Glaspigen

I fredags startede jeg på at læse bogen 'Glaspigen' for 17. gang. Men denne gang fik jeg læst den til ende. Det betyder rigtig meget for mig. På mange måder ved jeg, at det betyder jeg har så meget ro, og har følt mig tryg, at det har kunnet lade sig gøre. På den anden side ved jeg at der er mange andre ting der spiller ind.

Jeg er i en mere stabil periode pt. Om det er fordi jeg har fået lidt mere styr på mig selv, kærligheden, terapi osv. Eller hvad det er der gør det, er et godt spørgsmål. Men det er ihvertfald rart at kunne samle mine tanker om en sådan ting. Det er et mål i sig selv, at jeg har fået læst bogen færdig.

Der er mange ting og følelser i glaspigen jeg kender fra mig selv. Nok mest følelserne som hun får sat ord på. Men på samme tid, sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg burde skrive min egen historie ned. Både de gode og dårlige ting.

En veninde fra gamle dage skrev til mig på min facebook idag, at hun gerne ville læse min historie. Det rør mig dybt, at folk jeg ikke har snakket med i mange år, dels pga jeg har været meget syg, viser en interesse. Så tak for det :)

I morgen skal jeg udskrives og hverdagen starter igen. Det bliver dejligt på mange måder, men også lidt skræmmende igen at stå uden et hold livreddere 24 timer i døgnet. Denne indlæggelse har været meget givende for mig. Det har været virkelig rart at kunne fortsætte min terapi. Og regner også med at tage en snak med min psykiater om det på onsdag, som bevilligede mig at jeg måtte følge min terapi under indlæggelsen. Det har været rart at kunne snakke om nogle ting i min terapi, men køre tilbage på afdelingen og vide at knækker jeg helt, er der nogle hele tiden, også om natten. Der har ikke været behov for det, men har fået vendt en masse tanker og snakket følelser med personalet når der har været tid til det.

Dette billede har jeg lavet mens jeg har været indlagt. Det viser på mange måder, hvor givende denne indlæggelse har været.

Fremgang men er indlagt på lukket.

I øjeblikket forsøger jeg at tage ros til mig. Det er rigtig svært, men forsøger. Personalet her på den lukkede afdeling, samt min terapeut, siger jeg gør fremgang, og bare siden februar hvor jeg var på denne afdeling første gang er der sket en del. Det er rart at vide. Men samtidig kan jeg ikke selv helt se/mærke det. 

Den ene dag lå jeg i sengen og tænkte, over en masse ting. Tænkte på hvordan jeg gik og havde det?! Faktisk blev jeg selv lidt overrasket, over det svar jeg kom frem til. Nemlig at jeg havde en følelse af glæde inden i. En følelse jeg ikke har mærket i mange år, måske aldrig. Det var virkelig dejligt. Dejligt at den følelse, gør det er lettere for mig at komme igennem hverdagen. Hvad der lige gør det er nu jeg begynder at mærke glæden ved jeg ikke med 100 procent sikkerhed, men har helt klart en idé om det. Jeg har mødt nogle mennesker som gør en forskel, og som ser MIG, og ikke dømmer mig pga jeg er syg og har et utal af diagnoser efterhånden. 

Men som sagt er jeg indlagt på en lukket afdeling i øjeblikket. Det har været en planlagt indlæggelse. Primært for at forebygge at jeg ville få det SÅ skidt, at jeg endnu engang endte ud i alvorlige selvmordsforsøg. Bliver udskrevet om en lille uge, jeg glæder mig. Glæder mig til at komme hjem, og komme igang med hverdagen igen. Selvom jeg er på lukket er jeg også derhjemme. Har fået lov at køre hjem og være, samt følge min terapi og sådan. Så er faktisk ikke så meget på afdelingen, som man normalt vil være når man er indlagt på en højt skærmet afdeling.

Der var en kvinde jeg talte rigtig godt med her, hun blev desværre overflyttet til åben i aftes, ret spontant.. Kan godt mærke det gør tiden noget længere, at der ikke lige er hende man kan aflede sig selv med. Vi hyggede og snakkede om alverdens ting.

Nu vil jeg forsøge at glæde mig over jeg snart er helt fri igen. Fri for at blive visiteret så snart jeg har været uden for afdelingen, fri for at alle mine ting skal ses igennem og sådan. Men ikke mindst fri for at en læge skal have den magt over mig. Det er underligt nok, pludselig hårdt for mig ikke selv at have ansvaret. Når jeg tænker få år tilbage, var det en befrielse. Mon det betyder fremgang :D

Åh forsøger at holde modet oppe.... selvom det er en hård tid. 

Tanker fra mig.

Opereret og hva' så nu? Skrive en Bog?

Jeg skulle have været opereret i mandags. Mødte op til forundersøgelser, snak med læger osv i fredags, og mødte op mandag morgen som aftalt. Kl.10 kommer en læge ind og fortæller jeg ikke kan blive opereret. Resten af dagen går med at ringe til patientrådgiver osv. Udsigten til en ny operation ligger langt ude i fremtiden... SIDST I AUGUST... jeg bliver sur. Nu har jeg gået og ventet siden sidste efterår, hvor jeg ikke kunne blive opereret pga min graviditet, og ja nu kunne jeg så alligevel ikke blive opereret fordi den læge ikke VIL... han tør ganske enkelt ikke lave den operation. Det er da også fair nok at han erkender at det kan han ikke selv, og at en overlæge skal operere i stedet, men det vidste de da også i fredags og længe før det da de gav mig tiden. ÅH det dumme system. Havde en lorte dag i mandags.

Tirsdag morgen efter en god nats søvn, ringer min telefon et par minutter over 8. Det er fra sygehuset, at de kan operere mig idag... HVAD? Det er en joke ik? Nej var det ikke, og jeg fik besked på at holde mig fastende og møde ude på sygehuset et par timer senere. Klokken 12.30 bliver jeg kørt til operationsstuen, og omkring kl.16 er jeg tilbage på afdelingen, efter at have været på opvågning. Uden det hele har min puls været alt for høj, de måtte give beroligende osv. Og blev bedøvet mig hurtigt hvad jeg også var tilfreds med, da jeg havde sagt hvor nervøs og angst jeg var for selve bedøvelsen. De var rigtig søde på operationsstuen. Og de var så forstående og søde. Har aldrig oplevet noget lign. De gjorde hvad de kunne for at berolige mig, og det fik de gjort på bedste vis. De fortalte at det var fordi de havde fået et afbud at de kunne tage mig ind. Det er jo bare super godt for mig, så min planlægning ikke gik i vasken.

Nu er jeg så udskrevet igen, og skal gå 6 uger med skinne, inden jeg skal genoptrænes. Der er lange udsigter til motion igen... faktisk over 4 mdr. Min vægt er tårn høj, og det piner mig en del. Men for de proteiner der skal gøre at jeg heler og hurtigere kan komme oven på, så jeg ikke som sidst ikke heler ordenligt, og såret springer op. Denne gang går tråden også selv i opløsning, så mine sting skal ikke tages.

Jeg havde utrolig mange smerter. Tror aldrig jeg har prøvet noget lignende. Det gjorde så forbandet ondt, at jeg græd og græd. Selvom jeg var på morfin, blev jeg så dårlig at det eneste jeg kunne var at ligge i sengen med is. Sådan er det stadig lidt. Men kan da gå lidt rundt nu. Men ikke meget. Isposer er stadig min bedste ven. For morfin kan stadig ikke tage alle mine smerter.

Min spiseforstyrrelse tricker mig en del pt. Det er hårdt at jeg ikke kan følge de ritualer jeg har indgroet. At jeg ikke bare kan sulte og leve af jordbær. Men ved også inderst inde at det er vigtigt min krop får hvad den har brug for. Meeeeen at skulle tabe 20 kg er godt nok meget :( har 12 kg overvægt pt. PUHA.... Føj for fanden du er ulækker Christina.

Jeg skal nu få en masse tid til at gå uden mine lange gåture, uden motion, uden at kunne gå en lille tur i byen og handle osv. Derfor overvejer jeg nu, om jeg skal få skrevet den bog, som jeg gennem mange år har overvejet at gøre til en realitet. En bog om alle de ting jeg har måtte igennem. Selvmordsforsøg, seksuelt misbrug, skilsmisser, alkohol, det ustabile, utrygge, opholdssteder, indlæggelser og meget meget andet. Men også der hvor jeg er pt? I et behandlings forløb der tager år, men som måske gør jeg kan få et liv jeg kan holde ud at leve, så selvmordstanker ikke skal være dagligdag?
Det vil være rigtig hårdt for mig at skrive den bog. Der vil være mange tudeture, mange gange jeg vil føle vrede, savn og føle mig svigtet. Men måske det også er med til, at få sat det rigtige punktum ved nogle ting?!

