Den største gave af alle er lige rundt om hjørnet. Alligevel kæmper jeg stadig en kamp med mig selv. En kamp med maden, vægten som ikke må falde osv. Det er hårdt virkelig.
Siden i aftes har jeg haft migræne. Har ligget på sofaen hele dagen, har intet kunnet pga smerte. Har kastet op og det hele.. ØV.
Ellers har jeg det ikke særlig godt pt. Synes det hele er sort, og er ret opgivende i forhold til nogensinde at få det bedre. Måske skal man bare indse at rask bliver jeg aldrig? Men kæmper jo alligevel videre.
Bare lige en lille opdatering herfra. Kan være jeg skriver mere en af de kommende dage.
God weekend
fredag den 25. november 2011
søndag den 9. oktober 2011
Føler mig alene
Først vil jeg sige tak for jeres kommentarer, rart at vide at I andre kender til nogle af mine tanker og følelser også.
Synes det er svært at være mig lige pt. Imorgen skal jeg både i terapi og snakke med overlægen. Har mest lyst til at ligge i sengen hele dagen idag og imorgen. Kan ikke lige overskue den kommende uge. 5 dage med behandling - puha. Jeg er selvfølgelig indlagt fra tirsdag - onsdag, men alligevel føler jeg mig stresset.
Jeg føler mig ret alene idag. Min kæreste og 3 mænd, er ude og grave halvdelen af vores have op. Den tidligere ejer havde brugt bagsiden til losseplads, så det bliver rigtig rart at få væk. Jeg har bagt boller så der er lidt til dem senere.
Tilbage til jeg føler mig alene. Tankerne kører rundt i mit hoved, et eller andet sted ville jeg virkelig gerne have fred. Eller bare blive forstået 100 procent. Ville ønske der var nogle der forstod det hele, hele mig. Alle mine problemstillinger osv, så jeg ikke skal have en milliard forskellige behandlere. Lige pt er der 3 psykiatere, 1 terapeut og 1 diætist, plus kontaktpersonerne på afdelingen... Alle de mennesker skal jeg forholde mig til hver eller hver anden uge. Synes det er hårdt, for de forstår hver deres ting, og det er delt meget op. De skal hjælpe mig med forskellige ting, synes der mangler en rød tråd... noget der får det hele til at hænge sammen. Ikke nok med jeg ser tingene meget enten eller, eller sort/hvidt, ja så bliver det hele også splittet godt og grundigt op.
Jeg ved godt de gør det i en god mening for at give mig den bedste behandling, men føler mig alligevel ret alene med alle tankerne og følelserne.
Følelser, hvad er det jeg er så bange for ved dem? Kan ikke tackle vrede, det er nok en af de følelser jeg har det allerværst ved. Det er som om det hele snører sig sammen inden i mig når folk omkring mig bliver vrede, sure eller irriteret. Måske det hænger sammen med min mors vredes udbrud i ny og næ da jeg boede hjemme, det var rigtig ubehageligt.
Kunne mærke anoreksiens tanker overtog min krop igår. Savnede følelsen af sult, savnede følelsen af kontrol. Savnede alt jeg kun dyrkede motion og vidste at nu havde jeg styr på det hele. Men har problemer med mit knæ så motion kan jeg ikke dyrke. Men heldigvis var vægten faldet her til morgen. Jeg bør følge min kostplan, men synes det er virkelig hårdt pt. spiser enten for lidt, for meget, kaster op, osv. Christina hvor svært kan det være at følge en kostplan? MEGET svært. Ville sådan ønske det var lettere, jeg går altid ind i det med en tro på at det nok skal gå, men allerede nu få dage efter jeg er startet med den, har jeg problemer. Skal til diætist på center for spiseforstyrrelser på torsdag, må jo snakke lidt med hende om det hele, for puha hvor det går mig på. Men rom blev jo heller ikke bygget på en dag.
Gustav min hund ligger og sover lige ved siden af mig, der er tændt op, og hygger med levende lys. Nyder roen, som bliver afbrudt af at jeg kan høre vaskemaskinen fra bryggerset. Men det er alligevel rart, intet fjernsyn der kører, bare mig og mine tanker. Tror jeg man har brug for engang i mellem.
Savner foredrag, virkelig meget. Men fordi min behandling er så intensiv pt, har jeg ikke rigtig mulighed for at tage med... Desværre. Savner at stå foran så mange mennesker og fortælle min historie. Få respons på de ting jeg har sagt, føle at der er en meningen med at jeg har skulle alt det igennem, som jeg har været.
Synes det er svært at være mig lige pt. Imorgen skal jeg både i terapi og snakke med overlægen. Har mest lyst til at ligge i sengen hele dagen idag og imorgen. Kan ikke lige overskue den kommende uge. 5 dage med behandling - puha. Jeg er selvfølgelig indlagt fra tirsdag - onsdag, men alligevel føler jeg mig stresset.
Jeg føler mig ret alene idag. Min kæreste og 3 mænd, er ude og grave halvdelen af vores have op. Den tidligere ejer havde brugt bagsiden til losseplads, så det bliver rigtig rart at få væk. Jeg har bagt boller så der er lidt til dem senere.
Tilbage til jeg føler mig alene. Tankerne kører rundt i mit hoved, et eller andet sted ville jeg virkelig gerne have fred. Eller bare blive forstået 100 procent. Ville ønske der var nogle der forstod det hele, hele mig. Alle mine problemstillinger osv, så jeg ikke skal have en milliard forskellige behandlere. Lige pt er der 3 psykiatere, 1 terapeut og 1 diætist, plus kontaktpersonerne på afdelingen... Alle de mennesker skal jeg forholde mig til hver eller hver anden uge. Synes det er hårdt, for de forstår hver deres ting, og det er delt meget op. De skal hjælpe mig med forskellige ting, synes der mangler en rød tråd... noget der får det hele til at hænge sammen. Ikke nok med jeg ser tingene meget enten eller, eller sort/hvidt, ja så bliver det hele også splittet godt og grundigt op.
Jeg ved godt de gør det i en god mening for at give mig den bedste behandling, men føler mig alligevel ret alene med alle tankerne og følelserne.
Følelser, hvad er det jeg er så bange for ved dem? Kan ikke tackle vrede, det er nok en af de følelser jeg har det allerværst ved. Det er som om det hele snører sig sammen inden i mig når folk omkring mig bliver vrede, sure eller irriteret. Måske det hænger sammen med min mors vredes udbrud i ny og næ da jeg boede hjemme, det var rigtig ubehageligt.
Kunne mærke anoreksiens tanker overtog min krop igår. Savnede følelsen af sult, savnede følelsen af kontrol. Savnede alt jeg kun dyrkede motion og vidste at nu havde jeg styr på det hele. Men har problemer med mit knæ så motion kan jeg ikke dyrke. Men heldigvis var vægten faldet her til morgen. Jeg bør følge min kostplan, men synes det er virkelig hårdt pt. spiser enten for lidt, for meget, kaster op, osv. Christina hvor svært kan det være at følge en kostplan? MEGET svært. Ville sådan ønske det var lettere, jeg går altid ind i det med en tro på at det nok skal gå, men allerede nu få dage efter jeg er startet med den, har jeg problemer. Skal til diætist på center for spiseforstyrrelser på torsdag, må jo snakke lidt med hende om det hele, for puha hvor det går mig på. Men rom blev jo heller ikke bygget på en dag.
Gustav min hund ligger og sover lige ved siden af mig, der er tændt op, og hygger med levende lys. Nyder roen, som bliver afbrudt af at jeg kan høre vaskemaskinen fra bryggerset. Men det er alligevel rart, intet fjernsyn der kører, bare mig og mine tanker. Tror jeg man har brug for engang i mellem.
Savner foredrag, virkelig meget. Men fordi min behandling er så intensiv pt, har jeg ikke rigtig mulighed for at tage med... Desværre. Savner at stå foran så mange mennesker og fortælle min historie. Få respons på de ting jeg har sagt, føle at der er en meningen med at jeg har skulle alt det igennem, som jeg har været.
lørdag den 8. oktober 2011
Sort nedtur igen
Øv hvor er jeg bare træt af at have dårlige dage. Føler lidt det hele er sort. Overskuddet er ikke det største, men har da fået gjort rent. Sidder lige nu og høre en sang der ofte gør jeg drømmer mig væk i gymnastikkens verden. Savner at have de unge piger jeg har trænet de sidste to år. Men uden tvivl er det også rart at have de små krudtugler, de børn kan give så meget kærlighed uden de selv ved det.
Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.
Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.
Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.
Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.
Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.
Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.
Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.
Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.
Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.
Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.
Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.
Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.
fredag den 7. oktober 2011
Opdatering
Det har været nogle hårde måneder. Jeg har været meget langt nede, hvad resulterede i flere selvmordsforsøg, og en længere indlæggelse på psykiatrisk. Både på åben, og lukket afd. Alle mine behandlere og kontaktperson havde 3 ugers ferie på samme tid, og det kunne jeg vidst ikke lige tackle. Lige pt, går det igen nogenlunde, hverken godt eller helt skidt. Sådan midt i mellem.
Men der er sket meget. Jeg har været på center for spiseforstyrrelser, hvor jeg nu skal komme ca 1 gang om ugen, og blive vejet og snakke om min kostplan. Desværre har jeg rigtig langt derop, så kommer til at bruge hele dagen på det. Jeg har stadig terapi 2 gange om ugen, og hver anden uge ser jeg også overlægen. Som noget nyt er jeg pt også indlagt hver tirsdag - onsdag, de vil prøve at give mig lidt struktur og ro, samt støtte til dagligdags ting. Synes desværre ikke det går så godt for personalet, med at støtte mig.
Jeg har også fået ny diagnose, fik jeg faktisk bekræftet igår. Har nu også OCD, altså tvangstanker og handlinger. Det er selvfølgelig ikke rart, men den medicin jeg får skulle hjælpe imod det. Og bare fordi jeg har fået endnu en diagnose, så ændre det jo intet på hvordan min hverdag ser ud. Den er jo stadig som den plejer at være.
Men hvordan går det ellers? Tjo, synes jeg har meget svært ved at være social pt. Skulle have været oppe hos en god veninde imorgen til søndag, men kan slet ikke overskue at være social. Har mest af alt lyst til bare at ligge under min dyne og gemme mig væk hele weekenden. Bare få slappet godt og grundigt af.
Men føler mig som en virkelig dårlig veninde. Og det irriterer mig at jeg ikke kan overvinde min frygt for at være social. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at være social, fordi min veninde kontakt ikke ret meget andet end over computeren eller telefonen. Er så bange for at gøre, sige eller være forkert.
Min familie og kæreste har jeg dog ikke noget problem med at være sammen med. Kun hvis det er familie fester eller sådan. Puha dem er jeg ikke glade for. Og allerede om 1 mdr er der stor fest igen. Min kære farmor bliver 75 år.
Den 20. november ville min morfar også være blevet 75 år. Jeg savner ham rigtig meget, og ville sådan ønske at kom tilbage igen. Men det gør han ikke. Synes min familie klarer det ret godt. Jeg er stadig meget påvirket af hans død. Han var en mand der har haft meget betydning for mig.
Den 13. august i år var det 8 år siden, jeg sidst blev misbrugt af min gymnastik træner. Det tog rigtig hårdt på mig at 8 år var gået og jeg stadig går og har det rigtig rigtig skidt. For ville jo ønske jeg kunne komme videre, leve et liv som alle andre. Men det er vidst ikke sikkert at mit liv nogensinde bliver som alle andres. Vi har alle ting med i vores rygsæk, nogle mere end andre. Men alligevel ville jeg ønske jeg kunne tage nogle ting op af denne rygsæk, og smide dem ud, og glemme at de havde fandtes. Men sådan er det desværre ikke.
Min kæreste går hjemme pt. Det er ret dejligt at han altid er her, rart at vi har tid sammen. Især når jeg er så meget væk hjemme fra.
Jeg er også startet op med gymnastik igen. Hvor er det dog nogle dejlige krudtugler. Der er altså bare gang i de børn.
NÅH !! Men hvordan har jeg det? Tjo har det ikke super godt, men heller ikke super dårligt. Mit humør er nogle dage okay, og andre dage nede i det sorte hul. Håbet for jeg bliver rask er minimalt, og det er selvfølgelig trist. Men efter 9 års behandling, forsvinder håbet bare mere og mere. For føler virkelig ikke jeg får det bedre. Det var flere år siden jeg sidst havde selvmordsforsøg, og pludselig vælter de ned over mig igen. Og jeg er da vildt ked af at have skuffet min kæreste så meget. Ked af at han skulle igennem det. Han er så god ved mig, og så svigter jeg ham bare på den måde. Det har på ingen måde noget med ham at gøre, at jeg havde de forsøg i sommers. Men kunne slet ikke overskue at 9 års behandling stadig ikke har hjulpet :(
Idag skal jeg på jobcenteret her kl.10. Er nervøs som altid. Men nu må jeg jo se hvad hun siger denne gang.
Det var en lille opdatering fra mig.... Beklager jeg har været for dårlig til at få skrevet.
Men der er sket meget. Jeg har været på center for spiseforstyrrelser, hvor jeg nu skal komme ca 1 gang om ugen, og blive vejet og snakke om min kostplan. Desværre har jeg rigtig langt derop, så kommer til at bruge hele dagen på det. Jeg har stadig terapi 2 gange om ugen, og hver anden uge ser jeg også overlægen. Som noget nyt er jeg pt også indlagt hver tirsdag - onsdag, de vil prøve at give mig lidt struktur og ro, samt støtte til dagligdags ting. Synes desværre ikke det går så godt for personalet, med at støtte mig.
Jeg har også fået ny diagnose, fik jeg faktisk bekræftet igår. Har nu også OCD, altså tvangstanker og handlinger. Det er selvfølgelig ikke rart, men den medicin jeg får skulle hjælpe imod det. Og bare fordi jeg har fået endnu en diagnose, så ændre det jo intet på hvordan min hverdag ser ud. Den er jo stadig som den plejer at være.
Men hvordan går det ellers? Tjo, synes jeg har meget svært ved at være social pt. Skulle have været oppe hos en god veninde imorgen til søndag, men kan slet ikke overskue at være social. Har mest af alt lyst til bare at ligge under min dyne og gemme mig væk hele weekenden. Bare få slappet godt og grundigt af.
Men føler mig som en virkelig dårlig veninde. Og det irriterer mig at jeg ikke kan overvinde min frygt for at være social. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at være social, fordi min veninde kontakt ikke ret meget andet end over computeren eller telefonen. Er så bange for at gøre, sige eller være forkert.
Min familie og kæreste har jeg dog ikke noget problem med at være sammen med. Kun hvis det er familie fester eller sådan. Puha dem er jeg ikke glade for. Og allerede om 1 mdr er der stor fest igen. Min kære farmor bliver 75 år.
Den 20. november ville min morfar også være blevet 75 år. Jeg savner ham rigtig meget, og ville sådan ønske at kom tilbage igen. Men det gør han ikke. Synes min familie klarer det ret godt. Jeg er stadig meget påvirket af hans død. Han var en mand der har haft meget betydning for mig.
