Afslutning i psykiatrien en gang for alle ?!

Det var en noget underlig, mærkelig, uvirkelig men ikke mindst stor dag igår.

Igår var jeg til samtale hos min højt elskede psykiater, som på mange måder virkelig har været med til at rykke mig. Det har været over 4 år, hvor hun har presset mig, skubbet mig, rost mig osv.

For 2 1/2 år siden var det min skønne terapeut i psykiatrien der meddelte at hun havde søgt orlov og fået ny stilling. Det gjorde mig ufattelig ked af det, og følte endnu engang et enormt stort svigt. Følte at hver eneste gang jeg lige havde fået en god relation, så fik de nyt job, stoppede, blev syge osv.

Min psykiater meddeler igår at der er noget alvorligt vi skal tale om. Og jeg ved straks hvad klokken har slået... Hun havde fået nyt job pr 1. september. Mine første egoistiske tanker er selvfølgelig " åh nej ikke igen. Hvad nu med mig?! Stopper det her aldrig. Jeg magter ikke flere mennesker indover mit liv, behandling osv..." Svaret fra min psykiater på nogle af mine spørgsmål er " Jamen Christina, du har slet ikke brug for psykiatrien mere. Det har du ikke haft i flere år snart." Det er rigtigt. Jeg har ikke brug for psykiatrien som den nok egenlig er beregnet. Jeg er medicin fri. Ser kun min skønne psykiater 1 gang pr mdr. cirka, ud fra hvordan det hele lige passer sammen.

Vi kommer så midt i en anden samtale til at snakke om mad, og vi har begge glemt at jeg jo går ved en diætist igennem psykiatrien. SUK!, så kan jeg jo ikke bare blive afsluttet, og snakken går på " hvad så nu". Ja så var muligheden at blive tilknyttet nye behandlere osv. FOR AT KUNNE GÅ TIL DIÆTIST. Efter jeg fik snakket det igennem med en veninde og ikke mindst min kæreste, så blev vi enige om at vi hellere selv betaler selv samme diætist privat. Dels for en gang for alle at kunne sætte et punktum og sige " det var det, ikke mere psykiatri, ikke mere indlæggelse, ikke mere af noget som helst". En stor dag. En dag jeg for bare 4 år siden ALDRIG i min vildeste fantasi havde håbet på ville komme. I aftes sendte jeg derfor en mail til både diætist, og psykiater og fortalte om min beslutning. Det tiltaler mig mest at blive afsluttet efter et super godt forløb hos jordens bedste psykiater. Jeg har det jo fint. Det har jeg jo. Men alligevel er det blevet til en del tårer. Både positive tårer over at - jeg klarede sgu det her... jeg er snart ikke psykiatrisk patient længere. Men også over at alle de læger, sygeplejerske osv der har været inde over mig i mit 11 år lange forløb, pludselig er fortid på en eller anden måde. Det er da lidt vemodigt, at de afdelinger jeg har været på, næsten har været min familie i perioder. Men det er nok meget sundt at det endelige behandlings punktum bliver sat nu.

Et lille tilbageblik fra min blog i April 2011 :

"Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre."

Et lille pip herfra

Tænk hvor stærkt tiden går?! Det er faktisk ret voldsomt til tider ;) Vi står op, og pludselig er det aften, og igen sengetid.

Det går egenlig ret stille og roligt pt. I morgen er det 1 år siden min farfar døde, og jeg kan godt mærke at minderne omkring lige den dag hober sig lidt op. Min farmor var samme formiddag blevet indlagt på sygehuset med blodprop i hjertet. Min farfar skulle også på et andet sygehus for at have kemo, men var for sløj til at få den. Min farfar når at få beskeden om at min farmor er indlagt, og at det nok er en blodprop..... kort efter kan han ikke vækkes inde i lænestolen hos min faster, ambulance bliver tilkaldt, og pludselig ligger de begge to på samme sygehus og ja... nu er min farfar så bare død, og min farmor kæmper stadig for sit liv.

FØJ det er dårlige minder. Min farmor er her stadig den dag idag. Og jeg må da indrømme at jeg nok ikke helt havde forventet at hun stadig var her et år senere. Men er da utrolig glad for at hun har nået at se sine oldebørn noget mere end min farfar fik gjort. Men er glad for at farfar nåede at se alle 3 oldebørn. :)

Ellers går det egenlig stille og roligt det meste af tiden. Min søn er blevet en ret stor dreng, der er bestemt, og ved hvad han vil og bestemt ikke vil ;) Han startede i vuggestue i stedet for dagpleje, da der var lidt for meget legestue, fridage osv i forhold til hvad vi syntes vi betalte for. Så nu er det blevet vuggestue i stedet. Vi synes alle 3 at der er ret meget larm, og uro i vuggestuen i forhold til dagen, så vi kan godt savne den ro, og kærlighed som der var i netop dagplejen.

Men en lille bitte update herfra.

Mig og sygdom....

