onsdag den 15. juli 2015

Afslutning i psykiatrien en gang for alle ?!

Det var en noget underlig, mærkelig, uvirkelig men ikke mindst stor dag igår.

Igår var jeg til samtale hos min højt elskede psykiater, som på mange måder virkelig har været med til at rykke mig. Det har været over 4 år, hvor hun har presset mig, skubbet mig, rost mig osv.

For 2 1/2 år siden var det min skønne terapeut i psykiatrien der meddelte at hun havde søgt orlov og fået ny stilling. Det gjorde mig ufattelig ked af det, og følte endnu engang et enormt stort svigt. Følte at hver eneste gang jeg lige havde fået en god relation, så fik de nyt job, stoppede, blev syge osv.

Min psykiater meddeler igår at der er noget alvorligt vi skal tale om. Og jeg ved straks hvad klokken har slået... Hun havde fået nyt job pr 1. september. Mine første egoistiske tanker er selvfølgelig " åh nej ikke igen. Hvad nu med mig?! Stopper det her aldrig. Jeg magter ikke flere mennesker indover mit liv, behandling osv..." Svaret fra min psykiater på nogle af mine spørgsmål er " Jamen Christina, du har slet ikke brug for psykiatrien mere. Det har du ikke haft i flere år snart." Det er rigtigt. Jeg har ikke brug for psykiatrien som den nok egenlig er beregnet. Jeg er medicin fri. Ser kun min skønne psykiater 1 gang pr mdr. cirka, ud fra hvordan det hele lige passer sammen.

Vi kommer så midt i en anden samtale til at snakke om mad, og vi har begge glemt at jeg jo går ved en diætist igennem psykiatrien. SUK!, så kan jeg jo ikke bare blive afsluttet, og snakken går på " hvad så nu". Ja så var muligheden at blive tilknyttet nye behandlere osv. FOR AT KUNNE GÅ TIL DIÆTIST. Efter jeg fik snakket det igennem med en veninde og ikke mindst min kæreste, så blev vi enige om at vi hellere selv betaler selv samme diætist privat. Dels for en gang for alle at kunne sætte et punktum og sige " det var det, ikke mere psykiatri, ikke mere indlæggelse, ikke mere af noget som helst". En stor dag. En dag jeg for bare 4 år siden ALDRIG i min vildeste fantasi havde håbet på ville komme. I aftes sendte jeg derfor en mail til både diætist, og psykiater og fortalte om min beslutning. Det tiltaler mig mest at blive afsluttet efter et super godt forløb hos jordens bedste psykiater. Jeg har det jo fint. Det har jeg jo. Men alligevel er det blevet til en del tårer. Både positive tårer over at - jeg klarede sgu det her... jeg er snart ikke psykiatrisk patient længere. Men også over at alle de læger, sygeplejerske osv der har været inde over mig i mit 11 år lange forløb, pludselig er fortid på en eller anden måde. Det er da lidt vemodigt, at de afdelinger jeg har været på, næsten har været min familie i perioder. Men det er nok meget sundt at det endelige behandlings punktum bliver sat nu.

Et lille tilbageblik fra min blog i April 2011 :

"Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre."



fredag den 23. januar 2015

Et lille pip herfra

Tænk hvor stærkt tiden går?! Det er faktisk ret voldsomt til tider ;) Vi står op, og pludselig er det aften, og igen sengetid.

Det går egenlig ret stille og roligt pt. I morgen er det 1 år siden min farfar døde, og jeg kan godt mærke at minderne omkring lige den dag hober sig lidt op. Min farmor var samme formiddag blevet indlagt på sygehuset med blodprop i hjertet. Min farfar skulle også på et andet sygehus for at have kemo, men var for sløj til at få den. Min farfar når at få beskeden om at min farmor er indlagt, og at det nok er en blodprop..... kort efter kan han ikke vækkes inde i lænestolen hos min faster, ambulance bliver tilkaldt, og pludselig ligger de begge to på samme sygehus og ja... nu er min farfar så bare død, og min farmor kæmper stadig for sit liv.

FØJ det er dårlige minder. Min farmor er her stadig den dag idag. Og jeg må da indrømme at jeg nok ikke helt havde forventet at hun stadig var her et år senere. Men er da utrolig glad for at hun har nået at se sine oldebørn noget mere end min farfar fik gjort. Men er glad for at farfar nåede at se alle 3 oldebørn. :)

Ellers går det egenlig stille og roligt det meste af tiden. Min søn er blevet en ret stor dreng, der er bestemt, og ved hvad han vil og bestemt ikke vil ;) Han startede i vuggestue i stedet for dagpleje, da der var lidt for meget legestue, fridage osv i forhold til hvad vi syntes vi betalte for. Så nu er det blevet vuggestue i stedet. Vi synes alle 3 at der er ret meget larm, og uro i vuggestuen i forhold til dagen, så vi kan godt savne den ro, og kærlighed som der var i netop dagplejen.

Men en lille bitte update herfra.

fredag den 14. november 2014

Mig og sygdom....

Denne blog skulle handle om mit sygdoms forløb. Hvordan jeg går og har det osv. Men det sidste års tid er det ikke fordi overskuddet har været det store til at få skrevet, noget som helst, om hvordan jeg går og har det. I det tidligere indlæg skriver jeg om vores husbyggeri, og i forhold til sygdom kan jeg på ingen måde anbefale andre at kaste sig ud i sådan et projekt. PUHA det har krævet mange tårer og håbløse tanker.

