Denne blog skulle handle om mit sygdoms forløb. Hvordan jeg går og har det osv. Men det sidste års tid er det ikke fordi overskuddet har været det store til at få skrevet, noget som helst, om hvordan jeg går og har det. I det tidligere indlæg skriver jeg om vores husbyggeri, og i forhold til sygdom kan jeg på ingen måde anbefale andre at kaste sig ud i sådan et projekt. PUHA det har krævet mange tårer og håbløse tanker.
OG dog. Jeg er super glad for at sidde i et hus hvor jeg ENDELIG kan føle mig hjemme. Hvor jeg kan føle jeg passer. Hvor jeg glad kan stå op hver morgen osv.
Jo jeg er stadig syg. Og kan tydeligt mærke min spiseforstyrrelse trækker i mig pt. SULT, så du kan få tabt de kilo. Sult så du kan føle dig ovenpå igen... SULT, motion, vægt, kontrol. osv.... MEN... Jeg ved den dag i dag at sult ikke er vejen frem. Tvært i mod. Sulter jeg fungerer min hjerne ikke. Og når min hjerne ikke fungerer fordi den ikke har fået nogen næring, jamen så siger min borderline HEJ, og dertil kommer selvmordstanker, flip, kaos osv. Så det er bare en stor ond cirkel. Så forsøger at sige til mig selv at det bestemt ikke er vejen frem at tvangsmotionere, sulte, kaste op, og alle de andre ting jeg nu engang har gjort.
Selvskade er heller ikke en del af mit liv længere... Mine ar er dog et bevis på hvor svært det hele engang var. Mine ar er der, og de forsvinder ikke. Dog tænker jeg ikke længere over mine ar. Cutting er blevet mere kendt end dengang jeg begyndte. Og flere og flere er desværre selvskadende på den måde. Jeg er glad for at jeg tog en beslutningen om at stoppe. Dog synes jeg stadig det er hårdt at blive spurgt om hvad der er sket. Og lyver stadig alt hvad jeg kan for at benægte - men dette er primært overfor børn ;) De skal altså skånes for at vide at verden ikke altid er så rosen rødt :)
Ellers er jeg stadig tilknyttet psykiatrien. Ikke fordi det er noget der hjælper mig som sådan. Men mere fordi at jeg ikke ønsker at miste min nuværende psykiater, og så evt senere få brug for en ny, og vide jeg så ikke kan få hende igen...
Her om halvanden uges tid starter jeg til diætist igen. Jeg har stadig meget OCD omkring madvarer, jeg ikke tør at spise. Og jeg er ganske enkelt nød til at arbejde med maden så det kan blive bedre. Det SKAL BARE IKKE fylde hele mit liv. Og vigtigst af alt, jeg skal ikke "smitte" mit barn med alle mine dårlige tanker, følelser, had osv jeg har til mad.
Men alt i alt har jeg det meget bedre end jeg havde det for blot 3 år siden. Jeg vågner ikke og tænker jeg skal dø. Jeg har næsten aldrig selvmordstanker. Og selve borderline diagnosen er ikke den der fylder hos mig. Det er mere mad, tvangstanker og sådan. Men hellere det, end at ville dø 24 timer i døgnet... Lidt tanker her fra mig...
Til jer der kæmper - der er en vej ud, det er blot lige at finde den rigtige dør, og turde tro på at det kan lykkes at få det bedre.
Viser opslag med etiketten psykiatri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten psykiatri. Vis alle opslag
fredag den 14. november 2014
søndag den 10. november 2013
Har lyst til at skrige…
JEG HADER VINTER… hader hader hader vinter.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
onsdag den 10. april 2013
Termin om UNDER 1 måned - Taknemlig
Puha, hvor er jeg dårlig til at få skrevet herinde. Tiden flyver afsted, og på samme tid går den så ufattelig langsomt. Dette bliver dermed mit første indlæg i år.