Denne blog skulle handle om mit sygdoms forløb. Hvordan jeg går og har det osv. Men det sidste års tid er det ikke fordi overskuddet har været det store til at få skrevet, noget som helst, om hvordan jeg går og har det. I det tidligere indlæg skriver jeg om vores husbyggeri, og i forhold til sygdom kan jeg på ingen måde anbefale andre at kaste sig ud i sådan et projekt. PUHA det har krævet mange tårer og håbløse tanker.

OG dog. Jeg er super glad for at sidde i et hus hvor jeg ENDELIG kan føle mig hjemme. Hvor jeg kan føle jeg passer. Hvor jeg glad kan stå op hver morgen osv.

Jo jeg er stadig syg. Og kan tydeligt mærke min spiseforstyrrelse trækker i mig pt. SULT, så du kan få tabt de kilo. Sult så du kan føle dig ovenpå igen... SULT, motion, vægt, kontrol. osv.... MEN... Jeg ved den dag i dag at sult ikke er vejen frem. Tvært i mod. Sulter jeg fungerer min hjerne ikke. Og når min hjerne ikke fungerer fordi den ikke har fået nogen næring, jamen så siger min borderline HEJ, og dertil kommer selvmordstanker, flip, kaos osv. Så det er bare en stor ond cirkel. Så forsøger at sige til mig selv at det bestemt ikke er vejen frem at tvangsmotionere, sulte, kaste op, og alle de andre ting jeg nu engang har gjort.

Selvskade er heller ikke en del af mit liv længere... Mine ar er dog et  bevis på hvor svært det hele engang var. Mine ar er der, og de forsvinder ikke. Dog tænker jeg ikke længere over mine ar. Cutting er blevet mere kendt end dengang jeg begyndte. Og flere og flere er desværre selvskadende på den måde. Jeg er glad for at jeg tog en beslutningen om at stoppe. Dog synes jeg stadig det er hårdt at blive spurgt om hvad der er sket. Og lyver stadig alt hvad jeg kan for at benægte - men dette er primært overfor børn ;) De skal altså skånes for at vide at verden ikke altid er så rosen rødt :)

Ellers er jeg stadig tilknyttet psykiatrien. Ikke fordi det er noget der hjælper mig som sådan. Men mere fordi at jeg  ikke ønsker at miste min nuværende psykiater, og så evt senere få brug for en ny, og vide jeg så ikke kan få hende igen...

Her om halvanden uges tid starter jeg til diætist igen. Jeg har stadig meget OCD omkring madvarer, jeg ikke tør at spise. Og jeg er ganske enkelt nød til at arbejde med maden så det kan blive bedre. Det SKAL BARE IKKE fylde hele mit liv. Og vigtigst af alt, jeg skal ikke "smitte" mit barn med alle mine dårlige tanker, følelser, had osv jeg har til mad.

Men alt i alt har jeg det meget bedre end jeg havde det for blot 3 år siden. Jeg vågner ikke og tænker jeg skal dø. Jeg har næsten aldrig selvmordstanker. Og selve borderline diagnosen er ikke den der fylder hos mig. Det er mere mad, tvangstanker og sådan. Men hellere det, end at ville dø 24 timer i døgnet... Lidt tanker her fra mig...

Til jer der kæmper - der er en vej ud, det er blot lige at finde den rigtige dør, og turde tro på at det kan lykkes at få det bedre.

Så slutter rejsen snart...

SÅ SKAL HUSET SNART STÅ FÆRIDGT !!!

Det har virkelig været en meget lang og sej kamp, vi som par og familie har været igennem. Theodor var blot lidt over 4 måneder gammel da vi overtog vores hus. Idag er han næsten 19 måneder. Det har været en prøvelse for vores parforhold at have et lille barn, samt et hus der liiiiiiige skulle total renoveres. Oveni har jeg jo kæmpet med mine sygdomme, så det har ikke altid været lige let. I perioder har det stået helt stille, for ellers tror jeg desværre ikke vores parforhold havde holdt. Vi må dog nok sande at det har taget lidt på kærligheden. At der nu er lidt der skal opbygges igen. Men hvis man kan klare en total renovering, samt et lille barn, UDEN AT VÆRE GÅET FRA HINANDEN.... Så kan vi klare ALT :)

Vi flyttede ind i marts måned. Og Siden er der faktisk sket en del. Da vi flyttede ind havde vi ikke ingen indvendige døre. Vi havde ikke gulv på i hele huset. Ingen lister og paneler. Intet soveværelse. Intet bryggers. Skabe osv. Det eneste der nogenlunde var færdigt var faktisk vores badeværelse - trods der heller ikke var nogen dør i. Men hvad et lagen ikke kan rede :) 

Vi glæder os til at huset bliver vurderet i næste uge. Så vi for alvor kan sætte et stort punktum på selve byggeriet. 

Det er en ret vild forvandling huset har været igennem. Der er vidst kun enkelte ydervægge der ikke er rørt. Men puha... Vi har heldigvis fået en del hjælp af venner og familie. Og uden deres hjælp var vi nok ikke nået hertil endnu.

Fremtiden - Skrive en bog?

Jeg har LÆNGE som i virkelig længe haft et ønske om at få skrevet min historie ned fra start til slut. Få sat et punktum for mange af de oplevelser jeg har haft.

I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.

Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.

I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.

Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om,  så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.

Modbydelige verden.

Hold nu op hvor er jeg træt. Træt af at kæmpe, træt af min krop, træt af mad, tanker, huset, lejligheden, uvisheden, økonomien i kontanthjælp osv osv osv.

Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet.  Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem  har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.

Tilbage til mig selv.

Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.

Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.

Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.

Året 2013

Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået. 

Jeg har været gravid.

Fået ny behandler.

Fået en skøn lille dreng. 

Købt hus.

Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.

Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ). 

Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham. 

Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid. 

Abort! Mormor! Stesset! Urolig!

Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.

Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.

I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.

Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.

Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.

Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.

Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.

Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.

Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.

Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.

Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.

Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.

Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.

Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.

Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.

Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.

Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at  være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.

Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.

Har lyst til at skrige…

JEG HADER VINTER… hader hader hader vinter.

Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.

Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.

De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.

Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.

Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det  bedste.

Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.

Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.

Været på kommunen idag.

Så sidder jeg atter her, med en masse tanker i mit hoved. Tænk at jeg allerede er 27 år. Jeg har været på kommunen idag, og snakke med min sagsbehandler fra jobcenteret. Hun må ikke indkalde mig da jeg er på barsel. Men vi havde selv bedt om et møde. Som tingene er lige nu, ser det ud til at jeg ingen indtægt har overhovedet fra 1. januar 2014, trods jeg er på barsel, frem til midt i marts.
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.

Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.

Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.

I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.

Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)

Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)

Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.

Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)

Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p

Nyt udseende. Nyt liv. Ny fremtid?

Dem af jer der har været med til at læse på min blog i en del år efterhånden, har sikkert opdaget, at der er sket rigtig meget.

I morgen har jeg været TOTAL medicin fri i 1/2 år... Jep det eneste jeg har taget af medicin er lidt smertestillende når jeg har mine migræne anfald. Der sidder sikkert nogle stykker og tænker, at et halvt år der ingen tid er. Men når man har været i psykiatrien i 10 år, så er det virkelig stort. Det er stort at føle glæde hver dag. Stort at vågne og det første jeg ikke tænker på er - "åh lad mig dog for fanden bare  DØ, jeg vil dø, jeg gider ikke dette forbandede lorte liv mere, det bliver jo aldrig bedre". Hvor er jeg taknemlig og glad for at jeg ikke døde af de selvmordsforsøg jeg har haft. Og hvor er jeg glad for at livet er gået videre.

Jeg skriver ind i mellem med piger med samme diagnoser som mig. Og det kan virkelig være en hård nød at knække. Må ofte tage mig selv i ikke at sige de samme ting, som jeg blev mødt af. Som gjorde MIG sur, ked og vred. Men må indrømme jeg nogle gange har lyst til at sige "så tag dig dog sammen, ingen kan gøre arbejdet for dig".

Da jeg havde det aller værst, tegnede jeg min egen gravsten. Jeg tegnede fred omkring graven. At min familie havde sat blomster, solen skinnede, himlen var blå, der var et træ med grønne blade, og fugle på himlen. Husker at jeg når jeg tænkte på døden, mærkede freden. Til tider kunne jeg bliver helt opslugt af følelsen af fred. Hvad sikkert også har været grunden til et utal af selvmordsforsøg. Selv nu, kan jeg da godt ønske mig et andet sted hen, hvor der bare er ro og fred. Ingen krav, forventninger, eller noget. Bare RO. Men ikke ro som i - "jeg vil dø- ro". Men ro som i fredfyldt natur, ild i en brændeovn, varme, kakao, nybagte boller, og bare afslapning.

Tiden flyver afsted. Idag er min skønne dreng blevet 1/2 år. Jeg ved slet ikke hvor det halve år er blevet af. Det føles som igår han kom til verden, og alligevel er der bare sket SÅ meget på de måneder.

Her er dejlig roligt lige nu. Theodor sover, manden er til sport, og jeg har klaret opvasken, flaskerne, og lige fået afkalket elkedlen...

Det er faktisk underligt at der aldrig er HELT stille. Jeg tænker altid et eller andet. Der er aldrig helt den ro som jeg så inderligt ønskede mig for et par år tilbage. Men lever med de flyvende tanker. Tanker som alle sikkert har. For mig har de bare været svære at tackle. Jeg ved ikke om jeg har troen på at jeg KAN blive helt rask. Eller det kan jeg nok ikke, men jeg har noget et mål, eller måske endda flere.....

JEG ØNSKEDE MIG FØLGENDE:

Mine selvmordstanker må ikke være daglige - TJEK.

Jeg skal ikke have "borderline flip" flere gange om ugen - TJEK.

Jeg skal kunne holde ud at vågne om morgenen, uden at min første tanke er "hvorfor vågnede jeg" - TJEK.

