Engang havde jeg en oplevelse af, at hvis jeg ikke smilede, jamen så var jeg sur. Er det et krav at jeg skal smile? Er jeg en smilende person? Jeg ved det ikke.
Men hvad er så grunden til, at jeg ikke ved hvem jeg er?
Jeg har gennem min barndom, og ungdom oplevet ting, som mange andre på min egen alder, ikke gjorde. Flyttede en hel del gange. Mine forældre boede ikke sammen. Min mor havde skiftende kærester. Jeg fik halvsøskende både på mors og fars side. Jeg oplevede en hel del ting som jeg efterhånden, vil komme ind på, i min blog.
Tilbage til, hvordan jeg vil, finde ud af hvem jeg er...
På torsdag er jeg henvist til behandling for en spiseforstyrrelse. En sygdom der i mange år af mit liv, har givet mig problemer. Men denne gang er det min sidste chance for at blive rask. Jeg får ikke flere muligheder. Og lykkedes det ikke denne gang, hellere, vil jeg med sikkerhed også selv tvivle på jeg nogensinde kan blive rask.
Jeg har været igennem mange behandlingsforløb siden jeg var 17 år. Opholdssteder, et utal af indlæggelser, psykologer, kontaktpersoner, ambulante behandlere, en psykoterapeut og healer.
Men trods mange menneskers forsøg på at få mig helt ud på den anden side, så sidder jeg stadig her.
Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år og 6 mdr. Han har været min støtte i gode og dårlige perioder. Han har været der for mig, når jeg ikke har turde falde i søvn. Og når livet har føltes for meget. Han er min store kærlighed. Til tider har jeg dog svært ved, at forstå, at han har kunnet holde ud, at leve med en så besværlig kæreste som mig. Men de gode oplevelser, gode minder, gode perioder, sjove øjeblikke, har sikkert gjort det hele lidt mere tåleligt. Og jeg vil altid være ham evigt taknemlig for, at han har været ved min side gennem al den tid, selvom det har været svært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar