Hjemme igen

Jeg blev udskrevet i mandags, så har næsten været hjemme i 1 uge. Personalet på afdelingen kunne godt se at det ikke hjalp mig en dyt, at blive opbevaret på en afdeling, uden noget behandling.

I torsdags var jeg så i terapi, det var nu meget rart at få snakket lidt. Men blev spurgt om ting fra min barndom, fra jeg var 0 - 3 år. Men ved faktisk intet om den tid.

I går fredag, var jeg så til møde med overlægen og min terapeut. Vi skulle lægge en behandlingsplan. Planen går ud på at jeg forhåbentlig kan få terapi 2 gange om ugen i stedet for 1 gang, og så skal jeg se overlægen hver 2. eller 3. uge også. Plus der ville blive lavet en aftale med psyk modtagelse om at jeg kunne komme derop og være nogle dage hvis jeg fik det meget skidt.

Vi kom også ind på min B12 mangel, så skal have taget nye blodprøver. Men vi kom vidst lidt væk fra hvor jeg skulle have dem taget, så regner med lige at sende overlægen en mail nu her jeg er færdig med at skrive på min blog.

Ellers er det nu meget rart at være hjemme igen. Kunne gå ude i haven og se hvordan altid kommer op af jorden, og hvordan blomsterne springer ud.

Desværre har jeg det stadig ikke godt, og jeg synes det er svært at holde modet oppe, når det hele virker så sort og uoverskueligt. Jeg er træt af sort/hvid tankegang lige pt. Det kan godt mærkes på mit humør at jeg er træt af denne sorte periode. Håber det snart vender igen, det andet er ikke til at holde ud.

God weekend til jer der læser med.

Tvangstilbageholdt.

Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.

Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.

Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.

Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.

Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.

Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.

Roderi i mit hoved.

Indlæggelsen den 7. februar holdte kun 1 uge. Jeg kunne slet ikke indfinde mig, med de mad - regler de havde på afdelingen. Og jeg udskrev mig selv efter at skulle spise ren kødsovs.

Siden da er der sket en del. Er startet i kropsterapi og har fået endnu en ny overlæge... Denne gang den ledende overlæge. En ret flink dame, som jeg har det godt med. Terapeuten i kropsterapi har jeg tidligere gået ved, en meget sød dame. Men ved ikke helt om jeg får noget ud af kropsterapien. Vil nok sige at samtalerne med overlægen, er dem der har givet mest stof til eftertanke.

Pt. har jeg det ikke særlig godt. Kan ikke rigtig overskue noget. Synes det er svært med min nye kontakt person, og nye behandlere. Er nok i et sort hul pt. Kan ikke rigtig se meningen med det hele, og troen på at det nok skal blive bedre med tiden, er svær at finde.

Synes det hele roder i mit hoved. Tankerne kører rundt, med 180 kilometer i timen. Og synes det eneste tidspunkt, jeg har fri fra kaoset, er når jeg sover. Sover også en del i øjeblikket. Kan sagtens sove 11 timer om natten. Men det er et eller andet sted rart, når jeg så har fred for alle de tanker. og følelser der kører rundt i kroppen på mig.

Jeg er glad for jeg har min kæreste pt. Han er god til lige at få givet mig et knus, når der er brug for det. Og jeg er meget taknemlig for, at han prøver at forstå, at overskudet ikke er det samme, når jeg har det skidt.

Kildehøj savner jeg en del pt. Savner at have folk omkring mig, som forstår hvad det hele handler om. Savner at kunne få en snak, når der er brug for det. Synes ikke terapi 1 gang om ugen, er helt optimalt. Måske derfor jeg er i et sort hul igen. Måske er min terapi ikke intens nok. Men de ser min behandling ad med nogle måneder. Så revurderer de om det er nok eller hvordan. Men nu skal min behandlingsplan først laves her den 15. april.

