Nytårsaften... Året der gik.

Så blev det atter nytårsaften. Endnu et år er gået. Et år der har bragt både sorg og glæde.

Nytårsaften sidste år, havde jeg "date" med min nuværende kæreste, og det hele udviklede sig.

Først i februar havde jeg 3 voldsome og alvorlige selvmordsforsøg. Jeg var indlagt på en lukket afdeling i godt 2 mdr, med tvang. Det var en hård tid, men den har også gavnet mig. I marts eller april var jeg indlagt igen, efter samtale med min psykiater, om aftenen ville jeg hjem. Lægen kom, han ville tvangstilbageholde mig - Jeg tog mine ting, sprang ud af et vindue, og forsøgte at flygte. Blev indhentet og FØRT tilbage til modtagelsen, og røg derefter på lukket igen. Næste morgen blev jeg udskrevet.

Omkring 1. April flyttede jeg også i min lille "1. værelses lejlighed". Det var første gang jeg sådan boede for mig selv. Men heldigvis havde jeg min dejlige kæreste som kom en del hos mig.

Midt i Maj flyttede vi sammen, i kærestens nye lejlighed, og har har vi boet siden. Jeg opsagde først mit lejemål pr. 1 november, så vi var sikre på vi kunne finde ud af at bo sammen. Det går rigtig godt med at bo sammen. Nyder hvert et øjebliks kærlighed.

I juni blev jeg opereret for mit hypermobile knæ. Operationen gik godt. Og jeg kunne en del da de 7 uger næsten var gået. Dumt som jeg er falder jeg ned af trappen sidst i JULI, og brækker det stykke knogle som blev opereret 7 uger tidligere. Så på den igen... Nu med 12-13 uger i skinne, med krykker osv. Mit ben er stadig ikke i orden. Kan ikke dyrke motion, gå på trapper eller lign.

31. August tester jeg positiv på en graviditetstest. Mange har troet det var en ups'er, men den lille baby er helt planlagt. Og nu glæder vi os til den melder sin ankomst om ca 4 mdr.

22. September døde min elskede mormor. Siden har der været dage hvor jeg græder og savner hende og morfar rigtig meget. Hårdt er det at miste nogle mennsker som har haft en KÆMPE betydning for hvem man er blevet. Huset står stadig som om mormor stadig lever. Bilen er der osv. Men der er ikke lys :( Savner dem  begge forfærdelig meget, og er ked af at deres oldebarn ikke kommer til at lære to så fantastiske mennesker at kende.

Månederne siden mormors død, har båret præg af meget sorg, tristhed, og ikke mindst uvis. 1 starten af december, fortalte min terapeut at hun stoppede. I næsten to uger vidste jeg ikke hvad der kom til at ske. Derudover har der været en del med min graviditet. Har bækkenløsning osv.
Igår 30. december var der en god god mand, der mistede livet til kræft. Vi har gennem måneder vidst det var den vej det gik. Men svært for mig at være så tæt på endnu et dødsfald til kræft. Forløbet mindede en del om min morfars. Men ved man kommer igennem sorgen på et tidspunkt. Mine tanker er hos hele svigerfamilien, og ikke mindst min kæreste.

Nu vil jeg gøre mig færdig. Håber det nye år vil bringe en masse glæde.

I ønskes alle et godt nytår.

Behandling og graviditet.

Puha hvor går tiden stærkt, og der sker rigtig meget lige pt.

Jeg er nu gravid i 20. uge, og efterhånden er halvdelen af min graviditet gået. Tænk at om ca 20 uger sidder vi med vores lille guldklump :D

Min terapeut gennem de sidste to år, stopper her 1. januar. Det er rigtig hårdt at skulle starte i endnu et nyt behandlingsforløb. Men håber også at de ting der er blevet meget bedre gennem det sidste år, gør at jeg kan gøre brug af det tilbud de giver mig.

Jeg ser slet ikke så sort/hvidt mere som jeg gjorde engang. Hvad er super rart. Men kan også godt mærke at så snart jeg bliver presset, er det de gamle vaner jeg tager i brug. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag.

Ellers kæmper jeg med bækkenløsning allerede. Nogle dage har jeg virkelig ondt. Men andre dage mærker jeg ikke så meget til det. Men mon ikke jeg i løbet af de næste mange uger, finder ud af hvad jeg kan og ikke kan. Desværre betyder det, at jeg til tider ikke kan være med i gymnastiksalen... Men nogle gange er en graviditet ikke lige så rosenrødt, som i romantiske film ;)

Kæmper stadig en del med virus og forkølelse... Men hellere det end opkast osv.

Ellers vil jeg prøve at skrive lidt mere. Synes ikke jeg får gjort det så meget som jeg gerne ville.

19+1 er jeg næsten ret sikker på at jeg mærkede liv, inde i maven. Det var et stort øjeblik. Men med alle mine hormoner, ender det ofte i tårer og grin på samme tid... puha ;) Graviditet er hårdt - ikke mindst for den kommende far, der må finde sig i aldrig at vide hvornår en reklame i tv osv, kan få den kommende mor til at tude :) hehe...

Rigtig god jul

Træt gravid kvinde...

Har lige spist lidt pastasalat, efter at have sovet i halvanden time. Min søvn er meget afbrudt pt. Men håber lidt det bliver en vanesag med tiden.

Min kæreste og jeg glæder os til foråret kommer. Til Maj skal vi nemlig være forældre. Nakkefoldskanningen er overstået, og alt så fint ud. Jeg glæder mig, selvom det er hårdt for min krop, og har været det de sidste par måneder.

Selvfølgelig er der mange ting at tænke over nu hvor jeg er gravid. Nok mest i forhold til at jeg jo er syg, og ikke bare kan løbe fra det. Men jeg ønsker på ingen måde at mit barn skal påvirkes af det. Derfor har jeg også selv taget kontakt til kommunen, så det ikke kommer bag på nogle. Men tankerne kører rundt, og det har nok ikke kun noget at gøre med jeg er syg. Tror jeg enhver kommende mor, gør første gang hun er gravid. Jeg er da røv bange for at fejle. Gøre noget forkert osv. Men vi må alle gøres vores erfaringer, og jeg ved jeg har et netværk, jeg altid kan spørge til råds, hvis der bliver det mindste.

Graviditeten kom lidt hurtigere end forventet. Mange går jo måneder inden de bliver gravide, og gjorde jeg også sidst. Så vi startede lidt før end hvad vi nok burde. Jeg blev gravid lige efter at have smidt mine p piller. Og da jeg i slutningen af August testede positivt var glæden da også stor. Hvad den stadig er. Det "sjove" er lidt, at vi i den periode stort set ikke havde sex sammen mere end max 1 gang om ugen ;) Men vi havde også sagt at vi ikke glad at det blev et kapløb med ægløsning osv. Det kom når det kom. Og WUPTI :)

Jeg har allerede fået købt en del, og jeg nyder mine små shoppeture. Men glæder mig til at komme nærmere det nye år, så jeg kan købe nogle flere ting.

Vi overvejer også at findet et andet sted at bo. Godt nok har vi en del plads i lejligheden. Men kunne være rart at have en have som vi også kunne bruge.

I det store hele går det godt. Sygdomsmæssigt har jeg ikke haft nogle problemer længe, og jeg nyder det. Desværre har jeg haft en virus siden midten af september, som stadig ikke helt har opgivet min krop. Men læste at det kan være et tegn i graviditeten, og at det forsvinder igen. Så glæder mig til jeg kan sove mere en 1 time uden jeg skal op og tisse. Og slippe for feber osv.

Men syntes lige der var brug for en lille update herinde :) SMIL FRA OS.

Eks kæresten og hans familie

Må nok indrømme jeg savner dem. Savner dem alle på hver deres måde. Det er virkelig hårdt at smide så mange år ud af ens liv. At miste nogle mennesker der har betydet så uendelig meget for mig.

Mødte min ex svigermor igår. GUD hvor havde jeg savnet hende. Bagte boller her til morgen, og det mindede mig bare om alle de gange hun bagte boller til MIG. Svigerfar og hans bedsteforældre er virkelig også savnet. Tænker meget på hvordan de går og har det. Om hvordan hans oldemor har det? Der kan ske så meget på de måneder der er gået.

I skrivende stund sidder jeg og tuder mens jeg skriver. Ret meget endda.

Min ex og jeg havde rigtig mange gode ting sammen, og jeg savner virkelig det venskab vi havde. Vores aftener med dyne, film, osv. Gustav - vores hund der bare var den største kælepotte, som man ikke kunne andet end at elske. Jeg ved godt vi begge er kommet videre, og at han også er i et forhold igen nu. Og jeg håber virkelig for ham at han har det godt. Det fortjener han. Han fandt sig i rigtig meget mens han var sammen med mig. Hvad jeg er rigtig glad for. Mine sygdomme gør ikke at jeg er let at bo sammen med.

Der er sket meget i mit liv også siden nytår. Mærker hvordan facebook holder mig fast i at jeg er skurken i det her. Jeg burde sikkert rydde op i vennerne, men jeg føler bare ikke jeg kan. Min ex's familie betyder bare noget. De har alle en del i mit liv. En del af min livshistorie. Det er jo ikke bare 6 måneder der er gået og så slog vi op... Det er mange år vi taler om.

Fælles venner er der også en del af på facebook, og det gør det ikke lettere. Min eks har slettet mig som ven på facebook, hvad et eller andet sted er fair nok, da han sikkert også bliver påvirket af at se hvad jeg foretager mig. Men jeg savner ham. Savner at vide han har det godt, at han trives, at han er elsket og alle de ting. Jeg savner mange af de ting vi havde sammen. Ikke mindst drømmen om kærne familien sammen, huset som var vores drømmehus, gustav, haven som jeg brugte mange timer i sidste sommer og sådan. Savner forestillingen om at gå lange ture ved markerne med Gustav og på et tidspunkt en barnevogn. Men sådan blev det ikke. Og det er min egen skyld. Det er min egen skyld at jeg sidder her så mange måneder efter, og savner mange af de ting jeg havde.

Jeg siger ikke at jeg har fortrudt mig valg. Men det er svært at sige farvel til noget og goddag til noget nyt. Jeg elsker stadig min eks og hans familie. Det gør jeg. Og det var så ubeskriveligt rart at møde min eks svigermor igår, få et knus af hende, og høre hendes ord igen. Nogle ord der virkelig altid har bevist over for mig, at hun holdte meget af mig og elskede mig. Ville et eller andet sted ønske, kontakten ikke ville blive brudt. Men har en fornemmelse af der ikke er nogen vej udenom.

Hvis nogle af jer læser med, skal I vide at jeg holder rigtig meget af jer, og savner jer. I er virkelig en herlig familie, selvom I har jeres små konflikter. Men nu hvor jeg ser det udefra, beviser det bare hvor meget i holder af hinanden. Pas rigtig godt på jer selv. I har en helt speciel plads i mit hjerte, og I vil aldrig bliver glemt.

Kærlig Hilsen Christina

Helvedet forfølger mig stadig :(

Det hele kører ikke rigtigt som det skal... Jeg er træt, ked af det og mit humør svinger op og ned. I går var en rigtig dårlig dag. Alt var sort, og jeg græd rigtig meget. Sidst på aftenen tog jeg beroligende og fik lidt mere ro på, men kunne stadig ikke sove, så måtte op og tage noget mere.

Selvmordstankerne kører rundt i knolden på mig pt... " kommune Christina, gør nu en ende på det helvede det er at være syg... Du har kæmpet så længe, og hvor langt er du måske nået. Nu er endnu et år snart gået, og alligevel sidder du her i denne sofa og stadig går i behandling... Og stadig er en fed ko på to ben.... Tag nu bare alle de piller du kan komme til... Vi ved jo begge at det ikke kan blive ved sådan jer. Din kæreste kan ikke holde til det i længden og du vil ikke udsætte ham for alle dine flip... Du ved løsningen er at dø... Og du gider jo heller ikke sidde i sofaen med det brækkede ben meget længere... Kom nu... Du kan godt"

På samme tid ved jeg det er forkert, og at en del af mig ikke ønsker at handle på dem. En del af mig vil have en familie, hus, børn osv. Så kæmper hvad jeg kan for at det ikke kommer derud, og især for at det ikke ender med endnu en indlæggelse på psykiatrisk. Det ville virkelig være et nederlag for mig :(

Jeg er rigtig glad for min kæreste, men meget ked af at udsætte ham for alle de her ting.. Jeg ved han er stræk, men jeg ved også det er meget svært og hårdt at leve sammen med ham, og jeg frygter der kommer en dag med de ord de hedder "skat jeg kan ikke mere nu, vores forhold må stoppe her".
Hvordan jeg skulle komme igennem det aner jeg ikke... Hvordan skulle jeg kunne tilgive mig selv, for at have udsat ham for så mange smerter, og tanker, som han slet ikke burde bryde sin hjerne med.
Det piner mig virkelig at han udsættelse for alt det her... Igår overvejede jeg meget at lade være med, at fortælle hvor skidt jeg virkelig havde det... Men på den anden side vidste jeg at det var et sidespor at komme ud på... I det her forhold er det vigtigt jeg kan være ærlig... Hemmeligheder om hvordan jeg har det er ingen løsning... Det bliver bare et dobbelt spil, som ingen af os er tjent med. Jeg har jo prøvet facadespillet mange mange gange i mit tidligere forhold, og ved nu at det ikke gjorde det lettere ... Tvært imod. Men det er stadig svært at skulle sige til B min kæreste at nu er den faktisk så gal at mine behandlere nok havde indlagt mig...  Heldigvis har jeg det bedre idag... Ihvertfald lige nu... Når min kæreste engang vågner, håber jeg vi kan lave et eller andet sammen. Har brug for at se noget andet end lejligheden... Det er sååååå hårdt at være fanget her når vejret er så smukt udenfor...

Jeg glæder mig meget til om ca 11 uger hvor jeg forhåbenlig for lov at få min skinne af, og jeg kan starte genoptræning...

På onsdag har jeg fødselsdag... Som altid glæder jeg mig ikke... I år mindre end de tidligere. Tænker meget over at jeg lige nu skulle have haft et lille barn hos mig... At jeg ville have boet i hus, og have en familie...men sådan blev det ikke... Jeg fortryder ikke de valg jeg gjorde i januar, for min kæreste B er der altid for mig, og jeg er så glad for den måde vi har det sammen på. Men savner da også nogle af de ting jeg havde i mit gamle forhold. Men sådan vil det nok altid være. To personer er ikke ens.
Det er svært at have fødselsdag og vide at endnu et år er gået. Endnu et år der har stået på behandling, indlæggelser, mislykket graviditet, et forhold der ikke holdte pga mig, selvmordsforsøg der var ved at lykkes, og et nyt forhold. Der har da også været gode ting, det har der da... Men jeg er jo ked af jeg ikke når at opleve de samme ting som mange andre. Jeg har ingen uddannelse, intet arbejde... Intet hvor jeg kan møde nogle mennesker og sige,.. Ja jeg arbejde så som..... Og det gør det da svært. Er træt af at sige jeg er sygemeldt, og skulle forklare hvorfor. Det er bare altid svært midt i august, juleaften og nytårsaften... Øv øv...

På mandag den 13. August er det 9 år siden min træner misbrugte mig for sidste gang... Husker tydeligt den aften.... I skoven... Min telefon ringede og ringede, og han virkede så opsat på at have sex med mig... Det pinede mig. Til sidst fik jeg lov at tage min telefon. Det var min mor der undrede sig over hvorfor jeg ikke var kommet hjem... Jeg sagde til min træner at min mor havde sagt jeg skulle komme hjem nu, og det var NU... Husker jeg nok overdrev lidt over for ham, men så det som min eneste udvej. Kort tid efter flytter jeg fra min mor og hjem til min far. Sende min træner en SMS og misbruget stoppede... Blev sendt til psykolog og få måneder senere var jeg en del af det psykiatrisk system :(

Det må være nok for idag... Tanker fra mig...
Desværre to dage før min fødselsdag

brækket det nyopererede ben

Som overskriften siger brækkede jeg igår mit ben... jeg blev indlagt, og skulle opereres idag. Men lige som sidst er det igen først tirsdag det kan lade sig gøre. Så lige nu er jeg hjemme... ligger mest bare på sofaen, og tænker over hvor længe der går denne gang. øv også... lorte trappe... faldt kun to trin ned, men det var åbenbart nok :(

Glaspigen

I fredags startede jeg på at læse bogen 'Glaspigen' for 17. gang. Men denne gang fik jeg læst den til ende. Det betyder rigtig meget for mig. På mange måder ved jeg, at det betyder jeg har så meget ro, og har følt mig tryg, at det har kunnet lade sig gøre. På den anden side ved jeg at der er mange andre ting der spiller ind.

