SKRIGER, få fingeren ud af det sted der er højest når I plukker jordbær.

Kastet rundt i det offenlige system. INGEN vil tage ansvar, ingen vil tage nogle fornuftige beslutninger. Region sjælland lyver mig direkte op i mit ansigt gang på gang. Det er da fint nok Danmark pr. 1. januar i år har fået ventetidsgaranti til voksne psykiatriske patienter.... Den regl gælder bare ikke i region sjælland, og glæder overhoved ikke når vi snakker spiseforstyrrede. Jeg er på mange måder sur, skuffet og meget ked af, at min kamp for et normalt liv, har været så lang. Gennem det sidste år har jeg stået i venteposition, bare ventet og ventet. Henvist til det ene sted efter det andet. Kan det virkelig passe at man skal opgive ALT håb. Kan det virkelig passe at man skal være ved at dø af underernæring før det går op for de offenlige læger hvor indviklet denne sygdom er? Hvorfor er det lige at man bliver behandlet i psykiatrien, hvis det eneste de går op i alligevel er vægt? Grotesk!!

Jeg regner ikke med, jeg er det eneste menneske, der kæmper denne kamp?! Ja netop MENNEKSE, det er mennesker det her handler om. Ikke nogle ligegyldige jordbær der alligevel rådner med tiden. Eller det gør vi spiseforstyrrede jo også så vi endelig har opgivet ALT håb. Så er vi døde!! Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal være ved at dø, før de kan få fingeren ud af det sted der er højest når de plukker jordbær.

17. Juni blev jeg ENDNU engang henvist til Stolpegården, imorgen er der gået 8 dage, og de skal have givet lyd fra sig. Men som altid er jeg overbevist om at jeg intet brev får... at det endnu engang bliver en kamp mellem regionerne om hvem der har ret til at behandle mig. Ja region sjælland har ikke muligheden da de ikke har speciale i spiseforstyrrelser... men region hovedstaden har 73 ugers ventetid. Det betyder at jeg kan komme til OKTOBER NÆSTE ÅR... Så stiller jeg bare mig selv spørgsmålet, hvordan det kan være at region hovedstaden har SÅ lange ventelister, når resten af landet (i forhold til) ligger i den anden ende af ventetids-skalaen. Hvad er det de gør, så deres ventelister ikke er over 1 år?

Ved ikke om jeg tør tro på der kommer en dag, hvor mit liv igen kan begynde...

Når hjernen tænker mere end nødvendigt...

Tankerne kører rundt i mit hoved "Hvornår får jeg svar ang. behandling? Hvorfor er systemet så langsomt...  hvorfor, hvornår, hvordan osv " På mange måder er det hårdt at skulle holde hovedet over vande, blive ved med at tro på der er en løsning i den anden ende. En løsning der gang på gang viser sig at være umulig.. Det er nu lidt over 1 mdr siden jeg blev henvist... og i næste uge er det 1 mdr siden jeg var til samtale på hospitalet. Det er skræmmende, at ventetiden (som der ikke burde være der), alligevel er opstået... Havde håbet at nu skete der endelig noget, men nej det gjorde der ikke... Er på mange områder rigtig skuffet over hvordan jeg bliver kastet rundt, og alligevel så bliver jeg overrasket hver gang de sender mig videre. Jeg vil jo bare have det bedre, det er jo ikke fordi jeg stille krav, udover at behandlingen gerne skulle virke...

Jeg har lige været på en lille mini ferie med min kæreste, på mange områder hårdt, og alligevel afslappende, rart at have noget tid med mig. Det er så sjældent vi har tid til det i vores hverdag.