Kildehøj Privathospital.

Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.

Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?

Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.

Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.

Livet kører med 180 km i timen.

Vil starte med lidt af det praktiske... Vi er godt i gang med at flytte i hus. Lige nu leger vores lille hundehvalp Gustav rundt og leger med sit pivedyr. Næsten lige til at blive skør af, men nu sødt at han kan få tiden til at gå, ved at lege. Glæder mig meget til at vi er kommet på plads her i huset. Det bliver vidunderligt når vi kommer på plads, og får et skønt hjem...

Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar.  Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.

Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.

Når sygdom fører til død.

Min højt elskede morfar er blevet bisat idag. Kræften vandt over ham søndag den 18. juli om eftermiddagen.

Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.

Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.

Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.

Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.

Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.

For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.

Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.

Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.

Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.

Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.

SKRIGER, få fingeren ud af det sted der er højest når I plukker jordbær.

Kastet rundt i det offenlige system. INGEN vil tage ansvar, ingen vil tage nogle fornuftige beslutninger. Region sjælland lyver mig direkte op i mit ansigt gang på gang. Det er da fint nok Danmark pr. 1. januar i år har fået ventetidsgaranti til voksne psykiatriske patienter.... Den regl gælder bare ikke i region sjælland, og glæder overhoved ikke når vi snakker spiseforstyrrede. Jeg er på mange måder sur, skuffet og meget ked af, at min kamp for et normalt liv, har været så lang. Gennem det sidste år har jeg stået i venteposition, bare ventet og ventet. Henvist til det ene sted efter det andet. Kan det virkelig passe at man skal opgive ALT håb. Kan det virkelig passe at man skal være ved at dø af underernæring før det går op for de offenlige læger hvor indviklet denne sygdom er? Hvorfor er det lige at man bliver behandlet i psykiatrien, hvis det eneste de går op i alligevel er vægt? Grotesk!!

Jeg regner ikke med, jeg er det eneste menneske, der kæmper denne kamp?! Ja netop MENNEKSE, det er mennesker det her handler om. Ikke nogle ligegyldige jordbær der alligevel rådner med tiden. Eller det gør vi spiseforstyrrede jo også så vi endelig har opgivet ALT håb. Så er vi døde!! Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal være ved at dø, før de kan få fingeren ud af det sted der er højest når de plukker jordbær.

17. Juni blev jeg ENDNU engang henvist til Stolpegården, imorgen er der gået 8 dage, og de skal have givet lyd fra sig. Men som altid er jeg overbevist om at jeg intet brev får... at det endnu engang bliver en kamp mellem regionerne om hvem der har ret til at behandle mig. Ja region sjælland har ikke muligheden da de ikke har speciale i spiseforstyrrelser... men region hovedstaden har 73 ugers ventetid. Det betyder at jeg kan komme til OKTOBER NÆSTE ÅR... Så stiller jeg bare mig selv spørgsmålet, hvordan det kan være at region hovedstaden har SÅ lange ventelister, når resten af landet (i forhold til) ligger i den anden ende af ventetids-skalaen. Hvad er det de gør, så deres ventelister ikke er over 1 år?

Ved ikke om jeg tør tro på der kommer en dag, hvor mit liv igen kan begynde...

Når hjernen tænker mere end nødvendigt...

Tankerne kører rundt i mit hoved "Hvornår får jeg svar ang. behandling? Hvorfor er systemet så langsomt...  hvorfor, hvornår, hvordan osv " På mange måder er det hårdt at skulle holde hovedet over vande, blive ved med at tro på der er en løsning i den anden ende. En løsning der gang på gang viser sig at være umulig.. Det er nu lidt over 1 mdr siden jeg blev henvist... og i næste uge er det 1 mdr siden jeg var til samtale på hospitalet. Det er skræmmende, at ventetiden (som der ikke burde være der), alligevel er opstået... Havde håbet at nu skete der endelig noget, men nej det gjorde der ikke... Er på mange områder rigtig skuffet over hvordan jeg bliver kastet rundt, og alligevel så bliver jeg overrasket hver gang de sender mig videre. Jeg vil jo bare have det bedre, det er jo ikke fordi jeg stille krav, udover at behandlingen gerne skulle virke...

Jeg har lige været på en lille mini ferie med min kæreste, på mange områder hårdt, og alligevel afslappende, rart at have noget tid med mig. Det er så sjældent vi har tid til det i vores hverdag.

At kæmpe i modvind.

Jeg har som oftes altid haft den indstilling til tingene, at vi i denne verden er nød til at stå fast og kæmpe, selvom vi møder modvind. Desværre har jeg gennem en længere periode nu, oplevet at vinden ikke har vendt sig. Gang på gang opstår der nye forhindringer, der gør at jeg ikke når målet, som jeg ellers havde håbet og troet på lige var for næsen af mig.

Mit møde med systemet er hårdt. Det er en kamp at finde modet til, at blive ved med at tro på det lykkedes en dag. Systemet har i flere år, nægtet mig behandling for min spiseforstyrrelse. De mente at det ikke var et problem. Torsdag blev jeg mødt af en sød venlig hospitalsdirektør, der bestemt mente det modsatte. Men der var bare lige et problem inden jeg kunne komme i behandling der... Hvem skulle betale?!?!
Den henvisning jeg ellers for to uger siden fik af region sjælland, op til privathospitalet, var ikke den rigtige, og der var derfor ingen penge til at behandle mig.

SUK!!

Endnu gang modvind, endnu gang bliver det håb man har haft, tabt på gulvet... Jeg indrømmer gerne at jeg, havde mest af alt lyst til at give op. Men på den anden side vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde... Velfærdssytem??? Jeg finder ikke meget velfærd når vi snakker psyke... Man bliver kastet rundt i et system, og ingen har styr på noget... Man skal virkelig have en stærk psyke for at få behandling...

Ventetiden er uudholdelig. Dagene går, men der er intet der ændres. Mit liv går videre, og imens kan jeg bare stå og kigge på. Kigge på et system jeg har mistet troen på. Trods det er dem, der sidder på pengekassen. For hvor mange i dagens danmark har mens de er sygemeldt en udbetaling på 88.500 kr pr. mdr. Ihvertfald ikke mig, eftersom jeg har været sygemeldt de sidste 6 år.

Nu skal det hele ikke ende som et eller andet surt indlæg. For jo der er gode ting ved livet, trods sygdom, systemet osv.


De sidste par dage har min dejlige kæreste og jeg brugt ved stranden. Fisket, taget sol, og kigget på solnedgang... Det er et dejligt syn. SMUKT syn... Så for et kort øjeblik kan jeg være fri for tankerne om fremtiden... står bare der, med mit livs kærlighed og kigger på den smukke sol, der langsomt går ned, udover vandet.

Han er mit et og alt. Han er min støtte når andre svigter. Han er altid med mig når uvejret raser...

Hvem er jeg?

Ofte stille jeg mig selv spørgsmålet "Hvem er jeg"?  Svaret jeg finder frem, er altid; "jamen et eller andet sted ved jeg det ikke". Men hvordan kan man som en ung kvinde på 23 år, ikke vide hvem man er? Jeg har alle de ydre faktorer i orden. Bor sammen med min elskede kæreste. Vi har tag over hovedet, bil, katte og kigger i øjeblikket på hus. 

Engang havde jeg en oplevelse af, at hvis jeg ikke smilede, jamen så var jeg sur. Er det et krav at jeg skal smile? Er jeg en smilende person? Jeg ved det ikke.

Men hvad er så grunden til, at jeg ikke ved hvem jeg er?

Jeg har gennem min barndom, og ungdom oplevet ting, som mange andre på min egen alder, ikke gjorde. Flyttede en hel del gange. Mine forældre boede ikke sammen. Min mor havde skiftende kærester. Jeg fik halvsøskende både på mors og fars side. Jeg oplevede en hel del ting som jeg efterhånden, vil komme ind på, i min blog. 

Tilbage til, hvordan jeg vil, finde ud af hvem jeg er...

På torsdag er jeg henvist til behandling for en spiseforstyrrelse. En sygdom der i mange år af mit liv, har givet mig problemer. Men denne gang er det min sidste chance for at blive rask. Jeg får ikke flere muligheder. Og lykkedes det ikke denne gang, hellere, vil jeg med sikkerhed også selv tvivle på jeg  nogensinde kan blive rask.

Jeg har været igennem mange behandlingsforløb siden jeg var 17 år. Opholdssteder, et utal af indlæggelser, psykologer, kontaktpersoner, ambulante behandlere, en psykoterapeut og healer. 

Men trods mange menneskers forsøg på at få mig helt ud på den anden side, så sidder jeg stadig her. 

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og 6 mdr. Han har været min støtte i gode og dårlige perioder. Han har været der for mig, når jeg ikke har turde falde i søvn. Og når livet har føltes for meget. Han er min store kærlighed. Til tider har jeg dog svært ved, at forstå, at han har kunnet holde ud, at leve med en så besværlig kæreste som mig. Men de gode oplevelser, gode minder, gode perioder, sjove øjeblikke, har sikkert gjort det hele lidt mere tåleligt. Og jeg vil altid være ham evigt taknemlig for, at han har været ved min side gennem al den tid, selvom det har været svært.