Puha hvor jeg bare føler mig totalt udkørt i øjeblikket.
Min kære farfar har fået kræft, og forløbet med min morfar kører inde i mit hoved hele tiden. SAVNER både min morfar og min mormor ufatteligt meget.
I morgen ville min mormor havde haft fødselsdag. Desværre var jeg slet ikke med til at fejre hendes sidste fødselsdag i denne verden. For i morgen den 16. december er det 2 år siden jeg fik foretaget en abort. Så idag fik jeg for 2 år siden den kedelige nyhed at det foster jeg havde haft inden i mig i 13 uger, nu var dødt. Det skulle fjernes.
Den abort var nok noget af det værste jeg har oplevet. Så ydmygende. Så koldt. Personalet var så ufølsomt. Så kolde og virkelig ikke rare at være sammen med i den periode.
I morgen er det så også 2 år siden man fandt et nyfødt barn i nærheden. Det var blevet lagt i en plastiskpose og var bare blevet efterladt. Så da jeg vågnede af narkosen, læste jeg på nettet at de havde fundet en lille dreng. PUHA. Husker dagen så tydeligt.
Ja jeg skal være glad for at jeg den dag idag, har en skøn søn på snart 8 mdr. Men tanken om at det kunne have været halvandet år, er nu ret underligt.
Det er også snart to år siden min kæreste og jeg begyndte at skrive sammen. Uskyldige smser og facebook beskeder der udviklede sig. Nu står vi så her. Vi har boet sammen længe efterhånden. Har en søn på godt 8 mdr. Har købt hus SAMMEN, som er ved at blive total renoveret. Hold nu op, hvor er de to år blevet af.
Dog stresser huset mig rigtig meget pt. Det er virkelig hårdt at se på noget som man ikke helt kan se alligevel. - altså… Pt har jeg svært ved at se det færdigt. Der sker rigtig mange ting i huset, det er bestemt ikke det. Men for søren hvor jeg ville ønske jeg kunne gå i seng nu, og så var det færdigt når jeg vågnede.
Tror det må være nok for nu. Mit hoved er ellers fyldt med alt muligt "lort" lige nu. Men kan ikke helt få det ud af mit system. Så overvejer om det måske ikke "bare" er tid til at gå i seng. Tror jeg trænger til at få sovet.
søndag den 15. december 2013
mandag den 2. december 2013
Sygdommen kræft, har igen ramt mig og min lille familie.
Puha, jeg mærker virkelig hvor hårdt det endnu engang er, at skulle forholde sig til at en der står mig meget nært, skal væk fra denne verden.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
Min kære farfar har fået kræft. Jeg ved inderst inde at jeg skal være taknemlig over at have haft min FARFAR til jeg er blevet 27 år. Skal være glad for at han har nået at se og opleve min skønne lille dreng på 7 1/2 mdr. Men for søren hvor jeg synes det er hårdt endnu engang.
Sidste jul var det min kærestes morbror der stod for tur. Han døde 30. december. Hele december gik vi bare og ventede. Og desværre ender december også med at vi kan gå og forberede os på at min elskede farfar ikke er her meget længere. Det gør ondt, men nok lidt mere ondt en mange andre der skal miste en bedsteforælder.
Min far og jeg har desværre ikke det bedste forhold længere. Det sidste halvandet år, har virkelig været en prøve. Min fars kæreste har siden jeg flyttede sammen med min kæreste opført sig yderst mærkeligt. Pludselig virket sur, tvær osv. Da jeg blev gravid og fortalte det kunne hun ikke sige et eneste ord, ikke engang tillykke. Min far - Altså theodors morfar, har holdt ham to gange… Min far har holdt sit barnebarn to gange. Min far ringer ikke til mig, og jeg får derfor heller intet at vide omkring min farfars tilstand, da de eneste der er til at fortælle om den, er kilden selv, hvad bestemt er svært for ham, eftersom hans vejrtrækning virkelig er besværet.
Her for en halvtimes tid siden, sendte jeg en sms til min tante. Vi kommer til at bo i samme villa kvarter som dem når vi flytter. Spurgte hende om de vil holde mig opdateret omkring min farfar og sygdommen, da jeg virkelig kan mærke jeg har brug for "ikke at blive holdt uden for". En af mine tanker er hvad der sker den dag både min farmor og farfar ikke er her længere. Står jeg så med at være helt alene…? Efter min mormor og morfar er gået bort, er min familie på min mors side virkelig blevet splittet, og jeg savner min mormor og morfar mere og mere. Savnet burde være blevet mindre, men det er det slet slet ikke. Og gud hvor er det svært at skulle indse at det er min fremtid. Min fremtid er MIN egen familie, den familie jeg selv har skabt. At alle de andre bare er der, og så alligevel ikke. PUHA. Så kan man da ikke andet end at føle sig lidt ensom. Eller rettere - MEGET ensom.
Ofte ville jeg virkelig ønske at mit liv og min familie var lidt lettere at gå til. At jeg havde et forhold til min far, så jeg kunne sige "far jeg har BRUG for DIG". Men sådan er min virkelighed ikke.
Jeg har overvejet om jeg måske skulle tage kontakt til min gamle terapeut. Ved hun ville kunne hjælpe mig igennem dette. Men må se - Skal op til min psykiater på fredag, og så må jeg tage den derfra. Kan heldigvis altid bare lige sende en mail til min gamle terapeut.
Kort sagt tror jeg at jeg er bange for at blive alene, blive glemt af min egen familie. Jeg får grædt rigtig meget pga lige netop tanken om at være uden familien. Være helt alene når de gamle er væk. Trøster mig med at jeg trods alt har en skøn kæreste og en fantastisk søn.
Jeg havde vidst lige brug for at få lidt luft.
søndag den 10. november 2013
Har lyst til at skrige…
JEG HADER VINTER… hader hader hader vinter.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
Hvorfor skal det også være så skide koldt. Hvorfor er det altid så mørkt og trist. ØV…. mit humør bliver SÅ påvirket af det. Plus at jeg sover dårligt i øjeblikket, så det hjælper bestemt heller ikke på mit humør.
Synes der er så meget pt der skal holdes styr på. Psykiater, diætist, sygehuset med mine knæ, sundhedsplejerske, hus, hvornår vi kan flytte, om vi skal forlænge vores lejekontrakt, den økonomiske fremtid osv. Kæft jeg er træt af det tanke spind der er gang i på øverste etage.
De sidste par dage har jeg virkelig nydt at kæresten har været hjemme om aftenen. Nydt i fulde drag at ligge på sofaen og bare slappe af. Kan virkelig mærke jeg er meget træt i øjeblikket. Selv nu overvejer jeg at gå i seng, da jeg ved ham den lille vågner tidligt i morgen.
Ellers sker her ikke det vilde. Bruger en del tid på at tænke på indretning, lamper osv. Men meget mere tid på ham den skønne trold der kan få mit moder hjerte til at smelte når han smiler til mig. Han har de kønneste brune øjne som folk altid kommenterer på :) fantastisk.
Tror jeg vil drikke resten af min mælk, og så ellers finde min dyne, for puha, mine øjne er små, og mit humør ikke det bedste.
Den kommende uge står også på psykiater, diætist og meget mere, så mon ikke en god nattesøvn ville gøre godt. Har også lige fået mail fra min psykiater her til aften, så ser faktisk lidt frem til at få talt med hende i morgen. Til dels fordi der skal laves en nye status til kommunen også. Er ret spændt på hvad hun vil sige til netop den. Det er jo længe siden hun sådan rigtig har haft en samtale med mig.
Jeg håber virkelig vi når at holde juleaften i vores hus. HÅBER HÅBER HÅBER…. kryds fingre for os… Please.
mandag den 4. november 2013
Været på kommunen idag.
Så sidder jeg atter her, med en masse tanker i mit hoved. Tænk at jeg allerede er 27 år. Jeg har været på kommunen idag, og snakke med min sagsbehandler fra jobcenteret. Hun må ikke indkalde mig da jeg er på barsel. Men vi havde selv bedt om et møde. Som tingene er lige nu, ser det ud til at jeg ingen indtægt har overhovedet fra 1. januar 2014, trods jeg er på barsel, frem til midt i marts.
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.
Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.
Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.
I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.
Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)
Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)
Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.
Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)
Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p
Vi snakkede lidt over 1 time med hende idag, og hun var ret forstående med alt hvad vi sagde. Hun forstod godt at det ikke var fedt at gå i uvished, ang. 1. januar, men at hun ikke kan fortælle noget rent økonomisk. Så hun ville undersøge det for os. Men hun sagde rent faktisk at får vi ikke en krone, havde det i et andet tilfælde været en idé at blive GIFT... Nixen, jeg skal altså ikke giftes bare pga noget økonomisk. Jeg skal have det bryllup jeg drømmer om, og det er ikke en tur på rådhuset pga en skide kontanthjælpsreform.
Men vi snakkede også en del om at jeg nu har været på kontanthjælp i 9 år. Det er altså også vildt, at jeg nu i 9 år har været på en ydelse som mange i Danmark betegner som tabu, at det kun er bumser, slaskerøve osv der er på den ydelse. Vi snakkede en del om at jeg jo nok aldrig bliver HELT rask, og nok heller aldrig får et arbejde 37 timer om ugen. Så vi snakkede flexjob og førtidspension. Det lød lidt som om at hun i sidste ende mente at førtidspension i nogle år nok ville være det bedste, så jeg kunne få ro og fred til måske bare at få det lidt bedre. For som hun sagde, der er jo ikke sket et kæmpe mirakel. OG nej det er der ikke. Det eneste der er sket, er at jeg er blevet bedre til at tackle de følelser der dukker op inden i mig. Og så har det bare været en kæmpe hjælp og støtte for mig at jeg har fundet den skønne forstående kæreste jeg har.
Om 14 dage skal vi derop igen, der skal jeg have skrevet en masse papirer, som skal med i den vurdering der skal laves på mig.
I morgen skulle jeg have været til kontrol med begge knæ - det er nu udskudt at lægen er blevet syg. Men tager dog alligevel ud på sygehuset og får taget røntgen af mine knæ. Så tager det forhåbenligt ikke lige så lang tid når jeg skal til kontrol på et eller andet tidspunkt.
Er begyndt at glæde mig rigtig meget til at flytte ud i huset. Synes det er så fedt at følge med i det hele. Men glæder mig nok mere til taget er kommet på, vinduer ( de er pt sorte, men der kommer nye hvide i ), køkken, bad, bryggers, og ikke mindst til bare at se det færdige resultat :) Juhuuuu jeg glæder mig. Det bliver også fedt at få huset vurderet. Ham der skal vurdere huset, er også ham der solgte os huset, så det må også været sjovt for ham at se hvad vi gjorde ved det :)
Ellers sker der ikke det vilde her. Theodor er en stor dreng med sin egen mening efterhånden .. Han triller rundt over det hele, møver sig frem og tilbage, og er ikke i tvivl om at der ikke går længe inden at vi slet ikke ved hvor vi har ham henne :)
Vi skal til fødselsdag de næste par weekender. Bliver hyggeligt nok at komme lidt ud og hilse på lidt andre mennesker. På lørdag er det hos min "kusine", hendes pige bliver 1 år :) Åh glæder mig Så meget til at Theodor bliver 1 år. Til at han begynder at gå, sige ting, osv.
Julepynten begynder så småt at titte frem i byerne rundt omkring. Må indrømme jeg synes det bliver tidligere og tidligere. Men på samme tid glæder jeg mig, også meget til det bliver juleaften i år. Men nok på en lidt anden måde end så mange andre. Vi håber på at huset er så færdigt, at vi kan flytte ind lige inden juleaften. Planen er nemlig at VI skal holde juleaften, da det er så meget lettere at Theodor bare kan komme i seng når han bliver træt.
Dog tror jeg også at jeg kommer til at savne at bo herinde i byen. Det er trygt at bo på 2. sal... Og nyder ofte at kigge ud på gaden... Der er nu en del sjove mennesker at kigge på til tider. Men bliver godt med egen vaskemaskine, opvasker osv. Det bliver jo luksus uden lige :)
Men en lille hilsen herfra... Og en lille hilsen til én der ofte minder mig om at jeg skal skrive et indlæg :p
mandag den 21. oktober 2013
Nyt udseende. Nyt liv. Ny fremtid?
Dem af jer der har været med til at læse på min blog i en del år efterhånden, har sikkert opdaget, at der er sket rigtig meget.
