Sort nedtur igen

Øv hvor er jeg bare træt af at have dårlige dage. Føler lidt det hele er sort. Overskuddet er ikke det største, men har da fået gjort rent. Sidder lige nu og høre en sang der ofte gør jeg drømmer mig væk i gymnastikkens verden. Savner at have de unge piger jeg har trænet de sidste to år. Men uden tvivl er det også rart at have de små krudtugler, de børn kan give så meget kærlighed uden de selv ved det.

Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.

Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.

Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.

Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.

Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.

Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.