Skal til fødselsdag hos min lille fætter i weekenden. Synes det er svært at skulle tage en facade på pt. Men mon ikke jeg får smilet frem.

Nåh. Det var lidt tanker og et lille forårs pip herfra. Min have er fyldt med blomster, der begynder at springe ud. Det er nu et smukt syn.
 <3

Udskrevet fra Kildehøj - snart indlagt igen...

Den 3. januar havde jeg udskrivnings samtale med personalet på Kildehøj, og blev afsluttet helt fra den 10. januar .... Region Sjælland havde valgt at Kildehøj var for dyrt, og ja så kunne det hele lige så godt stoppe.

I torsdags var jeg så til samtale i distrikt psykiatrien hernede. Lægen var endelig rask igen - efter 3 aftaler der alle blev aflyst pga sygdom. Det var virkelig rart, at få mødt lægen som skal have overblikket over min behandling. Det blev derfor aftalt at jeg skal indlægges snarest, på en lavt skærmet afd. jeg tidligere har været på. Synes det er lidt underligt at skulle tilbage til en afd. hvor jeg tidligere har haft det rigtig skidt pga. min borderline personlighedsforstyrrelse. Og nu skal tilbage pga. en anden problemetik.

Det er rart at blive taget seriøst af mine mennesker der tidligere mente gruppeterapi 1 gang om ugen ville være nok. Rart at de endelig har kunnet åbne deres øjne og se problemet. Jeg blev virkelig forstået til samtalen i torsdags, og trods jeg var afsted selv, gik det hele rigtig godt. Lægen ringer så til mig her i næste uge - håber lidt det bliver mandag han ringer, så jeg får lidt afklaring med hvad der skal ske.

Ellers går det stille og roligt herhjemme. Har fået gjort rent i hele underetagen idag, og regner med at tage første salen imorgen.

Tanker fra

Christina

Frygten for julen...

Juletræet står lige så pænt pyntet her i stuen. Der er ved at være styr på det hele... alligevel mærker jeg den frygt der hvert år på denne tid indtager min krop. Frygten for 3 dage med mad mad mad mad mad og mad. Jeg har lyst til at skrige, lyst til at flippe helt ud og droppe julen. Føler virkelig ikke jeg passer ind i min egen jul. Har hele tiden sagt det i år blev let da vi selv holder julen, i vores eget hjem, - men nej. Overvejer hvad jeg skal lave til mig selv juleaften, for tror virkelig ikke jeg magter flæskesteg, and, kartofler osv.

Jeg har lige pyntet juletræet færdigt, snestormen er på vej, på vej sammen med julen?

Idag skulle der have været møde med psykiatrien, der skal overtage min behandling. Det blev aflyst pga. sygdom, så nu bliver det tidligst den 7. februar, da min bisidder skal på ferie hele januar. ØV... ville gerne have afklaring omkring hvad der skal ske i mit liv. Jeg hader uvished mere end letmælk... åh... Gid jeg kunne slippe fri for det hele... mærker hvordan jeg igen begynder at blive lidt mere sort i mine tanker, ikke godt. Det var lige så rart at det hele var mere gråt end sort...

Så kort sagt:

På med facaden, og igennem resten af denne uge...

Glædelig jul...

Julen nærmer sig.

Der er en del der skal ordnes inden jul. Lidt hovedrengøring, 10 rummeter brænde der skal ind i garagen, hente et bord og nogle stole, og købe det sidste inden jul... Jaja.. der er nok at se til.

Derudover har jeg stadig ikke hørt noget om min nye behandling. Håber bare der snart er nyt.
Hader at gå i den uvished der er. Det er så uholdbart, og påvirker mig en del. Men ender sikkert i noget ambulant behandling igen... og så må jeg jo tage den derfra. Bare underligt regionen bevilliger døgnbehandling, og de så pludselig ikke har råd til at have mig på privathospitalet.