I morgen har jeg været TOTAL medicin fri i 1/2 år... Jep det eneste jeg har taget af medicin er lidt smertestillende når jeg har mine migræne anfald. Der sidder sikkert nogle stykker og tænker, at et halvt år der ingen tid er. Men når man har været i psykiatrien i 10 år, så er det virkelig stort. Det er stort at føle glæde hver dag. Stort at vågne og det første jeg ikke tænker på er - "åh lad mig dog for fanden bare DØ, jeg vil dø, jeg gider ikke dette forbandede lorte liv mere, det bliver jo aldrig bedre". Hvor er jeg taknemlig og glad for at jeg ikke døde af de selvmordsforsøg jeg har haft. Og hvor er jeg glad for at livet er gået videre.
Jeg skriver ind i mellem med piger med samme diagnoser som mig. Og det kan virkelig være en hård nød at knække. Må ofte tage mig selv i ikke at sige de samme ting, som jeg blev mødt af. Som gjorde MIG sur, ked og vred. Men må indrømme jeg nogle gange har lyst til at sige "så tag dig dog sammen, ingen kan gøre arbejdet for dig".
Da jeg havde det aller værst, tegnede jeg min egen gravsten. Jeg tegnede fred omkring graven. At min familie havde sat blomster, solen skinnede, himlen var blå, der var et træ med grønne blade, og fugle på himlen. Husker at jeg når jeg tænkte på døden, mærkede freden. Til tider kunne jeg bliver helt opslugt af følelsen af fred. Hvad sikkert også har været grunden til et utal af selvmordsforsøg. Selv nu, kan jeg da godt ønske mig et andet sted hen, hvor der bare er ro og fred. Ingen krav, forventninger, eller noget. Bare RO. Men ikke ro som i - "jeg vil dø- ro". Men ro som i fredfyldt natur, ild i en brændeovn, varme, kakao, nybagte boller, og bare afslapning.
Tiden flyver afsted. Idag er min skønne dreng blevet 1/2 år. Jeg ved slet ikke hvor det halve år er blevet af. Det føles som igår han kom til verden, og alligevel er der bare sket SÅ meget på de måneder.
Her er dejlig roligt lige nu. Theodor sover, manden er til sport, og jeg har klaret opvasken, flaskerne, og lige fået afkalket elkedlen...
Det er faktisk underligt at der aldrig er HELT stille. Jeg tænker altid et eller andet. Der er aldrig helt den ro som jeg så inderligt ønskede mig for et par år tilbage. Men lever med de flyvende tanker. Tanker som alle sikkert har. For mig har de bare været svære at tackle. Jeg ved ikke om jeg har troen på at jeg KAN blive helt rask. Eller det kan jeg nok ikke, men jeg har noget et mål, eller måske endda flere.....
JEG ØNSKEDE MIG FØLGENDE:
Mine selvmordstanker må ikke være daglige - TJEK.
Jeg skal ikke have "borderline flip" flere gange om ugen - TJEK.
Jeg skal kunne holde ud at vågne om morgenen, uden at min første tanke er "hvorfor vågnede jeg" - TJEK.
Jeg vil føle glæde frem for tristhed - TJEK.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ :) _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tænk at jeg har opnået det. Opnået at være glad for at vågne om morgenen. At jeg ikke ønsker at dø flere gange om dagen. Og at jeg nu ikke engang kan huske hvornår jeg sådan VIRKELIG havde selvmordstanker. Tanken kan komme, men det sker så sjældent, at jeg glemmer det lige så snart tanken er der. Jeg har lidt flip. Men langt fra i den stil det engang var. Mine flip opstår nu kun, hvis jeg virkelig bliver presset, og jeg ikke selv kan nå at følge med. Stress, pres, forventninger, og krav er virkelig nogle af de ting der kan gøre at jeg får "tilbagefald".
SELVSKADE....
Har du været selvskadende?! Kan det lade sig gøre at stoppe?! Og hvordan stopper man?!
Mit eneste svar til det er - at DU skal tage en beslutning om at NU vil du ikke det her længere. NU er nok nok. NU vil du leve et liv som så mange andre. NU skal du ud på den anden side.
