Denne blog skulle handle om mit sygdoms forløb. Hvordan jeg går og har det osv. Men det sidste års tid er det ikke fordi overskuddet har været det store til at få skrevet, noget som helst, om hvordan jeg går og har det. I det tidligere indlæg skriver jeg om vores husbyggeri, og i forhold til sygdom kan jeg på ingen måde anbefale andre at kaste sig ud i sådan et projekt. PUHA det har krævet mange tårer og håbløse tanker.
OG dog. Jeg er super glad for at sidde i et hus hvor jeg ENDELIG kan føle mig hjemme. Hvor jeg kan føle jeg passer. Hvor jeg glad kan stå op hver morgen osv.
Jo jeg er stadig syg. Og kan tydeligt mærke min spiseforstyrrelse trækker i mig pt. SULT, så du kan få tabt de kilo. Sult så du kan føle dig ovenpå igen... SULT, motion, vægt, kontrol. osv.... MEN... Jeg ved den dag i dag at sult ikke er vejen frem. Tvært i mod. Sulter jeg fungerer min hjerne ikke. Og når min hjerne ikke fungerer fordi den ikke har fået nogen næring, jamen så siger min borderline HEJ, og dertil kommer selvmordstanker, flip, kaos osv. Så det er bare en stor ond cirkel. Så forsøger at sige til mig selv at det bestemt ikke er vejen frem at tvangsmotionere, sulte, kaste op, og alle de andre ting jeg nu engang har gjort.
Selvskade er heller ikke en del af mit liv længere... Mine ar er dog et bevis på hvor svært det hele engang var. Mine ar er der, og de forsvinder ikke. Dog tænker jeg ikke længere over mine ar. Cutting er blevet mere kendt end dengang jeg begyndte. Og flere og flere er desværre selvskadende på den måde. Jeg er glad for at jeg tog en beslutningen om at stoppe. Dog synes jeg stadig det er hårdt at blive spurgt om hvad der er sket. Og lyver stadig alt hvad jeg kan for at benægte - men dette er primært overfor børn ;) De skal altså skånes for at vide at verden ikke altid er så rosen rødt :)
Ellers er jeg stadig tilknyttet psykiatrien. Ikke fordi det er noget der hjælper mig som sådan. Men mere fordi at jeg ikke ønsker at miste min nuværende psykiater, og så evt senere få brug for en ny, og vide jeg så ikke kan få hende igen...
Her om halvanden uges tid starter jeg til diætist igen. Jeg har stadig meget OCD omkring madvarer, jeg ikke tør at spise. Og jeg er ganske enkelt nød til at arbejde med maden så det kan blive bedre. Det SKAL BARE IKKE fylde hele mit liv. Og vigtigst af alt, jeg skal ikke "smitte" mit barn med alle mine dårlige tanker, følelser, had osv jeg har til mad.
Men alt i alt har jeg det meget bedre end jeg havde det for blot 3 år siden. Jeg vågner ikke og tænker jeg skal dø. Jeg har næsten aldrig selvmordstanker. Og selve borderline diagnosen er ikke den der fylder hos mig. Det er mere mad, tvangstanker og sådan. Men hellere det, end at ville dø 24 timer i døgnet... Lidt tanker her fra mig...
Til jer der kæmper - der er en vej ud, det er blot lige at finde den rigtige dør, og turde tro på at det kan lykkes at få det bedre.
fredag den 14. november 2014
Så slutter rejsen snart...
SÅ SKAL HUSET SNART STÅ FÆRIDGT !!!
Det har virkelig været en meget lang og sej kamp, vi som par og familie har været igennem. Theodor var blot lidt over 4 måneder gammel da vi overtog vores hus. Idag er han næsten 19 måneder. Det har været en prøvelse for vores parforhold at have et lille barn, samt et hus der liiiiiiige skulle total renoveres. Oveni har jeg jo kæmpet med mine sygdomme, så det har ikke altid været lige let. I perioder har det stået helt stille, for ellers tror jeg desværre ikke vores parforhold havde holdt. Vi må dog nok sande at det har taget lidt på kærligheden. At der nu er lidt der skal opbygges igen. Men hvis man kan klare en total renovering, samt et lille barn, UDEN AT VÆRE GÅET FRA HINANDEN.... Så kan vi klare ALT :)
Vi flyttede ind i marts måned. Og Siden er der faktisk sket en del. Da vi flyttede ind havde vi ikke ingen indvendige døre. Vi havde ikke gulv på i hele huset. Ingen lister og paneler. Intet soveværelse. Intet bryggers. Skabe osv. Det eneste der nogenlunde var færdigt var faktisk vores badeværelse - trods der heller ikke var nogen dør i. Men hvad et lagen ikke kan rede :)
Vi glæder os til at huset bliver vurderet i næste uge. Så vi for alvor kan sætte et stort punktum på selve byggeriet.
Det er en ret vild forvandling huset har været igennem. Der er vidst kun enkelte ydervægge der ikke er rørt. Men puha... Vi har heldigvis fået en del hjælp af venner og familie. Og uden deres hjælp var vi nok ikke nået hertil endnu.
onsdag den 2. april 2014
Fremtiden - Skrive en bog?
Jeg har LÆNGE som i virkelig længe haft et ønske om at få skrevet min historie ned fra start til slut. Få sat et punktum for mange af de oplevelser jeg har haft.
I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.
Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.
I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.
Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om, så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.
I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.
Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.
I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.
Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om, så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.
onsdag den 12. februar 2014
Modbydelige verden.
Hold nu op hvor er jeg træt. Træt af at kæmpe, træt af min krop, træt af mad, tanker, huset, lejligheden, uvisheden, økonomien i kontanthjælp osv osv osv.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
Abonner på:
Opslag (Atom)