One week has passed.

Èn uge er gået. Det har været en meget hård uge, en uge jeg tror de færreste kan forestille sig. Og jeg håber virkelig ikke for andre de skal igennem dette. Nedture på nedture. Tudeture på tudeture. Håb, og et håb der forsvinder.


I weekenden troede jeg det hele var blevet så utrolig let. Måltiderne gled ned, og jeg havde det ikke super svært... desværre fik jeg lige en boksehandske lige i maven idag. Da det kom til morgenmaden, så var der pludselig ikke de samme "regler", som der havde været i weekenden, og kunne slet ikke overskue at skulle spise andet end det jeg havde tilladt mig selv i weekenden. Så det blev mandag igen, og en meget hård mandag. Tror faktisk denne mandag, har været endnu mere hård, end den første for 1 uge siden. 


Det er meget svært for mig, at jeg ikke må komme hjem. Føler hele mit liv er gået i stå. Jeg ved inderst inde godt at jeg skal være her, for at jeg kan få et bedre forhold til mad, og blive rask. Men jeg har stadig svært ved, at se, at jeg er så syg som jeg er. Der er ikke mange der "bare lige" kommer ind her. Det ved jeg godt. Og jeg ved at man bestemt ikke kommer her, hvis det ikke er fordi man er syg. Men jeg har svært ved at indse det, eller turde indse det lige pt. 
Jeg savner meget min kæreste. Føler mig alene. Savner en til at holde om mig når jeg skal sove. Savner en der kan give mig et knus når jeg har aller mest brug for det. En til at sige jeg er elsket, selvom jeg har spist noget mad, så jeg føler mig som verdens klammeste og fedeste person.


Min far og papmor var her i weekenden, sammen med mine søskende. Det var rigtig rart at de kom. Men også svært, svært fordi jeg ikke tør åbne 110 procent op. Svært fordi jeg så gerne vil passe på mig selv, og er bange for at blive såret, og skuffet som min biologiske mor så ofte har gjort. 


Fik at vide her til aften, at jeg er alt for sårbar om aftenen... TAK SKÆBNE ja... Har tudet hele aftenen. Følelserne uden på tøjet. Og kan slet ikke være i min krop, efter at have haft en hel dag hvor den kun har stået på mad mad mad mad mad mad mad... Det er så ufatteligt hårdt. 


Det var bare lige lidt for nu. Vil slutte af med at takke familien, og min kæreste. Tak fordi I er her, selvom jeg synes det er så ufatteligt svært. Jeg elsker jer.

De første dage...

Det har været hårdt at blive revet ud af den ellers så velkendte hverdag. Hårdt at spise ting jeg virkelig ikke tør. Jeg har grædt rigtig meget, været helt ude af mig selv... Her til morgen har jeg fået lov at gå 1 time pr dag. Synes det er en super dejlig fornemmelse. Rart at jeg kan få lov at gå en tur. Det er helt fantastisk. Især fordi det er så svært for mig at være i min krop, når jeg skal spise så meget mad som jeg skal.

Jeg ved inderst inde godt det er for mit eget bedste. Men på samme tid, synes jeg det er så svært, at jeg hellere vil dø og droppe behandlingen. Det med at holde fast er svært. Det er svært at holde modet oppe. Svært at tro på at jeg i sidste ende bliver rask.

Pigerne har været rigtig søde til at tage imod mig. Hvis de ikke havde været det, er jeg ikke sikker på jeg stadig ville være her. Trods jeg ikke føler mig helt tilpas her endnu. Synes det hele er liiiidt underligt stadig.

På mange områder synes jeg at jeg har brug for ro og fred. Synes hele tiden jeg har noget oppe i mit hoved der kører rundt. Måske fordi vi spiser 6 gange om dagen. Det er altså svært at forholde mig til. Puuuha... Jeg håber jeg kan gennemføre, men det bliver så svært :'(

Nu sker det snart.

Jeg er bange, og endnu mere bange. Bange for at alt det jeg har nu forsvinder. At mit forhold til min kæreste ikke holder fordi jeg skal være væk så længe.

Igår var vi i Ikea, jeg forsøgte at finde lidt jeg kunne tage med. Men synes stadig det er meget svært at skulle afsted. Måske det er fordi jeg endnu ikke ved om det allerede er på mandag. Men inderst inde er jeg bare så bange for det. Jeg er meget glad for vores nye hjem, og at jeg allerede skal forlade det igen, skærer i mit hjerte. Jeg er tryg sammen med min kæreste. Tryg på en sådan måde jeg aldrig har prøvet før. Når jeg er alene, føler jeg mig virkelig alene. Jeg håber jeg får brev idag, eller der snart tikker en mail ind, bare jeg har en dato, så ved jeg hvad jeg har at forholde mig til.

Frygter det bliver svært at sige farvel, når jeg er kommet derop. HADER at sige "vi ses" eller "farvel skat". Jeg elsker ham over alt på denne jord. Og ønsker ikke nogen tid væk fra ham. Men sådan bliver det. Jeg håber virkelig det hele ender med noget positivt. Positiv udvikling på både kærligheds siden og den personlige side.