"snestormen i min krop"

Den seneste tid har været meget hård. Mange op og ned ture. Mange timer er gået med uvished. Mange timer er gået med "kæmp  imod sygdommen - Christina".. Men jeg kunne ikke rigtig kæmpe... Personalet kunne ikke nå ind til mig... Jeg droppede at spise, valgte mine gamle metoder, frem for de få hospitalet har lært mig..

Tiden er nu endnu engang kommet, hvor svigt på svigt, kravler ind i min krop. Min bostøtte går på barsel, og ved ikke hvad planen er med det. Og ja, region sjælland har valgt at stoppe mit ophold, da det er for dyrt. De vil hellere finde en langsigtet behandling i eget regi. Lad os nu se hvordan det går. Har ikke den store tiltro til, at det kommer til at gå godt...

Men hvordan går jeg så og har det?

Vil give jer et lille indblik i den snestorm der er i min krop...

Klokken er ikke meget over 9, jeg vågner efter en nat, jeg endnu engang er kommet igennem med beroligende medicin. Min krop er træt, meget træt, men min hjerne skriger allerede... "Christina gå nu ned og tis, og så få smidt dit nattøj så du kan blive vejet.." Vægten er stigende, jeg væmmes. Jeg mærker hvordan angsten fylder hvert et lille hjørne. Hver en lille smule fedt på min krop, bliver fyldt med ordene; "TAB DIG, du er klam, ulækker, fed, ingen kan lide dig når du ser sådan ud". Min dag planlægges. Hvad skal der spises?! Hvor meget?! Hvad er tilladt?! osv osv osv... Mens sidder "smølfine" på min skulder og RÅBER "Husk nu at jo mere vægten viser imorgen, desto større en fiasko er du".

Jeg savner min spiseforstyrrelse, og alligevel ikke. Prøver at kæmpe imod, men ved den i sidste ende vil vinde over mig. Ved den har magten - selvom den ikke burde. Men er spiseforstyrrelsen ikke bare hvem jeg er? Er jeg ikke bare Christina der er kræsen? Christina der endnu ikke har lært at spise/drikke dit og dat... "Er du ikke blevet voksen endnu Christina?". Åbenbart ikke. Og måske bliver jeg det aldrig... Altså måske bliver jeg aldrig rask, hvis ordet voksen bliver skiftet ud med det. For voksen er jeg, ihvertfald når det kommer til, hvornår jeg er blevet født.

Disse øjeblikket tilbringer jeg hjemme. Hjemme på slottet, det slot hvor jeg har helle. Det slot hvor mine regler gælder, hvor det kun er mig der bestemmer over mig, og mit liv. Intet personale der kommer og tvinger mig til at spise kartofler, sovs, and osv. Det er rart, men jeg ved også sygdommen kommer til at fylde mere... Men lige nu er det ok.

Pt. venter jeg stadig på indkaldelse i psykiatrien. De ville prøve at indkalde mig i december - Ja så har de snart travlt. Jeg vil meget gerne snart vide hvad de har tænkt sig, at tilbyde mig af behandling... Alt efter hvad de tilbyder, kan jeg vurdere om jeg har en chance for at blive rask eller ej. For som min nuværende læge siger; der er jo en grund til jeg er i døgnbehandling nu, for ambulant behandling er for patienter der godt kan klare udfordringerne, maden, osv, selv... og det kan du ikke".

En lille smule af mig, har lyst til at opgive.... Give op, smide håndklædet i ringen og sige "tillykke smølfine, du vinder, jeg ønsker ikke kæmpe mod dig længere... Tak for kampen". Desværre ved jeg det vil være forkert at være syg resten af mit liv. Men spørgsmålet er, om det ikke er sådan det ender?

Sådan vil jeg slutte dette indlæg... Slutte det i uvished, lige som hele mit liv er... Hvornår slutter snestormen? Når det bliver forår og sommer? men vinteren kommer altid igen....