Stresset og i min egen lille "klokke".

Min psykiater har lige været forbi. Theodor er lagt i seng, fordi han ikke rigtig har sovet idag. Mon ikke han allerede sover, der er ihvertfald stille i soveværelset.

Den nye kontanthjælpsreform går mig virkelig meget på. Jeg får flere og flere angst anfald. Jeg kan slet ikke se hvordan det hele kommer til at hænge sammen. PUHA. Det er virkelig ikke noget der er særlig rart. Ja jeg bruger alt for meget energi på at tænke over fremtiden. Hvad forventer kommunen når min barsel stopper... Mon jeg knækker af at presset igen kommer på mine skuldre. Bare det ikke kommer til at gå udover forhold og Theodor.

Min primære behandler og jeg kommer ikke rigtig godt ud af det med hinanden. Og det var også en af grundene til at min psykiater kom herhjem idag. Det er virkelig noget der går mig på. Jeg endte da også med at stortude herhjemme, fordi jeg bare slet ikke føler de forstår hvad det er jeg siger.. Men tror det måske slog lidt mere igennem idag, da jeg forklarede hende at det ikke er fordi jeg er sur på hende sygeplejersken, eller noget andet. Men at det ganske enkelt er fordi at jeg føler sygeplejersken hakker ned på mig, og hele tiden "dømmer mig pga min for-historie"... Ihvertfald siger hun ofte det stik modsatte af mig. Altså hvis jeg har en mening, så har hun en anden og hende er den rigtige... "Christina du har jo også borderline og ser tingene sort/hvidt". PUHA! Synes virkelig at det er super hårdt i øjeblikket. Hårdt fordi at jeg allerede mærker presset, når min barsel slutter.

Derudover synes jeg det er ret hårdt med huset, nedrivning, opbygning, hvilket køkken, hvilket gulv, hvidevare osv. Får næsten helt sved på panden. Vi nåede dog rigtig meget med hjælp fra venner og søskende i går. Udestuen og et værksted ligger trygt i en stor container, og nu er det bare resten der skal i når containeren er tømt.

MEN ÅH... GLÆDER MIG til at få meget mere plads. Plads til drømmene, kærligheden, og freden. Glæder mig til at vaske tøj i MIN egen vaskemaskine. Til at det bliver sommer og vi får lavet en stor terresse og at Theodor kan løbe og lege :)

Nu vil jeg nyde stilheden. Kærligheden er stil sport og er først hjemme om ca 2 timer, Theo sover og så skal tiden lige nydes lidt. Har jo både fået vasket sengetøj, gjort rent og leget med theo... Så kan høre sofaen kalder nu :)

Hus, tanker, og meget mere vulapyk

Puha... vi fik nøglerne til vores hus i torsdags... Så nu går den helt store renovering igang. Idag er første dag hvor vi ikke forventer at skulle være i huset. Det er dog også rart nok, både for Theodor og jeg at have en dag hjemme.

Igår var jeg virkelig virkelig udkørt og træt. Normalt hører jeg næsten alt omkring mig når jeg sover, bare Theodor sparker sin dyne af, så er jeg vågen.. PUHA... Men i nat to min kæreste ham, og jeg har fået sovet. ENDELIG frisk igen ;)

Ellers går det egenlig okay. Nogle dage kan jeg godt mærke at det hele er lidt for meget, at jeg er stresset, at det irriterer mig at min vægt står stille... Men min borderline og alle de symptomer den har med sig, har ikke vist sig længe... RART... Dog kan jeg mærke at det virkelig stresser mig at min barsel snart slutter, og at jeg ikke aner hvad fremtiden bringer. Så vi har snakket lidt omkring at få et møde på jobcenteret, så jeg ved hvad pokker der kommer til at ske.

Jeg er igen blevet henvist til en diætist med speciale i spiseforstyrrede, så nu håber jeg at det er bedre end da jeg var tilknyttet, center for spiseforstyrrelser. Men det vil tiden vise.

Idag har jeg fået gjort rent, ryddet lidt op og sådan... Og fået vasket lidt tøj.. HOLD DA OP, hvor jeg glæder mig til at få et bryggers og "bare lige" kan sætte en vask over, uden at det er fra 2. sal og ned i kælderen. Men der er mange ting der bliver godt når huset står færdigt.

En del af min "tanke tid" går med at tænke meget over hvad jeg skal uddanne mig som, når den tid kommer. Ville jeg kunne klare en uddannelse her og nu. Hvor ser jeg mig selv om ti år - eller måske bare om 5 år... PUHA... om 5 år, så er jeg lige blevet 32 år... Ej det er jo næsten for sindssygt. Men bare tanken om at være 27 år, og stadig ingen uddannelse have, det piner mig. Men er nok mere flov end så meget andet. Ja - jeg har en masse erfaring som mange andre ikke har. Dog kunne jeg godt være den foruden. Jeg håber at en eller anden dag kan jeg gøre brug af den viden jeg har fået pga alle de indlæggelser, behandlere, opholdssteder, og år jeg har brugt på alt muligt psykologisk og psykiatrisk.

Pt, kan jeg godt mærke at der ikke er så meget overskud til andet en huset og min skønne dreng ... Så tænker en del over om jeg skal sige helt fra med gymnastik denne sæson. Men jeg ved også at jeg kommer til at savne det alt for meget.

Lige nu er kæresten på arbejde, synes ikke han har så meget fri lige pt, men en af os skal jo også tjene nogle penge.

Efteråret er lige startet, og jeg hader de mørke aftener, hader blæst, regn, og trist vejr... PUHA, det er bare ikke en årstid der er god for mig. Sidste år var nok lettere, i det jeg vidste jeg var gravid og der blev brugt en masse energi på at tænke "overlever det foster mon". Nu sidder jeg her 1 år senere, med en lille dreng der bliver 5 mdr i weekenden. HOLD DA OP - hvor blev de 5 mdr af... puha.

Nå nu vil jeg slappe lidt af, inden jeg skal ned og hente det sidste vasketøj.

Go' Tirsdag Til JER :)

Så sker der lidt.

Min skønne dreng er blevet stor. Lige nu ligger han på gulvet og leger og snakker helt vildt. Han er altså bare skøn. Han er nu over 4 mdr, og vejer 7,3 kg og er 66 cm lang. HOLD DA HELT FERIE - hvor blev min lille baby af.

I næste uge starter gymnastik igen. På en måde bliver det rart at komme igang, men mærker også en lille frygt for at det ikke kommer til at fungere med sport og et lille barn. Men som jeg altid har sagt, så kommer Theodor i første række. Men det er en spændende fremtid vi går i møde. Han er skrevet op til dagpleje og børnehave.

Ellers har vi fundet et hus som vi skal have sat i stand. Så det bliver virkelig rart når vi engang kan flytte. Dog skal de sidste ting lige falde på plads inden det er endeligt. Men åh hvor jeg glæder mig til at vi kommer væk heroppe fra lejligheden, og trolden kan få sit eget værelse.

Lige nu er kæresten ude, men på vej hjem. Jeg skal til behandling i psykiatrien. Jeg orker det ærligt ikke, jeg føler virkelig slet slet ikke at min nye behandler kan ændre på noget som helst. Ofte irriterer hun mig mere end noget andet. Så tænker en del over om jeg IGEN skal tage en snak med min psykiater. Hende skal jeg se på mandag.

Føler mig virkelig træt i øjeblikket. Ham den lille har holdt mig vågen ved at "snakke i søvne" og sparke sin dyne af de sidste mange nætter. Men i nat har jeg kun været oppe to gange.

Lige nu ligger han på maven og griner ad ipad'en, tossede dreng. Men ÅH han får virkelig en til at smile, han er bare altid så super glad. Hvor heldig har man lov at være.

Men det var lige lidt herfra, nu må jeg hellere få gjort mig klar til at komme ud af døren, når kæresten kommer hjem.

Tanker herfra.

Kaos - lort nok= kontrol

Puha. Synes virkelig det har været en hård uge indtil nu. Tanker der flyver rundt, følelser, og et selvværd der er nærmest ikke eksisterende. Maden fylder virkelig meget pt. Mærker hvordan skyggen af min spiseforstyrrelse lurer lige rundt om hjørnet. Til tider kan jeg mærke hvor let jeg er at fange. Hvor lidt der skal til før jeg igen er i spiseforstyrrelsens klør. Er dog utrolig bange for at falde helt tilbage igen. Var endelig begyndt at prøve madvarer selvom mit hovede ikke helt kunne indfinde sig med det. Men mærker allerede igen hvordan trangen til kontrollen er tilbage. Trangen til at føle jeg kan udrette noget, flygte i et mad helvede... Det er utrolig svært at være i min krop. vægten har stået stille i mange måneder, og er overvægtig. tænker meget over at jeg allerede en gang har haft tabt 33 kg, og nu kan jeg så starte næsten forfra. Der er lang vej. og underligt nok føler jeg den eneste måde jeg kan tabe mig på er ved ikke rigtig at spise.

Jeg har idag skrevet en mail til min psykiater, bliver nød til at sige til dem at nu er jeg på grænsen til at falde tilbage. Og jeg ønsker virkelig ikke, at min skønne søn skal blive påvirket af at jeg nu "vælger" den løsning. Jeg er meget træt i øjeblikket. Mit overskud er ikke det største, og har let til tårer... Håber meget hun svarer i morgen, kunne være rart at høre hvad hun siger - om det bare er en periode, eller om jeg reelt måske er ved at falde helt tilbage i helvedet igen. Jeg fik at vide i starten af graviditeten at det kan være utrolig svært når kroppen forandre sig... og ja... mon ik. Jeg føler mig fanget i en krop som jeg slet ikke føler er min.

Min kæreste er en kæmpe støtte gennem alt det her, og er så taknemlig for at jeg kan tale med ham om alt. Er glad for han støtter og forsøger at hjælpe, selvom jeg på tidspunkter kan være til tvær, når jeg har en anden mening. Men mon ikke min træthed også spiller ind der... ;) Det er jo hårdt at have en lille dreng på 4 mdr... Men lidt tanker herfra... puha. HÅBER inderligt ik at helvedet venter på mig - forsøger at kæmpe mig uden om.

Uddannelse? Arbejde?

Pt bruger jeg virkelig meget meget tid på at tænke over hvad jeg skal lave i fremtiden. På en måde vil jeg super gerne gøre brug af den viden jeg har fået, gøre brug af min personlige rygsæk, og al dens indhold. På samme tid kan jeg mærke at det også er svært for mig at tage skridtet. Det skridt der hedder... "jeg er næsten helt rask, og nu venter den store verden, jeg har været skånet for de sidste mange mange år". Det er skræmmende i en alder af næsten 27 år, at skulle overveje HF fag. At skulle tænke hvad jeg ønsker at arbejde med osv. PUHA.

Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske når min barsel slutter. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan komme til at fungere ordenligt, med et normalt arbejde. Og kan mærke at jeg frygter at jeg ikke kan magte et arbejde på fuldtid på de samme vilkår som alle andre. Og alligevel er det jo netop hvad jeg ønsker. At kunne være som alle andre. Puha synes det er hårdt.

Borderline uden symptomer :)

I onsdags var jeg en tur oppe hos min psykiater, og hvor hende fra distrikt psykiatrien også kom. Vi skulle have lavet en ny behandlingsplan i maj mdr, da jeg havde født, men den blev udskudt til i onsdags, når de begge havde haft sommerferie... deres udmelding var klar: "hvad har du brug for?". Mit eneste var var - jeg ved det ikke, faktisk tror jeg ikke jeg har brug for jer pt.
Psykiateren siger så, at eftersom jeg gennem det sidste år faktisk kun har fået det bedre og bedre, så synes hun vi skal sige at vi ses hver 2. mdr, og jeg så ser hende sygeplejersken hver 4.-6. uge. Aftalte så ca 1 gang hver mdr. Mere fordi det så er lettere at holde styr på. Derudover lød dommen fra min psykiater at jeg nu har det så godt at jeg ikke længere skal forvente at være i psykiatrien nogle år - men måske kun 6 mdr. Pt har jeg en diagnose - min borderline diagnose, og min spiseforstyrrelses diagnose ... men jeg har BORDERLINE UDEN SYMPTOMER!!! Ingen symptomer til mig overhovedet. Det er altså virkelig vildt. Det er noget jeg aldrig sådan rigtig har turde drømme om. Aldrig har håbet nok på. Og pludselig sidder jeg her, og det er min virkelighed. En virkelig mulighed lige rundt om hjørnet for at blive afsluttet. Det er bare så vildt. Ja det har virkelig kostet en masse terapi, og jeg er min tidligere terapeut så evig taknemlig for at hun bare altid var der. Både på mail, telefon og vores to ugenlige samtaler. Jeg ved godt jeg ikke har været let at have i terapi til tider. Men alligevel har jeg fået så ufatteligt meget igen. Havde også besøg af hende i denne uge... Hun skulle se ham den lille. Og hvor var det bare super dejligt at se hende igen. Hun har været savnet. Hun tilbød også at hvis jeg fik brug for det, var jeg velkommen i hendes private klinik. Og får jeg brug for det den dag jeg er afsluttet i psykiatrien, kan det godt være det er hende jeg gør brug af i stedet for at skulle igennem det behandlings system igen. Og så ved jeg jo, at det samarbejde vi havde sammen har virket :)

Så pt er jeg faktisk så rask som man nu kan være uden lige at have fået fjernet en diagnose. Det er fantastisk. Det er super rart at være glad. Selvom ingen mennesker er glade 24/7 365 dage om året. Men være glad for at være i live. Slippe af de daglige selvmordstanker, som slet ikke findes i mit hoved længere. Bare kunne sidde her og nyde i fuldedrag at jeg er i live. Være glad for dagen idag. Glad for mine selvmordsforsøg ikke lykkedes. Have en ro i mit hovede som tidligere var et stort kaos af tanker, og kroppen fuld af følelser jeg ikke kunne rumme.

Så nu hvor jeg ikke længere skal kæmpe med alt det, bliver jeg nød til for alvor at komme ind i kampen om de sidste 20 kg der skal tabes. Det skal kunne lade sig gøre.

Vi tager nok et par dage i sommerhuset inden længe, og hvor bliver det  bare fantastisk at få et par afslappende dage som familie. Uden stress, arbejde, og ting man hele tiden skal.

Jeg ved der er en del der læser med herinde, og se... det er ikke engang 1 mdr siden jeg har skrevet sidst :D

RIGTIG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE :)

Send mere tid... på forhånd tak :D

Puha, hvor tiden dog flyver afsted. Nu er der endnu engang gået en måned inden jeg har fået tid/taget mig sammen til at få skrevet lidt.

Theodor fylder 3 mdr. i morgen. Hvor blev min lille baby af. Ofte ligger han her i stuen og skælder den elefant uro ud jeg har lavet til ham, sammen med min mor i graviditeten. Vi synger sange, og bare hygger. Og hans skønne smil kan få mit hjerte til at smelte hele tiden. Åh, det er fantastisk at se den lille dreng, bare nyde den kontakt vi har... At føle han holder af en, og bare vide at ingen er bedre end mor og far :)

Lige nu ligger han her ved siden af mig og sover. Han faldt i søvn i mine arme, men inden længe skal han have mad igen, og så er det ellers i seng med ham :) De sidste to nætter har han sovet fra ca nu, fået mad kl.23, og først vågnet igen omkring halv seks- halv syv...Så det har virkelig været rart. Så lad os håbe det fortsætter.

Theodor vejer snart 6 kg og er over 61 cm lang. Det er vildt som tiden er fløjet afsted.

Jeg har endnu ikke haft kontakt med psykiatrien. Min psykiater har også haft ferie, (3uger) og hun møder igen her på mandag. På onsdag skal jeg så have lavet ny behandlingsplan. Overvejer meget at tage min kæreste med. Føler mig faktisk sådan lidt ved siden af mig selv, i forhold til at skulle se både min primære behandler og psykiater, da jeg de sidste 11 uger  kun har set dem 1 gang hver. Derudover må jeg nok indrømme at min primære behandler som jeg fik i januar og jeg bare ikke lige svinger vildt godt sammen. Og det nok også er derfor jeg kæmper lidt ekstra for at undgå at "få brug" for deres hjælp. Kan dog godt savne min psykiater... Men savner virkelig min gamle terapeut. PUHA... Savner de samtaler vi havde om alle de ting der rørte sig i mit liv. Hun ville have været på besøg i sidste uge, men Theodor havde lige fået sin 3 mdr vaccine og havde høj feber, så mit overskud var ikke lige til besøg. Men hun skulle gerne komme her engang i den kommende uge. Jeg glæder mig ufatteligt meget til at se hende igen. Har ikke set hende siden før jul. På en måde er det underligt at have kontakt med flere af de terapeuter som jeg har haft gennem tiden. Men på den anden side er det utrolig rart ikke at føle de svigt som jeg synes der har været så ufattelig mange af gennem tiden.
Den 18. Juli, var det 3 år siden min morfar døde af kræft. Og den 22. september er det 1 år siden min mormor døde. HOLD NU OP hvor jeg stadig savner dem, og stadig ikke helt kan forstå jeg aldrig skal se dem igen, eller høre deres stemmer. Bliver også ret trist af at tænke på det nu. Føler noget af mig og mit liv mangler. Og jeg ville virkelig ønske at de var en del af mig liv pt. Jeg føler mig ret meget alene. Min far viser ingen interesse i mig, eller min lille familie. Han har set theodor få gange. Og selvom det nu er over 1 mdr siden at alle invitationerne til barnedåben blev sendt afsted. Ja så har min far stadig ikke meldt tilbage om han kommer :s faktisk er der mange fra min familie der mangler at melde tilbage, og det gør mig ret ked af det. Jeg ved godt at ikke alle har været glade på mine vegne over at jeg skulle være mor. Og over at det er gået "så stærkt". Men det har været det helt rigtige for mig.

Den 18. var det også 1 år siden jeg sidst blev udskrevet. 1 ÅR!! det er ikke første gang, men hvor er det dog fantastisk. Min sidste indlæggelse var forebyggende, og jeg havde faktisk ikke brug for at være der. Men det var rart at få noget mere konstruktivt ud af min indlæggelse på lukket, nu hvor jeg ikke var helt ude at skide... jeg håber inderligt ik at jeg har brug for flere indlæggelser. Men jeg har også lært at jeg ikke skal sige aldrig flere indlæggelser. For jeg ved at bliver det nødvendigt, er det nødvendigt, og så vil jeg ikke føle det kæmpe nederlag. Dog tænker jeg tit over at besøge psykiatrisk modtagelse, og sige "tak for hjælpen", og give dem noget chokolade eller sådan. De sidste to år, er det KUN gået fremad. Der har været tilbage fald. Men hold da op det har været en rejse uden lige. En rejse der har indeholdt et selvmordsforsøg. Men også har vist mig at selvmord ikke er nogen løsning. Og at man sagtens kan få et godt liv og være glad for det.
Jeg er glad for de valg jeg har gjort siden 1. januar 2012. Jeg er glad for at jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg er glad for at jeg altid kan være mig. At er jeg ked af det, trøster han mig. At vi aldrig går i seng og er sure/vrede/irriterede på hinanden. At jeg ved vi altid er der for hinanden lige  meget hvad. Og at vi sammen har en skøn lille dreng der kun kan berige tilværelsen endnu mere :)

Mon psyk vil føle det underligt at komme derop og sige "tak"? Da jeg var gravid i 2011 sagde de at de ville se mit barn når jeg havde født osv. Men det har de jo ikke gjort denne gang. Dog ved jeg at de ved jeg har fået barn. Eftersom min psykiater er den ledende overlæge og de ofte spørg hvordan det går. Men jeg overvejer at tage op og sige hej. Måske når jeg liiiiiiige har tabt de 20 kg der skal tabes, så jeg igen ligner et sund menneske... Jeg hader den overvægt. Men jeg er også pisse bange for at en "kur" vil tage overhånd igen, og jeg slet ikke vil kunne styre det.

I det store hele har jeg det godt. Føler mig ret ensom pt. Men det er svært at få skrevet en sms i ny og næ til de veninder jeg holder så meget af. Svært at få tid til lige at være på facebook og føre en samtale i mere end 5 minutter. Der er altid et eller andet der skal laves. Lige nu burde jeg også have ordnet vores badeværelse og lige kogt et par falsker. Men jeg ved der er en der har savnet et indlæg.

Har lidt spørgsmål - måske i læsere kan svare?

Hvorfor bliver jeg fravalgt som veninde?
Mon man nogensinde kommer til at føle jeg 100 procent som alle andre når man nu har brugt så mange år af sit liv på noget psykisk?
Vil raske, og folk der altid har været raske, altid se det som et tabu at kende en som har været eller er syg?
Og hvorfor er det stadig et tabu? Er "vi" ikke bare almindelige mennesker? som måske bare tænker anderledes? eller måske er det slet ikke anderledes, måske tør de bare ikke sige det højt?

Ellers kigger vi stadig på hus. Og jeg håber virkelig vi snart finder det helt rigtige. Pladsen er ved at være lidt trang. Men i det store hele har jeg det godt. Og mens den sætning blev skrevet, ja så smiler jeg. Tænk at jeg bare får få år siden troede at jeg ALDRIG ville kunne smile, og mene det. Nå nu vil jeg få kogt de flasker, og se om min skønne dreng ikke er ved at vågne så han kan få lidt mad :)

Så det var lidt nyt herfra :)