OG dog. Jeg er super glad for at sidde i et hus hvor jeg ENDELIG kan føle mig hjemme. Hvor jeg kan føle jeg passer. Hvor jeg glad kan stå op hver morgen osv.

Jo jeg er stadig syg. Og kan tydeligt mærke min spiseforstyrrelse trækker i mig pt. SULT, så du kan få tabt de kilo. Sult så du kan føle dig ovenpå igen... SULT, motion, vægt, kontrol. osv.... MEN... Jeg ved den dag i dag at sult ikke er vejen frem. Tvært i mod. Sulter jeg fungerer min hjerne ikke. Og når min hjerne ikke fungerer fordi den ikke har fået nogen næring, jamen så siger min borderline HEJ, og dertil kommer selvmordstanker, flip, kaos osv. Så det er bare en stor ond cirkel. Så forsøger at sige til mig selv at det bestemt ikke er vejen frem at tvangsmotionere, sulte, kaste op, og alle de andre ting jeg nu engang har gjort.

Selvskade er heller ikke en del af mit liv længere... Mine ar er dog et  bevis på hvor svært det hele engang var. Mine ar er der, og de forsvinder ikke. Dog tænker jeg ikke længere over mine ar. Cutting er blevet mere kendt end dengang jeg begyndte. Og flere og flere er desværre selvskadende på den måde. Jeg er glad for at jeg tog en beslutningen om at stoppe. Dog synes jeg stadig det er hårdt at blive spurgt om hvad der er sket. Og lyver stadig alt hvad jeg kan for at benægte - men dette er primært overfor børn ;) De skal altså skånes for at vide at verden ikke altid er så rosen rødt :)

Ellers er jeg stadig tilknyttet psykiatrien. Ikke fordi det er noget der hjælper mig som sådan. Men mere fordi at jeg  ikke ønsker at miste min nuværende psykiater, og så evt senere få brug for en ny, og vide jeg så ikke kan få hende igen...

Her om halvanden uges tid starter jeg til diætist igen. Jeg har stadig meget OCD omkring madvarer, jeg ikke tør at spise. Og jeg er ganske enkelt nød til at arbejde med maden så det kan blive bedre. Det SKAL BARE IKKE fylde hele mit liv. Og vigtigst af alt, jeg skal ikke "smitte" mit barn med alle mine dårlige tanker, følelser, had osv jeg har til mad.

Men alt i alt har jeg det meget bedre end jeg havde det for blot 3 år siden. Jeg vågner ikke og tænker jeg skal dø. Jeg har næsten aldrig selvmordstanker. Og selve borderline diagnosen er ikke den der fylder hos mig. Det er mere mad, tvangstanker og sådan. Men hellere det, end at ville dø 24 timer i døgnet... Lidt tanker her fra mig...

Til jer der kæmper - der er en vej ud, det er blot lige at finde den rigtige dør, og turde tro på at det kan lykkes at få det bedre.

Så slutter rejsen snart...





SÅ SKAL HUSET SNART STÅ FÆRIDGT !!!


Det har virkelig været en meget lang og sej kamp, vi som par og familie har været igennem. Theodor var blot lidt over 4 måneder gammel da vi overtog vores hus. Idag er han næsten 19 måneder. Det har været en prøvelse for vores parforhold at have et lille barn, samt et hus der liiiiiiige skulle total renoveres. Oveni har jeg jo kæmpet med mine sygdomme, så det har ikke altid været lige let. I perioder har det stået helt stille, for ellers tror jeg desværre ikke vores parforhold havde holdt. Vi må dog nok sande at det har taget lidt på kærligheden. At der nu er lidt der skal opbygges igen. Men hvis man kan klare en total renovering, samt et lille barn, UDEN AT VÆRE GÅET FRA HINANDEN.... Så kan vi klare ALT :)




Vi flyttede ind i marts måned. Og Siden er der faktisk sket en del. Da vi flyttede ind havde vi ikke ingen indvendige døre. Vi havde ikke gulv på i hele huset. Ingen lister og paneler. Intet soveværelse. Intet bryggers. Skabe osv. Det eneste der nogenlunde var færdigt var faktisk vores badeværelse - trods der heller ikke var nogen dør i. Men hvad et lagen ikke kan rede :) 

Vi glæder os til at huset bliver vurderet i næste uge. Så vi for alvor kan sætte et stort punktum på selve byggeriet. 
Det er en ret vild forvandling huset har været igennem. Der er vidst kun enkelte ydervægge der ikke er rørt. Men puha... Vi har heldigvis fået en del hjælp af venner og familie. Og uden deres hjælp var vi nok ikke nået hertil endnu.



onsdag den 2. april 2014

Fremtiden - Skrive en bog?

Jeg har LÆNGE som i virkelig længe haft et ønske om at få skrevet min historie ned fra start til slut. Få sat et punktum for mange af de oplevelser jeg har haft.

I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.

Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.

I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.

Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om,  så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.


onsdag den 12. februar 2014

Modbydelige verden.

Hold nu op hvor er jeg træt. Træt af at kæmpe, træt af min krop, træt af mad, tanker, huset, lejligheden, uvisheden, økonomien i kontanthjælp osv osv osv.

Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet.  Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem  har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.

Tilbage til mig selv.

Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.

Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.

Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.

søndag den 29. december 2013

Året 2013

Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået. 

Jeg har været gravid.

Fået ny behandler.

Fået en skøn lille dreng. 

Købt hus.

Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.

Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ). 

Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham. 

Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid.