Jeg er bange, og endnu mere bange. Bange for at alt det jeg har nu forsvinder. At mit forhold til min kæreste ikke holder fordi jeg skal være væk så længe.
Igår var vi i Ikea, jeg forsøgte at finde lidt jeg kunne tage med. Men synes stadig det er meget svært at skulle afsted. Måske det er fordi jeg endnu ikke ved om det allerede er på mandag. Men inderst inde er jeg bare så bange for det. Jeg er meget glad for vores nye hjem, og at jeg allerede skal forlade det igen, skærer i mit hjerte. Jeg er tryg sammen med min kæreste. Tryg på en sådan måde jeg aldrig har prøvet før. Når jeg er alene, føler jeg mig virkelig alene. Jeg håber jeg får brev idag, eller der snart tikker en mail ind, bare jeg har en dato, så ved jeg hvad jeg har at forholde mig til.
Frygter det bliver svært at sige farvel, når jeg er kommet derop. HADER at sige "vi ses" eller "farvel skat". Jeg elsker ham over alt på denne jord. Og ønsker ikke nogen tid væk fra ham. Men sådan bliver det. Jeg håber virkelig det hele ender med noget positivt. Positiv udvikling på både kærligheds siden og den personlige side.
torsdag den 9. september 2010
fredag den 3. september 2010
Dagens tanker. Frygt - Håb - kærlighed - Spiseforstyrrelse - Cutting
Synes det er svært pt. Svært at forholde mig til at samtalen på Kildehøj, er på tirsdag, men på samme tid også ked af at skulle væk herfra.
Jeg elsker min kæreste over alt på denne jord, og jeg er så taknemlig for at han altid er der for mig. Men uden tvivl bliver det værste og sværeste nok at skulle være væk fra ham, og vores dejlige hjem. Ingen til at holde om mig når de svære aftener, hvor jeg ikke kan finde ro, kommer. Ingen til at give mig et knus, jeg ved er givet af kærlighed. Ingen til at sige "jeg elsker dig skat".
"Glæd dig Christina", jeg hører de ord igen og igen. Men jeg glæder mig virkelig ikke. Jeg kan ikke se hvad der er at glæde sig til. Andre ville da heller ikke glæde sig til at skulle være væk fra deres vante omgivelser. Glæde sig til at ændre nogle vaner, som har præet ens liv i et utal af år. Tænk på hvor mange folk der har svært ved at lade være med at ryge bare. Eller alkoholikere der ikke bare sådan lige kan stoppe med at drikke. Jeg ligger ikke skjul på at jeg ikke glæder mig. Uden tvivl ser jeg frem til at komme hjem igen. Hjem og kunne starte det liv jeg inderst inde ønsker mig, med uddannelse, arbejde osv. Men tiden indtil da, bliver med stor sikkerhed ikke rar. Dog tror jeg også at det er den uvished der ligger hos mig indtil engang tirsdag, når jeg ved hvad der skal ske. Når jeg ved hvornår jeg skal indlægges, når jeg ved ca. hvor længe. osv. Det er svært at forholde sig til at skulle væk, når jeg ikke ved om det sker i næste uge, eller om 1 mdr. Og slet ikke at jeg ikke ved hvor længe.
Jeg er utrolig glad for min fars og papmors støtte. Det varmer utroligt meget at de gennem det sidste år har været der for mig. Inderst inde ved jeg ikke hvordan jeg ville have tacklet det hele, hvis de ikke også var der for mig.
Lige lidt ord til min elskede kæreste hvis han læser med på et tidspunkt :
Skat husk de flyvende drager. Dragerne i maven. Dragerne bærer nu et skilt med ordene "jeg elsker dig min egen". De flyver rundt blandt kærlighed. MIN kærlighed til dig.
Jeg ved godt det bliver svært når vi er væk fra hinanden. Vi har prøvet det før desværre. Men denne gang må vi huske på, at det ikke blot er opbevaring. At når jeg kommer hjem, starter vores fremtid. Starten på vores lille familie. Glæder mig allerede til jeg er rask, kommer hjem, og er i dine arme. Jeg elsker dig min egen solstråle. Tak for alle de ting du gør for mig. ELSKER DIG.
Håbet om fremtiden er der. Håbet om at blive rask. Men jeg mærker også hvordan spiseforstyrrelsen hiver i mig hele tiden. Det er hårdt. Tror endda det er så hårdt at mange der ikke selv har prøvet det, slet ikke kan sætte sig ind i det. Det at man ønsker sig fred og ro, i sit hoved og krop. Men at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis. At uroen konstant er i kroppen. At man hader sig selv, ikke ønsker sig selv noget godt. Fordi man ikke har fortjent det.
Tænker ofte tilbage på da jeg skar i mig selv. På hvilken befrielse det var for mig. Følelsen af fred og ro et kort øje blik. Det lyder sikkert helt forkert. Men desværre sandt. Smerten gjorde jeg ikke mærkede andet. Ikke tænkte på andet. De få minutter det varede var befriende. Desværre sidder jeg den dag idag, med ar op og ned af mine arme. Ar jeg fortryder, og skal leve med resten af mit liv. Tænker ikke over mine ar dagligt længere. Men når der kommer kommentarer kan jeg godt mærke hvordan jeg bliver ked af det. Hvordan gamle minder dukker op. Cutting sker jo ikke bare for sjov. Eller for at få opmærksomhed. Der ligger jo noget dybere i det.
Uden min spiseforstyrrelse og cutting, er jeg ikke sikker på jeg havde overlevet. Det er min redningskrans. Uden den var jeg druknet i alle de følelser jeg havde inden i.
Jeg elsker min kæreste over alt på denne jord, og jeg er så taknemlig for at han altid er der for mig. Men uden tvivl bliver det værste og sværeste nok at skulle være væk fra ham, og vores dejlige hjem. Ingen til at holde om mig når de svære aftener, hvor jeg ikke kan finde ro, kommer. Ingen til at give mig et knus, jeg ved er givet af kærlighed. Ingen til at sige "jeg elsker dig skat".
"Glæd dig Christina", jeg hører de ord igen og igen. Men jeg glæder mig virkelig ikke. Jeg kan ikke se hvad der er at glæde sig til. Andre ville da heller ikke glæde sig til at skulle være væk fra deres vante omgivelser. Glæde sig til at ændre nogle vaner, som har præet ens liv i et utal af år. Tænk på hvor mange folk der har svært ved at lade være med at ryge bare. Eller alkoholikere der ikke bare sådan lige kan stoppe med at drikke. Jeg ligger ikke skjul på at jeg ikke glæder mig. Uden tvivl ser jeg frem til at komme hjem igen. Hjem og kunne starte det liv jeg inderst inde ønsker mig, med uddannelse, arbejde osv. Men tiden indtil da, bliver med stor sikkerhed ikke rar. Dog tror jeg også at det er den uvished der ligger hos mig indtil engang tirsdag, når jeg ved hvad der skal ske. Når jeg ved hvornår jeg skal indlægges, når jeg ved ca. hvor længe. osv. Det er svært at forholde sig til at skulle væk, når jeg ikke ved om det sker i næste uge, eller om 1 mdr. Og slet ikke at jeg ikke ved hvor længe.
Jeg er utrolig glad for min fars og papmors støtte. Det varmer utroligt meget at de gennem det sidste år har været der for mig. Inderst inde ved jeg ikke hvordan jeg ville have tacklet det hele, hvis de ikke også var der for mig.
Lige lidt ord til min elskede kæreste hvis han læser med på et tidspunkt :
Skat husk de flyvende drager. Dragerne i maven. Dragerne bærer nu et skilt med ordene "jeg elsker dig min egen". De flyver rundt blandt kærlighed. MIN kærlighed til dig.
Jeg ved godt det bliver svært når vi er væk fra hinanden. Vi har prøvet det før desværre. Men denne gang må vi huske på, at det ikke blot er opbevaring. At når jeg kommer hjem, starter vores fremtid. Starten på vores lille familie. Glæder mig allerede til jeg er rask, kommer hjem, og er i dine arme. Jeg elsker dig min egen solstråle. Tak for alle de ting du gør for mig. ELSKER DIG.
Håbet om fremtiden er der. Håbet om at blive rask. Men jeg mærker også hvordan spiseforstyrrelsen hiver i mig hele tiden. Det er hårdt. Tror endda det er så hårdt at mange der ikke selv har prøvet det, slet ikke kan sætte sig ind i det. Det at man ønsker sig fred og ro, i sit hoved og krop. Men at det ikke kan lade sig gøre på naturlig vis. At uroen konstant er i kroppen. At man hader sig selv, ikke ønsker sig selv noget godt. Fordi man ikke har fortjent det.
Tænker ofte tilbage på da jeg skar i mig selv. På hvilken befrielse det var for mig. Følelsen af fred og ro et kort øje blik. Det lyder sikkert helt forkert. Men desværre sandt. Smerten gjorde jeg ikke mærkede andet. Ikke tænkte på andet. De få minutter det varede var befriende. Desværre sidder jeg den dag idag, med ar op og ned af mine arme. Ar jeg fortryder, og skal leve med resten af mit liv. Tænker ikke over mine ar dagligt længere. Men når der kommer kommentarer kan jeg godt mærke hvordan jeg bliver ked af det. Hvordan gamle minder dukker op. Cutting sker jo ikke bare for sjov. Eller for at få opmærksomhed. Der ligger jo noget dybere i det.
Uden min spiseforstyrrelse og cutting, er jeg ikke sikker på jeg havde overlevet. Det er min redningskrans. Uden den var jeg druknet i alle de følelser jeg havde inden i.
søndag den 22. august 2010
Kildehøj Privathospital.
Igår kom brevet, om at jeg er bevilliget behandling på Kildehøj privathospital... Jeg har vidst det siden onsdag, men gik først for alvor op for mig igår, da det stod stort på hvidt.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.
Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?
Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.
Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.
På mange måder er jeg ekstremt bange, og skræmt fra vid og sans... På den anden side glæder jeg mig til at kunne komme igang med mit liv igen, når behandlingen, forhåbenligt er veloverstået.
Men hvordan har man det så lige, når der skal ske så store ændringer i ens liv... ?
Jeg er bange, angst, mærker frygten hele tiden. Folk siger jeg skal glæde mig, være glad for at jeg har fået sådan et enestående tilbud, som mange andre spiseforstyrrede ikke får. Men hvem glæder sig til at blive revet ud af sin hverdag, endda velvidende, at ens vaner osv, skal ændres. Det bliver hårdt arbejde... og fordi jeg har været i så mange forløb efterhånden, skræmmer det mig, at jeg endnu engang skal åbne op.
Imorgen ringer jeg til hospitalet, og regner med at jeg der får at vide hvad der skal ske, osv.
torsdag den 12. august 2010
Livet kører med 180 km i timen.
Vil starte med lidt af det praktiske... Vi er godt i gang med at flytte i hus. Lige nu leger vores lille hundehvalp Gustav rundt og leger med sit pivedyr. Næsten lige til at blive skør af, men nu sødt at han kan få tiden til at gå, ved at lege. Glæder mig meget til at vi er kommet på plads her i huset. Det bliver vidunderligt når vi kommer på plads, og får et skønt hjem...
Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar. Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.
Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.
Ang behandling... Puha... det er svært at holde modet oppe. Synes det er en lang sej kamp... Blodprøver, ventetid, og uvished. I næste uge håber jeg der kommer et svar. Så har jeg i det mindste lidt at forholde mig til. Men som alle andre er der jo også ferie i psykiatriledelsen... så vente vente vente. Men er meget spændt på om de bevilliger mig behandling på privathospitalet. Håber meget, de virker til at have forstand på det her.
Jeg er taknemlig for at pslandsforeningen er gået ind i min sag. Uden dem, er jeg overbevidst om, at jeg stadig ville stå samme sted, og ikke vide hvad pokker jeg skulle gøre.
onsdag den 21. juli 2010
Når sygdom fører til død.
Min højt elskede morfar er blevet bisat idag. Kræften vandt over ham søndag den 18. juli om eftermiddagen.
Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.
Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.
Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.
Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.
Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.
For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.
Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.
Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.
Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.
Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.
Morfar har altid været der for mig, og ikke mindst alle de andre i familien. Han var elsket af alle. Gennem de sidste par måneder har jeg savnet ham uendeligt. Idag er det 2 uger siden jeg så ham i live, og idag sidste gang jeg fik sagt farvel. Lagde den smukke røde rose på hans kiste som det sidste barnebarn. Sendte ham en smuk tanke, med tak for alt det han har gjort for mig. Tænkte at han ikke havde fortjent at dø, men at det var det bedste nu, hvor han var blevet så syg som han desværre var.
Jeg prøver at tænke på alle de gode ting, vi havde sammen. Vi lavede mad om fredagen til mormor kom hjem fra arbejde, ikke noget mad jeg kunne lide, men pølser kunne han da altid lige riste på en pande.
Som det første barnebarn, har jeg heldigvis haft min morfar i 23 år og 11 mdr. Jeg er opvokset med skønne historier fra han var cykel cowboy på bornholm. Om at der var tigere nede i haven, mellem alle grantræerne. Holdte min første børne fødselsdag sammen med ham, i et telt. Holdte 19 nytårs aftener med ham. Vi lavede altid elektriske balloner på min morfars hår, når de skulle op i loftet at sidde. Drille kunne han bestemt også. Forsøge at bilde mig alverdens ting ind, trods jeg nu snart bliver 24 år. Knipse med sine fingre og derefter sparke mig i rumpen.
Min morfar har ALTID været der for mig. Kørte mig til gymnastik, fester, veninder osv. Lånte mig deres internet dagligt (fordi vi ikke havde noget hjemme da jeg var teenager). Søndags ture i skoven, knuthenborg park, og mange mange andre gode minder det kan være jeg skriver om en anden gang.
Men uden tvivl ville INGEN i denne verden kunne ønske sig en bedre morfar.
For 1 år siden fik vi at vide min morfar havde kræft. Det kom som et lyn fra en ellers flot sommerdag. Min telefon ringede "morfar er blevet indlagt"... husker jeg ude og gå tur, og tårerne triller ned af mine kinder, og at min mor siger det nok ikke er så slemt.
Jeg havde ALDRIG troet jeg skulle opleve hvor meget kræft kan ødelægge et ellers perfekt menneske. Min morfar hjalp hvor han kunne indtil foråret i år, hvor dommen lød "vi kan ikke gøre mere for dig". Så gik det pludselig stærkt. Når vi så ham forsøgte han at være den samme morfar som han altid havde været, og jeg er ham taknemlig for det den dag idag. Og taknemlig for ALLE de gode minder jeg har... Og jeg har heldigvis INGEN dårlige. En perfekt morfar, der blevet taget fra os alt alt for tidligt. Han fik en sygdom, der bredte sig med lysets hast. En sygdom han bestemt ikke havde fortjent.
Jeg er rigtig glad for jeg så ham for 2 uger siden... vi vidste begge det var sidste gang, men ordet farvel blev der ikke sagt. Men vi vidste det begge.
Det er første gang jeg har mistet. Første gang en jeg har haft kær er gået bort. Jeg sad på det tidspunkt døden indtraf, og fik det "underligt", som om du ville fortælle at du var du taget fra mig. Jeg tænkte tanken "når jeg kører forbi om 20 min holder hjemmeplejen eller lægen der". Og ganske rigtigt, hjemmeplejen holdt der. Jeg skriver en sms til min mor "er morfar ved at få morfin igen". Det går lidt tid - faktisk ikke længe - trods det føltes sådan - før sms'en kom tilbage... "Han fik fred for ca 30 minutter siden ;-( det var meget fredfyldt). Jeg kørte om til min familie, og sagde farvel til min morfar. Hårdt, men han havde bestemt fortjent at jeg sagde farvel.
Min højt elskede momme sidder nu tilbage. Hun har brug for sin familie nu. Hun er også verdens bedste mormor, og jeg vil NYDE den tid jeg har med hende i fuldedrag.... desværre ved vi aldrig hvornår de tager fra os.
mandag den 28. juni 2010
SKRIGER, få fingeren ud af det sted der er højest når I plukker jordbær.
Kastet rundt i det offenlige system. INGEN vil tage ansvar, ingen vil tage nogle fornuftige beslutninger. Region sjælland lyver mig direkte op i mit ansigt gang på gang. Det er da fint nok Danmark pr. 1. januar i år har fået ventetidsgaranti til voksne psykiatriske patienter.... Den regl gælder bare ikke i region sjælland, og glæder overhoved ikke når vi snakker spiseforstyrrede. Jeg er på mange måder sur, skuffet og meget ked af, at min kamp for et normalt liv, har været så lang. Gennem det sidste år har jeg stået i venteposition, bare ventet og ventet. Henvist til det ene sted efter det andet. Kan det virkelig passe at man skal opgive ALT håb. Kan det virkelig passe at man skal være ved at dø af underernæring før det går op for de offenlige læger hvor indviklet denne sygdom er? Hvorfor er det lige at man bliver behandlet i psykiatrien, hvis det eneste de går op i alligevel er vægt? Grotesk!!
Jeg regner ikke med, jeg er det eneste menneske, der kæmper denne kamp?! Ja netop MENNEKSE, det er mennesker det her handler om. Ikke nogle ligegyldige jordbær der alligevel rådner med tiden. Eller det gør vi spiseforstyrrede jo også så vi endelig har opgivet ALT håb. Så er vi døde!! Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal være ved at dø, før de kan få fingeren ud af det sted der er højest når de plukker jordbær.
17. Juni blev jeg ENDNU engang henvist til Stolpegården, imorgen er der gået 8 dage, og de skal have givet lyd fra sig. Men som altid er jeg overbevist om at jeg intet brev får... at det endnu engang bliver en kamp mellem regionerne om hvem der har ret til at behandle mig. Ja region sjælland har ikke muligheden da de ikke har speciale i spiseforstyrrelser... men region hovedstaden har 73 ugers ventetid. Det betyder at jeg kan komme til OKTOBER NÆSTE ÅR... Så stiller jeg bare mig selv spørgsmålet, hvordan det kan være at region hovedstaden har SÅ lange ventelister, når resten af landet (i forhold til) ligger i den anden ende af ventetids-skalaen. Hvad er det de gør, så deres ventelister ikke er over 1 år?
Ved ikke om jeg tør tro på der kommer en dag, hvor mit liv igen kan begynde...
Jeg regner ikke med, jeg er det eneste menneske, der kæmper denne kamp?! Ja netop MENNEKSE, det er mennesker det her handler om. Ikke nogle ligegyldige jordbær der alligevel rådner med tiden. Eller det gør vi spiseforstyrrede jo også så vi endelig har opgivet ALT håb. Så er vi døde!! Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal være ved at dø, før de kan få fingeren ud af det sted der er højest når de plukker jordbær.
17. Juni blev jeg ENDNU engang henvist til Stolpegården, imorgen er der gået 8 dage, og de skal have givet lyd fra sig. Men som altid er jeg overbevist om at jeg intet brev får... at det endnu engang bliver en kamp mellem regionerne om hvem der har ret til at behandle mig. Ja region sjælland har ikke muligheden da de ikke har speciale i spiseforstyrrelser... men region hovedstaden har 73 ugers ventetid. Det betyder at jeg kan komme til OKTOBER NÆSTE ÅR... Så stiller jeg bare mig selv spørgsmålet, hvordan det kan være at region hovedstaden har SÅ lange ventelister, når resten af landet (i forhold til) ligger i den anden ende af ventetids-skalaen. Hvad er det de gør, så deres ventelister ikke er over 1 år?
Ved ikke om jeg tør tro på der kommer en dag, hvor mit liv igen kan begynde...
onsdag den 9. juni 2010
Når hjernen tænker mere end nødvendigt...
Tankerne kører rundt i mit hoved "Hvornår får jeg svar ang. behandling? Hvorfor er systemet så langsomt... hvorfor, hvornår, hvordan osv " På mange måder er det hårdt at skulle holde hovedet over vande, blive ved med at tro på der er en løsning i den anden ende. En løsning der gang på gang viser sig at være umulig.. Det er nu lidt over 1 mdr siden jeg blev henvist... og i næste uge er det 1 mdr siden jeg var til samtale på hospitalet. Det er skræmmende, at ventetiden (som der ikke burde være der), alligevel er opstået... Havde håbet at nu skete der endelig noget, men nej det gjorde der ikke... Er på mange områder rigtig skuffet over hvordan jeg bliver kastet rundt, og alligevel så bliver jeg overrasket hver gang de sender mig videre. Jeg vil jo bare have det bedre, det er jo ikke fordi jeg stille krav, udover at behandlingen gerne skulle virke...
Jeg har lige været på en lille mini ferie med min kæreste, på mange områder hårdt, og alligevel afslappende, rart at have noget tid med mig. Det er så sjældent vi har tid til det i vores hverdag.
Jeg har lige været på en lille mini ferie med min kæreste, på mange områder hårdt, og alligevel afslappende, rart at have noget tid med mig. Det er så sjældent vi har tid til det i vores hverdag.
Abonner på:
Opslag (Atom)