Den 13. august i år var det 8 år siden, jeg sidst blev misbrugt af min gymnastik træner. Det tog rigtig hårdt på mig at 8 år var gået og jeg stadig går og har det rigtig rigtig skidt. For ville jo ønske jeg kunne komme videre, leve et liv som alle andre. Men det er vidst ikke sikkert at mit liv nogensinde bliver som alle andres. Vi har alle ting med i vores rygsæk, nogle mere end andre. Men alligevel ville jeg ønske jeg kunne tage nogle ting op af denne rygsæk, og smide dem ud, og glemme at de havde fandtes. Men sådan er det desværre ikke.
Min kæreste går hjemme pt. Det er ret dejligt at han altid er her, rart at vi har tid sammen. Især når jeg er så meget væk hjemme fra.
Jeg er også startet op med gymnastik igen. Hvor er det dog nogle dejlige krudtugler. Der er altså bare gang i de børn.
NÅH !! Men hvordan har jeg det? Tjo har det ikke super godt, men heller ikke super dårligt. Mit humør er nogle dage okay, og andre dage nede i det sorte hul. Håbet for jeg bliver rask er minimalt, og det er selvfølgelig trist. Men efter 9 års behandling, forsvinder håbet bare mere og mere. For føler virkelig ikke jeg får det bedre. Det var flere år siden jeg sidst havde selvmordsforsøg, og pludselig vælter de ned over mig igen. Og jeg er da vildt ked af at have skuffet min kæreste så meget. Ked af at han skulle igennem det. Han er så god ved mig, og så svigter jeg ham bare på den måde. Det har på ingen måde noget med ham at gøre, at jeg havde de forsøg i sommers. Men kunne slet ikke overskue at 9 års behandling stadig ikke har hjulpet :(
Idag skal jeg på jobcenteret her kl.10. Er nervøs som altid. Men nu må jeg jo se hvad hun siger denne gang.
Det var en lille opdatering fra mig.... Beklager jeg har været for dårlig til at få skrevet.
lørdag den 25. juni 2011
Ville ønske det hele var anderledes.
Jeg er for dårlig til at få skrevet på min blog, må til at få taget mig lidt sammen.
Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Min kæreste og jeg drømmer om fremtiden. Nyder de drømme. Drømmen om en lille familie. Det får smilet frem på mine læber. Det varmer helt inden i.
Men på samme tid raser sygdommen, den der siger jeg ikke er god nok, den der siger jeg skal tabe mig, at jeg er fed, grim, ulækker... Jeg skal tabe mig, tage mig sammen og få styr på mit liv. Kom nu Christina, du kan godt. TAB DIG dit fede læs. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne slippe fri fra denne krop, bare få Christina ud af den krop hun lever i, og ind i en anden krop. Men så let er det desværre ikke. Selvom jeg ønsker at blive sat fri fra min krop, ved jeg godt det ikke sker. Jeg skal lære at leve med den krop jeg nu engang har. Selvom det er en svær kamp at indfinde sig med den.
Jeg føler mig ret alene lige pt. Det at jeg ikke kan få fred i mit hoved, gør nok at jeg føler mig mere alene end ellers. Jeg kan sagtens forstå at det må være svært, at forstå hvordan det er at være mig. Tror ikke man kan sætte sig ind i hvor opslidende det er, med mindre man selv har været der.
Overlægen har sendt en henvisning til center for spiseforstyrrelser, de skal på banen nu. Mine behandlere er vidst lidt på bar bund, i forhold til hvordan de skal behandle mig. For der er ikke sket nogle fremskridt siden jeg startede ved dem.