Jeg er i en mere stabil periode pt. Om det er fordi jeg har fået lidt mere styr på mig selv, kærligheden, terapi osv. Eller hvad det er der gør det, er et godt spørgsmål. Men det er ihvertfald rart at kunne samle mine tanker om en sådan ting. Det er et mål i sig selv, at jeg har fået læst bogen færdig.

Der er mange ting og følelser i glaspigen jeg kender fra mig selv. Nok mest følelserne som hun får sat ord på. Men på samme tid, sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg burde skrive min egen historie ned. Både de gode og dårlige ting.

En veninde fra gamle dage skrev til mig på min facebook idag, at hun gerne ville læse min historie. Det rør mig dybt, at folk jeg ikke har snakket med i mange år, dels pga jeg har været meget syg, viser en interesse. Så tak for det :)

I morgen skal jeg udskrives og hverdagen starter igen. Det bliver dejligt på mange måder, men også lidt skræmmende igen at stå uden et hold livreddere 24 timer i døgnet. Denne indlæggelse har været meget givende for mig. Det har været virkelig rart at kunne fortsætte min terapi. Og regner også med at tage en snak med min psykiater om det på onsdag, som bevilligede mig at jeg måtte følge min terapi under indlæggelsen. Det har været rart at kunne snakke om nogle ting i min terapi, men køre tilbage på afdelingen og vide at knækker jeg helt, er der nogle hele tiden, også om natten. Der har ikke været behov for det, men har fået vendt en masse tanker og snakket følelser med personalet når der har været tid til det.

Dette billede har jeg lavet mens jeg har været indlagt. Det viser på mange måder, hvor givende denne indlæggelse har været.

Fremgang men er indlagt på lukket.

I øjeblikket forsøger jeg at tage ros til mig. Det er rigtig svært, men forsøger. Personalet her på den lukkede afdeling, samt min terapeut, siger jeg gør fremgang, og bare siden februar hvor jeg var på denne afdeling første gang er der sket en del. Det er rart at vide. Men samtidig kan jeg ikke selv helt se/mærke det. 

Den ene dag lå jeg i sengen og tænkte, over en masse ting. Tænkte på hvordan jeg gik og havde det?! Faktisk blev jeg selv lidt overrasket, over det svar jeg kom frem til. Nemlig at jeg havde en følelse af glæde inden i. En følelse jeg ikke har mærket i mange år, måske aldrig. Det var virkelig dejligt. Dejligt at den følelse, gør det er lettere for mig at komme igennem hverdagen. Hvad der lige gør det er nu jeg begynder at mærke glæden ved jeg ikke med 100 procent sikkerhed, men har helt klart en idé om det. Jeg har mødt nogle mennesker som gør en forskel, og som ser MIG, og ikke dømmer mig pga jeg er syg og har et utal af diagnoser efterhånden. 

Men som sagt er jeg indlagt på en lukket afdeling i øjeblikket. Det har været en planlagt indlæggelse. Primært for at forebygge at jeg ville få det SÅ skidt, at jeg endnu engang endte ud i alvorlige selvmordsforsøg. Bliver udskrevet om en lille uge, jeg glæder mig. Glæder mig til at komme hjem, og komme igang med hverdagen igen. Selvom jeg er på lukket er jeg også derhjemme. Har fået lov at køre hjem og være, samt følge min terapi og sådan. Så er faktisk ikke så meget på afdelingen, som man normalt vil være når man er indlagt på en højt skærmet afdeling.

Der var en kvinde jeg talte rigtig godt med her, hun blev desværre overflyttet til åben i aftes, ret spontant.. Kan godt mærke det gør tiden noget længere, at der ikke lige er hende man kan aflede sig selv med. Vi hyggede og snakkede om alverdens ting.

Nu vil jeg forsøge at glæde mig over jeg snart er helt fri igen. Fri for at blive visiteret så snart jeg har været uden for afdelingen, fri for at alle mine ting skal ses igennem og sådan. Men ikke mindst fri for at en læge skal have den magt over mig. Det er underligt nok, pludselig hårdt for mig ikke selv at have ansvaret. Når jeg tænker få år tilbage, var det en befrielse. Mon det betyder fremgang :D

Åh forsøger at holde modet oppe.... selvom det er en hård tid. 

