Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.
Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?
Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.
Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.
Hej Christina,
SvarSletHvordan var behandlingen på Kildehøj? Jeg har bulimi m. anoretiske og ortoretiske tendenser. går til behandling på frederiksberg, men synes ikke at det hjælper.
Hvordan er behandlingen i dag/døgn og ambulant? Hvordan er miljøet og menneskerne?