Opereret og hva' så nu? Skrive en Bog?

Jeg skulle have været opereret i mandags. Mødte op til forundersøgelser, snak med læger osv i fredags, og mødte op mandag morgen som aftalt. Kl.10 kommer en læge ind og fortæller jeg ikke kan blive opereret. Resten af dagen går med at ringe til patientrådgiver osv. Udsigten til en ny operation ligger langt ude i fremtiden... SIDST I AUGUST... jeg bliver sur. Nu har jeg gået og ventet siden sidste efterår, hvor jeg ikke kunne blive opereret pga min graviditet, og ja nu kunne jeg så alligevel ikke blive opereret fordi den læge ikke VIL... han tør ganske enkelt ikke lave den operation. Det er da også fair nok at han erkender at det kan han ikke selv, og at en overlæge skal operere i stedet, men det vidste de da også i fredags og længe før det da de gav mig tiden. ÅH det dumme system. Havde en lorte dag i mandags.

Tirsdag morgen efter en god nats søvn, ringer min telefon et par minutter over 8. Det er fra sygehuset, at de kan operere mig idag... HVAD? Det er en joke ik? Nej var det ikke, og jeg fik besked på at holde mig fastende og møde ude på sygehuset et par timer senere. Klokken 12.30 bliver jeg kørt til operationsstuen, og omkring kl.16 er jeg tilbage på afdelingen, efter at have været på opvågning. Uden det hele har min puls været alt for høj, de måtte give beroligende osv. Og blev bedøvet mig hurtigt hvad jeg også var tilfreds med, da jeg havde sagt hvor nervøs og angst jeg var for selve bedøvelsen. De var rigtig søde på operationsstuen. Og de var så forstående og søde. Har aldrig oplevet noget lign. De gjorde hvad de kunne for at berolige mig, og det fik de gjort på bedste vis. De fortalte at det var fordi de havde fået et afbud at de kunne tage mig ind. Det er jo bare super godt for mig, så min planlægning ikke gik i vasken.

Nu er jeg så udskrevet igen, og skal gå 6 uger med skinne, inden jeg skal genoptrænes. Der er lange udsigter til motion igen... faktisk over 4 mdr. Min vægt er tårn høj, og det piner mig en del. Men for de proteiner der skal gøre at jeg heler og hurtigere kan komme oven på, så jeg ikke som sidst ikke heler ordenligt, og såret springer op. Denne gang går tråden også selv i opløsning, så mine sting skal ikke tages.

Jeg havde utrolig mange smerter. Tror aldrig jeg har prøvet noget lignende. Det gjorde så forbandet ondt, at jeg græd og græd. Selvom jeg var på morfin, blev jeg så dårlig at det eneste jeg kunne var at ligge i sengen med is. Sådan er det stadig lidt. Men kan da gå lidt rundt nu. Men ikke meget. Isposer er stadig min bedste ven. For morfin kan stadig ikke tage alle mine smerter.

Min spiseforstyrrelse tricker mig en del pt. Det er hårdt at jeg ikke kan følge de ritualer jeg har indgroet. At jeg ikke bare kan sulte og leve af jordbær. Men ved også inderst inde at det er vigtigt min krop får hvad den har brug for. Meeeeen at skulle tabe 20 kg er godt nok meget :( har 12 kg overvægt pt. PUHA.... Føj for fanden du er ulækker Christina.

Jeg skal nu få en masse tid til at gå uden mine lange gåture, uden motion, uden at kunne gå en lille tur i byen og handle osv. Derfor overvejer jeg nu, om jeg skal få skrevet den bog, som jeg gennem mange år har overvejet at gøre til en realitet. En bog om alle de ting jeg har måtte igennem. Selvmordsforsøg, seksuelt misbrug, skilsmisser, alkohol, det ustabile, utrygge, opholdssteder, indlæggelser og meget meget andet. Men også der hvor jeg er pt? I et behandlings forløb der tager år, men som måske gør jeg kan få et liv jeg kan holde ud at leve, så selvmordstanker ikke skal være dagligdag?
Det vil være rigtig hårdt for mig at skrive den bog. Der vil være mange tudeture, mange gange jeg vil føle vrede, savn og føle mig svigtet. Men måske det også er med til, at få sat det rigtige punktum ved nogle ting?!

Jeg tænker meget over de seksuelle overgreb i øjeblikket. Jeg har kort tid tilbage til at gøre op med mig selv om jeg kan klare en retssag. Om jeg skal melde den mand. På mange måder har jeg lyst til at  melde ham. Lyst til at han får at vide hvor meget han har ødelagt for mig. Føler et eller andet sted jeg er forpligtet til at forhindre at han ødelægger en masse andre unge pigers liv. På den anden side bliver det påstand mod påstand. Jeg kan intet bevise. Ingen kan se den film jeg har inde i mit hoved. Ingen kan høre hans ord hver dag, udover mig.

Måske jeg burde starte med den bog. Og få skrevet en masse om de ting som jeg oplevede omkring de forskellige "emner" der har været i mit liv. De overgreb kunne være en af de ting som måske var gode at få bearbejdet på den måde. Få skrevet en masse ned om de ting der skete.

Hvis der er nogle der læser med, må jeg så ikke høre jeres mening om en bog om mit liv - sort og hvidt... som jeg har oplevet tingene...?

Lidt triste hilsner fra den "handicappede"