Denne blog skulle handle om mit sygdoms forløb. Hvordan jeg går og har det osv. Men det sidste års tid er det ikke fordi overskuddet har været det store til at få skrevet, noget som helst, om hvordan jeg går og har det. I det tidligere indlæg skriver jeg om vores husbyggeri, og i forhold til sygdom kan jeg på ingen måde anbefale andre at kaste sig ud i sådan et projekt. PUHA det har krævet mange tårer og håbløse tanker.
OG dog. Jeg er super glad for at sidde i et hus hvor jeg ENDELIG kan føle mig hjemme. Hvor jeg kan føle jeg passer. Hvor jeg glad kan stå op hver morgen osv.
Jo jeg er stadig syg. Og kan tydeligt mærke min spiseforstyrrelse trækker i mig pt. SULT, så du kan få tabt de kilo. Sult så du kan føle dig ovenpå igen... SULT, motion, vægt, kontrol. osv.... MEN... Jeg ved den dag i dag at sult ikke er vejen frem. Tvært i mod. Sulter jeg fungerer min hjerne ikke. Og når min hjerne ikke fungerer fordi den ikke har fået nogen næring, jamen så siger min borderline HEJ, og dertil kommer selvmordstanker, flip, kaos osv. Så det er bare en stor ond cirkel. Så forsøger at sige til mig selv at det bestemt ikke er vejen frem at tvangsmotionere, sulte, kaste op, og alle de andre ting jeg nu engang har gjort.
Selvskade er heller ikke en del af mit liv længere... Mine ar er dog et bevis på hvor svært det hele engang var. Mine ar er der, og de forsvinder ikke. Dog tænker jeg ikke længere over mine ar. Cutting er blevet mere kendt end dengang jeg begyndte. Og flere og flere er desværre selvskadende på den måde. Jeg er glad for at jeg tog en beslutningen om at stoppe. Dog synes jeg stadig det er hårdt at blive spurgt om hvad der er sket. Og lyver stadig alt hvad jeg kan for at benægte - men dette er primært overfor børn ;) De skal altså skånes for at vide at verden ikke altid er så rosen rødt :)
Ellers er jeg stadig tilknyttet psykiatrien. Ikke fordi det er noget der hjælper mig som sådan. Men mere fordi at jeg ikke ønsker at miste min nuværende psykiater, og så evt senere få brug for en ny, og vide jeg så ikke kan få hende igen...
Her om halvanden uges tid starter jeg til diætist igen. Jeg har stadig meget OCD omkring madvarer, jeg ikke tør at spise. Og jeg er ganske enkelt nød til at arbejde med maden så det kan blive bedre. Det SKAL BARE IKKE fylde hele mit liv. Og vigtigst af alt, jeg skal ikke "smitte" mit barn med alle mine dårlige tanker, følelser, had osv jeg har til mad.
Men alt i alt har jeg det meget bedre end jeg havde det for blot 3 år siden. Jeg vågner ikke og tænker jeg skal dø. Jeg har næsten aldrig selvmordstanker. Og selve borderline diagnosen er ikke den der fylder hos mig. Det er mere mad, tvangstanker og sådan. Men hellere det, end at ville dø 24 timer i døgnet... Lidt tanker her fra mig...
Til jer der kæmper - der er en vej ud, det er blot lige at finde den rigtige dør, og turde tro på at det kan lykkes at få det bedre.
fredag den 14. november 2014
Så slutter rejsen snart...
SÅ SKAL HUSET SNART STÅ FÆRIDGT !!!
Det har virkelig været en meget lang og sej kamp, vi som par og familie har været igennem. Theodor var blot lidt over 4 måneder gammel da vi overtog vores hus. Idag er han næsten 19 måneder. Det har været en prøvelse for vores parforhold at have et lille barn, samt et hus der liiiiiiige skulle total renoveres. Oveni har jeg jo kæmpet med mine sygdomme, så det har ikke altid været lige let. I perioder har det stået helt stille, for ellers tror jeg desværre ikke vores parforhold havde holdt. Vi må dog nok sande at det har taget lidt på kærligheden. At der nu er lidt der skal opbygges igen. Men hvis man kan klare en total renovering, samt et lille barn, UDEN AT VÆRE GÅET FRA HINANDEN.... Så kan vi klare ALT :)
Vi flyttede ind i marts måned. Og Siden er der faktisk sket en del. Da vi flyttede ind havde vi ikke ingen indvendige døre. Vi havde ikke gulv på i hele huset. Ingen lister og paneler. Intet soveværelse. Intet bryggers. Skabe osv. Det eneste der nogenlunde var færdigt var faktisk vores badeværelse - trods der heller ikke var nogen dør i. Men hvad et lagen ikke kan rede :)
Vi glæder os til at huset bliver vurderet i næste uge. Så vi for alvor kan sætte et stort punktum på selve byggeriet.
Det er en ret vild forvandling huset har været igennem. Der er vidst kun enkelte ydervægge der ikke er rørt. Men puha... Vi har heldigvis fået en del hjælp af venner og familie. Og uden deres hjælp var vi nok ikke nået hertil endnu.
onsdag den 2. april 2014
Fremtiden - Skrive en bog?
Jeg har LÆNGE som i virkelig længe haft et ønske om at få skrevet min historie ned fra start til slut. Få sat et punktum for mange af de oplevelser jeg har haft.
I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.
Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.
I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.
Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om, så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.
I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.
Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.
I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.
Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om, så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.
onsdag den 12. februar 2014
Modbydelige verden.
Hold nu op hvor er jeg træt. Træt af at kæmpe, træt af min krop, træt af mad, tanker, huset, lejligheden, uvisheden, økonomien i kontanthjælp osv osv osv.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
søndag den 29. december 2013
Året 2013
Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået.
Jeg har været gravid.
Fået ny behandler.
Fået en skøn lille dreng.
Købt hus.
Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.
Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ).
Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham.
Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid.
søndag den 15. december 2013
Abort! Mormor! Stesset! Urolig!
Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.
Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.
I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.
Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.
Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.
Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.
Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.
Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.
Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.
I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.
Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.
Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.
Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.
Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.
Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.
mandag den 2. december 2013
Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.
Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
Abonner på:
Opslag (Atom)