Tvangstilbageholdt.

Så sidder jeg her. På en afdelingen med låste døre og vinduer. Jeg er tvangstilbageholdt.

Jeg har det rigtig skidt pt. Det hele føles sort og uoverskueligt. Mærker følelser og tanker, som jeg helst ville være foruden.

Der er gået 7 år siden jeg startede i behandling. 7 år jeg føler jeg har spildt. Hvorfor har jeg ikke fået det bedre endnu? Hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe. Det er sikkert uforståeligt for mange mennesker, hvor hårdt det kan være. Desværre. Nogle gange ville det være rart hvis alle kunne sætte sig ind i hvordan det er. Hvis de kunne forstå at når man har brugt 7 år af sit liv på at få det bedre, og man alligevel ikke har det godt endnu, hvorfor skal man så blive ved med at håbe på det bliver bedre? Er det ikke naturligt, at opgive håbet på et tidspunkt? Jeg tror efterhånden ikke at jeg kan få det bedre.

Tanken om at starte i min nye behandling, og vide at det kommer til at tage lang tid - måske endda år inden jeg får det bedre. Vide at jeg måske aldrig bliver rask. Det er hæslig, ulideligt, og forfærdeligt. Når ens største ønske er at være ligesom alle andre. Få uddannelse, job, familie.

Mærker hvordan min spiseforstyrrelse banker på.
Den vil bare ind og styre min liv fuldt ud. Springer aftensmaden over her til aften, det er faktisk nu, men sidder bare her i min egen lille verden. Orker ikke endnu et måltid. Frokosten var ulidelig. Folk der skændes, og råber.

Er der en mening med, at jeg skal igennem alt dette? Hvorfor og hvad er meningen? Vil jo bare gerne være som alle andre.

Min kæreste har været på besøg i eftermiddag. Vi kørte i byen, rart at være lidt væk. Desværre er jeg vildt dårlig til at sige farvel, hader at se folk forlade mig, og vende ryggen til mig. Føler mig så alene bagefter. Frygter jo et eller andet sted at min kæreste en dag siger "Skat nu holder jeg det ikke ud længere". Jeg vil ikke miste ham. Føler pt han er den eneste der virkelig elsker mig. Håber jeg han ved.

Fik at vide idag at der kun er 1 % chance, for at jeg får lov at komme hjem imorgen, når de skal revurdere min tvang. Gid jeg havde bedre ods.