Jeg vil føle glæde frem for tristhed - TJEK.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _     :)  _ _ _ _ _ _ _ _ _

Tænk at jeg har opnået det. Opnået at være glad for at vågne om morgenen. At jeg ikke ønsker at dø flere gange om dagen. Og at jeg nu ikke engang kan huske hvornår jeg sådan VIRKELIG havde selvmordstanker. Tanken kan komme, men det sker så sjældent, at jeg glemmer det lige så snart tanken er der. Jeg har lidt flip. Men langt fra i den stil det engang var. Mine flip opstår nu kun, hvis jeg virkelig bliver presset, og jeg ikke selv kan nå at følge med. Stress, pres, forventninger, og krav er virkelig nogle af de ting der kan gøre at jeg får "tilbagefald".

SELVSKADE....

Har du været selvskadende?! Kan det lade sig gøre at stoppe?! Og hvordan stopper man?!

Mit eneste svar til det er - at DU skal tage en beslutning om at NU vil du ikke det her længere. NU er nok nok. NU vil du leve et liv som så mange andre. NU skal du ud på den anden side.

Jeg husker at jeg tog beslutningen da jeg blev 20 år - JEP det er 7 år siden... Indtil jeg blev 20 var jeg selvskadende flere gange dagligt. DAGLIGT... låste mig inde på badeværelset, og skar løs. Ture på skadestuen, sys sammen, osv. Hæsligt. Husker at jeg da jeg blev 20 tænkte "NU må du vælge. Vil du dette liv, med selvskade, negative tanker, eller vil du dø". Jeg endte med at tænke, at jeg ville LIVET... Men når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det faktisk ikke var hvad jeg ville den gang. Jeg var på ingen måde klar til at kæmpe for at komme tilbage til livet. Jeg var ikke klar til kampen med mig selv, med følelserne, tankerne, og alle de ting der gjorde at jeg var endt hvor jeg var.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år. Nogle gange har der været tilbage fald. Men jeg endte med da jeg blev 20 at have længere perioder hvor jeg slet ikke skar mig. Idag ser jeg ikke mig selv som selvskadende. Og jeg glemmer faktisk at jeg har alle de ar. Nogle gange har jeg overvejet at få lavet en plastik operation, men på anden anden side er alle mine ar en del af hvem jeg er. En del af hvem jeg er blevet. Og hvis JEG kan leve med de ar. Så er det vel ikke værre end folk der fortryder de får lavet en tattoo på en bytur ;)

Jeg er spændt på fremtiden. MEGET spændt. Manden og jeg skal snart op på kommunen, og netop snakke om min fremtid. Og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele kommer til at gå. spændt på om de er enige, eller om de i det hele taget vil samarbejde om en løsning. Men kan også godt mærke at det er svært for mig, og at jeg ikke helt ved hvad pokker jeg skal sige. Men er glad for at manden i mit liv vil tage med mig. Rart at have hans støtte. Rart han aldrig gav op. Rart at jeg ved at LIGE MEGET HVAD, så vil han altid være ved min side.

Jeg kunne sikkert fortsætte dette tanke helvede til uendelighed... Og ja, jeg overvejer stadig om jeg skal få skrevet en bog om alt det der har været sket i min fortid. Og jeg håber den en eller anden dag, bliver virkelig. Det kunne være SÅ fedt at få sat et stort fedt punktum. Læse bogen. Lukke bogen, og sige "det var det - nu er vi i fremtiden, fyldt med glæde, ro og fred".

En masse tanker herfra - Christina der har været mor i et halvt år nu :)

Nogle gange er livet bare gråt og efterårs agtigt...

Puha hvor jeg synes alt hænger mig langt ud af halsen pt.
Huset - vores bygge projekt trækker ud, pga der hele tiden opstår uforudsete ting :( puha ønsker det bare snart færdigt så vi kan komme videre i vores liv. Vi har snart alle tre brug for lidt mere albue rum.

Ellers er det ret hårdt pt. Er stoppet hos den primære behandler jeg havde, det fungerede ikke. Har nu kun min psykiater tilbage og skal derfor selv klare kampen med kommunen når min barsel slutter næste år. Glæder mig ikke - men det var mig eget valg .


Det var lidt herfra...

Levende lys, varm kakao og stilhed.

Lige nu sidder jeg foran computeren ved spisebordet, og slapper af. Theodor sover lige så stille og fint inde i sin seng. Det har været en meget lang weekend. Theodor har det 5. tigerspring i disse dage, og vi har nok 27 dage tilbage, ifølge "vidunderlige uger"... Men så ved vi da hvad vi har at se frem til.

Der er ikke sket så meget med huset i denne uge. Nok mest fordi tiden og energien ikke har været til det. Alle de ting der skal laves er ikke sådan nogle små ting, og alt tager tid. Nogle gange kan jeg tvivle helt på om det nogensinde bliver et hjem. Men kan så glæde mig over at håndværkerne går igang nu her i oktober mdr. Havde vi skulle gøre ALT selv, så var vi kørt surt i det allerede.

Min kæreste har arbejdet stort set hele ugen, og må indrømme jeg glæder mig rigtig meget til han har fri her kl.23. Kan mærke at jeg virkelig har brug for et stort knus, blive holdt om, og sove... Theo har været vågen de sidste to nætter, og har ligget og snakket løs. Ikke lige det man har lyst til når klokken er 3 om natten... Men de "kære" tigerspring, skal de jo igennem de skønne børn.

Tilbage til mig... hvordan  har jeg det? Hvordan går det? Nyder jeg tilværelsen? Er det hårdt at være blevet mor?

Kort sagt så det at være blevet mor, er ikke ligefrem det der gør at jeg har super meget tid til at tænke og føle efter med hvordan jeg har det. Min behandling i psykiatrien er også ret kaotisk, da jeg ikke kan med den primære sygeplejerske. Og overvejer ofte om det ikke bare skal være slut nu.. Så enkelt bliver det desværre nok ikke. I ugen der er gået har min psykiater og jeg snakket en del omkring et flexjob. Hendes vurdering er som altid, at jeg nok ikke skal forvente at jeg nogensinde kommer ud og arbejder på fuldtid som er "normalt"... Frygten går på at jeg bryder sammen. Og jeg må da ærligt indrømme at frygten også sidder i mig. TÆNK hvis jeg bryder fuldstændig sammen pga pres, stress og at jeg ikke kan finde den ro som er så vigtig i min hverdag. TÆNK hvis min borderline personlighedsforstyrrelse bryder ud igen. Lige da jeg skrev den sætning måtte jeg lige lukke mine øjne. Føj, den tanke kan jeg slet slet ikke magte. Nej, min Borderline skal aldrig nogensinde igen styre mit liv så meget som den engang har gjort. JEG ER IKKE MIN BORDERLINE, Jeg er ikke en borderliner pige... Jeg er et menneske som alle andre. Mit liv har bare ikke altid været lige så let som jeg kunne have ønsket det var.  Jeg er Christina. Ikke alle mulige diagnoser. Jeg har en del diagnoser, og har haft et utal af diagnoser, men de skal på ingen måde fortælle mig, hvordan min hverdag skal være. Jeg nyder at vågne om morgenen, og det første jeg tænker er "hvad skal jeg lave idag, mon Theodor har lyst til at ses med sin mormor, eller skal vi bare hygge herhjemme" - Eller hvad det nu kunne være. Og at min første tanke ikke er "JEG VIL DØ, jeg vil ikke leve mere, hvorfor leve for noget som alligevel aldrig bliver godt? Hvorfor skal jeg kæmpe for endnu en dag, når jeg godt ved jeg aldrig får det bedre?!". Jep sådan var mit liv for halvandet år siden. Konstant sorte negative tanker. Jeg tænker en del over mine ar i øjeblikket, ikke så meget det at de er på mig og min krop, for de er jo en del af hvem jeg er og har været. Men mere tanker om hvad andre tænker om mig, når de ser dem. Nogle gange har jeg lyst til at råbe ud til hele verden "JA - JEG HAR VÆRET SELVSKADENDE, MEN ER DET IKKE MERE".  Men desværre er der stadig så mange der er uvidende om hvad det vil sige at være selvskadende.

Foredrag - Dem savner jeg helt vildt. Jeg savner at føle der har været en mening med min fortid. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne stå foran de psykiatriske afdelinger jeg har været indlagt på, og fortælle hvordan jeg oplevede dem, og den måde de håndterende mig på, da jeg havde det aller værst. Men også få sagt til de få der virkelig gjorde en forskel til sidst, at jeg er taknemlig for at lige netop DE personer ikke gav op. Jeg håber meget at jeg i fremtiden vil kunne få brugt al den personlige livserfaring jeg har fået til et eller andet fornuftigt. Måske for at føle jeg ikke har spildt halvdelen af mit liv. Men også for at gøre en forskel for bare et menneske der føler sig alene, med de samme oplevelser og tanker som jeg havde.

På onsdag skal jeg til diætist igen. Endnu en ny diætist som også skulle have speciale i spiseforstyrrelser. Jeg håber virkelig at hun formår at nå ind til mig, og forstår at det ikke "bare" er at få en kostplan. Men også at jeg stadig kæmper rigtig meget med ting jeg ikke tør spise. Jeg arbejder en del med det. Forsøger at spise lidt "nyt". Siger til mig selv "det der kunne du altså godt spise for 15 år siden... så det kan du også godt nu". Men ofte kan jeg godt mærke at tvangstanker og handlinger hurtigt overtager, og at angsten for fx ristede løg overtager. Men jeg tager nogle små skridt. Fx fik jeg kinesisk nudelsuppe hos mine svigerforældre i fredags. For bare 2 år siden var jeg gået helt i baglås over at jeg kunne se der var løg i. LØG - ej der vil jeg lige helt ondt i maven. Hvorfor pokker har jeg været så ekstremt bange for at spise og røre ved løg. Har stadig svært ved at røre ved dem. Og hvis vi fx skal have frikadeller herhjemme, er det også  min kæreste der ordner løg. Alle de der OCD ting er nok til tider lidt voldsommere end de har været tidligere. Men det går, og er ikke noget jeg hele tiden går og bruger energi på at tænke over. Men i min hverdag kan jeg godt være på prøve. Fx. tør jeg ikke røre ved offenlige toiletters dørhåndtag. Trykke på knapper til lyskryds. og ofte får stikkontakter, dørhåndtag osv herhjemme også en ordenlig omgang. Men det gør jeg kan slappe af hvis jeg ved de håndtag som vi rør ved hele tiden er rene.

Nu synes jeg godt nok trætheden melder sig. Så overvejer at smide mig på sofaen under varmetæppet indtil kæresten kommer hjem. Min seng virker nu også lidt som en løsning, og måske det endda er den mest fornuftige løsning, hvis Theodor skulle mene det er morgen allerede kl.3 i nat igen ;)

Stresset og i min egen lille "klokke".

Min psykiater har lige været forbi. Theodor er lagt i seng, fordi han ikke rigtig har sovet idag. Mon ikke han allerede sover, der er ihvertfald stille i soveværelset.

Den nye kontanthjælpsreform går mig virkelig meget på. Jeg får flere og flere angst anfald. Jeg kan slet ikke se hvordan det hele kommer til at hænge sammen. PUHA. Det er virkelig ikke noget der er særlig rart. Ja jeg bruger alt for meget energi på at tænke over fremtiden. Hvad forventer kommunen når min barsel stopper... Mon jeg knækker af at presset igen kommer på mine skuldre. Bare det ikke kommer til at gå udover forhold og Theodor.

Min primære behandler og jeg kommer ikke rigtig godt ud af det med hinanden. Og det var også en af grundene til at min psykiater kom herhjem idag. Det er virkelig noget der går mig på. Jeg endte da også med at stortude herhjemme, fordi jeg bare slet ikke føler de forstår hvad det er jeg siger.. Men tror det måske slog lidt mere igennem idag, da jeg forklarede hende at det ikke er fordi jeg er sur på hende sygeplejersken, eller noget andet. Men at det ganske enkelt er fordi at jeg føler sygeplejersken hakker ned på mig, og hele tiden "dømmer mig pga min for-historie"... Ihvertfald siger hun ofte det stik modsatte af mig. Altså hvis jeg har en mening, så har hun en anden og hende er den rigtige... "Christina du har jo også borderline og ser tingene sort/hvidt". PUHA! Synes virkelig at det er super hårdt i øjeblikket. Hårdt fordi at jeg allerede mærker presset, når min barsel slutter.

Derudover synes jeg det er ret hårdt med huset, nedrivning, opbygning, hvilket køkken, hvilket gulv, hvidevare osv. Får næsten helt sved på panden. Vi nåede dog rigtig meget med hjælp fra venner og søskende i går. Udestuen og et værksted ligger trygt i en stor container, og nu er det bare resten der skal i når containeren er tømt.

MEN ÅH... GLÆDER MIG til at få meget mere plads. Plads til drømmene, kærligheden, og freden. Glæder mig til at vaske tøj i MIN egen vaskemaskine. Til at det bliver sommer og vi får lavet en stor terresse og at Theodor kan løbe og lege :)

Nu vil jeg nyde stilheden. Kærligheden er stil sport og er først hjemme om ca 2 timer, Theo sover og så skal tiden lige nydes lidt. Har jo både fået vasket sengetøj, gjort rent og leget med theo... Så kan høre sofaen kalder nu :)

Hus, tanker, og meget mere vulapyk

Puha... vi fik nøglerne til vores hus i torsdags... Så nu går den helt store renovering igang. Idag er første dag hvor vi ikke forventer at skulle være i huset. Det er dog også rart nok, både for Theodor og jeg at have en dag hjemme.

Igår var jeg virkelig virkelig udkørt og træt. Normalt hører jeg næsten alt omkring mig når jeg sover, bare Theodor sparker sin dyne af, så er jeg vågen.. PUHA... Men i nat to min kæreste ham, og jeg har fået sovet. ENDELIG frisk igen ;)

Ellers går det egenlig okay. Nogle dage kan jeg godt mærke at det hele er lidt for meget, at jeg er stresset, at det irriterer mig at min vægt står stille... Men min borderline og alle de symptomer den har med sig, har ikke vist sig længe... RART... Dog kan jeg mærke at det virkelig stresser mig at min barsel snart slutter, og at jeg ikke aner hvad fremtiden bringer. Så vi har snakket lidt omkring at få et møde på jobcenteret, så jeg ved hvad pokker der kommer til at ske.

Jeg er igen blevet henvist til en diætist med speciale i spiseforstyrrede, så nu håber jeg at det er bedre end da jeg var tilknyttet, center for spiseforstyrrelser. Men det vil tiden vise.

Idag har jeg fået gjort rent, ryddet lidt op og sådan... Og fået vasket lidt tøj.. HOLD DA OP, hvor jeg glæder mig til at få et bryggers og "bare lige" kan sætte en vask over, uden at det er fra 2. sal og ned i kælderen. Men der er mange ting der bliver godt når huset står færdigt.

En del af min "tanke tid" går med at tænke meget over hvad jeg skal uddanne mig som, når den tid kommer. Ville jeg kunne klare en uddannelse her og nu. Hvor ser jeg mig selv om ti år - eller måske bare om 5 år... PUHA... om 5 år, så er jeg lige blevet 32 år... Ej det er jo næsten for sindssygt. Men bare tanken om at være 27 år, og stadig ingen uddannelse have, det piner mig. Men er nok mere flov end så meget andet. Ja - jeg har en masse erfaring som mange andre ikke har. Dog kunne jeg godt være den foruden. Jeg håber at en eller anden dag kan jeg gøre brug af den viden jeg har fået pga alle de indlæggelser, behandlere, opholdssteder, og år jeg har brugt på alt muligt psykologisk og psykiatrisk.

Pt, kan jeg godt mærke at der ikke er så meget overskud til andet en huset og min skønne dreng ... Så tænker en del over om jeg skal sige helt fra med gymnastik denne sæson. Men jeg ved også at jeg kommer til at savne det alt for meget.

Lige nu er kæresten på arbejde, synes ikke han har så meget fri lige pt, men en af os skal jo også tjene nogle penge.

Efteråret er lige startet, og jeg hader de mørke aftener, hader blæst, regn, og trist vejr... PUHA, det er bare ikke en årstid der er god for mig. Sidste år var nok lettere, i det jeg vidste jeg var gravid og der blev brugt en masse energi på at tænke "overlever det foster mon". Nu sidder jeg her 1 år senere, med en lille dreng der bliver 5 mdr i weekenden. HOLD DA OP - hvor blev de 5 mdr af... puha.

Nå nu vil jeg slappe lidt af, inden jeg skal ned og hente det sidste vasketøj.

Go' Tirsdag Til JER :)

Så sker der lidt.

Min skønne dreng er blevet stor. Lige nu ligger han på gulvet og leger og snakker helt vildt. Han er altså bare skøn. Han er nu over 4 mdr, og vejer 7,3 kg og er 66 cm lang. HOLD DA HELT FERIE - hvor blev min lille baby af.

I næste uge starter gymnastik igen. På en måde bliver det rart at komme igang, men mærker også en lille frygt for at det ikke kommer til at fungere med sport og et lille barn. Men som jeg altid har sagt, så kommer Theodor i første række. Men det er en spændende fremtid vi går i møde. Han er skrevet op til dagpleje og børnehave.

Ellers har vi fundet et hus som vi skal have sat i stand. Så det bliver virkelig rart når vi engang kan flytte. Dog skal de sidste ting lige falde på plads inden det er endeligt. Men åh hvor jeg glæder mig til at vi kommer væk heroppe fra lejligheden, og trolden kan få sit eget værelse.

Lige nu er kæresten ude, men på vej hjem. Jeg skal til behandling i psykiatrien. Jeg orker det ærligt ikke, jeg føler virkelig slet slet ikke at min nye behandler kan ændre på noget som helst. Ofte irriterer hun mig mere end noget andet. Så tænker en del over om jeg IGEN skal tage en snak med min psykiater. Hende skal jeg se på mandag.

Føler mig virkelig træt i øjeblikket. Ham den lille har holdt mig vågen ved at "snakke i søvne" og sparke sin dyne af de sidste mange nætter. Men i nat har jeg kun været oppe to gange.

Lige nu ligger han på maven og griner ad ipad'en, tossede dreng. Men ÅH han får virkelig en til at smile, han er bare altid så super glad. Hvor heldig har man lov at være.

Men det var lige lidt herfra, nu må jeg hellere få gjort mig klar til at komme ud af døren, når kæresten kommer hjem.

Tanker herfra.

Kaos - lort nok= kontrol

Puha. Synes virkelig det har været en hård uge indtil nu. Tanker der flyver rundt, følelser, og et selvværd der er nærmest ikke eksisterende. Maden fylder virkelig meget pt. Mærker hvordan skyggen af min spiseforstyrrelse lurer lige rundt om hjørnet. Til tider kan jeg mærke hvor let jeg er at fange. Hvor lidt der skal til før jeg igen er i spiseforstyrrelsens klør. Er dog utrolig bange for at falde helt tilbage igen. Var endelig begyndt at prøve madvarer selvom mit hovede ikke helt kunne indfinde sig med det. Men mærker allerede igen hvordan trangen til kontrollen er tilbage. Trangen til at føle jeg kan udrette noget, flygte i et mad helvede... Det er utrolig svært at være i min krop. vægten har stået stille i mange måneder, og er overvægtig. tænker meget over at jeg allerede en gang har haft tabt 33 kg, og nu kan jeg så starte næsten forfra. Der er lang vej. og underligt nok føler jeg den eneste måde jeg kan tabe mig på er ved ikke rigtig at spise.

Jeg har idag skrevet en mail til min psykiater, bliver nød til at sige til dem at nu er jeg på grænsen til at falde tilbage. Og jeg ønsker virkelig ikke, at min skønne søn skal blive påvirket af at jeg nu "vælger" den løsning. Jeg er meget træt i øjeblikket. Mit overskud er ikke det største, og har let til tårer... Håber meget hun svarer i morgen, kunne være rart at høre hvad hun siger - om det bare er en periode, eller om jeg reelt måske er ved at falde helt tilbage i helvedet igen. Jeg fik at vide i starten af graviditeten at det kan være utrolig svært når kroppen forandre sig... og ja... mon ik. Jeg føler mig fanget i en krop som jeg slet ikke føler er min.

Min kæreste er en kæmpe støtte gennem alt det her, og er så taknemlig for at jeg kan tale med ham om alt. Er glad for han støtter og forsøger at hjælpe, selvom jeg på tidspunkter kan være til tvær, når jeg har en anden mening. Men mon ikke min træthed også spiller ind der... ;) Det er jo hårdt at have en lille dreng på 4 mdr... Men lidt tanker herfra... puha. HÅBER inderligt ik at helvedet venter på mig - forsøger at kæmpe mig uden om.

Uddannelse? Arbejde?

Pt bruger jeg virkelig meget meget tid på at tænke over hvad jeg skal lave i fremtiden. På en måde vil jeg super gerne gøre brug af den viden jeg har fået, gøre brug af min personlige rygsæk, og al dens indhold. På samme tid kan jeg mærke at det også er svært for mig at tage skridtet. Det skridt der hedder... "jeg er næsten helt rask, og nu venter den store verden, jeg har været skånet for de sidste mange mange år". Det er skræmmende i en alder af næsten 27 år, at skulle overveje HF fag. At skulle tænke hvad jeg ønsker at arbejde med osv. PUHA.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når min barsel slutter. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme til at fungere ordenligt, med et normalt arbejde. Og kan mærke at jeg frygter at jeg ikke kan magte et arbejde på fuldtid på de samme vilkår som alle andre. Og alligevel er det jo netop hvad jeg ønsker. At kunne være som alle andre. Puha synes det er hårdt.

Borderline uden symptomer :)

I onsdags var jeg en tur oppe hos min psykiater, og hvor hende fra distrikt psykiatrien også kom. Vi skulle have lavet en ny behandlingsplan i maj mdr, da jeg havde født, men den blev udskudt til i onsdags, når de begge havde haft sommerferie... deres udmelding var klar: "hvad har du brug for?". Mit eneste var var - jeg ved det ikke, faktisk tror jeg ikke jeg har brug for jer pt.
Psykiateren siger så, at eftersom jeg gennem det sidste år faktisk kun har fået det bedre og bedre, så synes hun vi skal sige at vi ses hver 2. mdr, og jeg så ser hende sygeplejersken hver 4.-6. uge. Aftalte så ca 1 gang hver mdr. Mere fordi det så er lettere at holde styr på. Derudover lød dommen fra min psykiater at jeg nu har det så godt at jeg ikke længere skal forvente at være i psykiatrien nogle år - men måske kun 6 mdr. Pt har jeg en diagnose - min borderline diagnose, og min spiseforstyrrelses diagnose ... men jeg har BORDERLINE UDEN SYMPTOMER!!! Ingen symptomer til mig overhovedet. Det er altså virkelig vildt. Det er noget jeg aldrig sådan rigtig har turde drømme om. Aldrig har håbet nok på. Og pludselig sidder jeg her, og det er min virkelighed. En virkelig mulighed lige rundt om hjørnet for at blive afsluttet. Det er bare så vildt. Ja det har virkelig kostet en masse terapi, og jeg er min tidligere terapeut så evig taknemlig for at hun bare altid var der. Både på mail, telefon og vores to ugenlige samtaler. Jeg ved godt jeg ikke har været let at have i terapi til tider. Men alligevel har jeg fået så ufatteligt meget igen. Havde også besøg af hende i denne uge... Hun skulle se ham den lille. Og hvor var det bare super dejligt at se hende igen. Hun har været savnet. Hun tilbød også at hvis jeg fik brug for det, var jeg velkommen i hendes private klinik. Og får jeg brug for det den dag jeg er afsluttet i psykiatrien, kan det godt være det er hende jeg gør brug af i stedet for at skulle igennem det behandlings system igen. Og så ved jeg jo, at det samarbejde vi havde sammen har virket :)

Så pt er jeg faktisk så rask som man nu kan være uden lige at have fået fjernet en diagnose. Det er fantastisk. Det er super rart at være glad. Selvom ingen mennesker er glade 24/7 365 dage om året. Men være glad for at være i live. Slippe af de daglige selvmordstanker, som slet ikke findes i mit hoved længere. Bare kunne sidde her og nyde i fuldedrag at jeg er i live. Være glad for dagen idag. Glad for mine selvmordsforsøg ikke lykkedes. Have en ro i mit hovede som tidligere var et stort kaos af tanker, og kroppen fuld af følelser jeg ikke kunne rumme.

Så nu hvor jeg ikke længere skal kæmpe med alt det, bliver jeg nød til for alvor at komme ind i kampen om de sidste 20 kg der skal tabes. Det skal kunne lade sig gøre.

Vi tager nok et par dage i sommerhuset inden længe, og hvor bliver det  bare fantastisk at få et par afslappende dage som familie. Uden stress, arbejde, og ting man hele tiden skal.

Jeg ved der er en del der læser med herinde, og se... det er ikke engang 1 mdr siden jeg har skrevet sidst :D

RIGTIG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE :)