Jeg har LÆNGE som i virkelig længe haft et ønske om at få skrevet min historie ned fra start til slut. Få sat et punktum for mange af de oplevelser jeg har haft.
I disse dage ligger jeg hjemme på sofaen. Jeg blev opereret i mit knæ IGEN i fredags. Så nu render jeg rundt med den skønne donjoy skinne igen igen ;) GUD hvor jeg hader den. At sove med et ben der er låst i en skinne, er nu ikke ret let.
Nåh men tilbage til bogen. Jeg har VIRKELIG et stort ønske om at få skrevet den bog. Få den udgivet, og give al den dårlig dom som borderline, spiseforstyrrelse og OCD har ført med sig gennem årene, en fornuftig mening. Give mit liv med sygdom en mening, og håbe at bare 1 der læser min bog, vil føle sig lidt mindre alene. Jeg ved udemærket godt at man som spiseforstyrret læser ekstremt mange bøger om anoreksi og bulimi, gjorde jeg også selv en årgang. Men bøger med flere diagnoser, kunne jeg godt selv have savnet.
I december fik jeg min journal udskrevet fra psykiatrien, i forbindelse med en erklæring jeg skulle have lavet. Det er nu underligt at sidde og læse hvad personale osv har skrevet om mig. Men på samme tid rart, at kunne sidde og vide at man nu er et helt andet sted. At jeg er blevet mor. Bor i et dejligt hus, sammen med den skønneste kæreste.
Nu hvor min lille trold er ude at blive passet hver dag, kan jeg virkelig mærke et behov for at der sker bare LIDT i min hverdag. Og hvis det første projekt er at få skrevet den bog jeg SÅ længe har drømt om, så er det mit mål. Dernæst kommer der et vægttab der skal igang. Og så kommer der sikkert en masse genoptræning af mit knæ.
onsdag den 2. april 2014
onsdag den 12. februar 2014
Modbydelige verden.
Hold nu op hvor er jeg træt. Træt af at kæmpe, træt af min krop, træt af mad, tanker, huset, lejligheden, uvisheden, økonomien i kontanthjælp osv osv osv.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
Jeg er fyldt til briste punktet igen. Min farfar døde desværre den 24. januar. Han var meget kræft syg. Den 24. januar var han på vej til næstved sygehus for at skulle have kemo behandling, men de ville ikke give ham dette da han var træt og havde fået lungebetændelse. I mellem tiden var min farmor taget til læge, og ja, fredag den 24. om aftenen er hun indlagt på hjerteafdelingen med 3 blodpropper i hjertet. Jeg er kort forbi min farmor om aftenen kl.18.30 hvor efter jeg kører hen til en veninde. Kl.19.30 ringer min far, at min farfar ik kan vækkes, og der er ringet 112. Jeg kører fra min veninde, og da jeg når hjem har min far ringet, at min farfar er sovet ind. PUHA. Han sov stille ind hos min faster. Og er taknemlig for han ikke har skulle helt derud hvor livet slet slet ikke er værdigt som kræftsyg.
Tilbage til mig selv.
Det er rigtig hårdt at være mig pt. Kan mærke min psyke ikke helt kan følge med i alt det udefra kommende der sker. Det er hårdt. Huset kræver en masse tid, penge, og kræfter. Men i øjeblikket er jeg bare så ugidelig, træt, og ked af det. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Tanken om at om under 1 mdr stopper min barsel, ja den er modbydelig - For hvilken fremtid venter der mig? Det aner jeg ik. Jeg aner ik hvad jeg får udbetalt til den første. Om jeg overhovedet får noget udbetalt?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe med kommune, læge osv. Ville somme tider ønske at det ikke kostede noget at leve. At alt bare var en dans på roser. At der ikke findes mirakler, selvom man ønsker det. ØV.
Jeg glæder mig til vores hus bliver færdigt, og der forhåbentlig kommer lidt mere ro på det hele. Men på samme tid er det da virkelig en hård proces vi er igennem. Og tror aldrig vi går igang med sådan en stor renovering igen… Det koster blod sved og tårer… desværre.
Nu vil jeg efterhånden finde min seng selvom klokken ikke engang er halv ni. Mine tanker farer rundt i knolden på mig, min krop er træt, og en lang dag venter igen i morgen… Nat nat.
søndag den 29. december 2013
Året 2013
Endnu et år er snart gået. Og som altid betyder det at jeg tænker meget over hvad der skete i året der er gået.
Jeg har været gravid.
Fået ny behandler.
Fået en skøn lille dreng.
Købt hus.
Sagt farvel til min "nye behandler", da de slet ikke fungerede.
Er ved at blive indstillet til rehabiliteringsteamet, med henblik på min fremtid ( efter 9 år på kontanthjælp ).
Min farfar har fået konstateret kræft, og nu kan vi kun gå og vente på at livet også er forbi for ham.
Men i 2014 skal vi flytte ud i vores hus. Vi glæder os sindssygt til det bliver færdigt. Derudover glæder jeg mig meget til at komme igang med den kostomlægning igen, når jeg ikke længere er så stresset. Og er ret spændt på kommunens afgørelse omkring min fremtid.
søndag den 15. december 2013
Abort! Mormor! Stesset! Urolig!
Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.
Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.
I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.
Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.
Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.
Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.
Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.
Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.
Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.
I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.
Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.
Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.
Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.
Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.
Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.
mandag den 2. december 2013
Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.
Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
søndag den 10. november 2013
Har lyst til at skrige…
JEG HADER VINTER… hader hader hader vinter.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
mandag den 4. november 2013
Været på kommunen idag.
Så sidder jeg atter her, med en masse tanker i mit hoved. Tænk at jeg allerede er 27 år. Jeg har været på kommunen idag, og snakke med min sagsbehandler fra jobcenteret. Hun må ikke indkalde mig da jeg er på barsel. Men vi havde selv bedt om et møde. Som tingene er lige nu, ser det ud til at jeg ingen indtægt har overhovedet fra 1. januar 2014, trods jeg er på barsel, frem til midt i marts.
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.
Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.
Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.
I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.
Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)
Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)
Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.
Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)
Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.
Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.
Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.
I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.
Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)
Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)
Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.
Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)
Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p
Abonner på:
Opslag (Atom)