Jeg husker at jeg tog beslutningen da jeg blev 20 år - JEP det er 7 år siden... Indtil jeg blev 20 var jeg selvskadende flere gange dagligt. DAGLIGT... låste mig inde på badeværelset, og skar løs. Ture på skadestuen, sys sammen, osv. Hæsligt. Husker at jeg da jeg blev 20 tænkte "NU må du vælge. Vil du dette liv, med selvskade, negative tanker, eller vil du dø". Jeg endte med at tænke, at jeg ville LIVET... Men når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det faktisk ikke var hvad jeg ville den gang. Jeg var på ingen måde klar til at kæmpe for at komme tilbage til livet. Jeg var ikke klar til kampen med mig selv, med følelserne, tankerne, og alle de ting der gjorde at jeg var endt hvor jeg var.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år. Nogle gange har der været tilbage fald. Men jeg endte med da jeg blev 20 at have længere perioder hvor jeg slet ikke skar mig. Idag ser jeg ikke mig selv som selvskadende. Og jeg glemmer faktisk at jeg har alle de ar. Nogle gange har jeg overvejet at få lavet en plastik operation, men på anden anden side er alle mine ar en del af hvem jeg er. En del af hvem jeg er blevet. Og hvis JEG kan leve med de ar. Så er det vel ikke værre end folk der fortryder de får lavet en tattoo på en bytur ;)
Jeg er spændt på fremtiden. MEGET spændt. Manden og jeg skal snart op på kommunen, og netop snakke om min fremtid. Og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele kommer til at gå. spændt på om de er enige, eller om de i det hele taget vil samarbejde om en løsning. Men kan også godt mærke at det er svært for mig, og at jeg ikke helt ved hvad pokker jeg skal sige. Men er glad for at manden i mit liv vil tage med mig. Rart at have hans støtte. Rart han aldrig gav op. Rart at jeg ved at LIGE MEGET HVAD, så vil han altid være ved min side.
Jeg kunne sikkert fortsætte dette tanke helvede til uendelighed... Og ja, jeg overvejer stadig om jeg skal få skrevet en bog om alt det der har været sket i min fortid. Og jeg håber den en eller anden dag, bliver virkelig. Det kunne være SÅ fedt at få sat et stort fedt punktum. Læse bogen. Lukke bogen, og sige "det var det - nu er vi i fremtiden, fyldt med glæde, ro og fred".
En masse tanker herfra - Christina der har været mor i et halvt år nu :)
I morgen har jeg været TOTAL medicin fri i 1/2 år... Jep det eneste jeg har taget af medicin er lidt smertestillende når jeg har mine migræne anfald. Der sidder sikkert nogle stykker og tænker, at et halvt år der ingen tid er. Men når man har været i psykiatrien i 10 år, så er det virkelig stort. Det er stort at føle glæde hver dag. Stort at vågne og det første jeg ikke tænker på er - "åh lad mig dog for fanden bare DØ, jeg vil dø, jeg gider ikke dette forbandede lorte liv mere, det bliver jo aldrig bedre". Hvor er jeg taknemlig og glad for at jeg ikke døde af de selvmordsforsøg jeg har haft. Og hvor er jeg glad for at livet er gået videre.
Jeg skriver ind i mellem med piger med samme diagnoser som mig. Og det kan virkelig være en hård nød at knække. Må ofte tage mig selv i ikke at sige de samme ting, som jeg blev mødt af. Som gjorde MIG sur, ked og vred. Men må indrømme jeg nogle gange har lyst til at sige "så tag dig dog sammen, ingen kan gøre arbejdet for dig".
Da jeg havde det aller værst, tegnede jeg min egen gravsten. Jeg tegnede fred omkring graven. At min familie havde sat blomster, solen skinnede, himlen var blå, der var et træ med grønne blade, og fugle på himlen. Husker at jeg når jeg tænkte på døden, mærkede freden. Til tider kunne jeg bliver helt opslugt af følelsen af fred. Hvad sikkert også har været grunden til et utal af selvmordsforsøg. Selv nu, kan jeg da godt ønske mig et andet sted hen, hvor der bare er ro og fred. Ingen krav, forventninger, eller noget. Bare RO. Men ikke ro som i - "jeg vil dø- ro". Men ro som i fredfyldt natur, ild i en brændeovn, varme, kakao, nybagte boller, og bare afslapning.
Tiden flyver afsted. Idag er min skønne dreng blevet 1/2 år. Jeg ved slet ikke hvor det halve år er blevet af. Det føles som igår han kom til verden, og alligevel er der bare sket SÅ meget på de måneder.
Her er dejlig roligt lige nu. Theodor sover, manden er til sport, og jeg har klaret opvasken, flaskerne, og lige fået afkalket elkedlen...
Det er faktisk underligt at der aldrig er HELT stille. Jeg tænker altid et eller andet. Der er aldrig helt den ro som jeg så inderligt ønskede mig for et par år tilbage. Men lever med de flyvende tanker. Tanker som alle sikkert har. For mig har de bare været svære at tackle. Jeg ved ikke om jeg har troen på at jeg KAN blive helt rask. Eller det kan jeg nok ikke, men jeg har noget et mål, eller måske endda flere.....
JEG ØNSKEDE MIG FØLGENDE:
Mine selvmordstanker må ikke være daglige - TJEK.
Jeg skal ikke have "borderline flip" flere gange om ugen - TJEK.
Jeg skal kunne holde ud at vågne om morgenen, uden at min første tanke er "hvorfor vågnede jeg" - TJEK.
Jeg vil føle glæde frem for tristhed - TJEK.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ :) _ _ _ _ _ _ _ _ _
Tænk at jeg har opnået det. Opnået at være glad for at vågne om morgenen. At jeg ikke ønsker at dø flere gange om dagen. Og at jeg nu ikke engang kan huske hvornår jeg sådan VIRKELIG havde selvmordstanker. Tanken kan komme, men det sker så sjældent, at jeg glemmer det lige så snart tanken er der. Jeg har lidt flip. Men langt fra i den stil det engang var. Mine flip opstår nu kun, hvis jeg virkelig bliver presset, og jeg ikke selv kan nå at følge med. Stress, pres, forventninger, og krav er virkelig nogle af de ting der kan gøre at jeg får "tilbagefald".
SELVSKADE....
Har du været selvskadende?! Kan det lade sig gøre at stoppe?! Og hvordan stopper man?!
Mit eneste svar til det er - at DU skal tage en beslutning om at NU vil du ikke det her længere. NU er nok nok. NU vil du leve et liv som så mange andre. NU skal du ud på den anden side.
Jeg husker at jeg tog beslutningen da jeg blev 20 år - JEP det er 7 år siden... Indtil jeg blev 20 var jeg selvskadende flere gange dagligt. DAGLIGT... låste mig inde på badeværelset, og skar løs. Ture på skadestuen, sys sammen, osv. Hæsligt. Husker at jeg da jeg blev 20 tænkte "NU må du vælge. Vil du dette liv, med selvskade, negative tanker, eller vil du dø". Jeg endte med at tænke, at jeg ville LIVET... Men når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det faktisk ikke var hvad jeg ville den gang. Jeg var på ingen måde klar til at kæmpe for at komme tilbage til livet. Jeg var ikke klar til kampen med mig selv, med følelserne, tankerne, og alle de ting der gjorde at jeg var endt hvor jeg var.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år. Nogle gange har der været tilbage fald. Men jeg endte med da jeg blev 20 at have længere perioder hvor jeg slet ikke skar mig. Idag ser jeg ikke mig selv som selvskadende. Og jeg glemmer faktisk at jeg har alle de ar. Nogle gange har jeg overvejet at få lavet en plastik operation, men på anden anden side er alle mine ar en del af hvem jeg er. En del af hvem jeg er blevet. Og hvis JEG kan leve med de ar. Så er det vel ikke værre end folk der fortryder de får lavet en tattoo på en bytur ;)
Jeg er spændt på fremtiden. MEGET spændt. Manden og jeg skal snart op på kommunen, og netop snakke om min fremtid. Og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele kommer til at gå. spændt på om de er enige, eller om de i det hele taget vil samarbejde om en løsning. Men kan også godt mærke at det er svært for mig, og at jeg ikke helt ved hvad pokker jeg skal sige. Men er glad for at manden i mit liv vil tage med mig. Rart at have hans støtte. Rart han aldrig gav op. Rart at jeg ved at LIGE MEGET HVAD, så vil han altid være ved min side.
Jeg kunne sikkert fortsætte dette tanke helvede til uendelighed... Og ja, jeg overvejer stadig om jeg skal få skrevet en bog om alt det der har været sket i min fortid. Og jeg håber den en eller anden dag, bliver virkelig. Det kunne være SÅ fedt at få sat et stort fedt punktum. Læse bogen. Lukke bogen, og sige "det var det - nu er vi i fremtiden, fyldt med glæde, ro og fred".
En masse tanker herfra - Christina der har været mor i et halvt år nu :)
onsdag den 16. oktober 2013
Nogle gange er livet bare gråt og efterårs agtigt...
Puha hvor jeg synes alt hænger mig langt ud af halsen pt.
Huset - vores bygge projekt trækker ud, pga der hele tiden opstår uforudsete ting :( puha ønsker det bare snart færdigt så vi kan komme videre i vores liv. Vi har snart alle tre brug for lidt mere albue rum.
Ellers er det ret hårdt pt. Er stoppet hos den primære behandler jeg havde, det fungerede ikke. Har nu kun min psykiater tilbage og skal derfor selv klare kampen med kommunen når min barsel slutter næste år. Glæder mig ikke - men det var mig eget valg .
Det var lidt herfra...
Huset - vores bygge projekt trækker ud, pga der hele tiden opstår uforudsete ting :( puha ønsker det bare snart færdigt så vi kan komme videre i vores liv. Vi har snart alle tre brug for lidt mere albue rum.
Ellers er det ret hårdt pt. Er stoppet hos den primære behandler jeg havde, det fungerede ikke. Har nu kun min psykiater tilbage og skal derfor selv klare kampen med kommunen når min barsel slutter næste år. Glæder mig ikke - men det var mig eget valg .
Det var lidt herfra...
søndag den 29. september 2013
Levende lys, varm kakao og stilhed.
Lige nu sidder jeg foran computeren ved spisebordet, og slapper af. Theodor sover lige så stille og fint inde i sin seng. Det har været en meget lang weekend. Theodor har det 5. tigerspring i disse dage, og vi har nok 27 dage tilbage, ifølge "vidunderlige uger"... Men så ved vi da hvad vi har at se frem til.
Der er ikke sket så meget med huset i denne uge. Nok mest fordi tiden og energien ikke har været til det. Alle de ting der skal laves er ikke sådan nogle små ting, og alt tager tid. Nogle gange kan jeg tvivle helt på om det nogensinde bliver et hjem. Men kan så glæde mig over at håndværkerne går igang nu her i oktober mdr. Havde vi skulle gøre ALT selv, så var vi kørt surt i det allerede.
Min kæreste har arbejdet stort set hele ugen, og må indrømme jeg glæder mig rigtig meget til han har fri her kl.23. Kan mærke at jeg virkelig har brug for et stort knus, blive holdt om, og sove... Theo har været vågen de sidste to nætter, og har ligget og snakket løs. Ikke lige det man har lyst til når klokken er 3 om natten... Men de "kære" tigerspring, skal de jo igennem de skønne børn.
Tilbage til mig... hvordan har jeg det? Hvordan går det? Nyder jeg tilværelsen? Er det hårdt at være blevet mor?
Kort sagt så det at være blevet mor, er ikke ligefrem det der gør at jeg har super meget tid til at tænke og føle efter med hvordan jeg har det. Min behandling i psykiatrien er også ret kaotisk, da jeg ikke kan med den primære sygeplejerske. Og overvejer ofte om det ikke bare skal være slut nu.. Så enkelt bliver det desværre nok ikke. I ugen der er gået har min psykiater og jeg snakket en del omkring et flexjob. Hendes vurdering er som altid, at jeg nok ikke skal forvente at jeg nogensinde kommer ud og arbejder på fuldtid som er "normalt"... Frygten går på at jeg bryder sammen. Og jeg må da ærligt indrømme at frygten også sidder i mig. TÆNK hvis jeg bryder fuldstændig sammen pga pres, stress og at jeg ikke kan finde den ro som er så vigtig i min hverdag. TÆNK hvis min borderline personlighedsforstyrrelse bryder ud igen. Lige da jeg skrev den sætning måtte jeg lige lukke mine øjne. Føj, den tanke kan jeg slet slet ikke magte. Nej, min Borderline skal aldrig nogensinde igen styre mit liv så meget som den engang har gjort. JEG ER IKKE MIN BORDERLINE, Jeg er ikke en borderliner pige... Jeg er et menneske som alle andre. Mit liv har bare ikke altid været lige så let som jeg kunne have ønsket det var. Jeg er Christina. Ikke alle mulige diagnoser. Jeg har en del diagnoser, og har haft et utal af diagnoser, men de skal på ingen måde fortælle mig, hvordan min hverdag skal være. Jeg nyder at vågne om morgenen, og det første jeg tænker er "hvad skal jeg lave idag, mon Theodor har lyst til at ses med sin mormor, eller skal vi bare hygge herhjemme" - Eller hvad det nu kunne være. Og at min første tanke ikke er "JEG VIL DØ, jeg vil ikke leve mere, hvorfor leve for noget som alligevel aldrig bliver godt? Hvorfor skal jeg kæmpe for endnu en dag, når jeg godt ved jeg aldrig får det bedre?!". Jep sådan var mit liv for halvandet år siden. Konstant sorte negative tanker. Jeg tænker en del over mine ar i øjeblikket, ikke så meget det at de er på mig og min krop, for de er jo en del af hvem jeg er og har været. Men mere tanker om hvad andre tænker om mig, når de ser dem. Nogle gange har jeg lyst til at råbe ud til hele verden "JA - JEG HAR VÆRET SELVSKADENDE, MEN ER DET IKKE MERE". Men desværre er der stadig så mange der er uvidende om hvad det vil sige at være selvskadende.
Foredrag - Dem savner jeg helt vildt. Jeg savner at føle der har været en mening med min fortid. Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne stå foran de psykiatriske afdelinger jeg har været indlagt på, og fortælle hvordan jeg oplevede dem, og den måde de håndterende mig på, da jeg havde det aller værst. Men også få sagt til de få der virkelig gjorde en forskel til sidst, at jeg er taknemlig for at lige netop DE personer ikke gav op. Jeg håber meget at jeg i fremtiden vil kunne få brugt al den personlige livserfaring jeg har fået til et eller andet fornuftigt. Måske for at føle jeg ikke har spildt halvdelen af mit liv. Men også for at gøre en forskel for bare et menneske der føler sig alene, med de samme oplevelser og tanker som jeg havde.
På onsdag skal jeg til diætist igen. Endnu en ny diætist som også skulle have speciale i spiseforstyrrelser. Jeg håber virkelig at hun formår at nå ind til mig, og forstår at det ikke "bare" er at få en kostplan. Men også at jeg stadig kæmper rigtig meget med ting jeg ikke tør spise. Jeg arbejder en del med det. Forsøger at spise lidt "nyt". Siger til mig selv "det der kunne du altså godt spise for 15 år siden... så det kan du også godt nu". Men ofte kan jeg godt mærke at tvangstanker og handlinger hurtigt overtager, og at angsten for fx ristede løg overtager. Men jeg tager nogle små skridt. Fx fik jeg kinesisk nudelsuppe hos mine svigerforældre i fredags. For bare 2 år siden var jeg gået helt i baglås over at jeg kunne se der var løg i. LØG - ej der vil jeg lige helt ondt i maven. Hvorfor pokker har jeg været så ekstremt bange for at spise og røre ved løg. Har stadig svært ved at røre ved dem. Og hvis vi fx skal have frikadeller herhjemme, er det også min kæreste der ordner løg. Alle de der OCD ting er nok til tider lidt voldsommere end de har været tidligere. Men det går, og er ikke noget jeg hele tiden går og bruger energi på at tænke over. Men i min hverdag kan jeg godt være på prøve. Fx. tør jeg ikke røre ved offenlige toiletters dørhåndtag. Trykke på knapper til lyskryds. og ofte får stikkontakter, dørhåndtag osv herhjemme også en ordenlig omgang. Men det gør jeg kan slappe af hvis jeg ved de håndtag som vi rør ved hele tiden er rene.
Nu synes jeg godt nok trætheden melder sig. Så overvejer at smide mig på sofaen under varmetæppet indtil kæresten kommer hjem. Min seng virker nu også lidt som en løsning, og måske det endda er den mest fornuftige løsning, hvis Theodor skulle mene det er morgen allerede kl.3 i nat igen ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)