Tanker fra mig.

Opereret og hva' så nu? Skrive en Bog?

Jeg skulle have været opereret i mandags. Mødte op til forundersøgelser, snak med læger osv i fredags, og mødte op mandag morgen som aftalt. Kl.10 kommer en læge ind og fortæller jeg ikke kan blive opereret. Resten af dagen går med at ringe til patientrådgiver osv. Udsigten til en ny operation ligger langt ude i fremtiden... SIDST I AUGUST... jeg bliver sur. Nu har jeg gået og ventet siden sidste efterår, hvor jeg ikke kunne blive opereret pga min graviditet, og ja nu kunne jeg så alligevel ikke blive opereret fordi den læge ikke VIL... han tør ganske enkelt ikke lave den operation. Det er da også fair nok at han erkender at det kan han ikke selv, og at en overlæge skal operere i stedet, men det vidste de da også i fredags og længe før det da de gav mig tiden. ÅH det dumme system. Havde en lorte dag i mandags.

Tirsdag morgen efter en god nats søvn, ringer min telefon et par minutter over 8. Det er fra sygehuset, at de kan operere mig idag... HVAD? Det er en joke ik? Nej var det ikke, og jeg fik besked på at holde mig fastende og møde ude på sygehuset et par timer senere. Klokken 12.30 bliver jeg kørt til operationsstuen, og omkring kl.16 er jeg tilbage på afdelingen, efter at have været på opvågning. Uden det hele har min puls været alt for høj, de måtte give beroligende osv. Og blev bedøvet mig hurtigt hvad jeg også var tilfreds med, da jeg havde sagt hvor nervøs og angst jeg var for selve bedøvelsen. De var rigtig søde på operationsstuen. Og de var så forstående og søde. Har aldrig oplevet noget lign. De gjorde hvad de kunne for at berolige mig, og det fik de gjort på bedste vis. De fortalte at det var fordi de havde fået et afbud at de kunne tage mig ind. Det er jo bare super godt for mig, så min planlægning ikke gik i vasken.

Nu er jeg så udskrevet igen, og skal gå 6 uger med skinne, inden jeg skal genoptrænes. Der er lange udsigter til motion igen... faktisk over 4 mdr. Min vægt er tårn høj, og det piner mig en del. Men for de proteiner der skal gøre at jeg heler og hurtigere kan komme oven på, så jeg ikke som sidst ikke heler ordenligt, og såret springer op. Denne gang går tråden også selv i opløsning, så mine sting skal ikke tages.

Jeg havde utrolig mange smerter. Tror aldrig jeg har prøvet noget lignende. Det gjorde så forbandet ondt, at jeg græd og græd. Selvom jeg var på morfin, blev jeg så dårlig at det eneste jeg kunne var at ligge i sengen med is. Sådan er det stadig lidt. Men kan da gå lidt rundt nu. Men ikke meget. Isposer er stadig min bedste ven. For morfin kan stadig ikke tage alle mine smerter.

Min spiseforstyrrelse tricker mig en del pt. Det er hårdt at jeg ikke kan følge de ritualer jeg har indgroet. At jeg ikke bare kan sulte og leve af jordbær. Men ved også inderst inde at det er vigtigt min krop får hvad den har brug for. Meeeeen at skulle tabe 20 kg er godt nok meget :( har 12 kg overvægt pt. PUHA.... Føj for fanden du er ulækker Christina.

Jeg skal nu få en masse tid til at gå uden mine lange gåture, uden motion, uden at kunne gå en lille tur i byen og handle osv. Derfor overvejer jeg nu, om jeg skal få skrevet den bog, som jeg gennem mange år har overvejet at gøre til en realitet. En bog om alle de ting jeg har måtte igennem. Selvmordsforsøg, seksuelt misbrug, skilsmisser, alkohol, det ustabile, utrygge, opholdssteder, indlæggelser og meget meget andet. Men også der hvor jeg er pt? I et behandlings forløb der tager år, men som måske gør jeg kan få et liv jeg kan holde ud at leve, så selvmordstanker ikke skal være dagligdag?
Det vil være rigtig hårdt for mig at skrive den bog. Der vil være mange tudeture, mange gange jeg vil føle vrede, savn og føle mig svigtet. Men måske det også er med til, at få sat det rigtige punktum ved nogle ting?!

