Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar