Roderi i mit hoved.

Indlæggelsen den 7. februar holdte kun 1 uge. Jeg kunne slet ikke indfinde mig, med de mad - regler de havde på afdelingen. Og jeg udskrev mig selv efter at skulle spise ren kødsovs.

Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.

Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.

Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.

Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.

Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.

Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.

Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
 <3

Udskrevet fra Kildehøj - snart indlagt igen...

Den 3. januar havde jeg udskrivnings samtale med personalet på Kildehøj, og blev afsluttet helt fra den 10. januar .... Region Sjælland havde valgt at Kildehøj var for dyrt, og ja så kunne det hele lige så godt stoppe.

I torsdags var jeg så til samtale i distrikt psykiatrien hernede. Lægen var endelig rask igen - efter 3 aftaler der alle blev aflyst pga sygdom. Det var virkelig rart, at få mødt lægen som skal have overblikket over min behandling. Det blev derfor aftalt at jeg skal indlægges snarest, på en lavt skærmet afd. jeg tidligere har været på. Synes det er lidt underligt at skulle tilbage til en afd. hvor jeg tidligere har haft det rigtig skidt pga. min borderline personlighedsforstyrrelse. Og nu skal tilbage pga. en anden problemetik.

Det er rart at blive taget seriøst af mine mennesker der tidligere mente gruppeterapi 1 gang om ugen ville være nok. Rart at de endelig har kunnet åbne deres øjne og se problemet. Jeg blev virkelig forstået til samtalen i torsdags, og trods jeg var afsted selv, gik det hele rigtig godt. Lægen ringer så til mig her i næste uge - håber lidt det bliver mandag han ringer, så jeg får lidt afklaring med hvad der skal ske.

Ellers går det stille og roligt herhjemme. Har fået gjort rent i hele underetagen idag, og regner med at tage første salen imorgen.

Tanker fra

Christina

Frygten for julen...

Juletræet står lige så pænt pyntet her i stuen. Der er ved at være styr på det hele... alligevel mærker jeg den frygt der hvert år på denne tid indtager min krop. Frygten for 3 dage med mad mad mad mad mad og mad. Jeg har lyst til at skrige, lyst til at flippe helt ud og droppe julen. Føler virkelig ikke jeg passer ind i min egen jul. Har hele tiden sagt det i år blev let da vi selv holder julen, i vores eget hjem, - men nej. Overvejer hvad jeg skal lave til mig selv juleaften, for tror virkelig ikke jeg magter flæskesteg, and, kartofler osv.

Jeg har lige pyntet juletræet færdigt, snestormen er på vej, på vej sammen med julen?

Idag skulle der have været møde med psykiatrien, der skal overtage min behandling. Det blev aflyst pga. sygdom, så nu bliver det tidligst den 7. februar, da min bisidder skal på ferie hele januar. ØV... ville gerne have afklaring omkring hvad der skal ske i mit liv. Jeg hader uvished mere end letmælk... åh... Gid jeg kunne slippe fri for det hele... mærker hvordan jeg igen begynder at blive lidt mere sort i mine tanker, ikke godt. Det var lige så rart at det hele var mere gråt end sort...

Så kort sagt:

På med facaden, og igennem resten af denne uge...

Glædelig jul...

Julen nærmer sig.

Der er en del der skal ordnes inden jul. Lidt hovedrengøring, 10 rummeter brænde der skal ind i garagen, hente et bord og nogle stole, og købe det sidste inden jul... Jaja.. der er nok at se til.

Derudover har jeg stadig ikke hørt noget om min nye behandling. Håber bare der snart er nyt.
Hader at gå i den uvished der er. Det er så uholdbart, og påvirker mig en del. Men ender sikkert i noget ambulant behandling igen... og så må jeg jo tage den derfra. Bare underligt regionen bevilliger døgnbehandling, og de så pludselig ikke har råd til at have mig på privathospitalet.

"snestormen i min krop"

Den seneste tid har været meget hård. Mange op og ned ture. Mange timer er gået med uvished. Mange timer er gået med "kæmp  imod sygdommen - Christina".. Men jeg kunne ikke rigtig kæmpe... Personalet kunne ikke nå ind til mig... Jeg droppede at spise, valgte mine gamle metoder, frem for de få hospitalet har lært mig..

Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...

Men hvordan går jeg så og har det?

Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...

Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".

Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.

Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.

Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".

En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?

Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....

Det "gamle liv"

Det er underligt som man kan savne noget, som man for 6 uger siden, næsten ville dø for ikke at skulle leve med. Men sandheden er jeg savner min spiseforstyrrelse mere end noget andet.
Det har været en rigtig skidt uge, indtil videre. Tårerne har trillet ned af mine kinder. Håbet for at blive rask har slet ikke været til stede. Hårdt, men sandt.
Jeg hader hospitalet langt væk lige pt. jeg skal spise, og det er helt umuligt lige pt. Siden i mandags er flere måltider blevet sprunget over, og til andre måltider er det ikke det hele der er blevet spist. Det er ganske enkelt for svært, og jeg er inderst inde skide bange for nogle af de ting jeg bliver serveret for.

Min tanke var at de første uger blev de værste. Underligt nok synes jeg det er meget værre nu. Det er helt ulideligt nu. Føler slet ikke der er nogen del af mig der vil være rask. Jeg ønsker mig konstant tilbage til lange gå og cykelture, og til kontrol over min mad.

Jeg tager på af at være her, og jeg kan virkelig ikke indfinde mig med det. Det er hårdt når man gang på gang man bliver vejet har taget på. Og jeg frygter mere end noget andet, at blive overvægtig. Ser jo allerede mig selv som en stor fed flodhest på to ben, der nærmest ikke kan gå fordi fedtet bare hænger og dingler. puha..

Jeg lavede en aftale igår om at jeg igen får bakke til frokost, da jeg ellers ALDRIG kommer af med nogle af mine madfobier.

Imorgen skal jeg snakke med min terapeut. Håber virkelig jeg får lov at komme hjem på weekend. Magter virkelig ikke en weekend her. Det er nok noget af det kedeligste man kan ønske sig ihvertfald.

tanker herfra.

Kære spiseforstyrrelse...

"Kære Atypiske Anoreksi.. 

Gid det var muligt at få dig til at forstå, hvor meget du ødelægger. Gid jeg inderst inde kunne kæmpe 110 procent imod dig, så du ikke skal styre mit liv, mine tanker, min krop. Men som vi begge ved, fylder du hvert et lille hulrum i min krop... du sidder og gemmer dig i hvert et gram fedt på min krop. Fortæller mig hvor fed jeg bliver af at spise maden, nu hvor jeg er indlagt. Du forsøger hvert sekund at fortælle mig hvad der er rigtigt og forkert. Du vil overbevise mig om at du er vejen frem, ikke det som "eksperterne" mener er det rigtige liv.

Dine regler og krav, er forfærdelige... men samtidig kan jeg ikke leve  uden dem. Jeg føler ikke jeg lever længere, føler du forlader mig. På en måde vil jeg have du fylder hele mit liv, at du bestemmer 110 procent over hvert et hul rum, hver hjernecelle. Men på samme tid vil jeg gerne slippe ud af kontrollen. Slippe ud af den evige kamp for at være perfekt. 

Men kære Atypiske Anoreksi,  mon vi nogensinde kan indgå et forlig?!

Med Venlig Hilsen

den krop du lever i."

Brevet beskriver mit daglige helvede lige pt. Den daglige kamp om hvem der har ret. Hvem der skal leve dette liv. Spiseforstyrrelsen, eller "mig"?! Mig selv som jeg ikke engang selv kender. Hvem er jeg? Der er gået 3 uger nu... 3 uger hvor alle mine regler, ritualer osv har været taget fra mig... 3 uger som indlagt spiseforstyrret patient. Og hvor langt er jeg kommet?! Jeg ved maden bare skal spises. Men maden gør mig jo ikke rask. "Christina du kæmper sådan en flot kamp, det er sejt gået". Men hvad hvis sandheden er, at jeg spiller skuespil 166 timer om ugen, og de sidste to timer går til den individuelle terapi. 

Jeg savner at mærke en krop der er tom. Savner at føle jeg selv styre mit liv. Savner at føle jeg har et liv. 

Her til aften ved jeg ikke om jeg ønsker, at komme ud af spiseforstyrrelsens klør. Har ikke modet til at fortsætte hvis følelserne ikke forsvinder... De ubehagelige følelser som kommer frem, når maden kommer ind...

Savner savner savner.... men er det værd at savne?!