Som sagt går jeg lige nu og er høj gravid. Næsten ordet høj gravid kan tage ordet fra mig, trods jeg sidder helt stille. Min fysiske tilstand er virkelig ude på dybt dybt vand. Så ærlig glæder jeg mig meget til fødslen er overstået. Og ikke mindst til at jeg kan få mit knæ genoptrænet. Glæder mig til gåture med barnevognen. Glæder mig til solens stråler. Den "motion" en lille gåtur kan give. I øjeblikket har jeg så mange ufattelige smerter i mit bækken. Bækkenløsning - av for satan. Ja, en graviditet er ikke en sygdom - det er jeg helt med på - men for pokker hvor er der bare mange gener som kan gøre RIGTIG RIGTIG ONDT :'( Har i disse dage mange smerter, både i mit bækken som jeg lige har skrevet, men også mit underliv, og resten af kroppen. Der er hele tiden et eller andet. Og en ny graviditets gene, er en ny bekymring. " Er alt nu som det skal være? Er jeg ved at gå i fødsel? Kan jeg klare det her? Bliver jeg en god mor ? " osv. Tanker, følelser og fysiske forandringer er mange.
Ellers går det egenlig stille og roligt. Sygdomsmæssigt holdes jeg nogenlunde stabil. Men kan godt mærke at trangen til at tabe mig sidder lige under overfalden. Jeg ved jeg skal passe på. Passe på det ikke tager overhånd. Men åh glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at få min krop tilbage, en krop hvor jeg kan være aktiv. Hvor det ikke er en kamp at gå op ad trappen til lejligheden osv. Men glæder mig mindst lige så meget til at få energien tilbage, og den der følelse af - uh det var rart at få bevæget min krop, få svedt, have udrettet noget godt for mig selv - følelse.
Jeg synes det har været hårdt at være gravid - og det bliver hårdere for hver dag der går lige i øjeblikket. Men tæller dagene til det er overstået, og jeg kan sidde med en smuk lille baby trold i mine arme. Det er stadig rigtig uvirkelig at vi snart bliver forældre. Og til tider har jeg stadig svært ved at forstå at det faktisk kan ske når som helst. Idag har vi hentet lidt af de sidste ting, og tror efterhånden der er ved at være styr på det hele. Vuggen står pænt inde i soveværelset, men har endnu ikke redt sengen. Synes det er lidt for tidligt, og ikke mindst - det skal ikke nå at blive små støvet inden min lille guldklump skal ligge der.
Men som sagt sker der ikke det helt vilde i mit liv lige pt. Følger stadig min behandling - startede jo hos en ny sygeplejerske her i januar, og det går ok. Det er bestemt ikke det samme - og slet ikke terapi. Men tja, det går. Savner dog ofte at få talt ud om de ting der har været sket i mit liv det seneste års tid. Og savner virkelig min gamle behandler. Men heldigvis har jeg en sød kæreste der er god til lige at trøste mig, og ikke mindst sige at det er helt ok at være ked af det. Jeg savner mine bedsteforældre rigtig meget, og har gjort det gennem hele graviditeten. Har følt at jeg har mistet en del af mig. At en del af hele mit liv pludselig var forsvundet. Jeg nåede ikke at sige tak, undskyld, eller jeg elsker jer. Pludselig var de begge bare taget afsted til noget ukendt. Tænker tit over at jeg gerne lige ville høre deres stemmer igen. Har stadig ikke slettet min mormors sms'er på min telefon, selvom jeg har taget billeder af sms'erne, så de ikke forsvinder. Men hvor er det svært. Et eller andet sted ønsker jeg dem jo bare tilbage. Tilbage til mig og mit liv. Min mormor nåede at få at vide jeg var gravid. Og jeg har fået et par hjemmestrikkede sokker fra huset, da man så småt begyndte at rydde ud i tøj osv. Sokkerne har jeg tænkt mig at tage med på sygehuset. Har ikke haft dem på én eneste gang. De sokker skal gøre at jeg føler hun er hos mig, på et mere åndeligt plan. Fik også min isbjørne bamse, som jeg har haft hos dem siden jeg har helt lille. Uh bare duften fik tårerne til at trille... Og kan lige så tydeligt mærke det hele presser sig på igen nu. Men det er okay at være ked af det. De betød meget for mig de to mennesker. Virkelig meget. Skal snart på kirkegården igen med blomster... åh de er savnet - verdens bedste bedsteforældre.
Tilbage til min behandling. Orker den ikke rigtig pt. Men har før haft perioder hvor jeg lige har brug for ro og fred. Overvejer også at sende både min psykiater og hende sygeplejersken en mail hvor jeg forklarer hvordan og hvorledes. Lige nu føler jeg bare lidt at jeg har brug for ro. Brug for at få sovet, når jeg endelig kan. Brug for at få slappet af inden at det hele går løs. Men bestemt også at få gjort nogle af de ting som ikke er så lige til med et lille spædbarn. Og vores barn vil komme i første række - altid.
Tror dog det ender med at jeg "bare" melder mig syg i morgen. Næste aftale er først om 1 uge nemlig, så det er lige til at overskue.
Ellers mødte jeg en veninde gennem mange år for halvanden uge siden - Mette - Åh skønne Mette. Hun er en veninde som holder ved. Vi har begge haft det svært, i perioder har den ene haft det værre end den anden også. Derudover bor hun i den anden ende af landet. Og faktisk var det i år 5 år siden vi havde set hinanden sidst. Sidst var til et foredrag jeg var med ude på, så der fik vi ikke rigtig talt. Fik også mødt hendes søde kæreste, og Mette fik mødt min. Sjovt som man kan føle sig tæt på hinanden når man endelig er sammen, selvom det er så mange år siden.
Nåh nu tror jeg at jeg vil til at slutte... Med et sidste afsnit om hvor glad jeg er for at være i live idag. Det er ingen hemmelighed at jeg har forsøgt selvmord et utal af gange. I øjeblikket er der en tendens til at unge mennesker begår selvmord, og hver gang jeg hører om en ny person det er lykkes for, sidder jeg med en følelse af..." ÅH hvorfor kunne du ikke holde ud lidt længere". Jeg ved godt det ikke er let når man selv sidder i mørket, har jeg jo prøvet så mange gange. Man ønsker sig væk. I freden, roen, mørket, uden forventninger, følelser og krav. Det er nu 1 år siden jeg var indlagt sådan RIGITGT... var jo i sommers, men det var en planlagt indlæggelse - som var mere forebyggende end at det var jeg havde brug for at være på en lukket afdeling. Så lige nu er det mere end 1 år siden min sidste rigtige akutte indlæggelse, pga selvmordstanker, selvskadende adfærd/tanker, opgivenhed, håbløshed, og bare sidde med den der tømme mørke sorte følelse. Tror det har hjulpet mig rigtig meget at have fundet en sød skøn fyr, som virkelig er der for mig. At jeg ved jeg altid kan sige til ham, hvis jeg synes det hele lige er noget lort osv. Og også at han ikke straks tror at nu er det tid til endnu en tur på en lukket afd. Han virker ikke til at være så bange for at få "beskidte hænder", hvad angår følelser, snak, og alt det psykiske. Det er virkelig rart at vide at jeg er elsket - det følelser jeg i hvert fald. Især på de der dage hvor jeg bare synes verden er imod mig, hvor alt er uoverskueligt, og hvor det eneste jeg lige kan overskue er at ligge under min dyne en ekstra time eller to. Men det bedste er det er når han ligger ved siden af mig, holder om mig, og siger det er helt ok. At han formår at trøste mig, også selvom jeg er helt til hundene nogle gange. Åh - jeg er taknemlig for at være i live. For at det ikke lykkedes mig. Her sidder jeg bare 1 års tid efter mit sidste forsøg. Har en skøn kæreste der er der for mig, er gravid og venter vores barn. Og ikke mindst er jeg i en meget lang og stabil periode af mit sygdomsforløb. Alle mennesker har dårlige dage, og jeg kæmper da også stadig med mine sorte huller... Men et hul er ikke længere uger eller dage. Og der kan gå lang tid i mellem dem. For det meste er jeg jo bare helt helt normal... lige som alle andre... i hvert fald så længe jeg ikke bliver presset af kommunen og sådan.
