Juleaftensdag..

Så blev det den 24. december... Synes december har været en lang måned allerede, især når man tænker på at i dag kun er dag 24. Der har været sket rigtig mange ting denne december.

Har fået lagt ny behandlingsplan, en plan som efterhånden ikke er sådan længere, er ikke helt tilfreds... så ja... mine behandlere ville stoppe mig på klinikken for spiseforstyrrede...altså de behandlere der ikke er på klinikken... Og ja... nu er det så endt med et møde med min terapeut og teamet på klinikken her først i det nye år... Spændende hvad det ender ud i.

Den 15. december var vi til nakkefoldskanning, hvor vi fandt et dødt foster... fra den dag, og ja faktisk stadig, har det været rigtig svært. Fik lavet et kirurgisk indgreb for at få fjernet fosteret... Aldrig i mit liv er jeg blevet behandlet så dårlig af sundhedpersonale. Det har sat nogle spor... Og vores foster vil aldrig blive glemt, og bestemt heller ikke turen for at få det fjernet. Det er stadig lidt svært at tale om, men det går fremad. Tårerne triller ikke hele tiden længere.. men der går ikke en dag uden jeg tænker over jeg ikke længere er gravid, og at jeg om 6 måneder nu ikke har et lille barn som ellers var planen...

Men det har været en hård december. Virkelig hård... Julen er altid hård for mig, men denne har været ekstra hård må man sige.

I aften starter juleræset sådan for alvor. Julemad osv. Puha... ja det kan jeg ikke lige tackle. Men sådan er det jo hvert år.

Med denne beretning om min jule måned... Vil jeg ønske jer der læser med, en rigtig glædelig jul...

De bedste ønsker fra Christina

Når 3 Bliver til 2.

Igår skulle være glædens dag. Det skulle være en dag hvor vi skulle se vores lille barn. Et barn vi havde håbet vi kunne få et bud på om var en dreng eller pige.

Vi skulle til Nakkefold scanning igår. Jeg var 13+1 henne, men fosteret viste sig at være 9+1.. Jeg blev ved med at spørge lægen (der var blevet hentet ind fordi sygeplejersken ikke kunne finde fosteret) om det var rigtigt jeg ikke kunne se noget hjerte slå... "jeg kan ikke se noget hjerte slå?" Hun svarede ikke.. til sidst efter hun har målt fosteret, printet billeder og alt det man normalt gør... Så måtte hun sige at jeg nok havde ret i at hjertet ikke slog. Ingen sagde noget, og måtte selv spørge om det så ikke skulle fjernes..

Idag kom jeg så i fuld narkose og fik det fjernet.

Kan være jeg skriver mere på et andet tidspunkt.

Så blev det endnu engang jul

Julen er på mange måder, en fantastisk måned. Man kommer hinanden ved. Bager kager, pynter op, fortæller man holder af hinanden osv.

Jeg har fået pyntet op, købt de fleste julegaver, så det er rigtig rart. Mangler dog nogle stykker endnu. Men skal jo også have lidt at lave de sidste 21 dage :)

Men julen er andet end hygge for en del af jer der læser med her. Julen er hård. Behandlere har ofte ferie, det er flere dage som står på såkaldt hygge, men som mange af os frygter og hader pga al julemaden. Personligt får jeg juleaften aldrig and, flæskesteg og kartofler... Tror måske heller ikke jeg lærer det. Måske det er et valg, men bryder mig virkelig ikke om det. Julen er rigtig hyggelig. Men på mange områder ville jeg da ønske at maden ikke ville fylde så meget. Desværre er hygge for mange noget der sker i forbindelse med mad, og det er der desværre ingen af os med en spiseforstyrrelse der kan lave om på.

Min terapeut er på arbejde torsdag og fredag før nytår, så jeg er ikke overladt helt til mig selv. Min kære mand skal arbejde i julen, dog kun i dagtimerne, bliver lidt underligt nu vi normalt har været sammen alle dagene omkring jul de sidste 4-5 år. Men det er også vigtigt at passe sit arbejde :) og så har han fri til nytår. Så det er rart nok.

Her i formiddag tror jeg at jeg vil tage en tur hen og besøge min mormor. Køre en tur forbi bageren og tage lidt brød med, bliver hun altid så glad for. Senere tror jeg at jeg vil gøre rent på førstesalen, lige vaske lidt sengetøj og sådan ...

Rigtig god dag til jer der læser med...

Den største gave

Den største gave af alle er lige rundt om hjørnet. Alligevel kæmper jeg stadig en kamp med mig selv. En kamp med maden, vægten som ikke må falde osv. Det er hårdt virkelig.

Siden i aftes har jeg haft migræne. Har ligget på sofaen hele dagen, har intet kunnet pga smerte. Har kastet op og det hele.. ØV.

Ellers har jeg det ikke særlig godt pt. Synes det hele er sort, og er ret opgivende i forhold til nogensinde at få det bedre. Måske skal man bare indse at rask bliver jeg aldrig? Men kæmper jo alligevel videre.

Bare lige en lille opdatering herfra. Kan være jeg skriver mere en af de kommende dage.

God weekend

Føler mig alene

Først vil jeg sige tak for jeres kommentarer, rart at vide at I andre kender til nogle af mine tanker og følelser også.

Synes det er svært at være mig lige pt. Imorgen skal jeg både i terapi og snakke med overlægen. Har mest lyst til at ligge i sengen hele dagen idag og imorgen. Kan ikke lige overskue den kommende uge. 5 dage med behandling - puha. Jeg er selvfølgelig indlagt fra tirsdag - onsdag, men alligevel føler jeg mig stresset.

Jeg føler mig ret alene idag. Min kæreste og 3 mænd, er ude og grave halvdelen af vores have op. Den tidligere ejer havde brugt bagsiden til losseplads, så det bliver rigtig rart at få væk. Jeg har bagt boller så der er lidt til dem senere.

Tilbage til jeg føler mig alene. Tankerne kører rundt i mit hoved, et eller andet sted ville jeg virkelig gerne have fred. Eller bare blive forstået 100 procent. Ville ønske der var nogle der forstod det hele, hele mig. Alle mine problemstillinger osv, så jeg ikke skal have en milliard forskellige behandlere. Lige pt er der 3 psykiatere, 1 terapeut og 1 diætist, plus kontaktpersonerne på afdelingen... Alle de mennesker skal jeg forholde mig til hver eller hver anden uge. Synes det er hårdt, for de forstår hver deres ting, og det er delt meget op. De skal hjælpe mig med forskellige ting, synes der mangler en rød tråd... noget der får det hele til at hænge sammen. Ikke nok med jeg ser tingene meget enten eller, eller sort/hvidt, ja så bliver det hele også splittet godt og grundigt op.
Jeg ved godt de gør det i en god mening for at give mig den bedste behandling, men føler mig alligevel ret alene med alle tankerne og følelserne.

Følelser, hvad er det jeg er så bange for ved dem? Kan ikke tackle vrede, det er nok en af de følelser jeg har det allerværst ved. Det er som om det hele snører sig sammen inden i mig når folk omkring  mig bliver vrede, sure eller irriteret. Måske det hænger sammen med min mors vredes udbrud i ny og næ da jeg boede hjemme, det var rigtig ubehageligt.

Kunne mærke anoreksiens tanker overtog min krop igår. Savnede følelsen af sult, savnede følelsen af kontrol. Savnede alt jeg kun dyrkede motion og vidste at nu havde jeg styr på det hele. Men har problemer med mit knæ så motion kan jeg ikke dyrke. Men heldigvis var vægten faldet her til morgen. Jeg bør følge min kostplan, men synes det er virkelig hårdt pt. spiser enten for lidt, for meget, kaster op, osv. Christina hvor svært kan det være at følge en kostplan? MEGET svært. Ville sådan ønske det var lettere, jeg går altid ind i det med en tro på at det nok skal gå, men allerede nu få dage efter jeg er startet med den, har jeg problemer. Skal til diætist på center for spiseforstyrrelser på torsdag, må jo snakke lidt med hende om det hele, for puha hvor det går mig på. Men rom blev jo heller ikke bygget på en dag.