Jeg tænker meget over de seksuelle overgreb i øjeblikket. Jeg har kort tid tilbage til at gøre op med mig selv om jeg kan klare en retssag. Om jeg skal melde den mand. På mange måder har jeg lyst til at  melde ham. Lyst til at han får at vide hvor meget han har ødelagt for mig. Føler et eller andet sted jeg er forpligtet til at forhindre at han ødelægger en masse andre unge pigers liv. På den anden side bliver det påstand mod påstand. Jeg kan intet bevise. Ingen kan se den film jeg har inde i mit hoved. Ingen kan høre hans ord hver dag, udover mig.

Måske jeg burde starte med den bog. Og få skrevet en masse om de ting som jeg oplevede omkring de forskellige "emner" der har været i mit liv. De overgreb kunne være en af de ting som måske var gode at få bearbejdet på den måde. Få skrevet en masse ned om de ting der skete.

Hvis der er nogle der læser med, må jeg så ikke høre jeres mening om en bog om mit liv - sort og hvidt... som jeg har oplevet tingene...?

Lidt triste hilsner fra den "handicappede"

Terminen nærmer sig. (gammel kladde)

Det er virkelig hårdt at være mig pt. Jeg græder, mærker hvordan tårer løber ned af mine kinder. Mærker hvordan drømmene nu er længere væk end nogensinde før. Jeg troede ikke det ville gøre så ondt, at nærme mig tiden for kejsersnittet. Jeg troede virkelig jeg var kommet videre. Alligevel har jeg siddet i flere timer og været ked af det. Jeg ville virkelig ønske der kunne indfinde sig et lille foster i min mave. En lille glæde der igen ville indfinde min krop. At jeg igen kan være glad for det fremtiden vil bringe.

operation og andet nyt

Der sker en hel del pt. Jeg er hjemme igen, og har været det længe efterhånden. Det er nu rart nok, selvom jeg engang i mellem godt kunne ønske der var nogle til at passe på mig. Humøret svinger en del op og ned, Vægten det samme. Det er super hårdt. Det koster mange kræfter at skulle kæmpe dag ud og dag ind. Men sådan skal det åbenbart være for mig.

Min psykiater har givet mig den prognose, der hedder, jeg aldrig kommer ud og får et normalt arbejde. Derfor havde vi et møde med kommunen i fredags, hvor det blev besluttet at man ville se om jeg kunne blive godkendt til førtidspension, uden arbejdsprøvning. Den lægelige vurdering var nemlig at jeg ville få det værre, hvis jeg skulle arbejdsprøves. Så nu går jeg og venter på at skulle til samtale på kommunen, så den endelig ansøgning kan blive sendt afsted, og jeg kan få lidt afklaring på hvad der skal ske i fremtiden.

Jeg har fået en åben indlæggelse efter jeg blev udskrevet sidst. Det vil sige at får jeg det rigtig skidt, skal jeg bare tage på hospitalet og så bliver jeg indlagt, til jeg har det bedre. Det er rart nok. Man hører tit om personer med mine diagnoser der slet ikke kan få hjælp til indlæggelse osv. Men det problem har jeg ikke haft de sidste par år.

Ofte tænker jeg tilbage på mine selvmordsforsøg i februar. Nogle dage ønsker jeg mig tilbage i flere dages "koma", hvor jeg ikke aner hvor jeg er, hvad jeg tænker eller føler. Det er skræmmende, men sandt. Savner den ro jeg følte. Det at være til uden at tænke.. Bare være i det tomrum af fred og ro. Jeg ved godt det ikke er fornuftigt at tænke sådan. Men for pokker hvor ville jeg ønske nogle dage var sådan. Især de virkelig dårlige dage, hvor jeg bare har lyst til at forsvinde herfra.
Tænker også meget over om døden føles sådan... sådan som min koma lignende tilstand? Bare et sort tomrum, uden følelser osv. Men sådan er det nok ikke. Eller måske er det?!

