Idag er det 11 år siden jeg blev konfirmeret. Et eller andet sted er tiden gået stærkt, og alligevel føles det som om det er tusind år siden. Der er sket rigtig mange ting i de år, både vildt dårlige oplevelser og lidt gode....
Ellers går det stille og roligt. Har været ude og holde foredrag i denne uge, samt snakket med overlægen to gange. Er taknemlig for jeg har mødt hende. Er startet op på ny medicin, nu må vi se hvordan det kommer til at gå med den, om det er noget der virker...
lørdag den 30. april 2011
lørdag den 16. april 2011
Hjemme igen
Jeg blev udskrevet i mandags, så har næsten været hjemme i 1 uge. Personalet på afdelingen kunne godt se at det ikke hjalp mig en dyt, at blive opbevaret på en afdeling, uden noget behandling.
I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.
I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.
Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.
Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.
Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.
God weekend til jer der læser med.
I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.
I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.
Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.
Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.
Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.
God weekend til jer der læser med.
fredag den 8. april 2011
Tvangstilbageholdt.
Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.
Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.
Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.
Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.
Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.
Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.
Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.
Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.
Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.
Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.
Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.
Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.
Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.
Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.
Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.
fredag den 1. april 2011
Roderi i mit hoved.
Indlæggelsen den 7. februar holdte kun 1 uge. Jeg kunne slet ikke indfinde mig, med de mad - regler de havde på afdelingen. Og jeg udskrev mig selv efter at skulle spise ren kødsovs.
Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.
Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.
Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.
Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.
Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.
Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.
Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
<3
Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.
Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.
Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.
Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.
Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.
Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.
Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
<3
Abonner på:
Opslag (Atom)