MEN JEG ER TAKNEMLIG... :D
Smil fra Christina
Som sagt går jeg lige nu og er høj gravid. Næsten ordet høj gravid kan tage ordet fra mig, trods jeg sidder helt stille. Min fysiske tilstand er virkelig ude på dybt dybt vand. Så ærlig glæder jeg mig meget til fødslen er overstået. Og ikke mindst til at jeg kan få mit knæ genoptrænet. Glæder mig til gåture med barnevognen. Glæder mig til solens stråler. Den "motion" en lille gåtur kan give. I øjeblikket har jeg så mange ufattelige smerter i mit bækken. Bækkenløsning - av for satan. Ja, en graviditet er ikke en sygdom - det er jeg helt med på - men for pokker hvor er der bare mange gener som kan gøre RIGTIG RIGTIG ONDT :'( Har i disse dage mange smerter, både i mit bækken som jeg lige har skrevet, men også mit underliv, og resten af kroppen. Der er hele tiden et eller andet. Og en ny graviditets gene, er en ny bekymring. " Er alt nu som det skal være? Er jeg ved at gå i fødsel? Kan jeg klare det her? Bliver jeg en god mor ? " osv. Tanker, følelser og fysiske forandringer er mange.
Ellers går det egenlig stille og roligt. Sygdomsmæssigt holdes jeg nogenlunde stabil. Men kan godt mærke at trangen til at tabe mig sidder lige under overfalden. Jeg ved jeg skal passe på. Passe på det ikke tager overhånd. Men åh glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at få min krop tilbage, en krop hvor jeg kan være aktiv. Hvor det ikke er en kamp at gå op ad trappen til lejligheden osv. Men glæder mig mindst lige så meget til at få energien tilbage, og den der følelse af - uh det var rart at få bevæget min krop, få svedt, have udrettet noget godt for mig selv - følelse.
Jeg synes det har været hårdt at være gravid - og det bliver hårdere for hver dag der går lige i øjeblikket. Men tæller dagene til det er overstået, og jeg kan sidde med en smuk lille baby trold i mine arme. Det er stadig rigtig uvirkelig at vi snart bliver forældre. Og til tider har jeg stadig svært ved at forstå at det faktisk kan ske når som helst. Idag har vi hentet lidt af de sidste ting, og tror efterhånden der er ved at være styr på det hele. Vuggen står pænt inde i soveværelset, men har endnu ikke redt sengen. Synes det er lidt for tidligt, og ikke mindst - det skal ikke nå at blive små støvet inden min lille guldklump skal ligge der.
Men som sagt sker der ikke det helt vilde i mit liv lige pt. Følger stadig min behandling - startede jo hos en ny sygeplejerske her i januar, og det går ok. Det er bestemt ikke det samme - og slet ikke terapi. Men tja, det går. Savner dog ofte at få talt ud om de ting der har været sket i mit liv det seneste års tid. Og savner virkelig min gamle behandler. Men heldigvis har jeg en sød kæreste der er god til lige at trøste mig, og ikke mindst sige at det er helt ok at være ked af det. Jeg savner mine bedsteforældre rigtig meget, og har gjort det gennem hele graviditeten. Har følt at jeg har mistet en del af mig. At en del af hele mit liv pludselig var forsvundet. Jeg nåede ikke at sige tak, undskyld, eller jeg elsker jer. Pludselig var de begge bare taget afsted til noget ukendt. Tænker tit over at jeg gerne lige ville høre deres stemmer igen. Har stadig ikke slettet min mormors sms'er på min telefon, selvom jeg har taget billeder af sms'erne, så de ikke forsvinder. Men hvor er det svært. Et eller andet sted ønsker jeg dem jo bare tilbage. Tilbage til mig og mit liv. Min mormor nåede at få at vide jeg var gravid. Og jeg har fået et par hjemmestrikkede sokker fra huset, da man så småt begyndte at rydde ud i tøj osv. Sokkerne har jeg tænkt mig at tage med på sygehuset. Har ikke haft dem på én eneste gang. De sokker skal gøre at jeg føler hun er hos mig, på et mere åndeligt plan. Fik også min isbjørne bamse, som jeg har haft hos dem siden jeg har helt lille. Uh bare duften fik tårerne til at trille... Og kan lige så tydeligt mærke det hele presser sig på igen nu. Men det er okay at være ked af det. De betød meget for mig de to mennesker. Virkelig meget. Skal snart på kirkegården igen med blomster... åh de er savnet - verdens bedste bedsteforældre.
Tilbage til min behandling. Orker den ikke rigtig pt. Men har før haft perioder hvor jeg lige har brug for ro og fred. Overvejer også at sende både min psykiater og hende sygeplejersken en mail hvor jeg forklarer hvordan og hvorledes. Lige nu føler jeg bare lidt at jeg har brug for ro. Brug for at få sovet, når jeg endelig kan. Brug for at få slappet af inden at det hele går løs. Men bestemt også at få gjort nogle af de ting som ikke er så lige til med et lille spædbarn. Og vores barn vil komme i første række - altid.
Tror dog det ender med at jeg "bare" melder mig syg i morgen. Næste aftale er først om 1 uge nemlig, så det er lige til at overskue.
Ellers mødte jeg en veninde gennem mange år for halvanden uge siden - Mette - Åh skønne Mette. Hun er en veninde som holder ved. Vi har begge haft det svært, i perioder har den ene haft det værre end den anden også. Derudover bor hun i den anden ende af landet. Og faktisk var det i år 5 år siden vi havde set hinanden sidst. Sidst var til et foredrag jeg var med ude på, så der fik vi ikke rigtig talt. Fik også mødt hendes søde kæreste, og Mette fik mødt min. Sjovt som man kan føle sig tæt på hinanden når man endelig er sammen, selvom det er så mange år siden.
Nåh nu tror jeg at jeg vil til at slutte... Med et sidste afsnit om hvor glad jeg er for at være i live idag. Det er ingen hemmelighed at jeg har forsøgt selvmord et utal af gange. I øjeblikket er der en tendens til at unge mennesker begår selvmord, og hver gang jeg hører om en ny person det er lykkes for, sidder jeg med en følelse af..." ÅH hvorfor kunne du ikke holde ud lidt længere". Jeg ved godt det ikke er let når man selv sidder i mørket, har jeg jo prøvet så mange gange. Man ønsker sig væk. I freden, roen, mørket, uden forventninger, følelser og krav. Det er nu 1 år siden jeg var indlagt sådan RIGITGT... var jo i sommers, men det var en planlagt indlæggelse - som var mere forebyggende end at det var jeg havde brug for at være på en lukket afdeling. Så lige nu er det mere end 1 år siden min sidste rigtige akutte indlæggelse, pga selvmordstanker, selvskadende adfærd/tanker, opgivenhed, håbløshed, og bare sidde med den der tømme mørke sorte følelse. Tror det har hjulpet mig rigtig meget at have fundet en sød skøn fyr, som virkelig er der for mig. At jeg ved jeg altid kan sige til ham, hvis jeg synes det hele lige er noget lort osv. Og også at han ikke straks tror at nu er det tid til endnu en tur på en lukket afd. Han virker ikke til at være så bange for at få "beskidte hænder", hvad angår følelser, snak, og alt det psykiske. Det er virkelig rart at vide at jeg er elsket - det følelser jeg i hvert fald. Især på de der dage hvor jeg bare synes verden er imod mig, hvor alt er uoverskueligt, og hvor det eneste jeg lige kan overskue er at ligge under min dyne en ekstra time eller to. Men det bedste er det er når han ligger ved siden af mig, holder om mig, og siger det er helt ok. At han formår at trøste mig, også selvom jeg er helt til hundene nogle gange. Åh - jeg er taknemlig for at være i live. For at det ikke lykkedes mig. Her sidder jeg bare 1 års tid efter mit sidste forsøg. Har en skøn kæreste der er der for mig, er gravid og venter vores barn. Og ikke mindst er jeg i en meget lang og stabil periode af mit sygdomsforløb. Alle mennesker har dårlige dage, og jeg kæmper da også stadig med mine sorte huller... Men et hul er ikke længere uger eller dage. Og der kan gå lang tid i mellem dem. For det meste er jeg jo bare helt helt normal... lige som alle andre... i hvert fald så længe jeg ikke bliver presset af kommunen og sådan.
MEN JEG ER TAKNEMLIG... :D
Smil fra Christina
mandag den 29. oktober 2012
Træt gravid kvinde...
Har lige spist lidt pastasalat, efter at have sovet i halvanden time. Min søvn er meget afbrudt pt. Men håber lidt det bliver en vanesag med tiden.
Min kæreste og jeg glæder os til foråret kommer. Til Maj skal vi nemlig være forældre. Nakkefoldskanningen er overstået, og alt så fint ud. Jeg glæder mig, selvom det er hårdt for min krop, og har været det de sidste par måneder.
Selvfølgelig er der mange ting at tænke over nu hvor jeg er gravid. Nok mest i forhold til at jeg jo er syg, og ikke bare kan løbe fra det. Men jeg ønsker på ingen måde at mit barn skal påvirkes af det. Derfor har jeg også selv taget kontakt til kommunen, så det ikke kommer bag på nogle. Men tankerne kører rundt, og det har nok ikke kun noget at gøre med jeg er syg. Tror jeg enhver kommende mor, gør første gang hun er gravid. Jeg er da røv bange for at fejle. Gøre noget forkert osv. Men vi må alle gøres vores erfaringer, og jeg ved jeg har et netværk, jeg altid kan spørge til råds, hvis der bliver det mindste.
Graviditeten kom lidt hurtigere end forventet. Mange går jo måneder inden de bliver gravide, og gjorde jeg også sidst. Så vi startede lidt før end hvad vi nok burde. Jeg blev gravid lige efter at have smidt mine p piller. Og da jeg i slutningen af August testede positivt var glæden da også stor. Hvad den stadig er. Det "sjove" er lidt, at vi i den periode stort set ikke havde sex sammen mere end max 1 gang om ugen ;) Men vi havde også sagt at vi ikke glad at det blev et kapløb med ægløsning osv. Det kom når det kom. Og WUPTI :)
Jeg har allerede fået købt en del, og jeg nyder mine små shoppeture. Men glæder mig til at komme nærmere det nye år, så jeg kan købe nogle flere ting.
Vi overvejer også at findet et andet sted at bo. Godt nok har vi en del plads i lejligheden. Men kunne være rart at have en have som vi også kunne bruge.
I det store hele går det godt. Sygdomsmæssigt har jeg ikke haft nogle problemer længe, og jeg nyder det. Desværre har jeg haft en virus siden midten af september, som stadig ikke helt har opgivet min krop. Men læste at det kan være et tegn i graviditeten, og at det forsvinder igen. Så glæder mig til jeg kan sove mere en 1 time uden jeg skal op og tisse. Og slippe for feber osv.
Men syntes lige der var brug for en lille update herinde :) SMIL FRA OS.
Min kæreste og jeg glæder os til foråret kommer. Til Maj skal vi nemlig være forældre. Nakkefoldskanningen er overstået, og alt så fint ud. Jeg glæder mig, selvom det er hårdt for min krop, og har været det de sidste par måneder.
Selvfølgelig er der mange ting at tænke over nu hvor jeg er gravid. Nok mest i forhold til at jeg jo er syg, og ikke bare kan løbe fra det. Men jeg ønsker på ingen måde at mit barn skal påvirkes af det. Derfor har jeg også selv taget kontakt til kommunen, så det ikke kommer bag på nogle. Men tankerne kører rundt, og det har nok ikke kun noget at gøre med jeg er syg. Tror jeg enhver kommende mor, gør første gang hun er gravid. Jeg er da røv bange for at fejle. Gøre noget forkert osv. Men vi må alle gøres vores erfaringer, og jeg ved jeg har et netværk, jeg altid kan spørge til råds, hvis der bliver det mindste.
Graviditeten kom lidt hurtigere end forventet. Mange går jo måneder inden de bliver gravide, og gjorde jeg også sidst. Så vi startede lidt før end hvad vi nok burde. Jeg blev gravid lige efter at have smidt mine p piller. Og da jeg i slutningen af August testede positivt var glæden da også stor. Hvad den stadig er. Det "sjove" er lidt, at vi i den periode stort set ikke havde sex sammen mere end max 1 gang om ugen ;) Men vi havde også sagt at vi ikke glad at det blev et kapløb med ægløsning osv. Det kom når det kom. Og WUPTI :)
Jeg har allerede fået købt en del, og jeg nyder mine små shoppeture. Men glæder mig til at komme nærmere det nye år, så jeg kan købe nogle flere ting.
Vi overvejer også at findet et andet sted at bo. Godt nok har vi en del plads i lejligheden. Men kunne være rart at have en have som vi også kunne bruge.
I det store hele går det godt. Sygdomsmæssigt har jeg ikke haft nogle problemer længe, og jeg nyder det. Desværre har jeg haft en virus siden midten af september, som stadig ikke helt har opgivet min krop. Men læste at det kan være et tegn i graviditeten, og at det forsvinder igen. Så glæder mig til jeg kan sove mere en 1 time uden jeg skal op og tisse. Og slippe for feber osv.
Men syntes lige der var brug for en lille update herinde :) SMIL FRA OS.
mandag den 12. marts 2012
Indlagt på Lukket afdeling.
Puha, nu har jeg snart været indlagt i 5 uger, de sidste 3 på en lukket afdeling. Det går ikke særlig godt. Er selvskadende igen, hvad er noget af et nederlag. Men det virker. Den fysiske smerte er lettere at holde ud end alt det jeg mærker ellers.
Jeg er blevet vejet her for lidt siden. PUHA... Øv øv.. har heldigvis ikke taget på, men jeg ville ønske jeg vejede 5-10 kg mindre.
Denne uge er den sidste i denne gymnastik sæson. Mistede desværre min udgang i weekenden, så lige i skrivende stund sidder jeg og venter på svar på om jeg får min ledsaget udgang tilbage. Krydser alt hvad jeg kan. Ellers når jeg ikke at sige farvel til de skønne gymnaster. Der er gymnastik 5 dage i denne uge - den ene dag er dog bare klargøring til året lokal opvisning. Håber sådan at lægen vil bevillige mig udgang... Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg ikke får udgang :(
min ex og jeg er ikke sammen længere, det er da hårdt at se tilbage på de 5 år der gik... Og ikke mindst tænke på at til juni ville der være kommet et lille ønske barn. Drømmen om kernefamilien lever et eller andet sted inden i mig. Men må indrømme jeg synes det er hårdt at tænke på hvad vi mistede...
På billedet er jeg 8+1 ... 5 uger senere opdager vi at der ikke længere er liv... 16. december blev det fjernet, og hele livet vendt op og ned... PUHA.
Jeg er blevet vejet her for lidt siden. PUHA... Øv øv.. har heldigvis ikke taget på, men jeg ville ønske jeg vejede 5-10 kg mindre.
Denne uge er den sidste i denne gymnastik sæson. Mistede desværre min udgang i weekenden, så lige i skrivende stund sidder jeg og venter på svar på om jeg får min ledsaget udgang tilbage. Krydser alt hvad jeg kan. Ellers når jeg ikke at sige farvel til de skønne gymnaster. Der er gymnastik 5 dage i denne uge - den ene dag er dog bare klargøring til året lokal opvisning. Håber sådan at lægen vil bevillige mig udgang... Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg ikke får udgang :(
min ex og jeg er ikke sammen længere, det er da hårdt at se tilbage på de 5 år der gik... Og ikke mindst tænke på at til juni ville der være kommet et lille ønske barn. Drømmen om kernefamilien lever et eller andet sted inden i mig. Men må indrømme jeg synes det er hårdt at tænke på hvad vi mistede...På billedet er jeg 8+1 ... 5 uger senere opdager vi at der ikke længere er liv... 16. december blev det fjernet, og hele livet vendt op og ned... PUHA.
Abonner på:
Opslag (Atom)