Jeg skal til "fødselsdag" hos min mor i aften. Det bliver lidt underligt at skulle se familien igen. Men bliver også rigtig rart. Savner at have mere kontakt til min mormor, men det er lidt min egen skyld jeg ikke har det. Jeg bør blive bedre til at besøge mine bedsteforældre. De er efterhånden gamle, så jeg ved faktisk ikke hvor længe de er her endnu.
Den 18. juli er det 2 år siden min elskede morfar døde af kræft. Jeg savner ham ofte. Savner hans dejlige væsen, de sjove historier som han forsøgte at bilde os ind, indtil han blev syg. Savner at have lidt alvorlige snakke med ham og min mormor... Det er bare ikke det samme uden morfar. Savner hans person så meget.. Ville ønske han stadig var her.

Den 18. Juli har min mor også bryllupsdag... 3 år er gået ... 3 år siden vi fik at vide min morfar kom til at dø, på et tidspunkt af sin kræft. Jeg tvivler stadig på min mors forhold holder. Min mor har altid haft en del skiftende kæreste/mænd, siden jeg var lille... Så det er faktisk ret usædvanligt at hun har været sammen med sin mand så længe nu. Måske holder det alligevel?

Jeg skal opereres på mandag. Skal have ordnet mit knæ for 5. gang. Denne gang under indlæggelse, da de mener de ikke kan smertedække mig ellers. Øv hvor jeg ikke glæder mig til at være i et smertehelvede igen. Og glæder mig slet ikke til krykker og skinne i 6 uger. Håber virkelig min krop har det ok... sidst jeg blev opereret ville mit sår ikke hele, fordi jeg ikke fik nok protein. Men denne gang jeg har virkelig forsøgt at få protein... Har heller ikke kastet op i flere uger, fordi jeg helst vil oven på så hurtigt som muligt.

Nåh jeg sidder på gulvet og skriver, min ene fod sover, så det er nok på tide at rejse mig herfra..

Rejse... åh hvor jeg savner at komme ud og opleve verden.

En lille opdate fra mig.

Indlagt på Lukket afdeling.

Puha, nu har jeg snart været indlagt i 5 uger, de sidste 3 på en lukket afdeling. Det går ikke særlig godt. Er selvskadende igen, hvad er noget af et nederlag. Men det virker. Den fysiske smerte er lettere at holde ud end alt det jeg mærker ellers.

Jeg er blevet vejet her for lidt siden. PUHA... Øv øv.. har heldigvis ikke taget på, men jeg ville ønske jeg vejede 5-10 kg mindre.

Denne uge er den sidste i denne gymnastik sæson. Mistede desværre min udgang i weekenden, så lige i skrivende stund sidder jeg og venter på svar på om jeg får min ledsaget udgang tilbage. Krydser alt hvad jeg kan. Ellers når jeg ikke at sige farvel til de skønne gymnaster. Der er gymnastik 5 dage i denne uge - den ene dag er dog bare klargøring til året lokal opvisning. Håber sådan at lægen vil bevillige mig udgang... Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg ikke får udgang :(

min ex og jeg er ikke sammen længere, det er da hårdt at se tilbage på de 5 år der gik... Og ikke mindst tænke på at til juni ville der være kommet et lille ønske barn. Drømmen om kernefamilien lever et eller andet sted inden i mig. Men må indrømme jeg synes det er hårdt at tænke på hvad vi mistede...

På billedet er jeg 8+1 ... 5 uger senere opdager vi at der ikke længere er liv... 16. december blev det fjernet, og hele livet vendt op og ned... PUHA.

Er stadig i live

Jeg er stadig i live. Pt med hjælp fra systemet. Min kæreste som nu er ex kæreste og jeg er gået fra hinanden. Og når jeg engang har mulighed for det skal jeg pakke mine ting og flytte. Det er rigtig hårdt for mig og jeg har svært ved at overskue det. De sidste 3 Uger har været rigtig hårde. 3 ture på medicinsk og intensiv, og nu på højt skærmet. Håber jeg får muligheden for at komme til gymnastik i aften og morgen aften...! Første opvisning er på lørdag... Og jeg er langt bag ud :/ Men bare lige et indlæg så i kan se jeg stadig er her...

Vil lige sende mine tanker til Julie og hendes familie... Er så ked af spiseforstyrrelser vandt over hende :( hvil i fred skønne pige...