Jeg tænker meget over de seksuelle overgreb i øjeblikket. Jeg har kort tid tilbage til at gøre op med mig selv om jeg kan klare en retssag. Om jeg skal melde den mand. På mange måder har jeg lyst til at  melde ham. Lyst til at han får at vide hvor meget han har ødelagt for mig. Føler et eller andet sted jeg er forpligtet til at forhindre at han ødelægger en masse andre unge pigers liv. På den anden side bliver det påstand mod påstand. Jeg kan intet bevise. Ingen kan se den film jeg har inde i mit hoved. Ingen kan høre hans ord hver dag, udover mig.

Måske jeg burde starte med den bog. Og få skrevet en masse om de ting som jeg oplevede omkring de forskellige "emner" der har været i mit liv. De overgreb kunne være en af de ting som måske var gode at få bearbejdet på den måde. Få skrevet en masse ned om de ting der skete.

Hvis der er nogle der læser med, må jeg så ikke høre jeres mening om en bog om mit liv - sort og hvidt... som jeg har oplevet tingene...?

Lidt triste hilsner fra den "handicappede"

Terminen nærmer sig. (gammel kladde)

Det er virkelig hårdt at være mig pt. Jeg græder, mærker hvordan tårer løber ned af mine kinder. Mærker hvordan drømmene nu er længere væk end nogensinde før. Jeg troede ikke det ville gøre så ondt, at nærme mig tiden for kejsersnittet. Jeg troede virkelig jeg var kommet videre. Alligevel har jeg siddet i flere timer og været ked af det. Jeg ville virkelig ønske der kunne indfinde sig et lille foster i min mave. En lille glæde der igen ville indfinde min krop. At jeg igen kan være glad for det fremtiden vil bringe.

operation og andet nyt

Der sker en hel del pt. Jeg er hjemme igen, og har været det længe efterhånden. Det er nu rart nok, selvom jeg engang i mellem godt kunne ønske der var nogle til at passe på mig. Humøret svinger en del op og ned, Vægten det samme. Det er super hårdt. Det koster mange kræfter at skulle kæmpe dag ud og dag ind. Men sådan skal det åbenbart være for mig.

Min psykiater har givet mig den prognose, der hedder, jeg aldrig kommer ud og får et normalt arbejde. Derfor havde vi et møde med kommunen i fredags, hvor det blev besluttet at man ville se om jeg kunne blive godkendt til førtidspension, uden arbejdsprøvning. Den lægelige vurdering var nemlig at jeg ville få det værre, hvis jeg skulle arbejdsprøves. Så nu går jeg og venter på at skulle til samtale på kommunen, så den endelig ansøgning kan blive sendt afsted, og jeg kan få lidt afklaring på hvad der skal ske i fremtiden.

Jeg har fået en åben indlæggelse efter jeg blev udskrevet sidst. Det vil sige at får jeg det rigtig skidt, skal jeg bare tage på hospitalet og så bliver jeg indlagt, til jeg har det bedre. Det er rart nok. Man hører tit om personer med mine diagnoser der slet ikke kan få hjælp til indlæggelse osv. Men det problem har jeg ikke haft de sidste par år.

Ofte tænker jeg tilbage på mine selvmordsforsøg i februar. Nogle dage ønsker jeg mig tilbage i flere dages "koma", hvor jeg ikke aner hvor jeg er, hvad jeg tænker eller føler. Det er skræmmende, men sandt. Savner den ro jeg følte. Det at være til uden at tænke.. Bare være i det tomrum af fred og ro. Jeg ved godt det ikke er fornuftigt at tænke sådan. Men for pokker hvor ville jeg ønske nogle dage var sådan. Især de virkelig dårlige dage, hvor jeg bare har lyst til at forsvinde herfra.
Tænker også meget over om døden føles sådan... sådan som min koma lignende tilstand? Bare et sort tomrum, uden følelser osv. Men sådan er det nok ikke. Eller måske er det?!

Jeg skal til "fødselsdag" hos min mor i aften. Det bliver lidt underligt at skulle se familien igen. Men bliver også rigtig rart. Savner at have mere kontakt til min mormor, men det er lidt min egen skyld jeg ikke har det. Jeg bør blive bedre til at besøge mine bedsteforældre. De er efterhånden gamle, så jeg ved faktisk ikke hvor længe de er her endnu.
Den 18. juli er det 2 år siden min elskede morfar døde af kræft. Jeg savner ham ofte. Savner hans dejlige væsen, de sjove historier som han forsøgte at bilde os ind, indtil han blev syg. Savner at have lidt alvorlige snakke med ham og min mormor... Det er bare ikke det samme uden morfar. Savner hans person så meget.. Ville ønske han stadig var her.

Den 18. Juli har min mor også bryllupsdag... 3 år er gået ... 3 år siden vi fik at vide min morfar kom til at dø, på et tidspunkt af sin kræft. Jeg tvivler stadig på min mors forhold holder. Min mor har altid haft en del skiftende kæreste/mænd, siden jeg var lille... Så det er faktisk ret usædvanligt at hun har været sammen med sin mand så længe nu. Måske holder det alligevel?

Jeg skal opereres på mandag. Skal have ordnet mit knæ for 5. gang. Denne gang under indlæggelse, da de mener de ikke kan smertedække mig ellers. Øv hvor jeg ikke glæder mig til at være i et smertehelvede igen. Og glæder mig slet ikke til krykker og skinne i 6 uger. Håber virkelig min krop har det ok... sidst jeg blev opereret ville mit sår ikke hele, fordi jeg ikke fik nok protein. Men denne gang jeg har virkelig forsøgt at få protein... Har heller ikke kastet op i flere uger, fordi jeg helst vil oven på så hurtigt som muligt.

Nåh jeg sidder på gulvet og skriver, min ene fod sover, så det er nok på tide at rejse mig herfra..

Rejse... åh hvor jeg savner at komme ud og opleve verden.

En lille opdate fra mig.

Indlagt på Lukket afdeling.

Puha, nu har jeg snart været indlagt i 5 uger, de sidste 3 på en lukket afdeling. Det går ikke særlig godt. Er selvskadende igen, hvad er noget af et nederlag. Men det virker. Den fysiske smerte er lettere at holde ud end alt det jeg mærker ellers.

Jeg er blevet vejet her for lidt siden. PUHA... Øv øv.. har heldigvis ikke taget på, men jeg ville ønske jeg vejede 5-10 kg mindre.

Denne uge er den sidste i denne gymnastik sæson. Mistede desværre min udgang i weekenden, så lige i skrivende stund sidder jeg og venter på svar på om jeg får min ledsaget udgang tilbage. Krydser alt hvad jeg kan. Ellers når jeg ikke at sige farvel til de skønne gymnaster. Der er gymnastik 5 dage i denne uge - den ene dag er dog bare klargøring til året lokal opvisning. Håber sådan at lægen vil bevillige mig udgang... Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg ikke får udgang :(

min ex og jeg er ikke sammen længere, det er da hårdt at se tilbage på de 5 år der gik... Og ikke mindst tænke på at til juni ville der være kommet et lille ønske barn. Drømmen om kernefamilien lever et eller andet sted inden i mig. Men må indrømme jeg synes det er hårdt at tænke på hvad vi mistede...

På billedet er jeg 8+1 ... 5 uger senere opdager vi at der ikke længere er liv... 16. december blev det fjernet, og hele livet vendt op og ned... PUHA.

Er stadig i live

Jeg er stadig i live. Pt med hjælp fra systemet. Min kæreste som nu er ex kæreste og jeg er gået fra hinanden. Og når jeg engang har mulighed for det skal jeg pakke mine ting og flytte. Det er rigtig hårdt for mig og jeg har svært ved at overskue det. De sidste 3 Uger har været rigtig hårde. 3 ture på medicinsk og intensiv, og nu på højt skærmet. Håber jeg får muligheden for at komme til gymnastik i aften og morgen aften...! Første opvisning er på lørdag... Og jeg er langt bag ud :/ Men bare lige et indlæg så i kan se jeg stadig er her...

Vil lige sende mine tanker til Julie og hendes familie... Er så ked af spiseforstyrrelser vandt over hende :( hvil i fred skønne pige...