I øjeblikket savner jeg min morfar rigtig meget. Her den 18. juli, er det 1 år siden han døde. Det er første gang jeg har mistet, og jeg glæder mig bestemt ikke til det sker en gang til. Jeg har ikke rigtig forstået at min morfar aldrig kommer tilbage igen. Jeg føler stadig han er her. Ret underligt. Måske det er fordi, jeg ikke så ham i de måneder han var rigtig syg. Der levede jeg jo bare med at han ikke ønskede at jeg skulle se ham sådan. I dag ville jeg ønske jeg havde været med i hele forløbet. Jeg så ham godt nok 1 uges tid inden han døde. Mine sidste ord var "vi ses morfar", selvom jeg godt vidste at det var sidste gang jeg havde set ham, og snakket med ham.
Han var så tynd, og lignede slet ikke min morfar. Den morfar jeg havde kendt i så mange år. Der sad han som skin og ben i en kørestol. Jeg er så ked af at han skulle dø på den måde. Han havde virkelig ikke fortjent at skulle igennem al den sygdom. Jeg nåede lige at vise min morfar et billede af vores hus. Men jeg ville ønske han havde nået at se det i virkeligheden. At han havde nået at se at jeg kunne blive rask, eller at jeg blev til et eller andet. I stedet for bare at sidde herhjemme hver dag. Men jeg får ham ikke tilbage. Desværre.
Jeg har hele tiden tænkt at når man døde blev alt bare sort, og man var væk for evigt. Nu vil jeg hellere tro på at man lever videre og mødes igen et eller andet sted, selvom jeg inderst inde godt ved det nok ikke sker. Men hvorfor kan jeg ellers stadig mærke at han er her? Hvorfor føler jeg ikke at han er død? Hvorfor håber jeg hver gang jeg kommer hjem til min mormor, at min morfar sidder i sin stol.
Det er rigtig hårdt for mig at han er død. Han har haft en meget stor betydning for hvem jeg er idag. Jeg var meget hos dem da jeg var teenager. De betalte min gymnastik og sådanne ting. Hentede mig fra fest, kørte mig til gymnastik, vækkede mig når jeg skulle på arbejde osv. De fleste af de gode minder jeg har fra min barndom er sammen med dem. Måske derfor det er så hårdt at han pludselig er væk.
Det bedste var han fik fred, det ved jeg godt. Men hold da op hvor jeg savner ham.
Det var slet ikke meningen at mit indlæg skulle handle om min morfar. Men på et eller andet punkt var det rart at komme lidt ud med dit tanker. Selvom der er meget andet end lige det der fylder.
Christina <3
Der er sket meget siden jeg skrev sidst. Min kæreste og jeg drømmer om fremtiden. Nyder de drømme. Drømmen om en lille familie. Det får smilet frem på mine læber. Det varmer helt inden i.
Men på samme tid raser sygdommen, den der siger jeg ikke er god nok, den der siger jeg skal tabe mig, at jeg er fed, grim, ulækker... Jeg skal tabe mig, tage mig sammen og få styr på mit liv. Kom nu Christina, du kan godt. TAB DIG dit fede læs. Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne slippe fri fra denne krop, bare få Christina ud af den krop hun lever i, og ind i en anden krop. Men så let er det desværre ikke. Selvom jeg ønsker at blive sat fri fra min krop, ved jeg godt det ikke sker. Jeg skal lære at leve med den krop jeg nu engang har. Selvom det er en svær kamp at indfinde sig med den.
Jeg føler mig ret alene lige pt. Det at jeg ikke kan få fred i mit hoved, gør nok at jeg føler mig mere alene end ellers. Jeg kan sagtens forstå at det må være svært, at forstå hvordan det er at være mig. Tror ikke man kan sætte sig ind i hvor opslidende det er, med mindre man selv har været der.
Overlægen har sendt en henvisning til center for spiseforstyrrelser, de skal på banen nu. Mine behandlere er vidst lidt på bar bund, i forhold til hvordan de skal behandle mig. For der er ikke sket nogle fremskridt siden jeg startede ved dem.
I øjeblikket savner jeg min morfar rigtig meget. Her den 18. juli, er det 1 år siden han døde. Det er første gang jeg har mistet, og jeg glæder mig bestemt ikke til det sker en gang til. Jeg har ikke rigtig forstået at min morfar aldrig kommer tilbage igen. Jeg føler stadig han er her. Ret underligt. Måske det er fordi, jeg ikke så ham i de måneder han var rigtig syg. Der levede jeg jo bare med at han ikke ønskede at jeg skulle se ham sådan. I dag ville jeg ønske jeg havde været med i hele forløbet. Jeg så ham godt nok 1 uges tid inden han døde. Mine sidste ord var "vi ses morfar", selvom jeg godt vidste at det var sidste gang jeg havde set ham, og snakket med ham.
Han var så tynd, og lignede slet ikke min morfar. Den morfar jeg havde kendt i så mange år. Der sad han som skin og ben i en kørestol. Jeg er så ked af at han skulle dø på den måde. Han havde virkelig ikke fortjent at skulle igennem al den sygdom. Jeg nåede lige at vise min morfar et billede af vores hus. Men jeg ville ønske han havde nået at se det i virkeligheden. At han havde nået at se at jeg kunne blive rask, eller at jeg blev til et eller andet. I stedet for bare at sidde herhjemme hver dag. Men jeg får ham ikke tilbage. Desværre.
Jeg har hele tiden tænkt at når man døde blev alt bare sort, og man var væk for evigt. Nu vil jeg hellere tro på at man lever videre og mødes igen et eller andet sted, selvom jeg inderst inde godt ved det nok ikke sker. Men hvorfor kan jeg ellers stadig mærke at han er her? Hvorfor føler jeg ikke at han er død? Hvorfor håber jeg hver gang jeg kommer hjem til min mormor, at min morfar sidder i sin stol.
Det er rigtig hårdt for mig at han er død. Han har haft en meget stor betydning for hvem jeg er idag. Jeg var meget hos dem da jeg var teenager. De betalte min gymnastik og sådanne ting. Hentede mig fra fest, kørte mig til gymnastik, vækkede mig når jeg skulle på arbejde osv. De fleste af de gode minder jeg har fra min barndom er sammen med dem. Måske derfor det er så hårdt at han pludselig er væk.
Det bedste var han fik fred, det ved jeg godt. Men hold da op hvor jeg savner ham.
Det var slet ikke meningen at mit indlæg skulle handle om min morfar. Men på et eller andet punkt var det rart at komme lidt ud med dit tanker. Selvom der er meget andet end lige det der fylder.
Christina <3
lørdag den 30. april 2011
11 år siden min konfirmation
Idag er det 11 år siden jeg blev konfirmeret. Et eller andet sted er tiden gået stærkt, og alligevel føles det som om det er tusind år siden. Der er sket rigtig mange ting i de år, både vildt dårlige oplevelser og lidt gode....
Ellers går det stille og roligt. Har været ude og holde foredrag i denne uge, samt snakket med overlægen to gange. Er taknemlig for jeg har mødt hende. Er startet op på ny medicin, nu må vi se hvordan det kommer til at gå med den, om det er noget der virker...
Ellers går det stille og roligt. Har været ude og holde foredrag i denne uge, samt snakket med overlægen to gange. Er taknemlig for jeg har mødt hende. Er startet op på ny medicin, nu må vi se hvordan det kommer til at gå med den, om det er noget der virker...
lørdag den 16. april 2011
Hjemme igen
Jeg blev udskrevet i mandags, så har næsten været hjemme i 1 uge. Personalet på afdelingen kunne godt se at det ikke hjalp mig en dyt, at blive opbevaret på en afdeling, uden noget behandling.
I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.
I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.
Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.
Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.
Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.
God weekend til jer der læser med.
I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.
I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.
Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.
Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.
Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.
God weekend til jer der læser med.
Abonner på:
Opslag (Atom)