Dagens tanker. Frygt - Håb - kærlighed - Spiseforstyrrelse - Cutting

Synes det er svært pt. Svært at forholde mig til at samtalen på Kildehøj, er på tirsdag, men på samme tid også ked af at skulle væk herfra.

Jeg elsker min kæreste over alt på denne jord, og jeg er så taknemlig for at han altid er der for mig. Men uden tvivl bliver det værste og sværeste nok at skulle være væk fra ham, og vores dejlige hjem. Ingen til at holde om mig når de svære aftener, hvor jeg ikke kan finde ro, kommer. Ingen til at give mig et knus, jeg ved er givet af kærlighed. Ingen til at sige "jeg elsker dig skat".

"Glæd dig Christina", jeg hører de ord igen og igen. Men jeg glæder mig virkelig ikke. Jeg kan ikke se hvad der er at glæde sig til. Andre ville da heller ikke glæde sig til at skulle være væk fra deres vante omgivelser. Glæde sig til at ændre nogle vaner, som har præet ens liv i et utal af år. Tænk på hvor mange folk der har svært ved at lade være med at ryge bare. Eller alkoholikere der ikke bare sådan lige kan stoppe med at drikke. Jeg ligger ikke skjul på at jeg ikke glæder mig. Uden tvivl ser jeg frem til at komme hjem igen. Hjem og kunne starte det liv jeg inderst inde ønsker mig, med uddannelse, arbejde osv. Men tiden indtil da, bliver med stor sikkerhed ikke rar. Dog tror jeg også at det er den uvished der ligger hos mig indtil engang tirsdag, når jeg ved hvad der skal ske. Når jeg ved hvornår jeg skal indlægges, når jeg ved ca. hvor længe. osv. Det er svært at forholde sig til at skulle væk, når jeg ikke ved om det sker i næste uge, eller om 1 mdr. Og slet ikke at jeg ikke ved hvor længe.

Jeg er utrolig glad for min fars og papmors støtte. Det varmer utroligt meget at de gennem det sidste år har været der for mig. Inderst inde ved jeg ikke hvordan jeg ville have tacklet det hele, hvis de ikke også var der for mig.

Lige lidt ord til min elskede kæreste hvis han læser med på et tidspunkt :

Skat husk de flyvende drager. Dragerne i maven. Dragerne bærer nu et skilt med ordene "jeg elsker dig min egen". De flyver rundt blandt kærlighed. MIN kærlighed til dig.
Jeg ved godt det bliver svært når vi er væk fra hinanden. Vi har prøvet det før desværre. Men denne gang må vi huske på, at det ikke blot er opbevaring. At når jeg kommer hjem, starter vores fremtid. Starten på vores lille familie. Glæder mig allerede til jeg er rask, kommer hjem, og er i dine arme. Jeg elsker dig min egen solstråle. Tak for alle de ting du gør for mig. ELSKER DIG.

Håbet om fremtiden er der. Håbet om at blive rask. Men jeg mærker også hvordan spiseforstyrrelsen hiver i mig hele tiden. Det er hårdt. Tror endda det er så hårdt at mange der ikke selv har prøvet det, slet ikke kan sætte sig ind i det. Det at man ønsker sig fred og ro, i sit hoved og krop. Men at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis. At uroen konstant er i kroppen. At man hader sig selv, ikke ønsker sig selv noget godt. Fordi man ikke har fortjent det.

Tænker ofte tilbage på da jeg skar i mig selv. På hvilken befrielse det var for mig. Følelsen af fred og ro et kort øje blik. Det lyder sikkert helt forkert. Men desværre sandt. Smerten gjorde jeg ikke mærkede andet. Ikke tænkte på andet. De få minutter det varede var befriende. Desværre sidder jeg den dag idag, med ar op og ned af mine arme. Ar jeg fortryder, og skal leve med resten af mit liv. Tænker ikke over mine ar dagligt længere. Men når der kommer kommentarer kan jeg godt mærke hvordan jeg bliver ked af det. Hvordan gamle minder dukker op. Cutting sker jo ikke bare for sjov. Eller for at få opmærksomhed. Der ligger jo noget dybere i det.

Uden min spiseforstyrrelse og cutting, er jeg ikke sikker på jeg havde overlevet. Det er min redningskrans. Uden den var jeg druknet i alle de følelser jeg havde inden i.

Kildehøj Privathospital.

Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.

Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?

Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.

Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.

Livet kører med 180 km i timen.

Vil starte med lidt af det praktiske... Vi er godt i gang med at flytte i hus. Lige nu leger vores lille hundehvalp Gustav rundt og leger med sit pivedyr. Næsten lige til at blive skør af, men nu sødt at han kan få tiden til at gå, ved at lege. Glæder mig meget til at vi er kommet på plads her i huset. Det bliver vidunderligt når vi kommer på plads, og får et skønt hjem...

Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar.  Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.

Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.

Når sygdom fører til død.

Min højt elskede morfar er blevet bisat idag. Kræften vandt over ham søndag den 18. juli om eftermiddagen.

Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.

Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.

Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.

Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.

Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.

For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.

Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.

Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.

Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.

Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.