Gustav min hund ligger og sover lige ved siden af mig, der er tændt op, og hygger med levende lys. Nyder roen, som bliver afbrudt af at jeg kan høre vaskemaskinen fra bryggerset. Men det er alligevel rart, intet fjernsyn der kører, bare mig og mine tanker. Tror jeg man har brug for engang i mellem.

Savner foredrag, virkelig meget. Men fordi min behandling er så intensiv pt, har jeg ikke rigtig mulighed for at tage med... Desværre. Savner at stå foran så mange mennesker og fortælle min historie. Få respons på de ting jeg har sagt, føle at der er en meningen med at jeg har skulle alt det igennem, som jeg har været.

Sort nedtur igen

Øv hvor er jeg bare træt af at have dårlige dage. Føler lidt det hele er sort. Overskuddet er ikke det største, men har da fået gjort rent. Sidder lige nu og høre en sang der ofte gør jeg drømmer mig væk i gymnastikkens verden. Savner at have de unge piger jeg har trænet de sidste to år. Men uden tvivl er det også rart at have de små krudtugler, de børn kan give så meget kærlighed uden de selv ved det.

Jeg har svært ved at overskue livet i disse sekunder. Føler lidt en sort tung regnsky hænger også mit hoved. Jeg kæmper for ikke at ryge helt ned i et hul igen, men der er ingen garanti desværre.

Planen var jeg skulle have besøgt en god veninde fra idag til imorgen, men mit overskud og frygten for at være social er bare så stor. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok. Hvad nu hvis hun ikke synes om mig længere. Og sådan fortsætter tankerne.

Jeg har fået en kostplan i onsdags, indtil videre er idag den første dag jeg har levet efter den. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Tænker lidt at jeg kæmper med den idag, men har jeg ikke tabt mig imorgen, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Har så svært ved at være i min krop, ville ønske Christina kunne slippe ud af kroppen, og komme tilbage til livet. Men mit håb er langt væk.

Nogle gange tror jeg at jeg skal lære at leve med de sygdomme jeg har. Et eller andet sted ved jeg jo godt at jeg nok aldrig bliver rask, og håbet for at få det bedre, forsvinder mere og mere ud i mørket.

Min terapeut sagde engang til mig "Christina du er jo et mælkebøtte-barn". Mælkebøtter kan vokse op igennem asfalt, de er stærke, de er ikke bare sådan lige til at udrydde. Dermed ikke sagt hun ikke har ret. For jo er stærk, ellers havde jeg ikke været i live idag. Men selvom jeg synes det er ulideligt til tider, formår jeg vel på en eller anden måde at komme igennem. Eller betyder det bare jeg en dag siger, "der var engang et mælkebøtte-barn", og giver op? Men jeg ønsker jo virkelig at få et liv, og en familie, skal bare lige finde den rette vej hen til disse drømme.

Ofte føler jeg mig meget alene. Veninder i nærheden har jeg ikke. de er forsvundet gennem alle de år med sygdom. Forstår dem godt. Jeg har haft det meget skidt, og har jeg også stadig i perioder. Men hvis man ikke forstår hvad det hele handler om, er det nok svært at sætte sig ind i.

Opdatering

Det har været nogle hårde måneder. Jeg har været meget langt nede, hvad resulterede i flere selvmordsforsøg, og en længere indlæggelse på psykiatrisk. Både på åben, og lukket afd. Alle mine behandlere og kontaktperson havde 3 ugers ferie på samme tid, og det kunne jeg vidst ikke lige tackle.  Lige pt, går det igen nogenlunde, hverken godt eller helt skidt. Sådan midt i mellem.

Men der er sket meget. Jeg har været på center for spiseforstyrrelser, hvor jeg nu skal komme ca 1 gang om ugen, og blive vejet og snakke om min kostplan. Desværre har jeg rigtig langt derop, så kommer til at bruge hele dagen på det. Jeg har stadig terapi 2 gange om ugen, og hver anden uge ser jeg også overlægen. Som noget nyt er jeg pt også indlagt hver tirsdag - onsdag, de vil prøve at give mig lidt struktur og ro, samt støtte til dagligdags ting. Synes desværre ikke det går så godt for personalet, med at støtte mig.

Jeg har også fået ny diagnose, fik jeg faktisk bekræftet igår. Har nu også OCD, altså tvangstanker og handlinger. Det er selvfølgelig ikke rart, men den medicin jeg får skulle hjælpe imod det. Og bare fordi jeg har fået endnu en diagnose, så ændre det jo intet på hvordan min hverdag ser ud. Den er jo stadig som den plejer at være.

Men hvordan går det ellers? Tjo, synes jeg har meget svært ved at være social pt. Skulle have været oppe hos en god veninde imorgen til søndag, men kan slet ikke overskue at være social. Har mest af alt lyst til bare at ligge under min dyne og gemme mig væk hele weekenden. Bare få slappet godt og grundigt af.
Men føler mig som en virkelig dårlig veninde. Og det irriterer mig at jeg ikke kan overvinde min frygt for at være social. Er bange for jeg ikke kan finde ud af at være social, fordi min veninde kontakt ikke ret meget andet end over computeren eller telefonen. Er så bange for at gøre, sige eller være forkert.

Min familie og kæreste har jeg dog ikke noget problem med at være sammen med. Kun hvis det er familie fester eller sådan. Puha dem er jeg ikke glade for. Og allerede om 1 mdr er der stor fest igen. Min kære farmor bliver 75 år.

Den 20. november ville min morfar også være blevet 75 år. Jeg savner ham rigtig meget, og ville sådan ønske at kom tilbage igen. Men det gør han ikke. Synes min familie klarer det ret godt. Jeg er stadig meget påvirket af hans død. Han var en mand der har haft meget betydning for mig.

Den 13. august i år var det 8 år siden, jeg sidst blev misbrugt af min gymnastik træner. Det tog rigtig hårdt på mig at 8 år var gået og jeg stadig går og har det rigtig rigtig skidt. For ville jo ønske jeg kunne komme videre, leve et liv som alle andre. Men det er vidst ikke sikkert at mit liv nogensinde bliver som alle andres. Vi har alle ting med i vores rygsæk, nogle mere end andre. Men alligevel ville jeg ønske jeg kunne tage nogle ting op af denne rygsæk, og smide dem ud, og glemme at de havde fandtes. Men sådan er det desværre ikke.

Min kæreste går hjemme pt. Det er ret dejligt at han altid er her, rart at vi har tid sammen. Især når jeg er så meget væk hjemme fra.

Jeg er også startet op med gymnastik igen. Hvor er det dog nogle dejlige krudtugler. Der er altså bare gang i de børn.

NÅH !! Men hvordan har jeg det? Tjo har det ikke super godt, men heller ikke super dårligt. Mit humør er nogle dage okay, og andre dage nede i det sorte hul. Håbet for jeg bliver rask er minimalt, og det er selvfølgelig trist. Men efter 9 års behandling, forsvinder håbet bare mere og mere. For føler virkelig ikke jeg får det bedre. Det var flere år siden jeg sidst havde selvmordsforsøg, og pludselig vælter de ned over mig igen. Og jeg er da vildt ked af at have skuffet min kæreste så meget. Ked af at han skulle igennem det. Han er så god ved mig, og så svigter jeg ham bare på den måde. Det har på ingen måde noget med ham at gøre, at jeg havde de forsøg i sommers. Men kunne slet ikke overskue at 9 års behandling stadig ikke har hjulpet :(

Idag skal jeg på jobcenteret her kl.10. Er nervøs som altid. Men nu må jeg jo se hvad hun siger denne gang.

Det var en lille opdatering fra mig.... Beklager jeg har været for dårlig til at få skrevet.