selvom det er så mange år siden.

Nåh nu tror jeg at jeg vil til at slutte... Med et sidste afsnit om hvor glad jeg er for at være i live idag. Det er ingen hemmelighed at jeg har forsøgt selvmord et utal af gange. I øjeblikket er der en tendens til at unge mennesker begår selvmord, og hver gang jeg hører om en ny person det er lykkes for, sidder jeg med en følelse af..." ÅH hvorfor kunne du ikke holde ud lidt længere". Jeg ved godt det ikke er let når man selv sidder i mørket, har jeg jo prøvet så mange gange. Man ønsker sig væk. I freden, roen, mørket, uden forventninger, følelser og krav. Det er nu 1 år siden jeg var indlagt sådan RIGITGT... var jo i sommers, men det var en planlagt indlæggelse - som var mere forebyggende end at det var jeg havde brug for at være på en lukket afdeling. Så lige nu er det mere end 1 år siden min sidste rigtige akutte indlæggelse, pga selvmordstanker, selvskadende adfærd/tanker, opgivenhed, håbløshed, og bare sidde med den der tømme mørke sorte følelse. Tror det har hjulpet mig rigtig meget at have fundet en sød skøn fyr, som virkelig er der for mig. At jeg ved jeg altid kan sige til ham, hvis jeg synes det hele lige er noget lort osv. Og også at han ikke straks tror at nu er det tid til endnu en tur på en lukket afd. Han virker ikke til at være så bange for at få "beskidte hænder", hvad angår følelser, snak, og alt det psykiske. Det er virkelig rart at vide at jeg er elsket - det følelser jeg i hvert fald. Især på de der dage hvor jeg bare synes verden er imod mig, hvor alt er uoverskueligt, og hvor det eneste jeg lige kan overskue er at ligge under min dyne en ekstra time eller to. Men det bedste er det er når han ligger ved siden af mig, holder om mig, og siger det er helt ok. At han formår at trøste mig, også selvom jeg er helt til hundene nogle gange. Åh - jeg er taknemlig for at være i live. For at det ikke lykkedes mig. Her sidder jeg bare 1 års tid efter mit sidste forsøg. Har en skøn kæreste der er der for mig, er gravid og venter vores barn. Og ikke mindst er jeg i en meget lang og stabil periode af  mit sygdomsforløb. Alle mennesker har dårlige dage, og jeg kæmper da også stadig med mine sorte huller... Men et hul er ikke længere uger eller dage. Og der kan gå lang tid i mellem dem. For det meste er jeg jo bare helt helt normal... lige som alle andre... i hvert fald så længe jeg ikke bliver presset af kommunen og sådan.
MEN JEG ER TAKNEMLIG... :D

Smil fra Christina