Jeg er for dårlig til at få skrevet på min blog, må til at få taget mig lidt sammen.
Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Min kæreste og jeg drømmer om fremtiden. Nyder de drømme. Drømmen om en lille familie. Det får smilet frem på mine læber. Det varmer helt inden i.
Men på samme tid raser sygdommen, den der siger jeg ikke er god nok, den der siger jeg skal tabe mig, at jeg er fed, grim, ulækker... Jeg skal tabe mig, tage mig sammen og få styr på mit liv. Kom nu Christina, du kan godt. TAB DIG dit fede læs. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne slippe fri fra denne krop, bare få Christina ud af den krop hun lever i, og ind i en anden krop. Men så let er det desværre ikke. Selvom jeg ønsker at blive sat fri fra min krop, ved jeg godt det ikke sker. Jeg skal lære at leve med den krop jeg nu engang har. Selvom det er en svær kamp at indfinde sig med den.
Jeg føler mig ret alene lige pt. Det at jeg ikke kan få fred i mit hoved, gør nok at jeg føler mig mere alene end ellers. Jeg kan sagtens forstå at det må være svært, at forstå hvordan det er at være mig. Tror ikke man kan sætte sig ind i hvor opslidende det er, med mindre man selv har været der.
Overlægen har sendt en henvisning til center for spiseforstyrrelser, de skal på banen nu. Mine behandlere er vidst lidt på bar bund, i forhold til hvordan de skal behandle mig. For der er ikke sket nogle fremskridt siden jeg startede ved dem.
I øjeblikket savner jeg min morfar rigtig meget. Her den 18. juli, er det 1 år siden han døde. Det er første gang jeg har mistet, og jeg glæder mig bestemt ikke til det sker en gang til. Jeg har ikke rigtig forstået at min morfar aldrig kommer tilbage igen. Jeg føler stadig han er her. Ret underligt. Måske det er fordi, jeg ikke så ham i de måneder han var rigtig syg. Der levede jeg jo bare med at han ikke ønskede at jeg skulle se ham sådan. I dag ville jeg ønske jeg havde været med i hele forløbet. Jeg så ham godt nok 1 uges tid inden han døde. Mine sidste ord var "vi ses morfar", selvom jeg godt vidste at det var sidste gang jeg havde set ham, og snakket med ham.
Han var så tynd, og lignede slet ikke min morfar. Den morfar jeg havde kendt i så mange år. Der sad han som skin og ben i en kørestol. Jeg er så ked af at han skulle dø på den måde. Han havde virkelig ikke fortjent at skulle igennem al den sygdom. Jeg nåede lige at vise min morfar et billede af vores hus. Men jeg ville ønske han havde nået at se det i virkeligheden. At han havde nået at se at jeg kunne blive rask, eller at jeg blev til et eller andet. I stedet for bare at sidde herhjemme hver dag. Men jeg får ham ikke tilbage. Desværre.
Jeg har hele tiden tænkt at når man døde blev alt bare sort, og man var væk for evigt. Nu vil jeg hellere tro på at man lever videre og mødes igen et eller andet sted, selvom jeg inderst inde godt ved det nok ikke sker. Men hvorfor kan jeg ellers stadig mærke at han er her? Hvorfor føler jeg ikke at han er død? Hvorfor håber jeg hver gang jeg kommer hjem til min mormor, at min morfar sidder i sin stol.
Det er rigtig hårdt for mig at han er død. Han har haft en meget stor betydning for hvem jeg er idag. Jeg var meget hos dem da jeg var teenager. De betalte min gymnastik og sådanne ting. Hentede mig fra fest, kørte mig til gymnastik, vækkede mig når jeg skulle på arbejde osv. De fleste af de gode minder jeg har fra min barndom er sammen med dem. Måske derfor det er så hårdt at han pludselig er væk.
Det bedste var han fik fred, det ved jeg godt. Men hold da op hvor jeg savner ham.
Det var slet ikke meningen at mit indlæg skulle handle om min morfar. Men på et eller andet punkt var det rart at komme lidt ud med dit tanker. Selvom der er meget andet end lige det der fylder.
Christina <3
