operation og andet nyt

Der sker en hel del pt. Jeg er hjemme igen, og har været det længe efterhånden. Det er nu rart nok, selvom jeg engang i mellem godt kunne ønske der var nogle til at passe på mig. Humøret svinger en del op og ned, Vægten det samme. Det er super hårdt. Det koster mange kræfter at skulle kæmpe dag ud og dag ind. Men sådan skal det åbenbart være for mig.

Min psykiater har givet mig den prognose, der hedder, jeg aldrig kommer ud og får et normalt arbejde. Derfor havde vi et møde med kommunen i fredags, hvor det blev besluttet at man ville se om jeg kunne blive godkendt til førtidspension, uden arbejdsprøvning. Den lægelige vurdering var nemlig at jeg ville få det værre, hvis jeg skulle arbejdsprøves. Så nu går jeg og venter på at skulle til samtale på kommunen, så den endelig ansøgning kan blive sendt afsted, og jeg kan få lidt afklaring på hvad der skal ske i fremtiden.

Jeg har fået en åben indlæggelse efter jeg blev udskrevet sidst. Det vil sige at får jeg det rigtig skidt, skal jeg bare tage på hospitalet og så bliver jeg indlagt, til jeg har det bedre. Det er rart nok. Man hører tit om personer med mine diagnoser der slet ikke kan få hjælp til indlæggelse osv. Men det problem har jeg ikke haft de sidste par år.

Ofte tænker jeg tilbage på mine selvmordsforsøg i februar. Nogle dage ønsker jeg mig tilbage i flere dages "koma", hvor jeg ikke aner hvor jeg er, hvad jeg tænker eller føler. Det er skræmmende, men sandt. Savner den ro jeg følte. Det at være til uden at tænke.. Bare være i det tomrum af fred og ro. Jeg ved godt det ikke er fornuftigt at tænke sådan. Men for pokker hvor ville jeg ønske nogle dage var sådan. Især de virkelig dårlige dage, hvor jeg bare har lyst til at forsvinde herfra.
Tænker også meget over om døden føles sådan... sådan som min koma lignende tilstand? Bare et sort tomrum, uden følelser osv. Men sådan er det nok ikke. Eller måske er det?!

Jeg skal til "fødselsdag" hos min mor i aften. Det bliver lidt underligt at skulle se familien igen. Men bliver også rigtig rart. Savner at have mere kontakt til min mormor, men det er lidt min egen skyld jeg ikke har det. Jeg bør blive bedre til at besøge mine bedsteforældre. De er efterhånden gamle, så jeg ved faktisk ikke hvor længe de er her endnu.
Den 18. juli er det 2 år siden min elskede morfar døde af kræft. Jeg savner ham ofte. Savner hans dejlige væsen, de sjove historier som han forsøgte at bilde os ind, indtil han blev syg. Savner at have lidt alvorlige snakke med ham og min mormor... Det er bare ikke det samme uden morfar. Savner hans person så meget.. Ville ønske han stadig var her.

Den 18. Juli har min mor også bryllupsdag... 3 år er gået ... 3 år siden vi fik at vide min morfar kom til at dø, på et tidspunkt af sin kræft. Jeg tvivler stadig på min mors forhold holder. Min mor har altid haft en del skiftende kæreste/mænd, siden jeg var lille... Så det er faktisk ret usædvanligt at hun har været sammen med sin mand så længe nu. Måske holder det alligevel?

Jeg skal opereres på mandag. Skal have ordnet mit knæ for 5. gang. Denne gang under indlæggelse, da de mener de ikke kan smertedække mig ellers. Øv hvor jeg ikke glæder mig til at være i et smertehelvede igen. Og glæder mig slet ikke til krykker og skinne i 6 uger. Håber virkelig min krop har det ok... sidst jeg blev opereret ville mit sår ikke hele, fordi jeg ikke fik nok protein. Men denne gang jeg har virkelig forsøgt at få protein... Har heller ikke kastet op i flere uger, fordi jeg helst vil oven på så hurtigt som muligt.

Nåh jeg sidder på gulvet og skriver, min ene fod sover, så det er nok på tide at rejse mig herfra..

Rejse... åh hvor jeg savner at komme ud og opleve verden.

En lille opdate fra mig.

Indlagt på Lukket afdeling.

Puha, nu har jeg snart været indlagt i 5 uger, de sidste 3 på en lukket afdeling. Det går ikke særlig godt. Er selvskadende igen, hvad er noget af et nederlag. Men det virker. Den fysiske smerte er lettere at holde ud end alt det jeg mærker ellers.

Jeg er blevet vejet her for lidt siden. PUHA... Øv øv.. har heldigvis ikke taget på, men jeg ville ønske jeg vejede 5-10 kg mindre.

Denne uge er den sidste i denne gymnastik sæson. Mistede desværre min udgang i weekenden, så lige i skrivende stund sidder jeg og venter på svar på om jeg får min ledsaget udgang tilbage. Krydser alt hvad jeg kan. Ellers når jeg ikke at sige farvel til de skønne gymnaster. Der er gymnastik 5 dage i denne uge - den ene dag er dog bare klargøring til året lokal opvisning. Håber sådan at lægen vil bevillige mig udgang... Ved ikke hvad jeg gør hvis jeg ikke får udgang :(

min ex og jeg er ikke sammen længere, det er da hårdt at se tilbage på de 5 år der gik... Og ikke mindst tænke på at til juni ville der være kommet et lille ønske barn. Drømmen om kernefamilien lever et eller andet sted inden i mig. Men må indrømme jeg synes det er hårdt at tænke på hvad vi mistede...

På billedet er jeg 8+1 ... 5 uger senere opdager vi at der ikke længere er liv... 16. december blev det fjernet, og hele livet vendt op og ned... PUHA.

Er stadig i live

Jeg er stadig i live. Pt med hjælp fra systemet. Min kæreste som nu er ex kæreste og jeg er gået fra hinanden. Og når jeg engang har mulighed for det skal jeg pakke mine ting og flytte. Det er rigtig hårdt for mig og jeg har svært ved at overskue det. De sidste 3 Uger har været rigtig hårde. 3 ture på medicinsk og intensiv, og nu på højt skærmet. Håber jeg får muligheden for at komme til gymnastik i aften og morgen aften...! Første opvisning er på lørdag... Og jeg er langt bag ud :/ Men bare lige et indlæg så i kan se jeg stadig er her...

Vil lige sende mine tanker til Julie og hendes familie... Er så ked af spiseforstyrrelser vandt over hende :( hvil i fred skønne pige...

Gøre brug af de hænder der findes? FOREDRAG..?

Sidder og tænker over hvor meget jeg savner foredrag... Måske er det på tide at stå på egne ben? Tage kontakt til hende som gerne vil hjælpe mig igang ? Få lidt mening med det hele... en mening med at jeg kæmper med de ting jeg gør... Give både professionelle og almindelige mennesker en viden om hvordan et liv også skal udforme sig. Gøre en forskel for dem der selv sidder i saksen. Husker tydeligt det første foredrag jeg hørte... Det var i 10. klasse. Jeg overvejede at blive væk. Og tænk engang, endte med selv at holde selv samme foredrag nogle år senere.

Holdte et foredrag med min gamle kontaktperson hernede i sommerferien. Hende der havde bestilt foredraget, har senere taget kontakt til mig, og fortalt hun syntes det var et godt foredrag, men at det var min historie der fangede hende mest, og at hun rigtig gerne ville hjælpe mig med at få det op og stå så jeg selv kunne tage ud og holde nogle foredrag.

Jeg savner at gøre en forskel. Savner at få den gode respons efter jeg har fortalt om alle de ting jeg har været igennem. Savner at få at vide det er flot jeg tør stå frem og fortælle om ting mange ser som et tabu.

Savner bare vildt meget at holde foredrag. Så måske skulle jeg sende hende en mail og spørge om det stadig står ved magt?

Bare lidt tanker herfra...

Juleaftensdag..

Så blev det den 24. december... Synes december har været en lang måned allerede, især når man tænker på at i dag kun er dag 24. Der har været sket rigtig mange ting denne december.

Har fået lagt ny behandlingsplan, en plan som efterhånden ikke er sådan længere, er ikke helt tilfreds... så ja... mine behandlere ville stoppe mig på klinikken for spiseforstyrrede...altså de behandlere der ikke er på klinikken... Og ja... nu er det så endt med et møde med min terapeut og teamet på klinikken her først i det nye år... Spændende hvad det ender ud i.

Den 15. december var vi til nakkefoldskanning, hvor vi fandt et dødt foster... fra den dag, og ja faktisk stadig, har det været rigtig svært. Fik lavet et kirurgisk indgreb for at få fjernet fosteret... Aldrig i mit liv er jeg blevet behandlet så dårlig af sundhedpersonale. Det har sat nogle spor... Og vores foster vil aldrig blive glemt, og bestemt heller ikke turen for at få det fjernet. Det er stadig lidt svært at tale om, men det går fremad. Tårerne triller ikke hele tiden længere.. men der går ikke en dag uden jeg tænker over jeg ikke længere er gravid, og at jeg om 6 måneder nu ikke har et lille barn som ellers var planen...

Men det har været en hård december. Virkelig hård... Julen er altid hård for mig, men denne har været ekstra hård må man sige.

I aften starter juleræset sådan for alvor. Julemad osv. Puha... ja det kan jeg ikke lige tackle. Men sådan er det jo hvert år.

Med denne beretning om min jule måned... Vil jeg ønske jer der læser med, en rigtig glædelig jul...

De bedste ønsker fra Christina

Når 3 Bliver til 2.

Igår skulle være glædens dag. Det skulle være en dag hvor vi skulle se vores lille barn. Et barn vi havde håbet vi kunne få et bud på om var en dreng eller pige.

Vi skulle til Nakkefold scanning igår. Jeg var 13+1 henne, men fosteret viste sig at være 9+1.. Jeg blev ved med at spørge lægen (der var blevet hentet ind fordi sygeplejersken ikke kunne finde fosteret) om det var rigtigt jeg ikke kunne se noget hjerte slå... "jeg kan ikke se noget hjerte slå?" Hun svarede ikke.. til sidst efter hun har målt fosteret, printet billeder og alt det man normalt gør... Så måtte hun sige at jeg nok havde ret i at hjertet ikke slog. Ingen sagde noget, og måtte selv spørge om det så ikke skulle fjernes..

Idag kom jeg så i fuld narkose og fik det fjernet.

Kan være jeg skriver mere på et andet tidspunkt.

Så blev det endnu engang jul

Julen er på mange måder, en fantastisk måned. Man kommer hinanden ved. Bager kager, pynter op, fortæller man holder af hinanden osv.

Jeg har fået pyntet op, købt de fleste julegaver, så det er rigtig rart. Mangler dog nogle stykker endnu. Men skal jo også have lidt at lave de sidste 21 dage :)

Men julen er andet end hygge for en del af jer der læser med her. Julen er hård. Behandlere har ofte ferie, det er flere dage som står på såkaldt hygge, men som mange af os frygter og hader pga al julemaden. Personligt får jeg juleaften aldrig and, flæskesteg og kartofler... Tror måske heller ikke jeg lærer det. Måske det er et valg, men bryder mig virkelig ikke om det. Julen er rigtig hyggelig. Men på mange områder ville jeg da ønske at maden ikke ville fylde så meget. Desværre er hygge for mange noget der sker i forbindelse med mad, og det er der desværre ingen af os med en spiseforstyrrelse der kan lave om på.

Min terapeut er på arbejde torsdag og fredag før nytår, så jeg er ikke overladt helt til mig selv. Min kære mand skal arbejde i julen, dog kun i dagtimerne, bliver lidt underligt nu vi normalt har været sammen alle dagene omkring jul de sidste 4-5 år. Men det er også vigtigt at passe sit arbejde :) og så har han fri til nytår. Så det er rart nok.

Her i formiddag tror jeg at jeg vil tage en tur hen og besøge min mormor. Køre en tur forbi bageren og tage lidt brød med, bliver hun altid så glad for. Senere tror jeg at jeg vil gøre rent på førstesalen, lige vaske lidt sengetøj og sådan ...

Rigtig god dag til jer der læser med...