Termin om UNDER 1 måned - Taknemlig

Puha, hvor er jeg dårlig til at få skrevet herinde. Tiden flyver afsted, og på samme tid går den så ufattelig langsomt. Dette bliver dermed mit første indlæg i år.

Som sagt går jeg lige nu og er høj gravid. Næsten ordet høj gravid kan tage ordet fra mig, trods jeg sidder helt stille. Min fysiske tilstand er virkelig ude på dybt dybt vand. Så ærlig glæder jeg mig meget til fødslen er overstået. Og ikke mindst til at jeg kan få mit knæ genoptrænet. Glæder mig til gåture med barnevognen. Glæder mig til solens stråler. Den "motion" en lille gåtur kan give. I øjeblikket har jeg så mange ufattelige smerter i mit bækken. Bækkenløsning - av for satan. Ja, en graviditet er ikke en sygdom - det er jeg helt med på - men for pokker hvor er der bare mange gener som kan gøre RIGTIG RIGTIG ONDT :'( Har i disse dage mange smerter, både i mit bækken som jeg lige har skrevet, men også mit underliv, og resten af kroppen. Der er hele tiden et eller andet. Og en ny graviditets gene, er en ny bekymring. " Er alt nu som det skal være? Er jeg ved at gå i fødsel? Kan jeg klare det her? Bliver jeg en god mor ? " osv. Tanker, følelser og fysiske forandringer er mange.

Ellers går det egenlig stille og roligt. Sygdomsmæssigt holdes jeg nogenlunde stabil. Men kan godt mærke at trangen til at tabe mig sidder lige under overfalden. Jeg ved jeg skal passe på. Passe på det ikke tager overhånd. Men åh glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at få min krop tilbage, en krop hvor jeg kan være aktiv. Hvor det ikke er en kamp at gå op ad trappen til lejligheden osv. Men glæder mig mindst lige så meget til at få energien tilbage, og den der følelse af - uh det var rart at få bevæget min krop, få svedt, have udrettet noget godt for mig selv - følelse.

Jeg synes det har været hårdt at være gravid - og det bliver hårdere for hver dag der går lige i øjeblikket. Men tæller dagene til det er overstået, og jeg kan sidde med en smuk lille baby trold i mine arme. Det er stadig rigtig uvirkelig at vi snart bliver forældre. Og til tider har jeg stadig svært ved at forstå at det faktisk kan ske når som helst. Idag har vi hentet lidt af de sidste ting, og tror efterhånden der er ved at være styr på det hele. Vuggen står pænt inde i soveværelset, men har endnu ikke redt sengen. Synes det er lidt for tidligt, og ikke mindst - det skal ikke nå at blive små støvet inden min lille guldklump skal ligge der.

Men som sagt sker der ikke det helt vilde i mit liv lige pt. Følger stadig min behandling - startede jo hos en ny sygeplejerske her i januar, og det går ok. Det er bestemt ikke det samme - og slet ikke terapi. Men tja, det går. Savner dog ofte at få talt ud om de ting der har været sket i mit liv det seneste års tid. Og savner virkelig min gamle behandler. Men heldigvis har jeg en sød kæreste der er god til lige at trøste mig, og ikke mindst sige at det er helt ok at være ked af det. Jeg savner mine bedsteforældre rigtig meget, og har gjort det gennem hele graviditeten. Har følt at jeg har mistet en del af mig. At en del af hele mit liv pludselig var forsvundet. Jeg nåede ikke at sige tak, undskyld, eller jeg elsker jer. Pludselig var de begge bare taget afsted til noget ukendt. Tænker tit over at jeg gerne lige ville høre deres stemmer igen. Har stadig ikke slettet min mormors sms'er på min telefon, selvom jeg har taget billeder af sms'erne, så de ikke forsvinder. Men hvor er det svært. Et eller andet sted ønsker jeg dem jo bare tilbage. Tilbage til mig og mit liv. Min mormor nåede at få at vide jeg var gravid. Og jeg har fået et par hjemmestrikkede sokker fra huset, da man så småt begyndte at rydde ud i tøj osv. Sokkerne har jeg tænkt mig at tage med på sygehuset. Har ikke haft dem på én eneste gang. De sokker skal gøre at jeg føler hun er hos mig, på et mere åndeligt plan. Fik også min isbjørne bamse, som jeg har haft hos dem siden jeg har helt lille. Uh bare duften fik tårerne til at trille... Og kan lige så tydeligt mærke det hele presser sig på igen nu. Men det er okay at være ked af det. De betød meget for mig de to mennesker. Virkelig meget. Skal snart på kirkegården igen med blomster... åh de er savnet - verdens bedste bedsteforældre.

Tilbage til min behandling. Orker den ikke rigtig pt. Men har før haft perioder hvor jeg lige har brug for ro og fred. Overvejer også at sende både min psykiater og hende sygeplejersken en mail hvor jeg forklarer hvordan og hvorledes. Lige nu føler jeg bare lidt at jeg har brug for ro. Brug for at få sovet, når jeg endelig kan. Brug for at få slappet af inden at det hele går løs. Men bestemt også at få gjort nogle af de ting som ikke er så lige til med et lille spædbarn. Og vores barn vil komme i første række - altid.
Tror dog det ender med at jeg "bare" melder mig syg i morgen. Næste aftale er først om 1 uge nemlig, så det er lige til at overskue.

Ellers mødte jeg en veninde gennem mange år for halvanden uge siden - Mette - Åh skønne Mette. Hun er en veninde som holder ved. Vi har begge haft det svært, i perioder har den ene haft det værre end den anden også. Derudover bor hun i den anden ende af landet. Og faktisk var det i år 5 år siden vi havde set hinanden sidst. Sidst var til et foredrag jeg var med ude på, så der fik vi ikke rigtig talt. Fik også mødt hendes søde kæreste, og Mette fik mødt min. Sjovt som man kan føle sig tæt på hinanden når man endelig er sammen, selvom det er så mange år siden.

Nåh nu tror jeg at jeg vil til at slutte... Med et sidste afsnit om hvor glad jeg er for at være i live idag. Det er ingen hemmelighed at jeg har forsøgt selvmord et utal af gange. I øjeblikket er der en tendens til at unge mennesker begår selvmord, og hver gang jeg hører om en ny person det er lykkes for, sidder jeg med en følelse af..." ÅH hvorfor kunne du ikke holde ud lidt længere". Jeg ved godt det ikke er let når man selv sidder i mørket, har jeg jo prøvet så mange gange. Man ønsker sig væk. I freden, roen, mørket, uden forventninger, følelser og krav. Det er nu 1 år siden jeg var indlagt sådan RIGITGT... var jo i sommers, men det var en planlagt indlæggelse - som var mere forebyggende end at det var jeg havde brug for at være på en lukket afdeling. Så lige nu er det mere end 1 år siden min sidste rigtige akutte indlæggelse, pga selvmordstanker, selvskadende adfærd/tanker, opgivenhed, håbløshed, og bare sidde med den der tømme mørke sorte følelse. Tror det har hjulpet mig rigtig meget at have fundet en sød skøn fyr, som virkelig er der for mig. At jeg ved jeg altid kan sige til ham, hvis jeg synes det hele lige er noget lort osv. Og også at han ikke straks tror at nu er det tid til endnu en tur på en lukket afd. Han virker ikke til at være så bange for at få "beskidte hænder", hvad angår følelser, snak, og alt det psykiske. Det er virkelig rart at vide at jeg er elsket - det følelser jeg i hvert fald. Især på de der dage hvor jeg bare synes verden er imod mig, hvor alt er uoverskueligt, og hvor det eneste jeg lige kan overskue er at ligge under min dyne en ekstra time eller to. Men det bedste er det er når han ligger ved siden af mig, holder om mig, og siger det er helt ok. At han formår at trøste mig, også selvom jeg er helt til hundene nogle gange. Åh - jeg er taknemlig for at være i live. For at det ikke lykkedes mig. Her sidder jeg bare 1 års tid efter mit sidste forsøg. Har en skøn kæreste der er der for mig, er gravid og venter vores barn. Og ikke mindst er jeg i en meget lang og stabil periode af  mit sygdomsforløb. Alle mennesker har dårlige dage, og jeg kæmper da også stadig med mine sorte huller... Men et hul er ikke længere uger eller dage. Og der kan gå lang tid i mellem dem. For det meste er jeg jo bare helt helt normal... lige som alle andre... i hvert fald så længe jeg ikke bliver presset af kommunen og sådan.
MEN JEG ER TAKNEMLIG... :D

Smil fra Christina

Nytårsaften... Året der gik.

Så blev det atter nytårsaften. Endnu et år er gået. Et år der har bragt både sorg og glæde.

Nytårsaften sidste år, havde jeg "date" med min nuværende kæreste, og det hele udviklede sig.

Først i februar havde jeg 3 voldsome og alvorlige selvmordsforsøg. Jeg var indlagt på en lukket afdeling i godt 2 mdr, med tvang. Det var en hård tid, men den har også gavnet mig. I marts eller april var jeg indlagt igen, efter samtale med min psykiater, om aftenen ville jeg hjem. Lægen kom, han ville tvangstilbageholde mig - Jeg tog mine ting, sprang ud af et vindue, og forsøgte at flygte. Blev indhentet og FØRT tilbage til modtagelsen, og røg derefter på lukket igen. Næste morgen blev jeg udskrevet.

Omkring 1. April flyttede jeg også i min lille "1. værelses lejlighed". Det var første gang jeg sådan boede for mig selv. Men heldigvis havde jeg min dejlige kæreste som kom en del hos mig.

Midt i Maj flyttede vi sammen, i kærestens nye lejlighed, og har har vi boet siden. Jeg opsagde først mit lejemål pr. 1 november, så vi var sikre på vi kunne finde ud af at bo sammen. Det går rigtig godt med at bo sammen. Nyder hvert et øjebliks kærlighed.

I juni blev jeg opereret for mit hypermobile knæ. Operationen gik godt. Og jeg kunne en del da de 7 uger næsten var gået. Dumt som jeg er falder jeg ned af trappen sidst i JULI, og brækker det stykke knogle som blev opereret 7 uger tidligere. Så på den igen... Nu med 12-13 uger i skinne, med krykker osv. Mit ben er stadig ikke i orden. Kan ikke dyrke motion, gå på trapper eller lign.

31. August tester jeg positiv på en graviditetstest. Mange har troet det var en ups'er, men den lille baby er helt planlagt. Og nu glæder vi os til den melder sin ankomst om ca 4 mdr.

22. September døde min elskede mormor. Siden har der været dage hvor jeg græder og savner hende og morfar rigtig meget. Hårdt er det at miste nogle mennsker som har haft en KÆMPE betydning for hvem man er blevet. Huset står stadig som om mormor stadig lever. Bilen er der osv. Men der er ikke lys :( Savner dem  begge forfærdelig meget, og er ked af at deres oldebarn ikke kommer til at lære to så fantastiske mennesker at kende.

Månederne siden mormors død, har båret præg af meget sorg, tristhed, og ikke mindst uvis. 1 starten af december, fortalte min terapeut at hun stoppede. I næsten to uger vidste jeg ikke hvad der kom til at ske. Derudover har der været en del med min graviditet. Har bækkenløsning osv.
Igår 30. december var der en god god mand, der mistede livet til kræft. Vi har gennem måneder vidst det var den vej det gik. Men svært for mig at være så tæt på endnu et dødsfald til kræft. Forløbet mindede en del om min morfars. Men ved man kommer igennem sorgen på et tidspunkt. Mine tanker er hos hele svigerfamilien, og ikke mindst min kæreste.

Nu vil jeg gøre mig færdig. Håber det nye år vil bringe en masse glæde.

I ønskes alle et godt nytår.

Behandling og graviditet.

Puha hvor går tiden stærkt, og der sker rigtig meget lige pt.

Jeg er nu gravid i 20. uge, og efterhånden er halvdelen af min graviditet gået. Tænk at om ca 20 uger sidder vi med vores lille guldklump :D

Min terapeut gennem de sidste to år, stopper her 1. januar. Det er rigtig hårdt at skulle starte i endnu et nyt behandlingsforløb. Men håber også at de ting der er blevet meget bedre gennem det sidste år, gør at jeg kan gøre brug af det tilbud de giver mig.

Jeg ser slet ikke så sort/hvidt mere som jeg gjorde engang. Hvad er super rart. Men kan også godt mærke at så snart jeg bliver presset, er det de gamle vaner jeg tager i brug. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag.

Ellers kæmper jeg med bækkenløsning allerede. Nogle dage har jeg virkelig ondt. Men andre dage mærker jeg ikke så meget til det. Men mon ikke jeg i løbet af de næste mange uger, finder ud af hvad jeg kan og ikke kan. Desværre betyder det, at jeg til tider ikke kan være med i gymnastiksalen... Men nogle gange er en graviditet ikke lige så rosenrødt, som i romantiske film ;)

Kæmper stadig en del med virus og forkølelse... Men hellere det end opkast osv.

Ellers vil jeg prøve at skrive lidt mere. Synes ikke jeg får gjort det så meget som jeg gerne ville.

19+1 er jeg næsten ret sikker på at jeg mærkede liv, inde i maven. Det var et stort øjeblik. Men med alle mine hormoner, ender det ofte i tårer og grin på samme tid... puha ;) Graviditet er hårdt - ikke mindst for den kommende far, der må finde sig i aldrig at vide hvornår en reklame i tv osv, kan få den kommende mor til at tude :) hehe...

Rigtig god jul

Træt gravid kvinde...

Har lige spist lidt pastasalat, efter at have sovet i halvanden time. Min søvn er meget afbrudt pt. Men håber lidt det bliver en vanesag med tiden.

Min kæreste og jeg glæder os til foråret kommer. Til Maj skal vi nemlig være forældre. Nakkefoldskanningen er overstået, og alt så fint ud. Jeg glæder mig, selvom det er hårdt for min krop, og har været det de sidste par måneder.

Selvfølgelig er der mange ting at tænke over nu hvor jeg er gravid. Nok mest i forhold til at jeg jo er syg, og ikke bare kan løbe fra det. Men jeg ønsker på ingen måde at mit barn skal påvirkes af det. Derfor har jeg også selv taget kontakt til kommunen, så det ikke kommer bag på nogle. Men tankerne kører rundt, og det har nok ikke kun noget at gøre med jeg er syg. Tror jeg enhver kommende mor, gør første gang hun er gravid. Jeg er da røv bange for at fejle. Gøre noget forkert osv. Men vi må alle gøres vores erfaringer, og jeg ved jeg har et netværk, jeg altid kan spørge til råds, hvis der bliver det mindste.

Graviditeten kom lidt hurtigere end forventet. Mange går jo måneder inden de bliver gravide, og gjorde jeg også sidst. Så vi startede lidt før end hvad vi nok burde. Jeg blev gravid lige efter at have smidt mine p piller. Og da jeg i slutningen af August testede positivt var glæden da også stor. Hvad den stadig er. Det "sjove" er lidt, at vi i den periode stort set ikke havde sex sammen mere end max 1 gang om ugen ;) Men vi havde også sagt at vi ikke glad at det blev et kapløb med ægløsning osv. Det kom når det kom. Og WUPTI :)

Jeg har allerede fået købt en del, og jeg nyder mine små shoppeture. Men glæder mig til at komme nærmere det nye år, så jeg kan købe nogle flere ting.

Vi overvejer også at findet et andet sted at bo. Godt nok har vi en del plads i lejligheden. Men kunne være rart at have en have som vi også kunne bruge.

I det store hele går det godt. Sygdomsmæssigt har jeg ikke haft nogle problemer længe, og jeg nyder det. Desværre har jeg haft en virus siden midten af september, som stadig ikke helt har opgivet min krop. Men læste at det kan være et tegn i graviditeten, og at det forsvinder igen. Så glæder mig til jeg kan sove mere en 1 time uden jeg skal op og tisse. Og slippe for feber osv.

Men syntes lige der var brug for en lille update herinde :) SMIL FRA OS.

Eks kæresten og hans familie

Må nok indrømme jeg savner dem. Savner dem alle på hver deres måde. Det er virkelig hårdt at smide så mange år ud af ens liv. At miste nogle mennesker der har betydet så uendelig meget for mig.

Mødte min ex svigermor igår. GUD hvor havde jeg savnet hende. Bagte boller her til morgen, og det mindede mig bare om alle de gange hun bagte boller til MIG. Svigerfar og hans bedsteforældre er virkelig også savnet. Tænker meget på hvordan de går og har det. Om hvordan hans oldemor har det? Der kan ske så meget på de måneder der er gået.

I skrivende stund sidder jeg og tuder mens jeg skriver. Ret meget endda.

Min ex og jeg havde rigtig mange gode ting sammen, og jeg savner virkelig det venskab vi havde. Vores aftener med dyne, film, osv. Gustav - vores hund der bare var den største kælepotte, som man ikke kunne andet end at elske. Jeg ved godt vi begge er kommet videre, og at han også er i et forhold igen nu. Og jeg håber virkelig for ham at han har det godt. Det fortjener han. Han fandt sig i rigtig meget mens han var sammen med mig. Hvad jeg er rigtig glad for. Mine sygdomme gør ikke at jeg er let at bo sammen med.

Der er sket meget i mit liv også siden nytår. Mærker hvordan facebook holder mig fast i at jeg er skurken i det her. Jeg burde sikkert rydde op i vennerne, men jeg føler bare ikke jeg kan. Min ex's familie betyder bare noget. De har alle en del i mit liv. En del af min livshistorie. Det er jo ikke bare 6 måneder der er gået og så slog vi op... Det er mange år vi taler om.

Fælles venner er der også en del af på facebook, og det gør det ikke lettere. Min eks har slettet mig som ven på facebook, hvad et eller andet sted er fair nok, da han sikkert også bliver påvirket af at se hvad jeg foretager mig. Men jeg savner ham. Savner at vide han har det godt, at han trives, at han er elsket og alle de ting. Jeg savner mange af de ting vi havde sammen. Ikke mindst drømmen om kærne familien sammen, huset som var vores drømmehus, gustav, haven som jeg brugte mange timer i sidste sommer og sådan. Savner forestillingen om at gå lange ture ved markerne med Gustav og på et tidspunkt en barnevogn. Men sådan blev det ikke. Og det er min egen skyld. Det er min egen skyld at jeg sidder her så mange måneder efter, og savner mange af de ting jeg havde.

Jeg siger ikke at jeg har fortrudt mig valg. Men det er svært at sige farvel til noget og goddag til noget nyt. Jeg elsker stadig min eks og hans familie. Det gør jeg. Og det var så ubeskriveligt rart at møde min eks svigermor igår, få et knus af hende, og høre hendes ord igen. Nogle ord der virkelig altid har bevist over for mig, at hun holdte meget af mig og elskede mig. Ville et eller andet sted ønske, kontakten ikke ville blive brudt. Men har en fornemmelse af der ikke er nogen vej udenom.

Hvis nogle af jer læser med, skal I vide at jeg holder rigtig meget af jer, og savner jer. I er virkelig en herlig familie, selvom I har jeres små konflikter. Men nu hvor jeg ser det udefra, beviser det bare hvor meget i holder af hinanden. Pas rigtig godt på jer selv. I har en helt speciel plads i mit hjerte, og I vil aldrig bliver glemt.

Kærlig Hilsen Christina

Helvedet forfølger mig stadig :(

Det hele kører ikke rigtigt som det skal... Jeg er træt, ked af det og mit humør svinger op og ned. I går var en rigtig dårlig dag. Alt var sort, og jeg græd rigtig meget. Sidst på aftenen tog jeg beroligende og fik lidt mere ro på, men kunne stadig ikke sove, så måtte op og tage noget mere.

Selvmordstankerne kører rundt i knolden på mig pt... " kommune Christina, gør nu en ende på det helvede det er at være syg... Du har kæmpet så længe, og hvor langt er du måske nået. Nu er endnu et år snart gået, og alligevel sidder du her i denne sofa og stadig går i behandling... Og stadig er en fed ko på to ben.... Tag nu bare alle de piller du kan komme til... Vi ved jo begge at det ikke kan blive ved sådan jer. Din kæreste kan ikke holde til det i længden og du vil ikke udsætte ham for alle dine flip... Du ved løsningen er at dø... Og du gider jo heller ikke sidde i sofaen med det brækkede ben meget længere... Kom nu... Du kan godt"

På samme tid ved jeg det er forkert, og at en del af mig ikke ønsker at handle på dem. En del af mig vil have en familie, hus, børn osv. Så kæmper hvad jeg kan for at det ikke kommer derud, og især for at det ikke ender med endnu en indlæggelse på psykiatrisk. Det ville virkelig være et nederlag for mig :(

Jeg er rigtig glad for min kæreste, men meget ked af at udsætte ham for alle de her ting.. Jeg ved han er stræk, men jeg ved også det er meget svært og hårdt at leve sammen med ham, og jeg frygter der kommer en dag med de ord de hedder "skat jeg kan ikke mere nu, vores forhold må stoppe her".
Hvordan jeg skulle komme igennem det aner jeg ikke... Hvordan skulle jeg kunne tilgive mig selv, for at have udsat ham for så mange smerter, og tanker, som han slet ikke burde bryde sin hjerne med.
Det piner mig virkelig at han udsættelse for alt det her... Igår overvejede jeg meget at lade være med, at fortælle hvor skidt jeg virkelig havde det... Men på den anden side vidste jeg at det var et sidespor at komme ud på... I det her forhold er det vigtigt jeg kan være ærlig... Hemmeligheder om hvordan jeg har det er ingen løsning... Det bliver bare et dobbelt spil, som ingen af os er tjent med. Jeg har jo prøvet facadespillet mange mange gange i mit tidligere forhold, og ved nu at det ikke gjorde det lettere ... Tvært imod. Men det er stadig svært at skulle sige til B min kæreste at nu er den faktisk så gal at mine behandlere nok havde indlagt mig...  Heldigvis har jeg det bedre idag... Ihvertfald lige nu... Når min kæreste engang vågner, håber jeg vi kan lave et eller andet sammen. Har brug for at se noget andet end lejligheden... Det er sååååå hårdt at være fanget her når vejret er så smukt udenfor...

Jeg glæder mig meget til om ca 11 uger hvor jeg forhåbenlig for lov at få min skinne af, og jeg kan starte genoptræning...

På onsdag har jeg fødselsdag... Som altid glæder jeg mig ikke... I år mindre end de tidligere. Tænker meget over at jeg lige nu skulle have haft et lille barn hos mig... At jeg ville have boet i hus, og have en familie...men sådan blev det ikke... Jeg fortryder ikke de valg jeg gjorde i januar, for min kæreste B er der altid for mig, og jeg er så glad for den måde vi har det sammen på. Men savner da også nogle af de ting jeg havde i mit gamle forhold. Men sådan vil det nok altid være. To personer er ikke ens.
Det er svært at have fødselsdag og vide at endnu et år er gået. Endnu et år der har stået på behandling, indlæggelser, mislykket graviditet, et forhold der ikke holdte pga mig, selvmordsforsøg der var ved at lykkes, og et nyt forhold. Der har da også været gode ting, det har der da... Men jeg er jo ked af jeg ikke når at opleve de samme ting som mange andre. Jeg har ingen uddannelse, intet arbejde... Intet hvor jeg kan møde nogle mennesker og sige,.. Ja jeg arbejde så som..... Og det gør det da svært. Er træt af at sige jeg er sygemeldt, og skulle forklare hvorfor. Det er bare altid svært midt i august, juleaften og nytårsaften... Øv øv...

På mandag den 13. August er det 9 år siden min træner misbrugte mig for sidste gang... Husker tydeligt den aften.... I skoven... Min telefon ringede og ringede, og han virkede så opsat på at have sex med mig... Det pinede mig. Til sidst fik jeg lov at tage min telefon. Det var min mor der undrede sig over hvorfor jeg ikke var kommet hjem... Jeg sagde til min træner at min mor havde sagt jeg skulle komme hjem nu, og det var NU... Husker jeg nok overdrev lidt over for ham, men så det som min eneste udvej. Kort tid efter flytter jeg fra min mor og hjem til min far. Sende min træner en SMS og misbruget stoppede... Blev sendt til psykolog og få måneder senere var jeg en del af det psykiatrisk system :(

Det må være nok for idag... Tanker fra mig...
Desværre to dage før min fødselsdag

brækket det nyopererede ben

Som overskriften siger brækkede jeg igår mit ben... jeg blev indlagt, og skulle opereres idag. Men lige som sidst er det igen først tirsdag det kan lade sig gøre. Så lige nu er jeg hjemme... ligger mest bare på sofaen, og tænker over hvor længe der går denne gang. øv også... lorte trappe... faldt kun to trin ned, men det var åbenbart nok :(