Synes det er svært pt. Svært at forholde mig til at samtalen på Kildehøj, er på tirsdag, men på samme tid også ked af at skulle væk herfra.
Jeg elsker min kæreste over alt på denne jord, og jeg er så taknemlig for at han altid er der for mig. Men uden tvivl bliver det værste og sværeste nok at skulle være væk fra ham, og vores dejlige hjem. Ingen til at holde om mig når de svære aftener, hvor jeg ikke kan finde ro, kommer. Ingen til at give mig et knus, jeg ved er givet af kærlighed. Ingen til at sige "jeg elsker dig skat".
"Glæd dig Christina", jeg hører de ord igen og igen. Men jeg glæder mig virkelig ikke. Jeg kan ikke se hvad der er at glæde sig til. Andre ville da heller ikke glæde sig til at skulle være væk fra deres vante omgivelser. Glæde sig til at ændre nogle vaner, som har præet ens liv i et utal af år. Tænk på hvor mange folk der har svært ved at lade være med at ryge bare. Eller alkoholikere der ikke bare sådan lige kan stoppe med at drikke. Jeg ligger ikke skjul på at jeg ikke glæder mig. Uden tvivl ser jeg frem til at komme hjem igen. Hjem og kunne starte det liv jeg inderst inde ønsker mig, med uddannelse, arbejde osv. Men tiden indtil da, bliver med stor sikkerhed ikke rar. Dog tror jeg også at det er den uvished der ligger hos mig indtil engang tirsdag, når jeg ved hvad der skal ske. Når jeg ved hvornår jeg skal indlægges, når jeg ved ca. hvor længe. osv. Det er svært at forholde sig til at skulle væk, når jeg ikke ved om det sker i næste uge, eller om 1 mdr. Og slet ikke at jeg ikke ved hvor længe.
Jeg er utrolig glad for min fars og papmors støtte. Det varmer utroligt meget at de gennem det sidste år har været der for mig. Inderst inde ved jeg ikke hvordan jeg ville have tacklet det hele, hvis de ikke også var der for mig.
Lige lidt ord til min elskede kæreste hvis han læser med på et tidspunkt :
Skat husk de flyvende drager. Dragerne i maven. Dragerne bærer nu et skilt med ordene "jeg elsker dig min egen". De flyver rundt blandt kærlighed. MIN kærlighed til dig.
Jeg ved godt det bliver svært når vi er væk fra hinanden. Vi har prøvet det før desværre. Men denne gang må vi huske på, at det ikke blot er opbevaring. At når jeg kommer hjem, starter vores fremtid. Starten på vores lille familie. Glæder mig allerede til jeg er rask, kommer hjem, og er i dine arme. Jeg elsker dig min egen solstråle. Tak for alle de ting du gør for mig. ELSKER DIG.
Håbet om fremtiden er der. Håbet om at blive rask. Men jeg mærker også hvordan spiseforstyrrelsen hiver i mig hele tiden. Det er hårdt. Tror endda det er så hårdt at mange der ikke selv har prøvet det, slet ikke kan sætte sig ind i det. Det at man ønsker sig fred og ro, i sit hoved og krop. Men at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis. At uroen konstant er i kroppen. At man hader sig selv, ikke ønsker sig selv noget godt. Fordi man ikke har fortjent det.
Tænker ofte tilbage på da jeg skar i mig selv. På hvilken befrielse det var for mig. Følelsen af fred og ro et kort øje blik. Det lyder sikkert helt forkert. Men desværre sandt. Smerten gjorde jeg ikke mærkede andet. Ikke tænkte på andet. De få minutter det varede var befriende. Desværre sidder jeg den dag idag, med ar op og ned af mine arme. Ar jeg fortryder, og skal leve med resten af mit liv. Tænker ikke over mine ar dagligt længere. Men når der kommer kommentarer kan jeg godt mærke hvordan jeg bliver ked af det. Hvordan gamle minder dukker op. Cutting sker jo ikke bare for sjov. Eller for at få opmærksomhed. Der ligger jo noget dybere i det.
Uden min spiseforstyrrelse og cutting, er jeg ikke sikker på jeg havde overlevet. Det er min redningskrans. Uden den var jeg druknet i alle de følelser jeg havde inden i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar